Pĺ Hotel Ansgar sammen med Olsen Banden

ANSGAR 1980

Her er sĺ endnu en lille anekdote til min kommende bestsćllert af en selvbiografi, og dette udkast er meget passende pĺ dansk. Den vil gřre sig godt i den dansk-internationale udgave...

Da Fornleifurs redaktřr stak af hjemmefra til udlandet, efter flere ĺrs planer om at gřre alvor af det, gjorde han det med en vis form for stil. Helt fra de blřde barnsben af havde den underlige ungersvend haft planer om at uddanne sig som arkćolog og forlade barndommens djćvleř for at fremme sine akademiske drřmme.

I forĺret og sommeren 1980 gik han stille med dřrene og rřbede intet om sine hemmelige planer, bortset fra at han sřgte optagelse pĺ universiteterne i Uppsala, Lund, Ĺrhus, Oslo, Amsterdam og Leiden og to steder i England. 

Ĺrhus Universitet svarede fřrst af alle. Sĺ Ĺrhus "vandt" i lotteriet. Men grundet en lumsk fejl begĺet af en snu lektor ved Afdeling for Forhistorisk-arkćologi ved Aarhus Universitet, oplyste studiehĺndbogen, som jeg kopierede de relevante sider fra pĺ Universitetsbiblioteket i Reykjavík, at man ikke kunne pĺbegynde studier pĺ afdeling for Middelalder-arkćologi, med mindre man havde taget bifag pĺ Forhistorisk-arkćologi. Det var det rene vrřvl.

Pĺ et ruskursus pĺ Moesgĺrd syd for Ĺrhus, hvor tre arkćologiske afdelinger (minus klassisk-arkćologi) og afdeling for etnografi lĺ, fandt jeg pĺ anden-dagen ud af, at der mĺtte vćre grove fejlinformationer i den vejleder jeg fotokopierede i Island.

Middelalder-afdelingens lćrere blev ogsĺ noget chokerede da de erfarede det og salig Ole Schiřrring, som jeg straks opsřgte, inviterede mig straks op i Middelalderen pĺ en enkeltbillet. Der var der kun fĺ studerende, hĺndplukkede, og lćngere mellem piger med overskćg og fyre der lignede efterladenskaber fra stenalderen i fodformede sko. Sĺdan var moden pĺ Forhistorisk afdeling i de dage. Det er ingen hemmelighed, at lille Danmark sakkede enormt meget bagud efter det kosmopolitiske Island i de ĺr.

Kopi Copenhagen 1980 sh b

Con mamma mia nella piazza del municipio di Copenaghen, ultimo Augosto 1980.

Den omvandrende og husvilde islćnding

Mens alt dette foregik, var jeg slemt husvild. I min naivitet og en sprogforvirring mente jeg, at Kollegiekontoret mĺske kunne vente med en tilbagemelding fra mig over en weekend. Min far var hos sin mor i Holland, min mor og min ćldste sřster pĺ Rhodos, og min yngste sřster blev nu passet af mine bedsteforćldre da jeg havde pakket en gammel kuffert og var fesen af sted med gamle gode Icelandair til Křbenhavn. Vulkanen Hekla kom samtidigt i udbrud. Island fejrede min afgang med stil.

Da jeg sĺ troppede op i Kollegiekontoret i Ĺrhus for at hente en anvisning til mit vćrelse, havde jeg desvćrre mistet min plads pĺ et eller andet kollegie ude i Viby Joj. Ved det var der intet at gřre, andet end at lćse private opslag som lĺ hulter til bulter pĺ et lille bord pĺ kontoret.

Olsen_Banden

Skidegodt, jeg havde da osse en plan

Jeg var allerede flyttet ind pĺ Missionshotellet Ansgar, Banegĺrdsgade 14, og bestilte to yderligere nćtter. Nu tćnker nogle af jer: Havde Islćndingen rřven fuld af penge?

