RENSDYRENES RENÆSSANCE

Fig 1 med tekst forslag b

Titelbillede: Illustrationen stammer fra Unterhaltungen aus der Naturgeschichte af Gottlieb Tobias Wilhelm Augsburg fra 1808. Forfatterens egen samling.

Af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Rensdyrtiden kalder man perioden for cirka 15.000 til 11.500 år siden, da det flade danske land lå åbent og nyformet efter den seneste istid. Træbevoskningen var sparsom. I denne periode indvandrede der rensdyr, men også bjørne, jærve, harer og vildheste, for ikke at glemme ulve og urdanskeren. De første forekomster af rensdyr i Danmark falder sammen med de første tegn på menneskers aktivitet efter den sidste istid. Der er fundet rensdyrknogler i affaldsdynger ved bopladsen på Slotseng i Sønderjylland som var i brug for 14.500 år siden (Holm, J. 2002. Ældre end ældst. Skalk nr. 3 juni 2002, 27–30), ved boplader som er undersøgt ved Sølbjerg på Vestlolland  samt i forbindelse med  motorvejsbyggeri ved Tyrsted, syd for Horsens hvor arkæologerne i 2017 fandt en 13.000 år gammel rasteplads for rensdyrsjægere.

Når zoologer, arkæologer og miljømennesker oplyser os om rensdyrets historie  i Danmark, må de erkende, at rensdyrene forsvandt fra den danske scene for omtrent 11.500 år siden. Dyrene jagtede kulden op til Nordskandinaviens vidder. Man må derfor drage op til samernes land for at finde disse smukke dyr i dag, måske besøge dem i den ulidelige sommervarme en zoologisk have, eller som en poetisk sjæl råder til på Miljøstyrelsens hjemmeside:  »sidde ude med en kikkert julenat!«  En tur til Grønland er også en mulighed, men der er dyrene af en anden stamme end de dyr, som omhandles her.

SCHWEIZERBAGERE, SAMER OG CIRKUSFOLK

Længe efter jægerstenalderens slutning, fik rensdyrtiden en lille renæssance. Af alle steder var det i Kongens København, at det fandt sted. I 1832 kom en flok rensdyr på et kort visit i Danmark.  En Schweizerbager i Malmø havde fået den smarte forretningsidé at flytte rensdyr og samer fra Sveriges Lapmark til sydligere strøg, for at vise dem frem mod betaling. Bag foretagendet var den grisonisk-schweiziske og retoromansk-talende Johan de Capretz som havde bosat sig i København i 1818, mens han i en periode forestod ledelsen af Schweizercafeen Soltani. Senere rejste de Capretz til Gävle i Nord-Sverige, hvor han stod i lære hos sin landsmand og senere svoger, sukker- og pastisbageren Christiano Grischotti, for i 1828 at åbne sit eget bageri og café i Malmö,  hvor han deltog i mange forskellige forlystelsesaktiviter. Under en vinterrejse til sin søster og svoger i Gävle i 1832, købte han 150 rensdyr og hyrede to attenårige samiske piger. Et af Københavnerbladene berettede således: »En købmand og en anden spekulant –   skrives der fra Gävle  – har i al stilhed, i lenets nordligste strækning, opkøbt 150 rensdyr - og taget nogle lapper i tjeneste -  der skulle sendes til Ystad, og derfra, over Stralsund, til Berlin«.

Planen om opvisninger af samer og rensdyr i Berlin blev af ukendte grunde opgivet og rensdyrene og de to samiske piger ankom i stedet for til København i december 1832.  Da var flokken af rensdyr allerede reduceret til 90 dyr. Dyrene kunne nemlig ikke tåle sejladsen. Med det formål at vise rensdyrene og de samiske piger frem, lejede De Capretz sig ind på en grund i Sankt Peders Stræde, som i dag bærer husnummeret 19, men dengang blev refereret til ved numrene på matriklen, som No. 111 og 112. Her havde der været en tomt siden Englændernes bombardement af København i 1807 knuste huset på stedet. Der blev ikke bygget på grunden førend i 1884, da det nuværende hus på grunden blev rejst. 2 b

Sankt Peders Stræde i 1880´ernes første halvdel. Rensdyrene blev vist inde på tomten som ses til venstre i billedet og i baggården bag denne. Foto Oluf W. Jørgensen. Det Kongelige Bibliotek.

