Efter nordboerne og fřr kolonien

9788740666137-scaled

Anmeldelse af:

Janus Mřller Jensen: Korstoget til Grřnland: Danmark, korstogene og de store opdagelser i Renćssancen 1440-1523. Turbine (2022).

Bogen fĺr 6 gravskeer her pĺ bloggen Fornleifur.

6_grafskei_ar_1180436_1260958_1316342

Janus Mřller Jensen, som til daglig er leder af Dansk Jřdisk Museum i Křbenhavn, har for godt en mĺned siden udgivet vćrket Korstoget til Grřnland ved forlaget Turbine.

Vćrket er et af de vigtigste der i nyere tid er skrevet om Grřnland i den periode, hvor nordboerne af en eller anden grund var forvundet, og indtil Grřnland atter blev opdaget af europćere.  Grřnland blev heller aldrig helt glemt, som det meget tydeligt fremgĺr af den nye bog.

Det er befriende, nĺr der i Danmark endelig udkommer et historisk vćrk, om og med relation til Grřnland, hvori forfatteren ikke er lĺst inde i gamle dogmer. Her taler forfatteren. hverken om sine ”forfćdre” (nordboerne) i Grřnland, eller benćgter at det danskstyrede Grřnland har vćret en koloni i den ene eller anden betydning af ordet.

Fra min studietid i Ĺrhus ved Afdeling for Middelalder-arkćologi husker jeg da arkitekt /arkćolog Knud Krogh (f. 1932) kom fra Křbenhavn og holdt et foredrag om sine spćndende undersřgelser i Brattahlíđ i Grřnland. Det forekom mig underligt at den dygtige arkćolog, gang pĺ gang under foredraget, talte om "vores og sine forfćdre i Grřnland".

Oplevelsen gjorde det for fřrste gang klart for mig, at nordbo-forskningen samt megen anden forskning af Grřnland i Danmark var stćrkt prćget af dansk chauvinisme. Mĺske var den mere ĺbenlys for mig som udlćnding end for mine danske studiekammerater. Chauvinismen ser man ogsĺ i en stor del af forskningen af besćttelsestiden; Herunder i Bo Lidegaards mange vćrker om den periode. Lidegaard er i řvrigt ogsĺ blandt de danske historikere, som ikke anerkender at Grřnland var en koloni.

I sin nye bog dćkker Janus Mřller-Jensen den forsřmte tid i Grřnlands-forskningen, fra nordbo-bebyggelsernes noget uklare ophřr frem til det 16. ĺrhundrede.  Perioden derefter, er en ny generation af historikere nu ogsĺ i fćrd med at gřre op med. Det er blevet belyst, hvordan nationalřkonomiske kolonitanker om nutidens grřnlćndere, fřrte til at man mente at deres formering mĺtte kontrolleres og begrćnses for at bibeholde en sund řkonomi i Grřnlands sĺ grřnlćnderne ikke lĺ Danmark til last. Det var det sammen argument som man i 1930-erne anvendte i modstanden mod flygtninge i Danmark, og senere da man udviste dem i perioden 1940-43.

Janus Mřller Jensen udfylder dermed et dybt hul, som lćnge har hersket i forskningen af den europćiske, og herunder de danske, interesser i Grřnland, efter at nordboerne forsvandt fra scenen.

Det er en nydelse at lćse Janus Mřller Jensens gennemgang af Grřnland plads i den europćiske bevidsthed frem til de danske ekspeditioner til Grřnland. Tidligere ekspeditioner foretaget af hollćndere, amerikanere, englćndere/skotter, franskmćnd, tyskere, nordmćnd og svenskere havde haft řkonomisk gevinst som sit hovedmĺl. Den danske interesse, drejede sig, udover dette, om at plante det danske flag pĺ de nordligste strćkninger af Grřnland og dermed gřre de danske ejendomskrav pĺ hele landet gćldende, sĺdan som Jensen sĺ korrekt pĺpeger.

