Misbrug af mindesmćrker 1 - 4

I

IMG_2368 c

Den 13. august 2021 bragte Berlingske Tidende en redaktionel rettelse. Jeg havde bedt bladets ansvarshavende redaktřr, Tom Jensen, om at foretage en rettelse, da en af bladets journalister, Bent Blüdnikow, henviste fejlagtigt og bevisligt mod bedre vidende til min bog Medaljens Bagside (2005):Rettelse 13.8.2021

Rettelsen, som Berlingske Tidendes redaktřr foretog, kan man se her pĺ den redaktionelle side i Berlingske den 13. august 2021. Fejlen blev ogsĺ rettet i den nćvnte artikel af Bent Blüdnikow (se her), dog uden at man kunne se, hvad der blev rettet. Den oprindelige version kan derimod lćses her og lćseren selv sammenligne forskellen.

Jeg takker hermed venligst Berlingske Tidendes chefredaktřr, Tom Jensen, for rettelsen, som dog ikke var helt fyldestgřrende, fordi en af de aspekter jeg bad om en rettelse af, og som ikke fremgĺr af min bog Medaljens Bagside, blev glemt.

Nĺr man řnsker at fjerne brudstykker af fortiden, fjerner man altid noget af nutiden

Ikonoklasme, fjernelsen af symboler og ikoner fra en religion eller mindesmćrker fra en tidligere styreform eller era, er den nye ahistoriske trend.

Ikonoaklaster řnsker udslettelse af alt der kunne minde dem om noget som de ikke kan lide. Denne udryddelsestrang ses blandt Talibaner og ISIS, sĺvel som blandt frihedselskende mennesker i Vesten. En afart af ekstrem ikonoklasme er nĺr man fjerner mindesmćrker og monumenter, som ikke behager folk i det 21. ĺrhundrede. Folk som krćver fortidens historie og religioner udraderet har i bund og grund ikke mod til at se fortiden i řjnene, og ej heller lćre af den og dens mange fejltagelser.

Visse monumenter, sĺsom mindesmćrker i de baltiske lande, hvor hjemlige jřdemordere bliver hyldet som frihedshelte, fordi de efter mordene pĺ den jřdiske lokalbefolkning bekćmpede russerne/kommunismen, er derimod sĺ perverse, at en velovervejet fjernelse af monumenter for de lokale mordere er den eneste reelle lřsning i en demokratiproces som f.eks. Estland, Letland og Litauen siges at vćre i.

Fjernelse af fortidens fysiske levn er i det hele taget en farlig proces. Hvis alle derimod kunne lćre af fejltagelser i fortiden, ville fćrre mennesker lide af den sygelige og primitive nedrivningstrang som ses vidt og bredt pĺ kloden i dag.

Vil man have mindesmćrker over Nazi-mordere vćk, sĺdan som man forsřger det i de baltiske lande, er det helt forstĺeligt; Men en plakette over en islandsk forfatter med nazisympatier som ikke begik forbrydelser som fřrte til tab af liv, er noget helt andet.

For nylig blev min bog Medaljens Bagside pĺ det groveste fejlciteret i Berlingske Tidende i forbindelse med forsřg pĺ at fĺ en mindetavle om en islandsk nazi-sympatisřr som blev skudt den 5. maj 1945 i Křbenhavn, fjernet fra en husmur ved Upsalagade 20 pĺ Řsterbro i Křbenhavn. Nu er tavlen fjernet (se her).

Onsdag d. 11. august 2021 talte jeg telefonisk med en islandsk ven, som besřgte sin familie i Křbenhavn. Han řnskede mig bl.a. tillykke med omtalen i Berlingeren. »Hvilken omtale?«, spurgte jeg meget forbavset. »Jo med forsřget pĺ at fĺ mindeplaketten om den islandske forfatter Guđmundur Kamban (1888-1945) fjernet fra en husmur i Upsalagade 20 pĺ Řsterbro i Křbenhavn«, svarede min ven.

Jeg kunne meddele min ven fra Island, at den sag havde jeg intet med at gřre, samt at jeg ikke kendte til artiklen i Berlingske Tidende, skrevet af Bent Blüdnikow. Jeg havde vćret i Jylland pĺ sommerferie og for at tage afsked med min svigerfar som dřde d. 12. august. 

  »Nĺh, men han henviser til dig ... din bog".  »Det er meget muligt", sagde jeg, »men Blüdnikow har jeg ikke hřrt noget fra i 10 ĺr, for jeg var vist ikke hřjreorienteret nok for ham«, forklarede jeg;

  »Men nyheden var ogsĺ med i Mogginn [kćlenavnet for den islandske morgenavis Morgunblađiđ]«, fortsćtte min ven, og jeg var lige sĺ overrasket som fřr, for artiklen i Morgunblađiđ havde jeg heller ikke lćst.

Jeg undersřgte straks de to artikler. Bent Blüdnikows artikel henviste ganske vist til min bog Medaljens Bagside (Forlaget Vandkunsten 2005), men artiklen i Morgunblađiđ var blot et referat af artiklen i Berlingeren d. 9. september 2021.

Artiklen i Berlingske Tidende er skrevet af en journalist som har en historiker-baggrund, og som nok er bedst kendt som manden som fĺr gamle frontkćmpere pĺ venstreflřjen til at se rřdt. Blüdnikow bruger tit morsomme ord som "konsensushistorie", hvad al sort-hvid historieskrivning i bund og grund er. Dem der overbeviser masserne bedst vinder historiekaplřbet.

Blüdnikows kamp mod f.eks. Bo Lidegaards rosenrřde historieskrivning er derimod meget prisvćrdig. Lidegaard anvender sig af en form for historisk ikonoklasme, fordi kritik af et vedtaget, men ogsĺ ofte snćvert syn pĺ nye historiske opdagelser, slet ikke bliver drřftet i hans břger og i visse tilfćlde bliver de affejet af Lidegaard og ligesindede som "moralisme". Hvad kan man ellers forvente fra en dansk historiker som f.eks. ikke mener at der herskede kolonitilstande i Grřnland og som konkluderer at samarbejdspolitikken, (kollaborationen med tyskerne), var en velsignelse for jřderne i Danmark? Det kan fĺ alle ćrlige mennesker til at reagere.

Samtidig har Blüdnikow selv haft en ret ahistorisk mćrkesag: Han var fremtrćdende i rollen som den mest markante og helhjertede danske střtter af prćsident Donald Trump. Ifřlge Blüdnikows eget udsagn, lyttede han ikke en gang til sin mor da hun rĺdede ham at holde nallerne vćk fra Trump. "De andre forstĺr ikke Trump" var hans gennemsnitlige 5-ĺrs analyse i Berlingeren, eller helt indtil amerikanske tosser og antisemitter indtog Capitol Hill under Trumps opfordring. Siden da, har Trumps selvudrĺbte danske propagandist pĺ Berlingeren vćret uhyggeligt tavs og stoppet sin tidligere dans om den orange tyr i det Hvide Hus (se f.eks. her).

