RENSDYRENES RENĆSSANCE

Fig 1 med tekst forslag b

Titelbillede: Illustrationen stammer fra Unterhaltungen aus der Naturgeschichte af Gottlieb Tobias Wilhelm Augsburg fra 1808. Forfatterens egen samling.

Af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Rensdyrtiden kalder man perioden for cirka 15.000 til 11.500 ĺr siden, da det flade danske land lĺ ĺbent og nyformet efter den seneste istid. Trćbevoskningen var sparsom. I denne periode indvandrede der rensdyr, men ogsĺ bjřrne, jćrve, harer og vildheste, for ikke at glemme ulve og urdanskeren. De fřrste forekomster af rensdyr i Danmark falder sammen med de fřrste tegn pĺ menneskers aktivitet efter den sidste istid. Der er fundet rensdyrknogler i affaldsdynger ved bopladsen pĺ Slotseng i Sřnderjylland som var i brug for 14.500 ĺr siden (Holm, J. 2002. Ćldre end ćldst. Skalk nr. 3 juni 2002, 27–30), ved boplader som er undersřgt ved Sřlbjerg pĺ Vestlolland  samt i forbindelse med  motorvejsbyggeri ved Tyrsted, syd for Horsens hvor arkćologerne i 2017 fandt en 13.000 ĺr gammel rasteplads for rensdyrsjćgere.

Nĺr zoologer, arkćologer og miljřmennesker oplyser os om rensdyrets historie  i Danmark, mĺ de erkende, at rensdyrene forsvandt fra den danske scene for omtrent 11.500 ĺr siden. Dyrene jagtede kulden op til Nordskandinaviens vidder. Man mĺ derfor drage op til samernes land for at finde disse smukke dyr i dag, mĺske besřge dem i den ulidelige sommervarme en zoologisk have, eller som en poetisk sjćl rĺder til pĺ Miljřstyrelsens hjemmeside:  »sidde ude med en kikkert julenat!«  En tur til Grřnland er ogsĺ en mulighed, men der er dyrene af en anden stamme end de dyr, som omhandles her.

SCHWEIZERBAGERE, SAMER OG CIRKUSFOLK

Lćnge efter jćgerstenalderens slutning, fik rensdyrtiden en lille renćssance. Af alle steder var det i Kongens Křbenhavn, at det fandt sted. I 1832 kom en flok rensdyr pĺ et kort visit i Danmark.  En Schweizerbager i Malmř havde fĺet den smarte forretningsidé at flytte rensdyr og samer fra Sveriges Lapmark til sydligere strřg, for at vise dem frem mod betaling. Bag foretagendet var den grisonisk-schweiziske og retoromansk-talende Johan de Capretz som havde bosat sig i Křbenhavn i 1818, mens han i en periode forestod ledelsen af Schweizercafeen Soltani. Senere rejste de Capretz til Gävle i Nord-Sverige, hvor han stod i lćre hos sin landsmand og senere svoger, sukker- og pastisbageren Christiano Grischotti, for i 1828 at ĺbne sit eget bageri og café i Malmö,  hvor han deltog i mange forskellige forlystelsesaktiviter. Under en vinterrejse til sin sřster og svoger i Gävle i 1832, křbte han 150 rensdyr og hyrede to attenĺrige samiske piger. Et af Křbenhavnerbladene berettede sĺledes: »En křbmand og en anden spekulant –   skrives der fra Gävle  – har i al stilhed, i lenets nordligste strćkning, opkřbt 150 rensdyr - og taget nogle lapper i tjeneste -  der skulle sendes til Ystad, og derfra, over Stralsund, til Berlin«.