Sĺ rig var jeg nu ikke, men lidt havde jeg da pĺ kistebunden. For hver sommer siden jeg fyldte 12 ĺr havde jeg arbejdet; Eftersom skoleferien i Island var lćngere end i Danmark, var det bleven til en god sćk skillinger. Fřr afrejsen til Danmark havde jeg dels ombyttet min formue til rejsechecks, men jeg tog ogsĺ den valuta med mig, som jeg havde vćret dygtig at křbe af min far, som altid havde lidt af den slags pĺ lager.

I skulle have set det grĺpuritanske ansigt pĺ den meget stramtandede fru Lose ved kassen i Handelsbanken ved Rĺdhuspladsen, da jeg fřrst forsřgte at indlřse en af min 1000 Schweizerfrancs, som vistnok gik under řgenavnet "dřrmĺtter" pĺ grund af sedlernes kolonorme střrrelse. Jeg mĺtte udfylde et par ansřgningsskemaer og blev behandlet som en potentiel bankrřver eller terrorist. Langt om lćnge blev jeg clearet. Fřrst derefter fik jeg tilladelse til at leje en bankboks, sĺ jeg ikke bar hele min formue pĺ mig eller i mine kufferter. 

Ansgar Missions Hotel var faktisk ikke sĺ dyrt. I mit fřrste brev til min far og sřster, som jeg skrev pĺ mit vćrelse, oplyste jeg:

"Men hotellet er som sagt 1. klasses og meget pćnere end alle de missionshoteller jeg fřr har vćret pĺ [en pćn hentydning til de hoteller som jeg havde boet pĺ med mine forćldre pĺ Vesterbro, Kbh], og der findes billigere hoteller, hvis jeg bliver lćngere uden et sted at bo; I sĺ fald flytter jeg ned pĺ Hotel Royal. Der koster natten 100 kr. men her koster den 171 kr. [som svarede til 509 kr. i 2020] -- I aften vil jeg for fřrste gang spise aftensmad her pĺ hotellet, for det er slet ikke dyrt. Man fĺr et mĺltid for 25 kr [74 kr omregnet til 2020]."

Mens jeg boede pĺ Ansgar, var Olsen-Banden pĺ hotellet. Der var vist Ĺrhus Festuge, som jeg fřrst hřrte om da jeg kom til Ĺrhus. Jeg synes jeg havde set de fyre fřr, men nu var det ogsĺ lćnge siden jeg sĺ danske spillefilm i den eneste islandske biograf som specialiserede sig i Dirch Passer-film og Far til fire etc., nemlig det lćngst hedengangne Kópavogsbío syd for Reykjavík.

Jeg var sikker pĺ, at jeg havde set en af disse mćnd med hřjtviftende hćnder, ved bordet ved siden af. Senere gik det op for mig, at én af dem var selveste Ove Sprogř, som jeg som barn havde grint sĺ meget af, at jeg pissede i bukserne.

Jeg begyndte at ringe til private udlejere af vćrelser i nćrheden af Moesgĺrd - Skĺde Bakker og Marselisborg-kvarteret. Jeg skrev til min far og lillesřster om et sted som jeg besřgte og kiggede pĺ:

"... og da jeg kom pĺ kollegiekontoret var der kun et tilbud som kom pĺ tale, selvom jeg var fřrst til mřlle.  Vćrelset kostede 800 kr. om mĺneden [2380 kr. hvis man omregner til 2020 priser] og jeg tog ud for at se pĺ det, fordi det ligger meget tćt pĺ det sted hvor undervisningen finder sted. Det var i et villakvarter. To kćllinger i et stort hus, den ene gammel enke efter en skuespiller og hendes pebermř af en datter, en slag overklassehippie som havde boet i Schweiz og nćrmest i hele verden. Eftersom jeg kun ville tage vćrelset i ca tre mĺneder [indtil jeg havde fundet et kollegievćrelse], kunne udlejningen desvćrre ikke lade sig gřre, fordi fru skuespiller og hendes alkoholiserede datter lejede vćrelset mindst et ĺr ad gangen. " 

Jeg fortsatte og til trods for al modvinden i Ĺrhus ville jeg mřdes med moar og og min ćldste sřster. De kom fra Grćkenland til Křbenhavn og overnattede et par nćtter pĺ et missionshotel [lige som de fleste Islćndinge gjorde nĺr de var i Kbh.] ved Istedgade. Jeg havde et par gode dage med dem og sĺ skete miraklet, da jeg vendte tilbage til Ĺrhus fra Křbenhavn. Det hjalp bestemt ogsĺ, at min mor sagde, at hun ville bede for mig.

f3434478-ce1b-4981-9b17-37fc661e2104_1_90_0_0_1454_966_1440_957_3a889b7aFoto Aarhus Stifts-Tidende.