Grimme fejlcitater

Jeg kunne straks se, at min gamle ven, journalist Blüdnikow ved Berlingske Tidende, havde begĺet to alvorlige og ĺbenbart overlagte citatfusk i de to citater, hvor han henviser til mig i sin artikel. Det et en artikel som gĺr ud pĺ at en kvinde i Křbenhavn, Charlotte Thalmay, krćver at mindetavlen for Guđmundur Kamban ved Upsalagade 20 blev fjernet, fordi hun mener - mod bedre vidende - at hendes bedstefar, Jacob Thalmay blev stukket af islćndingen Guđmundur Kamban.

Blüdnikow pĺstĺr fřlgende i sin oprindelig ikke rettede artikel (se her): 

» I bogen »Medaljens bagside« (2005) har arkćologen Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson skrevet om Kambans samarbejde med nazisterne med kilder fra Rigsarkivet som grundlag. Ifřlge disse kilder besřgte Kamban ofte Shellhuset, der var Gestapos hovedkvarter. Vilhjálmsson skriver, at Gudmundur Kamban angav frihedskćmperen Jacob Thalmay til nazisterne. «

Blüdnikows sjuskede omgang med fakta i dette tilfćlde er ĺbenlyse og ligefremt pinlige. Derfor har Berlingske Tidende offentliggjort en rettelse.

Jeg har ingen steder i min bog skrevet, at jeg byggede mit udsagn om Jacob Thalmay pĺ kilder i Rigsarkivet (se bogafsnittet her). 

Jeg henviste meget tydeligt i fodnote 607 til kapitel 3 i min bog Medaljens Bagside, til Mark Thalmay, en nevř til Jacob Thalmay. Anden viden havde jeg jeg ikke i mit korte afsnit om Thalmays arrestation og deportation, da min bog Medaljens Bagside udkom i 2005.

Blüdnikow fremfřrer ogsĺ en anden sjusket usandhed i sin artikel d. 9. august 2021 i Berlingeren:

» Ifřlge Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson var Kamban ikke blot pĺ nazisternes lřnningsliste for at skrive om tang, men langt mere aktiv pĺ nazisternes side i krigen. Sĺledes besřgte Kamban den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels i Berlin, hvor han foreslog, at nazisterne invaderede Island.: «

Man skal ogsĺ lede lćnge efter disse pĺstande i min bog, for der findes de ikke; Hverken et eneste ord om tang eller Goebbels i forbindelse med Kamban bliver nćvnt i min bog Medaljens Bagside. Bent har tydeligvis fĺet en underlig form for assistance, eller blandet andre kilder sammen med oplysningerne i min bog.

Spřrgsmĺlene som jeg stĺr tilbage med er disse:

Har historikeren Blüdnikow mistet fornemmelsen for historiefagets fundamentale kildeomgang og finesser, eller har journalistikken fordćrvet historikerens nřjagtighed? Mĺske er han snarere henfalden til den kunst som hans forgudede Trump altid beskyldte andre for, nemlig at skabe fake news

maxresdefault

Jeg er desvćrre tilbřjelig til at tro, at det sidste mĺske er tilfćldet, for Bent Blüdnikow skrev sin artikel i Berlingske Tidende d. 9.8.2021 aldeles mod bedre vidende. Dét skal naturligvis dokumenteres og det gřr jeg bl.a. i de fřlgende tre afsnit.

 

II

IMG_2453 b

Foto: V. Ö. Vilhjálmsson

Der er altid en forhistorie

Forhistorien/baggrunden skal man have med i al historieberetning, for den kan ofte bedst forklare et senere hćndelsesforlřb som man řnske at koncentrere sig om. Mange griner ofte af tyskerne for at bruge ca. 1/5 dele af et fagligt vćrk for at gennemgĺ Stand der Forschung. Men den skik er da ikke sĺ dĺrligt endda. 

Manglende oplysninger om "forhistorien" er netop grunden til at Bent Blüdnikow lavede to grove fejlhenvisninger til min bog Medaljens Bagside i en artikel om i 2021. Blüdnikow řnskede kort sagt ikke at bringe faktuelle oplysninger (som han havde modtaget fra mig i en e-mail) men valgte i stedet for en skrřne som umuligt kan dokumenteres. 

Fra 2008-2010 var jeg ansvarshavende redaktřr for tidsskriftet RAMBAM, som bliver udgivet at Selskabet for dansk jřdisk historie og forskning. Bent Blüdnikow, som var en af mine gode venner, vores store modsćtninger i politiske standpunkter til trods, var formand for selskabet pĺ samme tidspunkt. Jeg var ulřnnet redaktřr, men havde derimod fuldt rĺderum over, hvad der blev skrevet i tidsskriftet, naturligvis i godt samarbejde med bestyrelsen.

I 2010-2011 arbejdede jeg, samt en tidligere redaktřr af skriftet, pĺ en artikel om tvivlsomme, mĺske lovstridige řkonomiske transaktioner begĺet pĺ Det Dansk Jřdiske Museum. Museet sřgte midler til driften sĺdan at museet midlertidigt kunne oppebćre driftsstřtte fra Křbenhavns Kommune, hvis likviditeten pĺ museet vel at mćrke var i orden. Men det var den langt fra at vare. Museet var det som man kalder bankerot.

En nyansat historiker ved museet havde fĺet en forskningsbevilling, som dćkkede hans stilling. Men ude af det blĺ blev den meget dygtige og produktive historiker Torben Jřrgensen fyret af museets leder, Janne Laursen, fordi han kritiserede hende. Fĺ mĺneder senere godkendte medlemmer af museets bestyrelse brugen af pengene fra den fyrede Jřrgensens řremćrkede bevilling som en slags garanti for en to ĺr driftsbevilling som de kunne fĺ fra Křbenhavns Kommune. Den bevilling var fundamentet til en senere helt ekstraordinćr, permanent statsstřtte til dette ene museum, uden et sidestykke. Den usćdvanlige og ulovlige tjeneste blev afhjulpet af nogle af Dansk Folkepartis politikere i Folketinget, som gennemtrumfede en statsstřtte til museet i en tid hvor intet museum i Danmark i flere ĺr havde oppebĺret en statsstřtte til driften. 

Dokumentation for denne ulovlige omgang med forskningsmidler havde vi modtaget fra Bent Blüdnikow selv, som ivrigt havde kćmpet i flere ĺr mod ledelsessvigt i Dansk Jřdisk Museum.

Men pĺ grund af pres fra en advokat i museets bestyrelse, en gammel ven af Blüdnikow, vendte Blüdnikow pĺ tallerkenen, og forbřd mig at skrive om Dansk Jřdisk Museums vej til statsgarantien. Jeg oplyste formanden, at det kunne han ikke. Sĺ "fyrede" Bent Blüdnikow mig telefonisk fra "stillingen" som redaktřr pĺ RAMBAM - hvis man kan kalde udelukkelse af en kritisk redaktřr, som ikke modtager lřn for sit arbejde, for fyring.