Jensens ekspertise er fřrst og fremmest indenfor de skriftlige kilder. Fravćret af en komplet gennemgang af de arkćologiske vidnesbyrd er derfor forstĺeligt. Forfatteren henholder sig fortrinsvis til den hjemlige arkćologiske forskning af nordbo-arkćologien.  

I modsćtning hertil er mange nordbo-arkćologer meget ofte prćget af manglende kendskab til de skriftlige kilder.  Nogle af de amerikanske arkćologer, som har beskćftiget sig med zoo-arkćologiske undersřgelser i Grřnland samt i Island i de seneste ĺrtier, bl.a for at forsřge at forklare den nordiske bosćttelses ophřr i Grřnland, er desvćrre meget uvidende nĺr det drejer sig om islandsk sĺvel som grřnlandsk kulturhistorie. De fleste af disse arkćologer, hverken lćser eller forstĺr de sprog, som er relevante for de kulturer som forskningen drejer sig om. De skriftlige kilder, man har fra den samme tid som de fysiske kilder de analyserer, magter de alt for specialiserede arkćologer ikke at inddrage i et helhedsbillede. Men sćttes alle kilderne ikke ind i den sammenhćng, nĺr man ikke frem til holdbare konklusioner.

I dette essay af en anmeldelse giver jeg i de fřlgende eksempler pĺ forskellige nye eller alternative kilder samt eksempler pĺ manglende kildekritik og kildekendskab, som er  relevante for Nordbo-forskningen og som sćtter Jensens periode i perspektiv.

Jensen kommer naturligvis ind pĺ Kristoffer Columbus´ (Christobal Colon) kontakt med Bristol-křbmćnd og deres viden om sejladser vestpĺ og nordover.  Kort han, at Columbus´s sřn, Hernando Colon, skriver om den kontakt. Jensen skriver desvćrre ikke noget om, hvordan Hernando eller for den sags skyld biskop Bartolomeo de las Casas refererer til Columbus´ egen beretning i hans logbog fra den fřrste sejlads til Amerika samt optakten til den. I Hernandos biografi over sin far (4. kapitel), afskriver han et brev som Columbus sendte til det spanske kongepar Ferdinand (Hernando) og Isabella:

La Espanola, januar 1495: ... Jeg sejlede i februarmĺned 1477 et hundrede leguas  [100 leguas nautical, som  svarer til 593 km)  forbi Tile-ř [Thule], men dens sydlige del ligger 73 grader fra meridianen, men ikke 63 sĺdan som nogle siger, og řen ligger ikke inden for den grćnse som Vesten dćkker jfr. Ptolemeios, men meget mere mod vest. Til denne ř, som er lige sĺ stor som England, sejler englćndere med handelsvarer, i sćrdeleshed Bristol-boerne. Og pĺ den tid jeg rejste til řen var havet ikke frossent, og der var forskel pĺ flod og ebbe sĺ enorm nogle steder, at nogle steder forhřjedes vandstanden omkring femogtyve favn to gange om dagen.

Vel at mćrke stĺr der ikke i Hernandos bog, sĺdan som Islands fřrende kartografiekspert i det 20. ĺrhundrede, Haraldur Sigurđsson pĺstod i sit hovedvćrk Kortasaga Íslands I, at Columbus har sejlet 100 leguas "nord for" Island. Dette er en fejl baseret pĺ manglende sprogkundskab, som mange, som har uddybet emnet, har kopieret. Sĺledes opstĺr fejl, hvis folk ikke kan lćse de sprog som er relevante for den forskning de foretager.

Desvćrre oplyser Janus Mřller Jensen ikke at beskrivelsen kun kan referere til det vestlige Island.