Alt lřser sig med kammeraternes hjćlp

En morgen, fřr jeg tog bus nr. 6 til Moesgĺrd [i dag tager man nr. 18, jadak], fik jeg mig en fransk hotdog pĺ Ĺrhus Banegĺrd. Da jeg kom ud af Banegĺrden mćt og salig, hřrte jeg en yngre kvinde sćlge Arbejderen; RETTELSE: en stemme fra fortiden har rettet. Det var Klassekampen hun solgte. Mit sprogřre tydede en tyk islandsk accent hos den rřde blad-sćlgerske, sĺ jeg henvendte mig straks og talte med hende.

Denne flotte islandske pige hed Heiđbrá. Hún forbarmede sig over mig da hun hřrte om min boligsituation. Hun foreslog at jeg enten kunne jeg bo i det kollektiv som hun og hendes islandske mand (psykologen Einar Baldvin) boede i, eller at hun kunne kontakte nogle gode islandske venner som lige havde et vćrelse de gerne ville leje ud.

Da jeg imidlertid var skideangst for kollektiver, gruppesex og hash, skyndte jeg mig nćsten grćdende af glćde at takke ja til at udveksle informationer. Det medfřrte sĺ at jeg i nogle mĺneder boede hos Sigurlaug (Sara) og Gylfi, pragtfulde mennesker som boede i et hus nederst pĺ Paludan Müllersvej. Derfra har jeg kun gode minder.

Man sřgte trřst pĺ KFC i Nřrre Alle, hvor maden var "fingerslikkende lćkker"

Jeg behřv derfor aldrig at flytte mig ovre til Hotel Royal (som den gang fřr ansigtslřftningen og casinovirksomhed, fřrst og fremmes var et bosted for luddere og lommetyve).

Jeg křbte mig en cykel som jeg brugte til komme til visninger i Studenternes filmklub eller til de forskellige etniske restauranter som jeg ransagede nřje da der ikke var med i den islandske madklub pĺ Paludan Müllersvej. Pĺ min cykelfart gennem Ĺrhus střdte jeg ind i en meget speciel afdeling af Kentucky Fried Chicken, vistnok den fřrste nogen sinde i Danmark. Den var i Nřrre-Alle.

e38a3716-d4ed-40ad-bf3d-9707d27e611b_1_90_0_0_1934_1265_1440_942_1d3d18fe Alfred og Hr. Sven Uldall, ejeren af KFC Ĺrhus. Fingerslikkende lćkkert?! Jeg fik i hvert fald aldrig ondt i maven. Men Ejeren kom jćvnligt til skade grundet bavianens temperament. Alfred, som fik en nekrolog i Ĺrhus Stiftstidende, endte sine dage pĺ et husmandssted i nćrheden af Brande, hvor han efter sigende trivedes bedre end pĺ stenbroen i Ĺrhus. Ĺrhus-ĺrene for ham var det rene dyreplageri.Foto Aarhus Stifts-Tidende.

I en sidegĺrd ved spisestedet KFC boede en vaskećgte kappebavian, kaldet Alfred, i et stort bur oven pĺ en garage. Men en parlerende krage, som hed Grethe, hvis jeg husker korrekt, var derimod hovedattraktionen i restauranten, bortset fra hendes fjerne, plukkede slćgtninge i frituren.