Injurierende udtalelser sendt fra Berlingske Tidende

Denne underlige fyring var, i og for sig selv, i orden med mig. Samarbejdet med Blüdnikow var ingen fornřjelse. Men de injurierende e-mails som fulgte fra Bent Blüdnikow fra hans e-mailadresse hos Berlingske Tidende, blev mig for meget. Jeg mĺtte kontakte Lisbeth Knudsen, Blüdnikows chefredaktřr - som kaldte Blüdnikow pĺ tćppet og satte ham ordentligt pĺ plads. Siden da har jeg ikke hřrt fra Bent Blüdnikow. 

Men Blüdnikow tillader sig ogsĺ at henvise forkert til mine vćrker uden at have vćret i kontakt med mig i 10 ĺr - bl.a. fordi jeg var for "rřd" for hans smag. Jeg kender ikke den politiske farveskala i Blüdnikows univers, men han ser ofte rřdt. Meget af hans journalistik pĺ Weekendavisen, da han arbejdede der, gik ud pĺ at fĺ danske kommunister og socialister til at krybe til korset og bekende sine synder, som om de i ondskab var af samme kaliber som danske nazimedlřbere. Den mission forekom da lidt sćr og endda latterlig til tider.

Spion-Bent spřger

Mit venskab med Blüdnikow, som jeg skrev faglige artikler sammen med, kom pĺ prřve lćnge inden han "fyrede mig". I 2000-2002, da jeg var seniorforsker ved Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier (DCHF) i Křbenhavn, fik jeg slynget i hovedet af det jeg troede den gang var min gode ven Blüdnikow, at jeg stod bag en udelukning af historikeren Bent Jensen, pĺ centret.

Bent Jensen, som i den periode var Blüdnikows store idol, havde bedt om ansćttelse pĺ DCHF, men Jensen řnskede ikke at vćre fysisk tilstede pĺ centret i Křbenhavn, men derimod sidde pĺ Fyn og forske i kommunismens grusomheder som han pĺ det groveste sammenligner med nazismens. Blüdnikow som bragte mig denne anklage, troede blindt pĺ sin mester, Bent Jensen. Jeg skulle, som sagt, have haft et eller andet at gřre med direktřr Uffe Řstergaards afvisning af Bent Jensens evt. ansćttelse at gřre. Det havde jeg ad gode grunde overhovedet ikke.

Jeg sad ikke i noget rĺd eller nćvn ved DCHF. Jeg var der for at foretage forskning, som udkom i en bog, som Blüdnikow ikke kan henvise korrekt til i 2021, nemlig Medaljens Bagside. Til trods for forsřg pĺ at overbevise Blüdnikow om, at jeg ikke havde noget med afvisningen af Bent Jensens ansćttelse ved DCHF at gřre, valgte Blüdnikow at tro pĺ sin ideologiske partner Bent Jensen.

Senere erfaring har vist, at det kan vćre varsomt at tage alt som Jensens skriver for pĺlydende, f.eks. anklager om spionage for fremmede magter. Jeg er blot glad for at jeg ikke fik et spionstempel pĺ mig sĺdan som nogle af Jensens ofre har fĺet. Jeg skulle "efter sigende" have spćndt ben for ham pĺ Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier. Men det er en lodret lřgn, som Blüdnikow desvćrre faldt for.

Snublestenene

Bent Blüdnikow, forfatteren til artiklen i Berlingske Tidende om minetavlen i Upsalgade, som Charlotte Thalmay krćvede fjernet, kontaktede mig ikke da han skrev sin fejlfyldte artikel om mindetavlen i Upsalagade - og det gjorde han heller ikke, da han for nogle ĺr siden i en artikel i Berlingske Tidende pĺstod, at han selv var ophavsmanden til projektet med snublesten i Danmark. Det er ogsĺ en uforskammet usandhed. Bent havde intet med det oprindelige snublestensprojekt at gřre.

Jeg var ophavsmanden, sammen med en lille gruppe mennesker med tilknytning til Selskabet for Dansk jřdisk historie. Jeg skrev nogle artikler i RAMBAM om stenene (se f.eks. her). Jeg modtog  tilladelse fra Křbenhavns Kommune til placering af stenene, men mindre heldig var jeg med at finde penge til projektet. Den tyske kunstner Gunter Demnig stillede som et krav, at jřder eller deres familier ikke betalte for sten for jřder. Derudover havde visse danskere som jeg kontaktede ĺbenlyse fordřmme overfor jřder og mente, at de mĺtte selv kunne betale for sĺdan et projekt.

Men verdens rigdomme er skćvt fordelt, velhavere har der aldrig vćret mange af blandt danske jřder. Jeg fulgte ogsĺ stringent Gunter Demnigs pĺbud om, at jřder ikke mĺtte betale for snublesten. Jeg havde derfor - og desvćrre - ikke held med at finansiere projektet. 

Da Bent Blüdnikow blev snublestenenes fader i Danmark

Mange ĺr efter at jeg blev "fyret" fra den ulřnnede stilling som ansvarshavende redaktřr for RAMBAM, begyndte Bent Blüdnikow at figurere som "snublestenenes fader" i Danmark - i sine egne artikler. Nogle ĺr senere blev der dannet en ny initiativgruppe, som havde bedre kontakter til storkapitalen end jeg nogensinde vil fĺ, og det lykkedes heldigvis at fĺ snublesten til Danmark.

Den nye snublestensgruppe vidste dog, til at begynde med, ikke andet end at "Blüdnikow var initiativtageren til projektet i Danmark". Men efter at jeg tog kontakt til gruppens forstander og gjorde opmćrksom pĺ, at det var mig der i sin tid havde forsřgt at starte projektet op i Danmark, blev jeg inviteret med ind i gruppen og de tilladelser som Křbenhavns kommune havde givet, da jeg sřgte om dem i sin tid, blev prompte fornyet.

Blüdnikow, som var med i den nye Snublestensgruppe, trak sig  ud. Han řnskede efter sigende ikke at sidde til bords med mig. Han havde vel sikkert ikke glemt den dag, hvor han mĺtte stĺ skoleret hos Lisbeth Knudsen fordi han svinede mig pĺ det groveste til i en e-mail sendt fra hans arbejde pĺ Berlingske Tidende. Forhĺbentlig havde han ikke glemt at han "fyrede" mig som ulřnnet redaktřr af tidsskriftet RAMBAM, fordi jeg řnskede at skrive sandheden om řkonomiske fiflerier i Dansk Jřdisk Museums regi, som vel at mćre var oplysninger som jeg oprindeligt havde modtaget fra Blüdnikow selv.

Men nu har det vist sig, at til trods for en total afvisning af mig samt henvendelser fra mig, sĺ mener Blüdnikow ĺbenbart at han har ret til at henvise forkert til mit arbejde - og oven i křbet tage ćren for andet jeg har lavet. Det er en tand for sygt, hvis jeg mĺ sige min mening.

Thalmays minde hćdres

Thalmay til webside (2)Fangefoto af Jakob Thalmay som blev bragt i Bogen Medaljens Bagside. Foto Rigsarkivet.