[Carte_marine_de_l'océan_Atlantique_[...]Colomb_Christophe_btv1b59062629_1

Pĺ et kort over den gamle verden fra ca. 1490, som opbevares i Bibliothčque nationale de France, og som med nogen usikkerhed menes at have tilhřrt Columbus og hans yngre bror Bartolomeo (se fotoet herover), fremgĺr der tydeligt af teksten at Columbus i brevet til det spanske kongepar fra 1495 kun kan have refereret til Island.

Herunder er den norsk-amerikanske Kirsten A. Seaver oversćttelse af teksten pĺ kortet. Men oversćttelsen er langt fra at vćre korrekt. Man kan tvivle, om Kirsten Seaver overhovedet forstĺr latin eller andre relevante sprog fra den tid hun forskede.

Denne ř som er fuld af bjerge, sten og is, med et endnu hĺrdere klima, kaldet Island pĺ det lokale sprog og Tile pĺ latin. Der, i en stor afstand fra de Britiske řer, grundet kulden, er ingen anden fřde at fĺ end frossen fisk. Řboerne, veksler dem, i mangel of penge, for korn og mel samt andre nřdvendigheder som Englćnderne fřrer dem ĺrlig. Det er en robust og vild befolkning jfr. Englćnderne, som lever i underjordiske boliger i de seks mĺneder havet er frossent.

ColombusMap detaile

En detalje fra det sĺkaldte Columbus-kort

Det er ikke uventet, at Columbus mĺske kendte til Island/Tile fra sit ophold i Bristol, samt fra kort han mĺske har ejet. At han rejste derhen, mĺ derimod anses for at vćre mindre sandsynligt.  Men sikkert er det, at han sejlede nćsten 600 km forbi Island/Tile, og antageligt til Grřnland, sĺledes som det tydelig fremgĺr af hans brev til det spanske kongepar.

Historikeren Kisten A. Seaver, som har arbejdet meget med problematikken, har heller ikke forstĺet teksten i Columbus´ brev til det spanske kongepar. Hun har ogsĺ, uden de nřdvendige sprogkundskaber og kun med en unřjagtig henvisning til en anden forfatters tolkning, efterladt forskningen af emnet og eftertiden med en uholdbar og forkert oversćttelse af den latinske tekst pĺ Christobal og Bartolomeo Colons kort af den gamle verden. 

Janus Mřller Jensen giver heller ikke hřj karakter til Kirsten Seavers forskning og forfatterskab, som han opfatter som vćrende prćget af ”norsk nationalisme”, som mĺske ikke sĺ forskellig fra den danske. Han rammer meget prćcist.

I 1973 udkom hovedvćrket England and the Discovery of America 1481-1620 af David Beer Quinn. Bogen mĺ Jensen formodes ikke at vćre bekendt med, selvom han henviser til to vigtige artikler af samme forfatter. Bogen omhandlede bl.a. de islćndinge der var bosat i Bristol, mens Columbus var der.

David Beer Quinn oplyser i sin mesterlige bog, at der i 1484 var bosat 48 eller 49 islandske mćnd og drenge. I byens arkiver beskrives arbejdere og tjenestemćnd hos borgerne i Bristol. To islćndinge bliver nćvnt ved navn, fordi de var selv blevet křbmćnd. Vilhjálmur og Jón (William Yslond and John Yslond). Ti andre bliver defineret som islandske drenge, der var i tjeneste hos bedre borgere og křbmćnd i Bristol: puerum sibi servientem de Islond. Deres herrer var křbmćnd som sejlede pĺ Frankrig, Spanien, Portugal og herunder de Kanariske řer og Madeira. Man ved at Vilhjálmur Yslond, som arbejdede hos křbmanden Thomas Devynshire, i 1492 selv var blevet borger i Bristol og křbmand, der sejlede med varer fra Frankrig og Lissabon.

Den 11. december 1479 landede skibet Christopher i Bristol en fuld last af frugt fra Algarve, som blev lastet i havnebyen Faro. Blandt skippere pĺ Christopher i 1479 var William Spence og John Pynke, som begge havde unge Islćndinge i deres tjeneste. 