Planen om opvisninger af samer og rensdyr i Berlin blev af ukendte grunde opgivet og rensdyrene og de to samiske piger ankom i stedet for til Křbenhavn i december 1832.  Da var flokken af rensdyr allerede reduceret til 90 dyr. Dyrene kunne nemlig ikke tĺle sejladsen. Med det formĺl at vise rensdyrene og de samiske piger frem, lejede De Capretz sig ind pĺ en grund i Sankt Peders Strćde, som i dag bćrer husnummeret 19, men dengang blev refereret til ved numrene pĺ matriklen, som No. 111 og 112. Her havde der vćret en tomt siden Englćndernes bombardement af Křbenhavn i 1807 knuste huset pĺ stedet. Der blev ikke bygget pĺ grunden fřrend i 1884, da det nuvćrende hus pĺ grunden blev rejst. 2 b

Sankt Peders Strćde i 1880´ernes fřrste halvdel. Rensdyrene blev vist inde pĺ tomten som ses til venstre i billedet og i baggĺrden bag denne. Foto Oluf W. Jřrgensen. Det Kongelige Bibliotek.

Det lykkedes de Capretz at presse de 90 dyr, som overlevede turen fra Gävle, ind pĺ matriklen samt i baggĺrden. Ifřlge en annonce i Kjřbenhavns-Posten i december 1832, kunne man mod en betaling af 1 mark for voksne og det halve, det vil sige 8 skillinger, for břrn, i perioden fra kl. 9 om formiddag til 4. eftermiddag se de »skjřnne dyr og deres foreviserinder de tvende unge laplćnderinder fra svensk Lapmarken i deres laplandske nationaldragt«. Kjřbenhavns-Posten berettede ligeledes, at der var planer om at fřre rensdyrflokken videre mod syd til udlandet. Nyheden om denne begivenhed blev ogsĺ rapporteret i bybladene i Skanderborg, Ĺrhus og Viborg. 

RENSDYR PĹ STENBROEN

I begyndelsen af 1833 havde en anden herre med italienske rřdder, en signore Philippo Pettoletti (1783/4-1845), overtaget fremvisningerne af rensdyrene og de to samiske piger. Pettoletti var en kendt person i Křbenhavns forlystelsesliv,  sĺdan  som flere medlemmer af hans familie, artister og restauratřrer, der var ankommet til Křbenhavn fra Venedig i ĺr 1800.  Flere medlemmer af familien Pettoletti var aktive i Křbenhavns forlystelses-  og restaurationsbranche , og i  navnlig cirkusverdenen som blomstrede pĺ dette tidspunkt, overtaget rensdyrene og de to samiske piger. Da Pettoletti overtog rensdyrene, viste han dem frem i haven syd for Blĺgĺrd pĺ Nřrrebro. Blĺgĺrd var oprindeligt en kongelig residens uden for murene med en stor tilhřrende have. Hurtigt mistede regenterne dog interessen i denne udenbys residens og den forfaldt.  Den blev solgt vćk af staten i 1828. Křberen var Mathias Anker Heegard, der byggede store smedjer og et jernvćrk pĺ grunden, men hovedbygningen blev křbt af en bagermester Schur, som lejede den ud til teatervirksomhed. I 1828 lejede Pettoletti bygningen af Schur og stiftede det som han kaldte Circus Gymnasticus, hvor der i fem ĺr blev budt pĺ cirkusforestillinger, spillet pantomimer og opfřrt marionetteater. Dér, i resterne af pragthaven syd for Blĺgĺrd, langs Nřrrebrogade, blev rensdyrene vist frem i en kortere periode i februar 1833. 

Den 28. februar 1833 annoncerer Pettoletti i Kjřbenhavns Kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger,  at man for allersidste gang vil kunne se rensdyrene. Nu i den aflange baggĺrd mellem Thotts Palć ved Kongens Nytorv og det omrĺde, hvor Palćgade senere blev anlagt. Nu skulle de »indskibes, for at bortsendes«.  Samme sted kunne man ogsĺ křbe  »et stort, tilberedt udstoppet rensdyr med smukt gevir i complet stand«. Det stakkels dyr havde nok ikke kunnet tĺle Křbenhavns stress og larm.

Dette var dog ikke endnu engang afslutningen pĺ rensdyrfeberen, som ramte hovedstaden. Den 28. marts 1833 kunne man finde en annonce i fřrnćvnte byblad som lřd: »Dersom nogen skulde vćre i besiddelse af eet eller to rensdyr, og vilde afstĺe samme, de bedes en billet desangĺende aflagt pĺ Adressecomptoiret mrkt. A.B. 78 snarest muligt«.