Med i den nye initiativgruppe for snublesten, som jeg blev inviteret ind i, var Charlotte Thalmay, som 2019 meget bombastisk krćvede mindeplaketten om Guđmundur Kamban fjernet fra Upsalagade 20 pĺ Řsterbro; Der hvor Kamban boede pĺ et pensionat, da han blev skudt af en modstandsmand som troede Kamban forsřgte at fĺ fat i et skydevĺben i sin jakkelomme. Ifřlge en nćr ven af Kamban, nazisympatisřren Kristján Albertsson, var det Kambans vane at stikke begge hćnder dybt i sine jakkelommer, da han var vred eller stress-pĺvirket. Dette oplyste Albertsson til de danske politimyndigheder i 1945.

Thalmays historie forvandles

I Snublestensgruppen kćmpede Charlotte Thalmay fřrst og fremmest for at fĺ en snublesten placeret for sin farfar Jacob Thalmay (hvis oprindelige navn var Suslowitch). Til min store overraskelse havde historien om Thalmay vokset betydeligt i hendes erindring siden jeg fik den lille oplysning fra Mark Thalmay, hendes slćgtning som hun ĺbenbart ikke řnskede at have nogen kontakt med.

Efter det fřrste mřde som jeg deltog i i den nye snublestensgruppe, efter at jeg var blev inviteret med i den, gjorde jeg Charlotte Thalmay venligt opmćrksom pĺ, at jeg havde fundet ny viden siden min bog udkom, som ikke inkriminerede Guđmundur Kamban, i forhold til hendes bedstefar. Jeg oplyste hende om brudstykker af den viden. De oplysninger ville hun ikke hřre om. Jeg tilbřd hende at vise hende det i arkivet, hvor hun kunne selv lćse de oplysninger - men hun takkede nej.  

Pĺ dagen for de fřrste nedlćggelser af snublesten i Danmark d. 17. juni 2019, udkom Bent Blüdnikows artikel (se her) om hendes bedstefar som modstandsmand, spion og helt, en historie som hun allerede i 2015 havde fĺet lanceret pĺ hjemmesiden for mindestedet for koncentrationslejren i Mauthausen i Řstrig (se her). Mauthausen var hovedlejren for lejren i Melk, som Thalmay blev sendt til pĺ en dřdsmarch fra Auschwitz.

Da jeg gjorde Charlotte Thalmay opmćrksom pĺ, at det hun og Bent Blüdnikow skrev, overhovedet ikke stammede fra min bog, og at det i mine řjne var ren fiktion. Sĺ modtog jeg underlige fornćrmelser pĺ messenger i Facebook fra Charlotte, som jeg downloadede. Kort efter  afbrřd hun vores FB-kontakt. Senere (17.6.2019) bragte Blüdnikow sĺ den hjemmestrikkede historie om Jakob Thalmay i Berlingeren uden at tjekke kilderne.

I křlvandet pĺ den nye historie om Jacob Thalmay, hvor han var blevet opgraderet til en jřdisk helt, modstandsmand, spion og medlem af hele tre modstandsbevćgelser, kontaktede jeg alle medlemmer af snublestensgruppen og gav dem vćsentlige anonymiserede uddrag fra oplysninger om Thalmay sidste mĺneder i Danmark som jeg havde střdt pĺ i Rigsarkivet ved arbejde for Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem.

Fyret igen

I efterĺret 2019 skrev formanden for den anden snublestensgruppe i Danmark, Henriette Harris, som er bosat i Berlin, til mig, at min tjeneste ikke lćngere var řnsket i arbejdsgruppen for Snublesten i Danmark. Hun inviterede lidt senere Bent Blüdnikows kone, antikvitetshandler Ira Hartogsohn, med i gruppen.

Man řnskede tilsyneladende ikke at tro pĺ en ekspert som kendte kilderne om personerne som skulle mindes og som var blevet inviteret ind i gruppen for at bidrage med sin viden. Fiktion var ĺbenbart mere interessant end fakta nĺr det drejede sig om snublesten og jřdisk historie i Danmark.

Men fiktion var ikke noget som ophavsmanden til snublestensprojektet, Gunter Demnig, brřd sig sćrlig meget om. Hans regler, som ophavsmand for dette udmćrkede projekt, er pĺ det groveste blevet brudt og sjoflet af den danske snublestensgruppe.

Jeg sendte i 2019 korte anonymiserede uddrag af de nye oplysninger jeg havde fundet i Rigsarkivet om Thalmay til Bent Blüdnikow, fordi han havde troet pĺ og lanceret en skrřne i Berlingske Tidende d. 17. juni 2019 (se hans artikel fra den gang her). Han reagerede heller ikke den gang pĺ min henvendelse. Hans vrede fra den gang han fyrede mig som ulřnnet redaktřr af RAMBAM var vist ikke blevet mindre i lřbet af 10 ĺr. 

Derfor undrer det mig mĺske ikke sĺ meget, at Blüdnikow skrev som han gjorde i Berlingske Tidende d. 9. august 2021. Han skrev mod bedre vidende, da han sammen med en efterkommer efter en pĺstĺet jřdisk modstandsmand og kontraspion, som faktisk ogsĺ var vellřnnet informant hos Gestapo i rollen som "Bent Jakobsen", krćvede fjernelsen af en mindeplade for den islandske nazi-sympatisřr Guđmundur Kamban, en nazi-sympatisřr som intet havde med Jakob Thalmays skćbne at gřre. Kambans uskyld fik Jakob Thalmays barnebarn besked om og ligesĺ Bent Blüdnikow.

Bent Blüdnikow fik i 2019 pĺlidelige oplysninger om Thalmay. Dem sendte jeg til ham i en e-mail. I 2021 valgte han, til trods for at han er historiker, alligevel i den journalistiske skjorte, at lancere skrřner som ikke kan dokumenteres. Derfor var to af hans sćtninger, "citater" fra mit vćrk Medaljens Bagside, antageligt bevidst fejlagtige, hvis de da ikke ret og slet var usćdvanligt dĺrligt historiehĺndvćrk. Det mĺ Blüdnikow have med sig selv. Arbejdet dřmmer manden. Berlingske Tidende mĺtte dog bringe en rettelse. Man ville ikke risikere en klage fra mig til Pressetisk rĺd.

 

III

IMG_2461 b

Foran denne bygning pĺ Carl Plougsvej 7 pĺ Frederiksberg placerede man d. 17. juni 2019 en snublesten til minde om Jacob Thalmay. Dette var dog, strengt taget, ikke hans sidste bopćl i Danmark. Snublesten skal placeres pĺ det senest kendte adresse. Straks efter at Jacob Thalmay sendte sin kone og sřn til Sverige, boede han hos en yngre kvinde (X) som han "ensidigt" havde forelsket sig i. Hun havde inden kommet i hans optiker og guldsmedeforretning pĺ Vesterbro, og han var begyndt at give hende gaver.