John Pynke tog styringen efter at skibet var kommet til Bristol med de sydlige třrfrugt, og sejlede videre til Snćfellsnes i Island, antageligt for at hente fisk. Samtidige kilder fra Bristol nćvner ogsĺ skibet Michael, styret af kaptajn Roger Tege. Tege og besćtning sejlede den 8. maj 1493 af sted til Island med hvede, malt og klćder - til trods for den Danske konges forbud mod Islandshandel for andre end Bergen-křbmćndene. Flere skippere bliver nćvnt i forbindelse mellem den transatlantiske sejlads og de havde Islćndinge i deres tjeneste, mćnd som unge var stukket af med dem til England. Visse mener endda at det af og til skete ufrivilligt, at drengene blev kidnappet. Islćndingene steg dog ofte i graderne og blev som voksne selv křbmćnd og sejlede pĺ ruten Madeira, Portugal, Bristol, Nordatlanten.

Vi břr erindre os, at Columbus i disse ĺr var gift ind i en rig křbmandsfamilie pĺ de Kanariske řer, som handlede med sukker og trćlle. Det kunne derfor tćnkes at hans interesse, da han rejste til Bristol, var arbejdskraft til svigerfamiliens sukkerplantager pĺ de Kanariske řer og Madeira. Om han har hřrt om Grřnland fra islćndingene kan vi ikke sige noget om. Det er muligt, at islćndingene i Bristol har fortalt Columbus om Grřnland ud fra deres "Saga-viden", men det er svćrt usandsynligt at Columbus har vćret med til en eller anden saga-lćsning i Island for at finde oplysninger om vejen til Amerika eller Asien. Det forudsćtter kendskab til islandsk, lidt latin og nogle landkort fra den periode det hele sker.

I sin bog beskriver Janus Mřller Jensen kort de fleste hypoteser som i tidens lřb er blevet fremfřrt om ophřret af den norrřne/oprindelig islandske bosćttelse i Grřnland. Den gennemgang er mĺske lidt overfladisk, men en grundig gennemgang af det er egentlig heller ikke bogens opgave. Der bliver henvist til den nyeste litteratur.

Nĺr det kommer til det arkćologiske bidrag til nordboforskningen, har man vćret vidne til en meget snćver tolkning af resultater samt rigid og dogmatisk tiltro til tidligere autoriteter inden for Nordboforskningen ved Nationalmuseet i Křbenhavn samt i senere tid testresultater fra zooarkćologer som kun forstĺr de fysiske kilde som knogler.

I 1980 publicerede man i tidsskriftet Hikuin, bind 6,  resultater fra de arkćologiske udgravninger som kort tid inden var blevet foretaget af de ruiner i Vesterbygden som kaldes V 54 i Niapaitsoq. Arkćolog Claus Andreasen affejede ganske gode C-14 dateringer foretaget af Henrik Tauber pĺ Nationalmuseet i Křbenhavn, blot fordi "de ikke passede med den konventionelle datering af afslutningen af den norrřne bosćttelse i Vesterbygden".

Hvis man kalibrerer disse dateringer, sĺ stĺr det klart, at bosćttelsen ikke ophřrte ved midten af 1300-tallet, sĺdan som tidligere arkćologer sluttede. Vi mĺ snarere tćnke pĺ den mulighed at nordboerne i Vesterbygden var i Grřnland frem til midten af 1400-ĺrene.  Nogle fragmenter af kamme fra Niapaitsoq samt Niaqussat (V48) samt fragmenter af en kirkeklokker, fra to forskellige lokaliteter i Vesterbygden, har en form som peger mod 1400-ĺrenes begyndelse.

Et lille vĺbenskjold af sřlv med rester af forgyldning er ogsĺ fundet ved undersřgelserne af Niapaitsok.