Beostćren Grethe, som jeg kaldte smudsfinken dengang, kunne křnsbestemme gćster som kom ind pĺ restauranten. Nogle gange, hvis der kom midaldrende kvinder uden et antikapitalistisk sindelag, skreg den nćrmest bitter: "Din fiiiinkke". Jeg sĺ mange sulten en kvinde flygte ud af lokalet pĺ grund af denne "uforskammede" gřje.

Som flertallet af danskerne er det, var denne usćdvanligt sjofle fugl mest interesseret i sex og lir - og dennes store vokabular prćgedes mest af slibrige ord. Af smudsspćtten lćrte jeg ordet fisse og pik. Danskundervisningen i Island havde ikke budt pĺ den slags vigtige ord. Min store kćrlighed til kyllinger i betragtning, blev dette sted blandt mine bedst  besřgte frokostrestauranter i mine fřrste 2-3 Ĺrhusĺr og der lćrte jeg alt det grimme jeg siden har sagt pĺ dansk, hverken mere eller mindre. 

Mens jeg stadig boede hos mine landsmćnd Gylfi og Sara, var Gylfi travlt optaget ved af at fuldende sine studier pĺ Geofysisk institut ved Aarhus Universitet som knejsede pĺ bjerget et eller andet sted over Nřrre Alle og lavkulturrestauranten Kentucky Fried Chicken.

Men een gang kom jeg og Gylfi Páll helt samtidigt ind i Kentucky Frieds lokaler. Det var yderst pinligt for Gylfi, som faktik var partitro Trotskist. Blandt alle sine voldsomt politiske venner gik han for at vćre veganer, eller i hvert fald vegetar.

Nĺr vi sĺ stĺr der og venter pĺ vores ben, bryst og vinger fra friturebadet, siger Gylfi: "du siger ikke et eneste ord til Sara". "Hvad???" spřrger jeg med et skćvt smil; "at jeg spiser pĺ KFC". Det lovede jeg hřjtidligt, hvortil Gylfi svarede, "men det smager sĺĺĺĺ godt - mums!". "Sĺdan er kapitalismen", svarede jeg. Nu kan jeg altsĺ ikke holde hemmeligheden lćngere. Revolutioneen kom aldrig, sĺdan som min udlejer ellers lovede, og jeg mangler godt stof til dette udkast af min biografi.

Den fattige studerende fra Island havde sřreme andre stamsteder (af den třrre slags) i det smukke Ĺrhus. En af dem var restaurant Falafel, hvor personalet troede jeg var en landsmand fra Palćstina eller et naboland.

En anden var restaurant Peking og Peking Grill, tćt pĺ hjřrnet af Sřnder Alle og Sřndergade (Strřget), hvor man kunne fĺ den verdensberřmte Peking-tarrelken (sĺledes udtalt).

Jeg frekventerede ogsĺ restaurant Napoli i Vestergade, ikke sĺ meget for pizzaens skyld; Den var dog ikke dĺrlig. Det som man betalte form var det show som indehaveren gav, da han skćldte den stakkels kok ud, for hvad som helst -  og hvér gang man var der. Det mĺ have vćret inkluderet i prisen, selvom det ikke fremgik af kvitteringen. Jeg havde haft et ĺr italiensk i gymnasiet ved min enestĺende latinlćrer Teitur Benediktsson, sĺ jeg nřd forestillingen til det fulde. Restauratřrens hĺnd- og armbevćgelser studerede jeg til det fulde.

Jeg tog senere, midt i det fřrste semester i Ĺrhus, efter en ulykkelig forelskelse i en underskřn dansk pige, til Perugia i Italien. Jeg havde fĺet tildelt et stipendium til at tage derned. Det skulle udbetales af det islandske undervisningsministerium, efter at jeg havde pĺbegyndt studiet. Stipendiet skulle gĺ til at lćse italiensk pĺ et bestemt sproguniversitet per gli Stranieri. Jeg indlogerede mig pĺ et billigt albergo, men gav op efter mindre end en uge hovedsageligt pga af den ubehagelige kulde i byen, diverse sexlarm pĺ albergoen, samt ikke mindst de stupide amerikanere pĺ instituttet, der ville lćre italiensk, uden at have den tilstrćkkelig hjernemasse til forehavendet.