Det lykkedes de Capretz at presse de 90 dyr, som overlevede turen fra Gävle, ind på matriklen samt i baggården. Ifølge en annonce i Kjøbenhavns-Posten i december 1832, kunne man mod en betaling af 1 mark for voksne og det halve, det vil sige 8 skillinger, for børn, i perioden fra kl. 9 om formiddag til 4. eftermiddag se de »skjønne dyr og deres foreviserinder de tvende unge laplænderinder fra svensk Lapmarken i deres laplandske nationaldragt«. Kjøbenhavns-Posten berettede ligeledes, at der var planer om at føre rensdyrflokken videre mod syd til udlandet. Nyheden om denne begivenhed blev også rapporteret i bybladene i Skanderborg, Århus og Viborg. 

RENSDYR PÅ STENBROEN

I begyndelsen af 1833 havde en anden herre med italienske rødder, en signore Philippo Pettoletti (1783/4-1845), overtaget fremvisningerne af rensdyrene og de to samiske piger. Pettoletti var en kendt person i Københavns forlystelsesliv,  sådan  som flere medlemmer af hans familie, artister og restauratører, der var ankommet til København fra Venedig i år 1800.  Flere medlemmer af familien Pettoletti var aktive i Københavns forlystelses-  og restaurationsbranche , og i  navnlig cirkusverdenen som blomstrede på dette tidspunkt, overtaget rensdyrene og de to samiske piger. Da Pettoletti overtog rensdyrene, viste han dem frem i haven syd for Blågård på Nørrebro. Blågård var oprindeligt en kongelig residens uden for murene med en stor tilhørende have. Hurtigt mistede regenterne dog interessen i denne udenbys residens og den forfaldt.  Den blev solgt væk af staten i 1828. Køberen var Mathias Anker Heegard, der byggede store smedjer og et jernværk på grunden, men hovedbygningen blev købt af en bagermester Schur, som lejede den ud til teatervirksomhed. I 1828 lejede Pettoletti bygningen af Schur og stiftede det som han kaldte Circus Gymnasticus, hvor der i fem år blev budt på cirkusforestillinger, spillet pantomimer og opført marionetteater. Dér, i resterne af pragthaven syd for Blågård, langs Nørrebrogade, blev rensdyrene vist frem i en kortere periode i februar 1833. 

Den 28. februar 1833 annoncerer Pettoletti i Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger,  at man for allersidste gang vil kunne se rensdyrene. Nu i den aflange baggård mellem Thotts Palæ ved Kongens Nytorv og det område, hvor Palægade senere blev anlagt. Nu skulle de »indskibes, for at bortsendes«.  Samme sted kunne man også købe  »et stort, tilberedt udstoppet rensdyr med smukt gevir i complet stand«. Det stakkels dyr havde nok ikke kunnet tåle Københavns stress og larm.

Dette var dog ikke endnu engang afslutningen på rensdyrfeberen, som ramte hovedstaden. Den 28. marts 1833 kunne man finde en annonce i førnævnte byblad som lød: »Dersom nogen skulde være i besiddelse af eet eller to rensdyr, og vilde afståe samme, de bedes en billet desangående aflagt på Adressecomptoiret mrkt. A.B. 78 snarest muligt«.

TUREN GÅR SYDPÅ

De resterende dyr og pigerne som var blevet fremvist i den store baggård bag Store Kongensgade  26, rejste nu sammen med endnu en italiener til Hamborg. Avis for Roskilde Bye og Omegn, rapporterede d. 16 april 1833 at rensdyrene var nået til Hamburg, men at flokken  nu var yderligere reduceret til kun 14 dyr: »Som bekendt døde her en mængde af dem, nogle blev  solgt og en deel have ikke kunne udholde Rejsen«. Fremvisningen fortsatte i forlystelsesparken på Hamburgerberg og omtales to gange i Hamburger Nachrichten i april 1833. I Danmark oplystes der til og med at:  »Det er ejernes agt at føre dem længere sydpå, og af en Notits i franske blade erfarer man, at endog Parisernes nyfigenhed er blevet vakt efter at se dem«.

Den notits har det ikke været muligt at opspore. Måske havde pariserne allerede fået stillet deres nysgerrighed for lapper og rensdyr, for i midten af december 1832 kunne man læse i Wiener Theater-Zeitung,  at en ung lappe med to rensdyr om sider var nået til Paris. Avisen beretter, at handyret skulle have spist så meget nybagt franskbrød, at det døde.  Lappen var 6,4 fod høj og derfor en kæmpe blandt sine dværgagtige landsmænd, sådan som Wieneravisen udtrykte det:  »Hans øjne minder om kinesernes, i særdeleshed ud mod tindingen, men hans evner synes at stå på det laveste niveau«.

