Spionen med de gulbrune řjne

Olaf Olsen 2

Da en medarbejder ved Syddansk Universitet for nogle ĺr siden kastede bomben om tidligere rigsantikvar Olaf Olsens arbejde for den russiske ambassade i Křbenhavn i 1947, stod det klart for mig, at denne medarbejder ikke gravede oplysningerne om Olsen op selv. Han fik granaten lige i hĺnden fřr han smed den.

Jeg havde allerede hřrt om Olsens aktiviteter fra en tidl. arkivar i Rigsarkivet. Den arkivar havde, og har, tćt kontakt med Spion-Bent (Bent Jensen) som har viet sit liv til en totalt meningslřse opgave: At sammenstille danske kommunister med danske nazister. Verdens Spion-Benter er som bekendt ikke verdens mest nřjagtige historikere - sĺdan som det bl.a. blev beskrevet i afsnittene her pĺ Fornleifur i sidste uge om mindesmćrket om Guđmundur Kamban, som man krćvede fjernet pĺ forkert grundlag og rettede dermed meget grusomt bager for smed. "Ofret" var selv faktisk mindre fin i kanten en Kamban (se nćrmere her). 

Řverst ser i et billede af min tidligere professors ansřgning om fremmedpas i Sverige. Det var i 1943 han havde brug for sĺdan et. Min professor var Olaf Olsen. I Ĺrhus var alle ligeglade, men i Lund var han teknisk set jřde, om han ville det eller ej. Bĺde Jřdedommen og Nürnberg-lovene, som Sverige arbejdede efter i stil med de danske politifolk, betegnede Olaf som jřde; Og tyskerne, som Danmark samarbejdede med var i gang med en systematisk udslettelse af det jřdiske folk - hvis Bakspejls Benter ikke skulle have opdaget det.

Olaf Olsen 3

Spionen og jřden med de gulbrune řjne (se hele ansřgningen her). Selvom Olsen havde mere pondus end Paven i Rom, har jeg faktisk turdet se Olsen dybt i řjnene, bl.a. til fćllesnordiske mřder og i studienćvnet pĺ hans/vores institut i Ĺrhus, hvor jeg blev valgt ind som fřrsteĺrsstuderende. Det var fordi flere ćldre studerende troede at "islćndingen" var en jovial, lyshĺret evighedsstuderende fra Ĺlborg som viste sig at hedde Ole. Ole gik i en gammel hvid Finlandskrigsfrakke, der lugtede af sved (ja, sĺdan sĺ islćndinge ud i den danske bevidsthed i 1980). Jeg tog dog bussen til instituttet i stedet for at třlte derhen pĺ min Islćnder, den gulbrune Rauđur, som har vćret dřd lćnge. Jeg turde godt se Olaf Olsen dybt i řjnene, bl.a. over en stegt islandsk grĺgĺs pĺ Hotel Holt i Reykjavík, en middag som Olaf roste meget lćnge efter mřdet og brugte som et sammenligningsgrundlag for andre statslige middage i arkćologverdenen, indtil jeg pĺ Restaurant Els mĺtte erkende nederlaget til den danske gĺs. Men jeg sĺ ikke noget gulbrunt i Olsens řjne. Ingen brune kartofler. Lyset er ganske vist helt anderledes i Sverige end i Danmark, mĺ jeg indrřmme, og i Dannevang er der visse steder meget mřrkt  - og klarsynet ringe derefter... og erkendelsen ligesĺ.

Jo mere jeg tćnker pĺ Olaf Olsens aktiviteter i 1947, desto mere forstĺr jeg manden - min gamle professor. Han var nřdt til at flygte fra Nazi-Danmark. Hvorfor skulle han, som en 19-ĺrig efter befrielsen ikke kćmpe for en ideologi som var det helt modsatte af den som han mĺtte flygte fra - i et land som stadig behandlede jřder som lort? En jřde som har svćrt ved at forstĺ det, har i det hele taget ret svćrt med forstĺelsen.

Olsen kunne i ´47 ikke udregne verdens gang sĺ nřje som nutidens bagkloge Benter kan det. Sovjet břd ikke pĺ mere renvasket ideologi end andre stormagter, men det var der fĺ der regnede ud med det samme; Med mindre man var SS-frivillig pĺ vej til at udrydde jřder og Verdenskommunismen.

Men en ung og impulsiv mand som mĺtte flygte fra Danmark - fordi den fantastiske kollaborationspolitik "reddede jřderne" (sĺdan som nogle udtrykker det i dag)  - var dog alligevel klogere i 1947 end de danske historikere som anklager folk for spionage - og ikke mindst dem som i fire ĺr fřrte střttekampagne for Donald Trump pĺ klovnesiderne i Berlingske Tidende, alt imens Trump gejlede nynazister op i USA og křrte igennem Jerusalems gader i en hvid cadillac og lovede de troskyldige et evigt rige.

Der fandtes enkelte jřder i Danmark, som i noget, som kun kan betegnes som en underlig sindstilstand, forsřgte at samarbejde med dansk politi mod deres trosfćller og endda sammen med Gestapo. En af dem brugte mendsandtens navnet Bent - Bent Jacobsen. En af de to "ćrlige" Benter, som var hĺrdest ud efter Olaf Olsen i sin tid, har naturligvis glorificeret en jřde som ville sćlge Gestapo oplysninger om danske modstandsfolk. Den Bent blev til en supermand, medlem af tre modstandsbevćgelser jfr. en af disse kommunistjćgende Benter, som aldrig behřver at undersřge kilderne. Men det var alt sammen en skrřne.

Benter, som ser det hele i bakspejlet, er jo yderst konsekvente og korrekte mennesker.


« Síđasta fćrsla | Nćsta fćrsla »

Bćta viđ athugasemd

Ekki er lengur hćgt ađ skrifa athugasemdir viđ fćrsluna, ţar sem tímamörk á athugasemdir eru liđin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikiđ á Javascript til ađ hefja innskráningu.

Hafđu samband