Efter prćcis en uge i Perugia tog jeg toget om natten tilbage over Alperne til Hamborg og var i Ĺrhus aftenen efter. Mine medbeboere pĺ Spobjergvej 87 havde knapt nok kunnet undre sig over, hvor jeg havde vćret i godt en uge. Derefter nřjedes jeg tilfreds med Skjoldhřjkollegiet i Ĺrhus-forstaden Brabrand i de nćste ca. 12 ĺr. Kollegiet havde, underligt nok, et dĺrligt rygte bland danskere - nok grundet mange historier der verserede ude i samfundet, om masseselvmord derude i Brabrand. Indvandrere i Brabrand irriterede ogsĺ mange danskere den gang, som nu - og som ogsĺ fřr anden Verdenskrig. Mange danskere er nemlig inkarnerede fremmedhadere i al deres pĺstĺede venskabelighed og jovialitet.

Dengang var Skjolhřjkollegiet fřrste klasses - om man ville begĺ selvmord eller ej. Sřrgelige ting sker nok pĺ alle kollegier, lige som i selve livet. For mig var Skjoldhřjkollegiet langt bedre og billigere end Hotel Ansgar. Jeg boede fřrst pĺ Spobjergvej 87, sĺ i en lejlighed pĺ nr. 37 og i nogle ĺr sammen med Irene i en af de store lejligheder pĺ nr. 221, fřr vi i 1993 flyttede til Djćvleřen for en kort bemćrkning.

Livet udviklede sig mere lyst efter den ulykkelige kćrlighed, og sĺmćnd halvanden til, men sĺ břd Danmark pĺ det bedste den kan byde pĺ: Min dejlige Irene. Siden forĺret 1984 har vi vćret sammen og jeg har egentlig aldrig forstĺet hvad hun egentlig sĺ i mig. Der er heller ikke sĺ meget jeg forstĺr jfr. Irene.

Man ta´r det sure med det sřde. Jeg er nok lidt af en kraftidiot - som, vel at mćrke, var et af de fornemme danske ord som jeg lćrte af smudsfinken pĺ KFC i efterĺret 1980. Ćret vćre finkens minde! Spćtten var faktisk meget bedre til sprog end de hjernelamme amerikanske studernde i Perugia.

Jadak, jadak og jaaaadak, som kontrollřrerne hos Ĺrhus Sporveje plejede at sige i bus 15 ud til Skjoldhřjkollegiet, dengang linjen bar řgenavnet "Hvidlřgsekspressen". Nu huser Skjoldhřj bl.a. ukrainske flygtninge og bussen derud hedder vistnok noget sĺ kedeligt som linie 4A.

I skal sřreme betale i automaten bagerst i bussen, hvis I vil ha´ flere eller mere saftige bidder af mit spćndende og fingerslikkende dejlige liv. Livet er nemlig ikke kun lĺr, bryster og vinger pĺ KFC, og nu hersker kapitalismen i en voldsom skyttegravskrig; Alt smelter og vi bliver nok ramt af en rřdglřdende helvedeskugle fra det ydre rum fřr vi aner det. Sĺ er det fandme dejligt at vćre fćrdig med at publicere det overstĺende.

Hvis denne min historie filmatiseres, sĺ mĺ van Morrison, Bob Dylan og Lou Reed akkompagnere, i levende live, dřde - eller begge dele.


« Síđasta fćrsla | Nćsta fćrsla »

Athugasemdir

1 identicon

 Sćll Fornleifur. 

Ţetta er virkilega skemmtileg frásögn. Mađur meira ađ segja skellir upp úr af og til :)

bk

Kristín

Kristín Halldórsdóttir (IP-tala skráđ) 3.3.2023 kl. 14:29

Bćta viđ athugasemd

Ekki er lengur hćgt ađ skrifa athugasemdir viđ fćrsluna, ţar sem tímamörk á athugasemdir eru liđin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikiđ á Javascript til ađ hefja innskráningu.

Hafđu samband