 3 b

Rensdyr. Radering, n.b. stregsætning af Christian Holm fra 1833. Statens Museum for Kunst, København.

RENSDYRENE BLEV FOREVIGET

Desværre var Københavnerbladene ikke illustrerede i den tid samerne og deres rensdyr besøgte København. Men vi har heldet med os. I april 1833 viste den danske dyremaler Christian Holm (1804-1886) sin kunst på Kunstakademidets udstilling.  Heriblandt var to raderinger som Kjøbenhavnerposten skrev yderst rosende om.  Én forestillede en hønsehund og den anden bar titlen Gruppe af tamme Rendyr. Begge raderinger og pladerne er i dag  opbevaret på Statens Museum for Kunst. Det er vel at mærke to meget magre rensdyr Holm har foreviget. Christian Holm rejste så vidt vides aldrig til det nordlige Skandinavien, og det må anses for at være meget sandsynligt at Holm, sammen med mange andre Københavnere, har observeret rendyrene og "laplænderinderne" som vistes frem i Sankt Pedersstrede, eller senere på Blågård og i Store Kongens gade.

4 b

Christina Catharina (Stina Kajsa). Et stik fra 1839. Nordiska Museet, Stockholm.

KÆMPEN STINA KAJSA

Københavnerne mistede afgjort ikke lysten til at se flere rensdyr og lapper efter forestilligerne i 1832 og -33.  Allerede i 1834 annoncerede man fremvisninger af læplænderen A. N. Halling med familie. Impressario denne gang var en vis conditor Monigatti,  som havde sin forretning i en bygning verd Kongens Nytorv nr. 353 (I dag bærer en nyere bygning på denne matrikel nummer 26 ). Forestillingerne fandt sted fra slutningen af oktober, og i november 1834 på Frederiksbergs-Alle.  Man kunne mod betaling køre i en slæde op og ned ad alleen og laplænderne vore klædte i deres nationaldragt. Under kørslen,  som begyndte ved den lille Runddel (St. Thomas Plads), blev alleen spærret for ikke betalende, der ikke boede i området.

I 1838 var der igen samisk besøg, men denne gang uden rensdyr. Philippo Pettoletti, som nu drev Vesterbro Ny Theater, efter at Circus Gymnasticus på Blågård nedbrændte i 1833, havde åbenbart en utrættelig interesse for det Nordskandinaviske.

Hovedattraktionen var nu den 18-årige samiske pige, Christina Catharine Larsdatter elle Stina Kajsa (1819-1854) som hun også blev kaldt, samt hendes syv familiemedlemmer fra Piteå-Lapmark -  for ikke at glemme bjørnehunden Tjapp. Christine Cathrine udmærkede sig med sine højde på 78 danske tommer (knap 2,04 m.) at være en kæmpe blandt sine samtidige.  I slutningen af juni og nogle dage frem residerede samerne på Hotel du Nord i Vingårdstræde 1, som stod på den grund, hvor Magasin du Nord står i dag.  Dette hotel  blev nedrevet 1889.  H. C. Andersen boede i flere perioder mellem 1837 og 1848 på Hotel du Nord, hvor han bl.a. skrev Den Grimme Ælling, Ole Lukøje og Hyrdinden og Skorstensfejeren. Ud fra hans brevvekslinger, dagbøger og almanakker kan man se, at han var bortrejst i den periode hvor samerne logerede på hotellet. Men havde H.C. været der, havde eftertiden nok hørt mere om besøget fra det høje nord og den kæmpestore laplænderinde. Lapperne fremviste, iført deres farverige dragter, deres samiske skikke, deres kåta (telt) og gav eksempler på joiken, den samiske sang. 

Stina Kajsa, kom fra Brännes i Syd-Lapand,  og var også kendt som Långa lappflickan eller Stor-Stina.  Hun rejste Europa tynd fra 1837 og kom således til Sverige, Danmark, Frankrig, Rusland og England. Senere i karrieren tog hun sig kunstnernavnet  The Lapland Giantess - Tallest Woman in the World. Kristina holdt aldrig op med at vokse og ved sin alt for tidlige død på grund af koldbrand, var hun hele 2,18 meter høj.