Ifřlge de regler som den tyske kunstner og initiativtager for snublesten, Gunter Demnig, har sat, skal snublesten / Stolpersteine, placeres pĺ den "sidste kendte bopćl" for ofret som mindes. I dette tilfćlde blev det řnske ikke opfyldt. Foto V. Ö. Vilhjálmsson (2021).

Hvad vides der om Jacob Thalmay, som Blüdnikow ikke řnsker at hřre dokumenterede fakta om, eller formidle dem til andre i sin rolle som journalist ved Berlingske Tidende?

Det mĺ nu anses for at vćre helt sikkert, at der i den eneste kendte retssag i det danske retsopgřr, som indgĺende nćvner Thalmays endeligt, ingen oplysninger er at finde om islćndingen Guđmundur Kamban som aktřr eller ansvarlig for Jacob Thalmays skćbne i 1943-44.

Dette havde jeg allerede meddelt Bent Blüdnikow i en e-mail som han har aldrig umagede sig ved at svare pĺ.

Den oplysning jeg fik fra Mark Thalmay, som jeg bragte i min bog Medaljens Bagside (2005), er dog mĺske ikke helt forkerte, for en anden islćnding end Kamban spillede en rolle i en strafferetssag for den unge kvinde X i Rigsarkivet:

Jacob Thalmay var ganske vist pĺ en eller anden mĺde involveret i hjćlpen til jřder i 1943, idet han efter eger sigende havde vilde planer, om med bevćbnet magt at redde jřder fra Horserřd, herunder dele af sin kones familie.

En ledende skikkelse (EE) i modstandsgruppen Studenternes Efterretningstjeneste kom til et mřde i lejligheden pĺ Christianshavn, hvor Thalmay havde fĺet husly hos den yngre kvinde X, som blev fřdt i 1914 i Kastrup.

EE kendte pĺ det tidspunkt intet til Thalmay. Thalmay introducerede sig som Bent Jacobsen. Modstandsmanden EE pĺstod under politi- og retsforhřr i 1945, at Thalmay/Jacobsen ikke var medlem af Studenternes Efterretningstjeneste. Jacob Thalmay havde derimod forbindelse med to sřofficerer som han ville planlćgge det fřrnćvnte angreb pĺ Horserřd sammen med.

EE

Et billede af modstandsmanden EE

I 2018, da forfatteren til denne beretning var blevet inviteret med i den ny snublestensgruppe - og Bent Blüdnikow havde meldt sin afsked fra gruppen (grundet min indtrćden) - fik han en besked pĺ FB fra Charlotte Thalmay, som jeg helst ville have vćret foruden. I FB-beskeden pĺstod hun, at jeg havde sagt at hendes bedstefar var nazist. Jeg afviste det pĺ det kraftigste. Det som jeg vidste om Jacob Thalmay stod at lćse i min bog Medaljens Bagside i 2005, og baserede bl.a. pĺ en fortćlling fra en slćgtning til Charlotte Thalmay, som desvćrre ikke var med til snublestensplaceringen - fordi han ikke blev inviteret af sine familiemedlemmer i Křbenhavn.

Jeg rĺdede Charlotte Thalmay at bruge det som stĺr i bogen Medaljens Bagside.

I det materiale jeg kendte til, fřr udgivelsen af min bog i 2005, samt yderligere materiale som jeg senere har fundet ved gennemgang af sager fra retsopgřret i Křbenhavn, ved jeg at den historie som nu bliver fortalt om Jacob Thalmay pĺ hjemmesiden snublesten.org, som ogsĺ blev fortalt i Det Jřdiske Hus i 2019, samt i Berlingske Tidende, og tidligere har vćret fortalt af Charlotte Thalmay i udlandet (se her) er ukorrekte og delvist ren fiktion. 

Denne nye gennem-konstruerede fortćlling om Jacob Thalmay findes pĺ hjemmesiden for Mauthausen-lejren i Řstrig og er derfor blevet en international nyhed, som nu kommer til at spredes over den ganske verden. Den fortćlling, som vel at mćrke intet har med min bog Medaljens Bagside at gřre, holder ikke. Gedenkstette Mauthausen har venligst oplyst mig, at beretningen kom fra Charlotte Thalmay. Hun har ikke brugt min bog for at lave sin beretning og der henvises heller ikke til min bog pĺ mindestedets hjemmesiden i Tyskland. Oplysningen er kun og alene Charlotte Thalmays ansvar.

Jeg vil gerne gřre det helt klart, at historien med Thalmay i Naziuniform ikke mĺ, ikke kan og skal ikke relateres til mig som som historisk rĺdgiver - for en kort periode - i det andet danske snublestensprojekt, hvor formanden udviste mig fra projektet, da jeg forsřgte af rette fejl i gruppens forestillinger om og fremtilling af Jacob Thalmay.

Jeg har som forsker og privatperson forsřgt at menneskeliggřre ofrene for nazismen i Danmark, som inden da - med ganske fĺ undtagelser - kun har stĺet uden navn eller blot som numre. Til og med Bent Blüdnikows egen udmćrkede bog, Som om de ikke eksisterede (1991) var danske historiker ikke interesseret i fremmede ofre under 2. verdenskrig i Danmark.

Ofrenes skćbner er ogsĺ blevet fortiet og benćgtet af diverse myndigheder. Samtidigt har det offentlige Danmark, politikere og et intetanende Kongehus, i det store udland hřstet ros for redningen af jřder i Danmark, mens de embedsmćnd der vidste besked om udvisninger af jřder inden 1943 systematisk tav om danske myndigheders udvisning af jřder og andre truede mennesker.

Jeg gjorde Charlotte Thalmay i 2018 opmćrksom pĺ, at hendes nyeste opfattelse af hendes bedstefars bedrifter i 1943 ikke er korrekte. Jeg har ikke villet fortćlle meget mere, og det gjorde jeg mest for at skĺne Charlotte for evt. ubehagelige fakta. For al sandhed er ikke lige behagelig. Men hun řnskede ikke at gĺ i arkivet med mig og kvitterede for mine rĺd med en fornćrmelse mod mig via FB/Messenger.

Vidneudsagn om Thalmay

Der findes et vigtigt skudsmĺl givet om Jacob Thalmay, som jeg bestemt stadig ser som et offer, men lige sĺ bestemt ikke som en helt, med hĺret farvet blond (eller mřrkerřdt) med mřrke briller, og oven i křbet ifřrt en Gestapouniform pĺ lřnningslisten i Dagmarhus.

Skudsmĺlet er givet af Jacob Thalmays jřdiske trosfćlle ved en stikkerrettergang mod kvinden X i 1945. Stikkeren X var den kvinde, som Jacob Thalmay havde forelsket sig i fřr oktober 1943. Den forelskelse var ifřlge hende selv grunden til at Thalmay valgte at blive i Danmark i stedet for at rejse med sin kone og barn til Sverige. Ifřlge fřrnćvnte modstandsmand EE, sendte Jacob Thalmay kćrlighedsbreve fra Sachsenhausen til denne kvinde.