Grřnland 2

Det lille sřlvkjold (1,7 cm hřjt og  1,4 mm bredt) fra Nipaitsok blev af Claus Andreasen fejlagtigt bestemt til at vćre den gamle skotske adelsslćgt Campbells vĺbenskjold. Andreasen kunne kun finde ét familievĺben i Europa, som han kunne relatere til skjoldet som blev fundet i Nipaitsoq. Han oversĺ, at girondere i familievĺbenskjolde ikke var ualmindelige i Europa. At de forekommer over alt i det vestlige Europa er gĺet danske nordboforskere forbi, og desuden at byen Lissabon, i 1382, fik en bannerfane som har det samme heraldiske girondermřnstrede vĺben [mřnstret fĺr navne efter byen Gironde i SV-Frankrig] som pĺ skjoldet der er fundet i Grřnland (se en udfřrlig liste over girondervĺben i europćisk middelalder her).  Byen Lissabon bruger stadig dette gamle tegn i byens flag.

Kunne det tćnkes, at portugisere, som vi med sikkerhed ved var interesserede i vejen til Asien, og herunder at fĺ fat i trćlle til deres sukkerplantager, har vćret i Grřnland, hvor de har tabt et lille skjold fra sin dragt eller harnisk i gulvet pĺ en lavrejst gĺrd i den norrřne Vesterbygd?

Fani Lissabons

Lissabons flag, fřrst kendt i 1382.

Det er ikke sandsynligt at en skotsk adelsfamilie skulle have haft interesse i Grřnland. Vi har ingen skriftlige kilder som beretter om denne slćgts aktiviteter i Nordatlanten, men vi ved derimod at portugiserne interesserede sig for Grřnland og ville derop.

I Vesterbygden var kirkeklokkerne fra 1400-ĺrene ituslagne efter lang brug, sćderne var i oplřsning og leveforholdene var mĺske blevet sĺ usle, at ethvert tilbud om hvilken som helst sejlads vćk fra Niaqussat og andre steder i forfald i Vesterbygden blev hilst velkomment af beboerne.

Tog nordboerne vćk med portugiserne?

Mĺske endte nordboerne fra Grřnland frivilligt som landarbejdere i sukkerrřrplantagerne pĺ Madeira og de Kanariske řer, sĺdan som en svensk kunstmaler, Per A. Lillieström (1932-2018) foreslog.

Bosat pĺ de Kanariske řer fra og med 1956, fremsatte Lillieström sin hypotese om de grřnlandske nordboere pĺ Madeira og De Kanariske Řer for ca. 30 ĺr siden. I 2000 forenede Lillieström krćfter med den norske opdager Thor Heyerdahl i deres bog Ingen Grenser. Bogen modtog en usćdvanlig usaglig og faktisk ret usmagelig kritik af en norsk arkćolog, Kristian Keller, som pĺ et tidspunkt var begyndt at beskćftige sig med Nordboforskning.

Lćnge inden de vćrker, som nćvnes i den norske debat om bogen af Lillieström og Heyerdahl (se her) blev publiceret, udgav forfatteren til denne anmeldelse to artikler i weekend-tillćgget til det islandske dagblad Morgunblađiđ (se her og her) hvori jeg bl.a. kom ind pĺ Lillieströms bemćrkelsesvćrdige hypotese.

Man břr vćre forsigtig med at udelukke en ide pĺ forhĺnd. En undersřgelse af gamle knogler fra gamle kirkegĺrde pĺ řen, samt en omhyggelig DNA-sekventering af dem, og ikke blot den moderne befolknings DNA vil muligvis kunne give svaret. Det er mest sandsynligt, at den moderne befolkning pĺ Madeira og de Kanariske Řer er for blandet til at deres DNA kan afslřre, om der rinder nordbo-grřnlandsk blod i deres ĺrer.

s-l1600 madeir

Helt frem til bilens entre pĺ Madeira foretrak man slćder trukket af okser eller skubbet af mennesker. Skinnerne blev olieret og olie var der nok af pĺ Madeira. Men hvad tvang řboerne til at holde i denne skik, nĺr řens bestyrere, portugiserne, for lćngst havde opdaget hjulet?

mus-musculus-eo

Islandsk husmus. Foto Erling Ólafsson.