TUREN GĹR SYDPĹ

De resterende dyr og pigerne som var blevet fremvist i den store baggĺrd bag Store Kongensgade  26, rejste nu sammen med endnu en italiener til Hamborg. Avis for Roskilde Bye og Omegn, rapporterede d. 16 april 1833 at rensdyrene var nĺet til Hamburg, men at flokken  nu var yderligere reduceret til kun 14 dyr: »Som bekendt dřde her en mćngde af dem, nogle blev  solgt og en deel have ikke kunne udholde Rejsen«. Fremvisningen fortsatte i forlystelsesparken pĺ Hamburgerberg og omtales to gange i Hamburger Nachrichten i april 1833. I Danmark oplystes der til og med at:  »Det er ejernes agt at fřre dem lćngere sydpĺ, og af en Notits i franske blade erfarer man, at endog Parisernes nyfigenhed er blevet vakt efter at se dem«.

Den notits har det ikke vćret muligt at opspore. Mĺske havde pariserne allerede fĺet stillet deres nysgerrighed for lapper og rensdyr, for i midten af december 1832 kunne man lćse i Wiener Theater-Zeitung,  at en ung lappe med to rensdyr om sider var nĺet til Paris. Avisen beretter, at handyret skulle have spist sĺ meget nybagt franskbrřd, at det dřde.  Lappen var 6,4 fod hřj og derfor en kćmpe blandt sine dvćrgagtige landsmćnd, sĺdan som Wieneravisen udtrykte det:  »Hans řjne minder om kinesernes, i sćrdeleshed ud mod tindingen, men hans evner synes at stĺ pĺ det laveste niveau«.

 3 b

Rensdyr. Radering, n.b. stregsćtning af Christian Holm fra 1833. Statens Museum for Kunst, Křbenhavn.

RENSDYRENE BLEV FOREVIGET

Desvćrre var Křbenhavnerbladene ikke illustrerede i den tid samerne og deres rensdyr besřgte Křbenhavn. Men vi har heldet med os. I april 1833 viste den danske dyremaler Christian Holm (1804-1886) sin kunst pĺ Kunstakademidets udstilling.  Heriblandt var to raderinger som Kjřbenhavnerposten skrev yderst rosende om.  Én forestillede en hřnsehund og den anden bar titlen Gruppe af tamme Rendyr. Begge raderinger og pladerne er i dag  opbevaret pĺ Statens Museum for Kunst. Det er vel at mćrke to meget magre rensdyr Holm har foreviget. Christian Holm rejste sĺ vidt vides aldrig til det nordlige Skandinavien, og det mĺ anses for at vćre meget sandsynligt at Holm, sammen med mange andre Křbenhavnere, har observeret rendyrene og "laplćnderinderne" som vistes frem i Sankt Pedersstrede, eller senere pĺ Blĺgĺrd og i Store Kongens gade.

4 b

Christina Catharina (Stina Kajsa). Et stik fra 1839. Nordiska Museet, Stockholm.

KĆMPEN STINA KAJSA

Křbenhavnerne mistede afgjort ikke lysten til at se flere rensdyr og lapper efter forestilligerne i 1832 og -33.  Allerede i 1834 annoncerede man fremvisninger af lćplćnderen A. N. Halling med familie. Impressario denne gang var en vis conditor Monigatti,  som havde sin forretning i en bygning verd Kongens Nytorv nr. 353 (I dag bćrer en nyere bygning pĺ denne matrikel nummer 26 ). Forestillingerne fandt sted fra slutningen af oktober, og i november 1834 pĺ Frederiksbergs-Alle.  Man kunne mod betaling křre i en slćde op og ned ad alleen og laplćnderne vore klćdte i deres nationaldragt. Under křrslen,  som begyndte ved den lille Runddel (St. Thomas Plads), blev alleen spćrret for ikke betalende, der ikke boede i omrĺdet.