Af en vidneforklaring aflagt af en jřde, NN, i Křbenhavns Byret i 1945 fremgĺr dette skudsmĺl om Thalmay:

» Efter Anmodning mřdte NN og forklarede, at han har kendt Talmay gemmem flere Aar.  Da Jřdeforfřlgelserne kom, gik de begge under Jorden, og de mřdtes forskellige Steder, uden at de var klar over, hvis Bopćl de var pĺ. I fřrste Halvdel af Oktober, var Komp. [Komparenten] nogle Gange til Mřder i en Lejlighed i [adressen for den kvindelige stikker som Jacob Thalmay boede hos], men hvis Lejligheden var, var han da ikke klar over. Tilstede ved disse Mřder var for uden Komp. og Talmay en AA og en BB, som vistnok var Sřofficerer. Der blev drřftet og planlagt almindelige Sabotagehandlinger, ligesom der blev drřftet Spřrgsmaalet om at befri Fangerne i Horserřdlejren, enten ved et Overfald eller ved Bestikkelse. Komp havde gennem en person ved Navn C forbindele til Dagmarhus paa den Maade, C kom sammen med en Person ved Navn DD, som havde Forbindelse paa Dagmarhus. Komp. talte dog af og til med DD, som han kendte . Komp. havde da ingen Kendskab til, hvor de nćvnte Personer, Talmay, AA og BB holdt til eller boede.  ... Den 13/10 -43 rejste Komp. til Sverrig, og her fik han Hilsner fra Talmay, som meddelte, at han havde taget Dćknavnet Jacobsen, og at han nu spillede Dobbeltspil, idet han havde en Stilling hos Gestapo og fik 600 Kr. om Maaneden. Han skulde vćre Stikker for Gestapo. Komp. fandt, at det var noget Fantasteri. Komp. har aldrig vćret helt sikker pĺ Talmay, dog ikke pĺ Grund af hans Motiver, men mest paa Grund af han svigtende Dřmmekraft, idet Komp. mener, at Talmay ikke kender sine egne Efners Begrćnsning. ... Komp. havde Forbindelse med EE [et hřjtstĺende medlem af Studenternes Efterretningstjeneste], som hjalp Jřder til Sverrig, og da Komp. rejste, har han givet Talmay Oplysning om, at han kunde henvende sig til EE, saafremt han senere vilde til Sverrig. Komp. advarede almindeligt andre om at vćre forsigtige med Talmay, men Komp. har sikkert i Travlheden glemt at advare EE. «

Thalmay boede hos X i hendes lejlighed. Hendes lejerlejlighed var faktisk hans sidste bopćl i Danmark, men ikke hans ejerlejlighed pĺ Carl Plougsvej, hvor man placerede en snublesten for hans minde i 2019.

Kvinden X, bedyrede under flere forhřr i 1945-1946 at hun ikke havde stukket Thalmay, samt at han selv havde forĺrsaget sin anholdelse. 

Senere arbejdede X for tyskerne i Dagmarhus, og var forlovet og muligvis senere gift med en Gestapo-officer.

Helt sikkert mĺ det dog anses, at hun (X) var medvirkende til at en af lederne (EE) af Studenternes Efterretningstjeneste, samt en anden modstandsmand, blev anholdt af tyskerne, deporteret til Sachsenhausen og videre til Neuengamme.

EE sad en kort overgang med Thalmay i Sachsenhausen og fik fřrst dér oplysninger om Thalmays rigtige navn. EE overlevede heldigvis lejrene i Tyskland og kunne ved forhřr i 1945 berette at Jacob Thalmay ikke var et medlem af hans modstandsgruppe.

En sřlřjtnant, SN, som Thalmay fik kontakt til da han havde vilde planer om at befri jřder ved hjćlp af vĺben fra Horserřd, boede en overgang i Xs lejlighed i Dronningensgade 54.

Sřlřjtnant SN forklarede den 26. februar 1946 under et forhřr.

» Talmay [sic] vilde gennem Komp. [Sřlřjtnanten SN] skaffe sig et falsk Legtimationskort for at komme ind i Gestapo, eller evt. komme til Tyskland for at skaf [sic] nogle Paarřrende ( Jřder ) ud fra Lejrene.

Komp. [SN] skaffede Talmay falsk legitimation og en Daabsattest lydende paa saavidt han husker en Assurandřr fra Randers [ved navn Bent Jacobsen], og derefter kom Talmay ogsaa i Samarbejde med Tyskerne - vistnok gennem en person ved Navn GT, som nu er likvideret. Dette Samarbejde kom istand ca. 14 Dage forinden Talmay blev anholdt. Talmay havde farvet hĺret mřrkerřdt «.

Thalmays dobbeltspil

Thalmay ville skaffe en liste til modstandsfolk med navne pĺ danskere som tyskerne ville anholde som repressalie for bombeattentatet i Mocca Café-Bar - samtidigt med at han ville skaffe en liste over modstandsfolk til Gestapo.

Jacob Thalmay havde fortalt EE, at han kunne skaffe en liste fra tyskerne med navnene pĺ 50 kendte danskere som tyskerne agtede at anholde som en repressalie for et modstandsangreb pĺ en Mocca Bar pĺ Frederiksberggade 38. Mocca Bar var et yndet samlingssted for tyskere. Den 27. oktober 1943 slog modstandsfolk til mod tyskerne. Nogle bomber blev sprćngt og mennesker dřde. Thalmay havde overbevist EE om, at han, grundet sit samkvem med tyskerne, kunne skaffe navnene pĺ 50 danskere som tyskerne planlagde at anholde. 

mocca 2

Cafe Mocca Bar efter attentater 27.10.1943. Danske politifolk i gang med sin undersřgelse. Thalmay, med dćknavnet Bent Jacobsen, lovede modstandsfolk navne pĺ 50 kendte danskere som han fortalte at tyskerne ville anholde som repressalieakt for de faldne tyskere pĺ Mocca Bar. I forlřbet med at finde Thalmay for at fĺ listen med de 50 navne blev EE angivet og anholdt den 12. november 1943, Han opholdt sig i fćngsel og koncentrationslejre (Sachsenhausen og Neuengamme) til og med 23. april 1945. Da han blev reddet fra Neuengamme pĺ en af Rřde Kors buskonvojer.

 

Thalmay kom ikke til et aftalt mřde med EE; EE antog, at  Thalmay var blevet anholdt. EE havde kun et telefonnummer til X som Thalmay boede hos og havde forelsket sig i. Han ringede til hende og aftalte et mřdes med hende pĺ Gammel Strand, hvor han hĺbede at fĺ fřrnćvnte oplysninger fra Thalmay. EE talte ganske kort med kvinden, som ikke havde nogen oplysninger, og blev sĺ efterfřlgende anholdt af to Gestapofolk, et řjeblik efter at hun (X) havde forladt mřdestedet.

Den kvindelige stikker, som Thalmay faldt for, pĺstod selv at Thalmay havde rřbet navne pĺ modstandsfolkene og den mening var modstandsmanden EE som blev anholdt enig i.