Musen pĺ Madeira og dennes DNA

For kun to ĺr siden afslřrede genetikeren Jeremy Searle fra Cornell University og hans team, at musen pĺ Madeira er nćrt beslćgtet med husmus (Mus musculus) i Grřnland og Island. Musene pĺ Madeira er derimod ikke i familie med mus i Portugal. I stedet for at overveje muligheden for at mus, sĺvel som mćnd, er kommet til řerne fra Grřnland i 1400-ĺrene, begyndte DNA-verdenen godt hjulpet af ivrige videnskabsjournalister - at spekulere over om vikingerne havde vćret pĺ řerne og havde bragt "norrřne" mus med sig, lćnge fřr portugiserne gjorde sig til herrer pĺ Madeira. Det er faktisk mere muligt at musene pĺ Madeira er kommet dertil i 1400-tallet med arbejdskraft man hentede i Grřnland.

12933046_1200605419980418_232535819094174029_n

Svenskeren Per A. Lillieström (se foto herover), som var den fřrste der fremfřrte fornuftige tankenr om at de nordiske grřnlćndere var blevet sejlet vćk fra Grřnland. Han mente, blandt andet at slćder som indbyggerne i byen Funchal pĺ Madeira brugte, og stadig for turisternes skyld, samt nogle af landhusene pĺ Madeira kunne give hint om et materielt idé-ophav under nordligere himmelstrřg.

Desuden pĺpegede Lillieström retteligt i et brev til denne forfatter, at brydningen pĺ de Kanariske Řer, som kaldes Lucha Canaria, muligvis stammede fra det hřje Nord. Den sammenkćdning havde han lavet efter at have mřdt en islandsk turist, som undrede sig over ligheden mellem de to brydningstyper.

Lucha Canarias nćrmeste slćgtning er uden tvivl den islandske glíma [udtales glima med samme tryk som udtalelsen af bynavnet Lima pĺ spansk;].

Screenshot 2022-05-21 at 15-19-16 Luchadores canarios lucha canaria - Sold through Direct Sale - 223219197

 

LUCHADORES_DE_LUCHA_CANARIA__Material_gr_fico_

img_0004_6_lille_til_publ

 

De to řverste billeder viser Lucha Canaria brydere i fřrste halvdel af det 20. ĺrhundrede. Sporten lever i bedste velgĺende pĺ de Kanariske řer.  

Det nederste billede viser udřvelsen af den urgamle, islandske brydning, Glíma, i dag med seler om hoften - som var en senere innovation, da denne gamle og ćdle sport som nćvnes i sagaerne, vistes frem pĺ Olympiaden i London i 1908 (se her). Et Laterna Magica lysbillede i anmelders privatsamling.

  Herunder en bogudgivelse om Lucha Canaria, hvor grebet pĺ de gamle billeder viser hvordan man ogsĺ gjorde i Island fřr mand fik det praktiske seletřj.

Screenshot 2022-05-27 at 08-08-12 José Víctor Morales José Matías Palenzuela La Lucha Canaria - Traditional Sports

glima

Islćndinge viser glíma pĺ olympiaden i Stockholm i 1912

Lad os slutte med en sidste arkćologisk indikator om nordbo-bosćttelsens ophřr og bosćtternes skćbne.

Burgunderhuen

Janus Mřller Jensen kommer lidt ind pĺ nordboernes hovedbeklćdning. Det er en nordbohue, som tidligere Grřnlandsarkćologer definerede som Borgunderhuen. Man mente den var den nyeste mode af en herrehat fra 1400-tallets anden halvdel. Huen blev fundet i Ikigaat (Herjólfsnes).