I 1838 var der igen samisk besřg, men denne gang uden rensdyr. Philippo Pettoletti, som nu drev Vesterbro Ny Theater, efter at Circus Gymnasticus pĺ Blĺgĺrd nedbrćndte i 1833, havde ĺbenbart en utrćttelig interesse for det Nordskandinaviske.

Hovedattraktionen var nu den 18-ĺrige samiske pige, Christina Catharine Larsdatter elle Stina Kajsa (1819-1854) som hun ogsĺ blev kaldt, samt hendes syv familiemedlemmer fra Piteĺ-Lapmark -  for ikke at glemme bjřrnehunden Tjapp. Christine Cathrine udmćrkede sig med sine hřjde pĺ 78 danske tommer (knap 2,04 m.) at vćre en kćmpe blandt sine samtidige.  I slutningen af juni og nogle dage frem residerede samerne pĺ Hotel du Nord i Vingĺrdstrćde 1, som stod pĺ den grund, hvor Magasin du Nord stĺr i dag.  Dette hotel  blev nedrevet 1889.  H. C. Andersen boede i flere perioder mellem 1837 og 1848 pĺ Hotel du Nord, hvor han bl.a. skrev Den Grimme Ćlling, Ole Lukřje og Hyrdinden og Skorstensfejeren. Ud fra hans brevvekslinger, dagbřger og almanakker kan man se, at han var bortrejst i den periode hvor samerne logerede pĺ hotellet. Men havde H.C. vćret der, havde eftertiden nok hřrt mere om besřget fra det hřje nord og den kćmpestore laplćnderinde. Lapperne fremviste, ifřrt deres farverige dragter, deres samiske skikke, deres kĺta (telt) og gav eksempler pĺ joiken, den samiske sang. 

Stina Kajsa, kom fra Brännes i Syd-Lapand,  og var ogsĺ kendt som Lĺnga lappflickan eller Stor-Stina.  Hun rejste Europa tynd fra 1837 og kom sĺledes til Sverige, Danmark, Frankrig, Rusland og England. Senere i karrieren tog hun sig kunstnernavnet  The Lapland Giantess - Tallest Woman in the World. Kristina holdt aldrig op med at vokse og ved sin alt for tidlige dřd pĺ grund af koldbrand, var hun hele 2,18 meter hřj.

DE ĆDLE VILDE

Nĺr man i flere europćiske lande fik et gensyn med rensdyrene efter deres flere tusinde ĺrs fravćr, sĺ var dette var dette et biprodukt af oplysningstidens og senere romantikkens interesse for de ćdle vilde (Noble Sauvages). Allerede i 1789 blev to samiske piger, Sigrid og Anea, bragt til England under yderst ordentlige forhold af Sir H.G. Liddel. Pigerne var vandret med rensdyrene helt oppe fra Piteĺ i Norrbotten ned til Gřteborg, og derfra var de blevet sejlet til England. Derimod fandt de fřrste fremvisninger af samer og rensdyr for et betalende publikum fřrst sted i London i 1822. Dertil blev de hentet fra Norge for at vise dem frem for nysgerrige storbyboere .

Inden det blev muligt at opleve de vilde europćere som levende udstillingsobjekter til oplysende fremvisninger, havde man udelukkende kunnet lćse om samer, eller lapper, som de normalt kaldtes i den tid, i rejseskildringer, som indeholdt mere eller mindre unřjagtige fremstillinger af, hvorledes samer og rensdyr sĺ ud.  Allerede i 1600-tallet beskćftigede europćiske forfattere sig med diverse ćldre kilders mytiske og mystiske fremstillinger af samer (finner/lapper), men i de 18. og 19. ĺrhundrede fremstilledes samerne som den ćdle vilde; Man sĺ samerne som mennesker, der ikke var blevet korrumperet af civisationen.  Under romantikken var samerne sĺledes for beborne i de store og beskidte, europćiske byer med deres elendige sociale forfald, symbolet pĺ menneskehedens medfřdte renhed, en renhed som man ellers kun sĺ i břrn. Forskere i Norden sĺ dem, som efterkommere efter de tidligste beboere i Skandinavien. 5 b

Showmanden William Bullocks udstilling af en norsk samerfamilie fra Rřros i London i 1822. Nasjonalbiblioteket Oslo. 6 b b

Det samiske ćgtepar Jen Thomassen Holm og Karen Christiansdatter vender hjem fra deres lykkelige tur til London i 1822, beriget af gaver fra deres udstiller og velynder William Bullock. Udsnit fra et samtidigt, engelsk tryk. Nasjonalbiblioteket Oslo.