DE ÆDLE VILDE

Når man i flere europæiske lande fik et gensyn med rensdyrene efter deres flere tusinde års fravær, så var dette var dette et biprodukt af oplysningstidens og senere romantikkens interesse for de ædle vilde (Noble Sauvages). Allerede i 1789 blev to samiske piger, Sigrid og Anea, bragt til England under yderst ordentlige forhold af Sir H.G. Liddel. Pigerne var vandret med rensdyrene helt oppe fra Piteå i Norrbotten ned til Gøteborg, og derfra var de blevet sejlet til England. Derimod fandt de første fremvisninger af samer og rensdyr for et betalende publikum først sted i London i 1822. Dertil blev de hentet fra Norge for at vise dem frem for nysgerrige storbyboere .

Inden det blev muligt at opleve de vilde europæere som levende udstillingsobjekter til oplysende fremvisninger, havde man udelukkende kunnet læse om samer, eller lapper, som de normalt kaldtes i den tid, i rejseskildringer, som indeholdt mere eller mindre unøjagtige fremstillinger af, hvorledes samer og rensdyr så ud.  Allerede i 1600-tallet beskæftigede europæiske forfattere sig med diverse ældre kilders mytiske og mystiske fremstillinger af samer (finner/lapper), men i de 18. og 19. århundrede fremstilledes samerne som den ædle vilde; Man så samerne som mennesker, der ikke var blevet korrumperet af civisationen.  Under romantikken var samerne således for beborne i de store og beskidte, europæiske byer med deres elendige sociale forfald, symbolet på menneskehedens medfødte renhed, en renhed som man ellers kun så i børn. Forskere i Norden så dem, som efterkommere efter de tidligste beboere i Skandinavien. 5 b

Showmanden William Bullocks udstilling af en norsk samerfamilie fra Røros i London i 1822. Nasjonalbiblioteket Oslo. 6 b b

Det samiske ægtepar Jen Thomassen Holm og Karen Christiansdatter vender hjem fra deres lykkelige tur til London i 1822, beriget af gaver fra deres udstiller og velynder William Bullock. Udsnit fra et samtidigt, engelsk tryk. Nasjonalbiblioteket Oslo.

Fremvisningerne af samer og deres rensdyr i Europas storbyer bar til at begynde med præg af denne fascination. Dette var tilfældet i 1830´ernes København. Også i 1800-tallets slutning, da opvisninger af samer og rensdyr blev mere almindelige i circkusser og zoologiske haver, blev de aldrig en fuldbyrdet del af freak-showet  og  der herskede altid en vis mystik og respekt med hensyn til samerne, når man viste dem frem som udstillingsobjekter. De blev fremstillet som naturbørn og det var egentlig først da den tyske zoo-magnat Carl Hagenbeck i 1870´erne begyndte at udstille lapper som antropologiske-zoologiske objekter, at den negative og racistiske holdning til samer tog til. Hagenbeck bragte samer fra deres hjemstavn til stenbroen i Europa, udstillede dem som  »små, uskønne med smudsig gul hud, rundt hoved bevokset med stride, sorte hår, skrå øjne og en lille, flad næse«. Også videnskabsfolk, som prægedes af nationalismen og racebiologiske teorier i anden halvdel af 1800-årene, havde en stor trang  til at distansere sig fra de "primitive" lapper. Således stod visse danske arkæologer som Worsaae og senere Sophus Müller, stejlt i holdningen om at forfædrene til finnerne/lapperne ikke kunne have været Danmarks og Skandinaviens tidligste befolkning efter isalderen.7 b

Samer fremstillet som børn på et kort som fulgte med i kaffepakker af mærket Den Røde Pelikan fra firmaet van Leckwyck i Rotterdam. Fra 1898. Fra forfatterens samling.

RENSDYRENE FÅR ET NYT HJEM I ISLAND

Fortællingen om de skandinaviske rensdyrs rejsehistorie i det danske kongedømme ville ikke være fuldendt uden en lille udstikker over havet. Omtrent et halvt århundred inden de 90 rendyr og de to samerpiger blev vist frem i Sankt Petersstræde,  havde man et helt et andet sted i kongeriget, hvor der heller ikke naturligt fandtes rensdyr, haft lyst til at anskaffe disse vidunderlige dyr. Der var tanken dog ikke at vise dem frem for offentligheden som et kuriosum.  På Island påtænkte man istedet import og avl af rensdyr, en tanke der var opstået allerede i slutningen af 1600-årene. Rensdyrstransporter til Island blev dog først realiseret efter en kongelig anordning i 1700-årenes anden halvdel. De blev sejlet fra Finnmark til Island i årene 1771-87 som en slags krisehjælp til en befolkning hærget af vulkanske udbrud og sult. Dyrene blev sat i land forskellige steder på øen.