I 1980-erne, gjorde jeg en af mine arkćologi-lektorer i Ĺrhus opmćrksom pĺ, at hatten mĺtte vćre en kvindehue, samt at den ogsĺ var en langlivet del af den islandske kvindemode. Senere skrev jeg om den slags hovedbeklćdninger i Island (se her).

I mellemtiden er diverse dele af huen, som er lappet sammen af genbrugte materialer, blevet C14-dateret i to laboratorier, i henholdsvis USA og Danmark, ved hjćlp af AMS-teknikken. De ćldste dele af den antageligt gennemlappede hue er jfr. AMS-dateringerne fra ca. 1060 mens huens yngste dele dateres op til ca. ĺr 1400, hvis den sikreste statistiske vćrdier ved to standard-deviationer bliver brugt. Det mĺ siges at var et usćdvanlig langvarigt genbrug. Huen kan ogsĺ vćre lavet af vadmels-rester og fungeret som en slag ligbeklćdning eller ligsvřb. Huen blev jo fundet pĺ kirkegĺrden pĺ Herjólfsnes.

Det břr erindres, at řnsker man at belyse den materielle kultur blandt nordboerne, er det mest nćrliggende at skue til Island for sammenligningsmateriale, snarere end til Danmark. En slćgtning til "Borgunderhuen i Island lever op til i 1600-ĺrene, og endda lćngere op i tiden i variationer. Den bliver afbilledet i et islandsk hĺndskrift, Heynesbók, som er fra 1400-tallets anden halvdel. Den kilde har tidligere generationer af Grřnlands-arkćologer, som ikke lćser islandsk fra perioden, ikke vćret opmćrksomme pĺ. Mere vigtigt for dem er AMS-dateringer fra to laboratorier, som desvćrre har en lang historie af resultater som modstrider sikre arkćologiske dateringer. Det břr ikke udelukkes, at AMS-dateringerne kan vćre fejlagtige.

Den blinde tro pĺ de "ufejlbare maskiner" har for tiden vundet over de traditionelle dateringsmetoder i arkćologien. Metode i arkćologien handler desvćrre ikke lćngere om samspil og alt er efterhĺnde blevet absolut. Man břr i hvert fald erindre sig C-14 metodens mange problemer og laboratoriernes mange uheld, herunder laboratoriet i Ĺrhus, fřr man kaster sig over resultater som om de var den endegyldige sandhed. Hvis resultater af DNA sekventering af gammelt DNA fĺr frit spil, uden noget input fra arkćologen.

Den anmeldte bog er ikke blevet ringere af Janus Mřller Jensens betragtninger vedrřrende Borgunderhuen, som er svar pĺ Kirsten A. Seavers forestillinger (s. 245-47). De er lidt forćldede i forhold til huens mange dele og deres meget forskellige AMS-dateringer - men tolkningen af den nye dateringer stĺr nu bestemt til diskussion.

Det er naturligvis spćndende nĺr forskere i naturvidenskaberne alvorligt hćvder at de gamle Grřnlćndere har gřet med 2-300 gamle huer pĺ hovedet. Vi lader det ligge og hĺber diskussionen fortsćtter i stedet for at gĺ i stĺ, og desto mindre forvente at Eske Willerslev har alle de rigtige konklusioner. Det er nemlig altid de naturvidenskabelige metoder svigter og som har 2-300 ĺr fejlmargin i deres ungdomsĺr, som desvćrre er fulde af problemer, problemer som for sjćldent. erindres.

Anmelder: Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, ph.d., middelalderarkćolog.

heynes3

Fra manuskriptet Heynesbók (AM 147 4to) som nu opbevares i Stofnun Árna Magnússonar i Reykjavík.


« Síđasta fćrsla | Nćsta fćrsla »

Bćta viđ athugasemd

Ekki er lengur hćgt ađ skrifa athugasemdir viđ fćrsluna, ţar sem tímamörk á athugasemdir eru liđin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikiđ á Javascript til ađ hefja innskráningu.

Hafđu samband