Fremvisningerne af samer og deres rensdyr i Europas storbyer bar til at begynde med prćg af denne fascination. Dette var tilfćldet i 1830´ernes Křbenhavn. Ogsĺ i 1800-tallets slutning, da opvisninger af samer og rensdyr blev mere almindelige i circkusser og zoologiske haver, blev de aldrig en fuldbyrdet del af freak-showet  og  der herskede altid en vis mystik og respekt med hensyn til samerne, nĺr man viste dem frem som udstillingsobjekter. De blev fremstillet som naturbřrn og det var egentlig fřrst da den tyske zoo-magnat Carl Hagenbeck i 1870´erne begyndte at udstille lapper som antropologiske-zoologiske objekter, at den negative og racistiske holdning til samer tog til. Hagenbeck bragte samer fra deres hjemstavn til stenbroen i Europa, udstillede dem som  »smĺ, uskřnne med smudsig gul hud, rundt hoved bevokset med stride, sorte hĺr, skrĺ řjne og en lille, flad nćse«. Ogsĺ videnskabsfolk, som prćgedes af nationalismen og racebiologiske teorier i anden halvdel af 1800-ĺrene, havde en stor trang  til at distansere sig fra de "primitive" lapper. Sĺledes stod visse danske arkćologer som Worsaae og senere Sophus Müller, stejlt i holdningen om at forfćdrene til finnerne/lapperne ikke kunne have vćret Danmarks og Skandinaviens tidligste befolkning efter isalderen.7 b

Samer fremstillet som břrn pĺ et kort som fulgte med i kaffepakker af mćrket Den Rřde Pelikan fra firmaet van Leckwyck i Rotterdam. Fra 1898. Fra forfatterens samling.

RENSDYRENE FĹR ET NYT HJEM I ISLAND

Fortćllingen om de skandinaviske rensdyrs rejsehistorie i det danske kongedřmme ville ikke vćre fuldendt uden en lille udstikker over havet. Omtrent et halvt ĺrhundred inden de 90 rendyr og de to samerpiger blev vist frem i Sankt Petersstrćde,  havde man et helt et andet sted i kongeriget, hvor der heller ikke naturligt fandtes rensdyr, haft lyst til at anskaffe disse vidunderlige dyr. Der var tanken dog ikke at vise dem frem for offentligheden som et kuriosum.  Pĺ Island pĺtćnkte man istedet import og avl af rensdyr, en tanke der var opstĺet allerede i slutningen af 1600-ĺrene. Rensdyrstransporter til Island blev dog fřrst realiseret efter en kongelig anordning i 1700-ĺrenes anden halvdel. De blev sejlet fra Finnmark til Island i ĺrene 1771-87 som en slags krisehjćlp til en befolkning hćrget af vulkanske udbrud og sult. Dyrene blev sat i land forskellige steder pĺ řen.

Alle de steder dyrene blev sat ud, med untagelse af det řstlige Island og det sydvestlige Island, uddřde de smĺ flokke rensdyr inden 1860.  De fleste af rensdyrene bukkede under i de enorme vulkanudbrud i Laki-omrĺdet i 1783-85, hvis aske menes at vćre medvirkende til dĺrligere vejr og hřst i Europa i de fřlgende ĺr, og menes endda af nogle at vćre en af hovedfaktorerne til at den Franske revolution udspillede sig nogle ĺr senere. Udbruddene gik naturligvis ogsĺ hĺrdt udover fć og folk pĺ Island og truede en overgang med at affolke řen. 

8 b

Vilde rensdyr i SV-Island. Litografi af  A. Joly og Bayot  pĺ grundlag af en tegning af Auguste Mayer fra 1838.