X, som Thalmay boede hos, arbejdede da anholdelsen af Thalmay og EE fandt sted, hos et entreprenřrfirma, C.C. Christensen som havde til huse pĺ Gammel Strand 38.

X blev ogsĺ anholdt og holdt fćngslet i otte dage efter midten af november 1943. Men hun blev hurtigt lřsladt for som hun pĺstod, sĺ blev den tyske forhřrsleder, "Heinz", jfr. hendes udlćgning lun pĺ hende. Hans version ser lidt mere trovćrdig ud. De blev fřrst et par en rum tid efter hendes lřsladelse, da de tilfćldigt mřdte hinanden pĺ gaden.

"Heinz" (som ikke er hans rigtige navn)kom til Danmark d. 15.9.1943 og gjorde tjćneste i Sicherheitzpolizei i Gestapo, afd. IV 3a som beskćftigede sig med spionage. Her var han en af lederne. Han var H. Hoffmanns underordnede - den Hoffmann som rygtet siger charmede sig til samkvem med en hel del unge kvinder fra de řverste lag i den křbenhavnske elite, mens han ikke udtćnkte blodige forhřr af danske modstandsfolk. Seksuel fascination blandt kvinder af mordere er og var et underligt fćnomen.

I 1946 fremfřrte Xs forlovede "Heinz" sin version af Thalmays og Xs anholdelse og sin andel i den:

”Heinz” X´forlovede i et forhřr 21. 2. 1946.

»Han [Heinz] forklarer nćrmere, at i mulig November Maaned 1943 af Dr. Hoffmann fik Ordre til at sćtte sig i Forbindelse med Dr. Wesche, der havde Oplysninger om en Person ved Navn Talmay, der skulde beskćftige sig med Spionage, og Talmay skulde saa vidt muligt anholdes levende, idet Dr. Wesche vilde sřge at vinde Talmay til brug under Tjenesten. Efter Aftale med Dr. Wesche, tilsagde denne en dag Talmay til at mřde paa Dagmarhus, hvor Kpt.  [Heinz] derefter anholdt ham og fřrte ham ind pĺ sit Kontor. Under Afhřringen nćgtede han, at han boede illegalt hos i Sagen nćvnte X, Dronningensgade 54. Der blev derefter foretaget Ransagning i Dronningensgade 54... og herunder fundet forskellig Papirer, hvorefter en Oberstlřjtnant var blevet befriet fra et Hospital og transporteret til Sverige,  samt Papirer om Vaabentransport. I Lejligheden blev truffet Arrd.s [X’] Rengřringskone, der oplyster, hvor Arrd. var ansat og hun blev an derefter anholdt i et Kontor paa Gl. Strand. Nr. 38, hvor hun var ansat.

Under Afhřring af Arrd. X  blev der ikke bevist noget om, at hun havde Delagtighed i noget illegalt udover, at hun havde nogle illegale Personer boende hos sig. Ved Undersřgelsen blev det oplyst, at Dr. Wesche havde haft et mřde i en Restauration med Talmay og under Mřdet i Restaurationen havde Wesche bemćrket, at der havde vćret 2 Personer, der senere viste sig at vćre Lřjtnanterne SN og P, til Stede, formentlig for at beskytte Talmay. Disse Personer skulde ogsaa have kommet i Arrds. Lejlighed. …«

X fĺr arbejde i Radiohuset og senere i Dagmarhus

I 1944 skaffede X sig, med sin tyske kćrestes mellemkomst, arbejde for tyskerne i Radiohuset og senere arbejdede hun i propagandaafdelingen Kurt Eggers Stelle under SS i Dagmarhus, hvor flere mćnd faldt for hende, bl.a. en islandsk SS-mand Björn Sv. Björnsson, som en overgang ledede hendes afdeling efter at vćre vendt hjem fra rapporteringsmissioner pĺ forskellige krigsfronter.Dagmarhus

Dagmarhuset i 1944. Her var Jacob Thalmay pĺ lřnningslisten i en kortere periode og skulle have 600 Kr. om mĺneden for sine tjenester, ifřlge et jřdisk vidne som havde vćret Thalmays ven. Thalmay brugte navnet Bent Jacobsen. Her arbejdede senere kvinden X, som Thalmay boede hos inden sin anholdelse i 1943, efter at han havde sendt sin jřdiske kone og barn til Sverige.

Den islandske Björn Sv. Björnsson skaffede kvinden (X) og hendes veninde en god lejlighed pĺ Falkone Alle, som Gestapo havde rĺderum over, en lejlighed som var blevet brugt til forskelligt redaktionelt arbejde af propaganda-udgivelser.

Björnsson beholdt selv en nřgle til lejligheden og kom dertil i tide og utide og regnede med seksuelle modydelser for at skaffe de to kvinder boligen. Da disse ikke blev ydet, hćvnede det rĺdne slćgtslřg Bjřrnsson fra Islands sig pĺ X ved at fyre hende fra Kurt Egges Stelle. Hun klagede over Björnsson usřmmelige adfćrd med sin tyske kćrestes mellemkomst og fik snart et nyt job i Radiohuset.

 IMG_2497

Foto V.Ö.Vilhjálmsson, 2021.

I bygningen pĺ det ovenstĺende foto, Dronningensgade 54 pĺ Christianshavn (med de grřnne balkoner), boede Jacob Thalmay, efter at han havde sendt sin kone og sřn i sikkerhed til Sverige.

Her boede han, da han frekventerede Nazi-hovedkontorer i Křbenhavn. Hertil inviterede han et par frihedskćmpere som han tilfćldigt fik kontakt med. Lejeren/vćrten, den unge danske kvinde X, som arbejdede for tyskerne, stak muligvis Thalmay og hans gćster i 1943.

X begyndte fřrst i September 1943 at arbejde for Besćttelsesmagten. Hun arbejdede til at begynde med som oplćser pĺ kortbřlgesenderen hos tyskerne i Radiohuset. I november 1944 begyndte hun at at arbejde for islćndingen Björn Sv. Björnsson i propagandaenheden Kurt Eggers Stelle, hvis korrekte navn var SS-Standarte Kurt Eggers.

Foran dette hus skulle snublestenen for Jacob Thalmay reelt have vćret placeret d. 17. juni 2019, hvis snublestensprojektets retningslinjer var blevet fulgt til punkt og prikke af den nyeste snublesgensgruppe. Men nĺr et snublestensprojekts ledelse i Danmark ikke vil hřre elle bringe fakta og snarere hćlde til romantiseret fiktion, sĺ fordrejer man historien for at gřre den lidt mere "spćndende" - men samtidigt forkert.

Danske jřder var generelt ikke velkomne i modstandsarbejdet. Thalmay kom uden om det ved at bruge pseudnymet Bent Jacobsen. Det lřd mere hjemligt, og mĺske hjalp det ogsĺ at Thalmay  efter sigende farvede sit hĺr lyst eller snarere rřdt. Men hans modstandsarbejde kan pĺ ingen mĺde dokumenteres af andre modstandsfolk og ingen kendte kilder i Rigsarkivet eller Frihedsmuseet kan bekrćfte hans aktiviteter.