Alle de steder dyrene blev sat ud, med untagelse af det østlige Island og det sydvestlige Island, uddøde de små flokke rensdyr inden 1860.  De fleste af rensdyrene bukkede under i de enorme vulkanudbrud i Laki-området i 1783-85, hvis aske menes at være medvirkende til dårligere vejr og høst i Europa i de følgende år, og menes endda af nogle at være en af hovedfaktorerne til at den Franske revolution udspillede sig nogle år senere. Udbruddene gik naturligvis også hårdt udover fæ og folk på Island og truede en overgang med at affolke øen. 

8 b

Vilde rensdyr i SV-Island. Litografi af  A. Joly og Bayot  på grundlag af en tegning af Auguste Mayer fra 1838.

Et hold rener, bestående af 30 køer og 5 hanner, som blev skibet til handelsstedet Vopnafjörður i Nordøstisland i 1787, overlevede turen til Island. Efterkommerne af den hjord vandrer endnu vilde rundt  på det islandske højland samt i de østislandske fjorde. Nutidens omtrent 4000 dyr i Island, som nedstammer fra rentransporterne fra Finmark i slutningen af de 1700-tallet, udnyttes kun til reguleret jagt. Den udøves af mennesker, hvoraf enkelte helt sikkert er efterkommere efter rensdyrsjægerne i Danmark for 14.000 år siden og endog efter samer som også kom med til Island da landet først blev bosat i slutningen af 800-tallet.

/ Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson ©

* Denne artikel var tiltænkt tidsskriftet SKALK. Skalk gav det svar, efter næsten to års ventetid fra artiklen blev indlveveret, at man ikke ville bringe den fordi man modtog så mange artikler som omhandlede "nyere tid". I vores Korona-tider, håber jeg dette tilbageblik på rensdyrenes historie glæder sjæle som er til den affejede "nyere tid".

Litteratur:

Baglo, Catharine (2017). På Ville Veger? Levende Utstillinger av Samer i Europa og Amerika. Orkana Akademisk, Stamsund: [Dette interessant værk nævner alt der er værd at vide om Samer-interessen i 1800- og 1900-tallet, borset fra de tidlige forestillinger i København].


« Síðasta færsla | Næsta færsla »

Athugasemdir

1 Smámynd: Halldór Egill Guðnason

Takk fyrir mig.

(Einhver sérstök ásræða fyrir því að ekki er hægt að setja inn athugasemd við næstu færslu?)

 Góðar stundir, með kveðju að sunnan.

Halldór Egill Guðnason, 9.4.2020 kl. 00:44

2 Smámynd: FORNLEIFUR

Já, þú getur svo sem fengið það svigalaust líka. Svo vildi til að vinur minn sem sá FB Marðar Árnasonar hafði samband við mig innan við klukkustund eftir að grein mín hafði birst og greindi frá því að Mörður væri með dánartilkynningu um einn af þeirra manna sem greint er frá í greininni. Nokkrum mínútum eftir að ég var kominn úr símanum  voru komnar tvær frekar subbulegar athugasemdir til mín, og í einni var gefið í skyn að ég hefði skrifað greinina að Gísla Gunnarssyni látnum. Svo er nú ekki. Mestan hluta greinarinnar skrifaði ég 22 mars sl. Nú, eftir athugasemd vinar míns sem skæpaði í mig, þá lét ég tilkynningu um bloggið hverfa á fésbók og tók athugasemdirnar af á blogginu Fornleifi. Ég þekki vel skoðanir Íslendinga á heiðri manna eftir dauða þeirra, jafnvel þeirra sem í lifandi lífi þótti það heiðvirðilegt að gefa veiðileyfi á annað fólk sem ausið var auri og seyru á nóttunni af "vinum" slíkra manna í afar ómálefnalegri umræðu um lausn vandamála í öðrum heimshluta. 

FORNLEIFUR, 9.4.2020 kl. 05:08

3 Smámynd: Halldór Egill Guðnason

 Kæri Fornleifur.

 Kærar þakkir fyrir útskýringuna.

 Enn og aftur, takk fyrir mig.

 Góðar stundir, með kveðju að sunnan.

Halldór Egill Guðnason, 9.4.2020 kl. 21:44

Bæta við athugasemd

Ekki er lengur hægt að skrifa athugasemdir við færsluna, þar sem tímamörk á athugasemdir eru liðin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikið á Javascript til að hefja innskráningu.

Hafðu samband