Et hold rener, bestĺende af 30 křer og 5 hanner, som blev skibet til handelsstedet Vopnafjörđur i Nordřstisland i 1787, overlevede turen til Island. Efterkommerne af den hjord vandrer endnu vilde rundt  pĺ det islandske hřjland samt i de řstislandske fjorde. Nutidens omtrent 4000 dyr i Island, som nedstammer fra rentransporterne fra Finmark i slutningen af de 1700-tallet, udnyttes kun til reguleret jagt. Den udřves af mennesker, hvoraf enkelte helt sikkert er efterkommere efter rensdyrsjćgerne i Danmark for 14.000 ĺr siden og endog efter samer som ogsĺ kom med til Island da landet fřrst blev bosat i slutningen af 800-tallet.

/ Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson ©

* Denne artikel var tiltćnkt tidsskriftet SKALK. Skalk gav det svar, efter nćsten to ĺrs ventetid fra artiklen blev indlveveret, at man ikke ville bringe den fordi man modtog sĺ mange artikler som omhandlede "nyere tid". I vores Korona-tider, hĺber jeg dette tilbageblik pĺ rensdyrenes historie glćder sjćle som er til den affejede "nyere tid".

Litteratur:

Baglo, Catharine (2017). Pĺ Ville Veger? Levende Utstillinger av Samer i Europa og Amerika. Orkana Akademisk, Stamsund: [Dette interessant vćrk nćvner alt der er vćrd at vide om Samer-interessen i 1800- og 1900-tallet, borset fra de tidlige forestillinger i Křbenhavn].


« Síđasta fćrsla | Nćsta fćrsla »

Athugasemdir

1 Smámynd: Halldór Egill Guđnason

Takk fyrir mig.

(Einhver sérstök ásrćđa fyrir ţví ađ ekki er hćgt ađ setja inn athugasemd viđ nćstu fćrslu?)

 Góđar stundir, međ kveđju ađ sunnan.

Halldór Egill Guđnason, 9.4.2020 kl. 00:44

2 Smámynd: FORNLEIFUR

Já, ţú getur svo sem fengiđ ţađ svigalaust líka. Svo vildi til ađ vinur minn sem sá FB Marđar Árnasonar hafđi samband viđ mig innan viđ klukkustund eftir ađ grein mín hafđi birst og greindi frá ţví ađ Mörđur vćri međ dánartilkynningu um einn af ţeirra manna sem greint er frá í greininni. Nokkrum mínútum eftir ađ ég var kominn úr símanum  voru komnar tvćr frekar subbulegar athugasemdir til mín, og í einni var gefiđ í skyn ađ ég hefđi skrifađ greinina ađ Gísla Gunnarssyni látnum. Svo er nú ekki. Mestan hluta greinarinnar skrifađi ég 22 mars sl. Nú, eftir athugasemd vinar míns sem skćpađi í mig, ţá lét ég tilkynningu um bloggiđ hverfa á fésbók og tók athugasemdirnar af á blogginu Fornleifi. Ég ţekki vel skođanir Íslendinga á heiđri manna eftir dauđa ţeirra, jafnvel ţeirra sem í lifandi lífi ţótti ţađ heiđvirđilegt ađ gefa veiđileyfi á annađ fólk sem ausiđ var auri og seyru á nóttunni af "vinum" slíkra manna í afar ómálefnalegri umrćđu um lausn vandamála í öđrum heimshluta. 

FORNLEIFUR, 9.4.2020 kl. 05:08

3 Smámynd: Halldór Egill Guđnason

 Kćri Fornleifur.

 Kćrar ţakkir fyrir útskýringuna.

 Enn og aftur, takk fyrir mig.

 Góđar stundir, međ kveđju ađ sunnan.

Halldór Egill Guđnason, 9.4.2020 kl. 21:44

Bćta viđ athugasemd

Ekki er lengur hćgt ađ skrifa athugasemdir viđ fćrsluna, ţar sem tímamörk á athugasemdir eru liđin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikiđ á Javascript til ađ hefja innskráningu.

Hafđu samband