Spionen med de gulbrune øjne

Da en medarbejder ved Syddansk Universitet for nogle år siden kastede "bomben" om tidligere rigsantikvar Olaf Olsens arbejde for den russiske ambassade i København i 1947, stod det klart for mig, at denne medarbejder ikke gravede oplysningerne om Olsen op selv. Han fik granaten lige i hånden før han smed den.

Jeg havde allerede hørt om Olsens aktiviteter fra en tidl. arkivar i Rigsarkivet. Den arkivarv (lad os kalde ham Bent) havde, og har, tæt kontakt med Spion-Bent (Bent Jensen) som har viet sit liv til en totalt meningsløse opgave: At sammenstille danske kommunister med danske nazister. Verdens Spion-Benter er som bekendt ikke verdens mest nøjagtige historikere - sådan som det bl.a. blev beskrevet i afsnittene her på Fornleifur i sidste uge om mindesmærket om Guðmundur Kamban, som man krævede fjernet på forkert grundlag og rettede dermed meget grusomt bager for smed. "Ofret" var selv faktisk mindre fin i kanten en Kamban (se nærmere her). 

Øverst ser i et billede af min tidligere professors ansøgning om fremmedpas i Sverige. Det var i 1943 han havde brug for sådan et. Min professor var Olaf Olsen. I Århus var alle ligeglade, men i Lund var han teknisk set jøde, om han ville det eller ej. Både Jødedommen og Nürnberg-lovene, som Sverige arbejdede efter i stil med de danske politifolk, betegnede Olaf som jøde; Og tyskerne, som Danmark samarbejdede med var i gang med en systematisk udslettelse af det jødiske folk - hvis Bakspejls Benter ikke skulle have opdaget det.

Spionen og jøden med de gulbrune øjne (se hele ansøgningen her). Selvom Olsen havde mere pondus end Paven i Rom, har jeg faktisk turdet se Olsen dybt i øjnene, bl.a. til fællesnordiske møder, samt tidligere i studienævnet på hans/vores institut i Århus, hvor jeg blev valgt ind som førsteårsstuderende. Det var fordi flere ældre studerende troede at "islændingen" var en jovial, lyshåret type i iført en gammen hvid Findlandskrigsfrakke. Der tog de fejl det var beskrivelsen af en evighedsstuderende fra Ålborg som viste sig at hedde Ole. Ole gik altid i sin gamle Filandsfrakke med pelskant, og lugtede af sved. - (ja, sådan så islændinge ud i den danske bevidsthed i 1980). Jeg tog dog bussen til instituttet i stedet for at tølte derhen på min Islænder. Jeg turde godt se Olaf Olsen dybt i øjnene, bl.a. over en stegt islandsk grågås på Hotel Holt i Reykjavík, en middag som Olaf roste meget længe efter mødet og brugte som et sammenligningsgrundlag for andre statslige middage i Rigsantikvarverdenen, indtil jeg på Restaurant Els måtte erkende nederlaget til den danske gås. Men jeg så ikke noget gulbrunt i Olsens øjne. Ingen brune kartofler. Lyset er ganske vist helt anderledes i Sverige end i Danmark, må jeg indrømme, og i Dannevang er der visse steder meget mørkt  - og klarsynet ringe derefter... og erkendelsen ligeså.

Jo mere jeg tænker på Olaf Olsens aktiviteter i 1947, desto mere forstår jeg manden - min gamle professor. Han var nødt til at flygte fra Nazi-Danmark. Hvorfor skulle han, som en 19-årig efter befrielsen ikke kæmpe for en ideologi som var det helt modsatte af den som han måtte flygte fra - i et land som stadig behandlede jøder som lort? En jøde som har svært ved at forstå det, har i det hele taget ret svært med forståelsen.

Olsen kunne i 1947 ikke udregne verdens gang så nøje som nutidens bagkloge Benter kan det. Sovjet bød ikke på mere renvasket ideologi end andre stormagter, men det var der få der regnede ud med det samme; Med mindre man havde været dansk SS-frivillig under krigen, klar til at udrydde jøder og Verdenskommunismen.

Men en ung og impulsiv mand, der måtte flygte fra Danmark - fordi den fantastiske kollaborationspolitik "reddede jøderne" (sådan som nogle historikere udtrykker det i dag) - var dog alligevel klogere i 1947 end de danske historikere som i dag anklager folk for spionage - Ikke mindst dem som i fire år førte støttekampagne for Donald Trump på klovnesiderne i Berlingske Tidende, alt imens Trump gejlede nynazister op i USA og kørte igennem Jerusalems gader i en hvid Cadillac og lovede de troskyldige et evigt rige.

Der fandtes enkelte jøder i Danmark, som i noget, som kun kan betegnes som en underlig sindstilstand, forsøgte at samarbejde med dansk politi mod deres trosfæller og endda sammen med Gestapo. En af dem brugte mendsandtens navnet Bent - Bent Jacobsen. En af de to "ærlige" Benter, som var hårdest ud efter Olaf Olsen i sin tid, har naturligvis glorificeret en jøde som ville sælge Gestapo oplysninger om danske modstandsfolk. Den Bent blev til en supermand, medlem af tre modstandsbevægelser jfr. en af disse kommunistjægende Benter, som aldrig behøver at undersøge kilderne. Men det var alt sammen en skrøne.

Benter, som ser det hele i bakspejlet, er jo yderst konsekvente og korrekte mennesker.