 

IV

23822494-til-arkiv-16-til-elisabeth

Nazisympatisřren Guđmundur Kamban var aldrig aktřr i forbindelse med anholdelsen eller deportationen af jřden Jacob Thalmay. 

Kilder i Rigsarkivet, bl.a. den meget ufuldkomne politirapport om Kambans dřd, samt oplysninger om Thalmays aktiviteter i Křbenhavn, som jeg střdte pĺ ved tilfćldighed i arbejde som jeg foretog for nogle ĺr siden for Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem, viser intet i retning af det som Jakob Thalmays nevř, Mark Thalmay, fortalte mig for knapt 20 ĺr siden.

Den viden har hverken Charlotte Thalmay, Bent Blüdnikow, eller Snublestensgruppen i Danmark řnsket at tage stilling til. Det er nemmere at stikke hovedet i sandet og lade som om man intet ved, intet har hřrt og intet ser.  Jeg har tilbudt dem at hjćlpe dem med at finde frem til de relevante akter, men de fortsćtter med at udbrede skrřner om Jakob Thalmay og det mod bedre vidende. Hensigten er uklar, og fremgangsmĺden med at krćve Kamban-mindesmćrket fjernet kan undre.

I de foreliggende retsakter, som bevares i Rigsarkivet, og omhandler den kvindelige danske nazi-kollaboratřr som jřden Jakob Thalmay forelskede sig i, fřr han sendte sin kone og barn til Sverige, findes der ingen oplysninger som kćder Guđmundur Kamban til anholdelsen eller deportationen af Thalmay i 1944.

Sĺdanne oplysninger forekommer heller ikke i sagen om politiundersřgelsen af Kambans dřd. Kamban blev betegnet som: Dřd ved et "vĺdeskud i krigstid". I Rigsarkivet findes der umiddelbart ingen andre oplysninger om Thalmays endeligt i Danmark, end hvad der er at finde om ham i sagsakterne for retssagen mod X. Intet register indeholder Thalmays navn, for X er den anklagede. Jakob Thalmay som afdřd person var kun en biperson og findes derfor ikke i nogen lister over retssager for retsopgřret i Danmark. Registreringen af disse sager i Rigsarkivet er desvćrre ikke sćrlig grundig.

Kamban-plaketten i Upsalagade, ligemeget hvad man mĺtte mene om den eller Guđmundur Kamban, burde ikke vćre blevet fjernet pĺ grund af Jacob Thalmays pĺstĺde skćbne.

Den mening har jeg ytret til bladet Řsterbroliv (se her). Thalmays skćbne var for stor dels vedkommende selvforvoldt og vi har ingen kilder fra arkiver i Danmark om Kambans indblanding i Thalmays skćbne i 1943-44.

Thalmay var med sit urealistiske vćsen, sĺdan som en af hans trosfćller beskriver det, og samkvem med et fruentimmer som senere lĺ i kanen med en tysk officer, selv medvirkende til at danske modstandsfolk blev sendt til Neuengamme.

Jacob Thalmays meddelelyst overfor besćttelsesmagten krćver dog efter min mening ingen fjernelse af snublestenen for Jacob Thalmay, som trods alt var offer - men dog mest af alt offer for sin egen dĺrlige dřmmekraft. Stenen ligger dog pĺ et helt forkert sted. Den burde vare placeret der, hvor Thalmay boede hos en senere Nazi-kollaboratřr, mens han forsřgte sig som "spion" i Dagmarhus og mĺske modtog gage fra tyskerne inden han blev anholdt.

Et barnebarn til Thalmay, som overhovedet ikke řnsker at hřre fakta om sin bedstefar, burde ikke have fremsat řnsker om fjernelsen af en mindetavle for Kamban. Hun handlede mod bedre vidende. En journalist ved Berlingske Tidende, skulle som uddannet historiker vide bedre besked end at bidrage til forskřnnelser af historien og nedrivninger af historiske mindesmćrker. Selv har han ellers ikke vćret stille i sin kritik af den moderne ikonoklastiske fjernelse af historiske sten, statuer og skilte. Men ved Kamban gjorde Blüdnikow en undtagelse, og hvorfor mon?

Om holdningen til jřder blandt mange danske modstandsfolk

Hvis Bent Blüdnikow havde erindret sig en artikel som udkom i 2001 i publikationen Antisemitisme i Danmark? havde han mĺske taget anderledes pĺ historien om Thalmay.

Hvis Blüdnikow havde lćst artikelsamlingen, som blev udgivet pĺ det hedengangne Danske Center for Holocaust og Folkedrabsstudier, sĺ ville han vćre klar over, at en jřde med medlemskab i tre danske modstandsbevćgelser ville nćrmest have vćret et lille mirakel.

Historikeren Michael Mogensen skrev i den nćvnte udgivelse en glimrende artikel som han kaldte Antisemitisme i den det danske flygtningesamfund i Sverige 1943-45?  Mogensen beskrev i artiklen sine forelřbige fund som viste en skinger antisemitisme blandt mange eksildanskere i Sverige, herunder blandt diverse fremstĺende modstandsfolk.

Det er en skam at Blüdnikow helt har glemt artiklen af Mogensen, som desvćrre ikke har fortsat sin vigtige forskning af emnet. -  For sĺ ville min gamle ven Blüdnikow have indset, at det ikke var sĺ ligetil for en jřde at vćre medlem af en modstandsgruppe i Danmark, og heller ikke af hele tre modstandsgrupper. Men det var Thalmay jo heller aldrig.  Forglemmelsen er endda endnu mere utrolig, nĺr man lćgger mćrke til at Blüdnikow ogsĺ var forfatter til en artikel i det fřrnćvnte skrift Antisemitisme i Danmark? fra 2001.

Vi ved en hel del om danske modstandsfolks attitude til jřder. Jřder var hellere ikke ligefremt velkomne i den Danske Brigade i slutningen af krigen. Desuden er fĺtallet af jřder, som figurerer som medlemmer i danske modstandsbevćgelser, naturligvis ogsĺ ganske forstĺeligt i lyset af, at bevćgelserne fřrst voksede sig stćrke efter at jřderne flygtede til Sverige. Derfor var der ingen jřdiske supermodstandsfolk, som var medlemmer af tre modstandsgrupper og samtidigt kontraspioner med sin gang i Dagmarhus og Shell-huset.

Snublesten bliver misbrugt - ogsĺ af Gunter Demnig selv

Fornylig blev der lagt 10 snublesten for Wehrmachtsoldater fra Luxemburg (lćs om det her i en artikel i det tyske magasin CICERO).

De faldne Wehrmachtsoldater var ikke, og bliver aldrig, ofre for nazismen. Den pinlige misbrug af stenene blev forelagt Gunter Demnig, som fřrst ytrede beklagelse. Men sĺ ćndrede han holdning og erklćrede, at "Wehrmachtsoldater ogsĺ var en slags ofre". Det er det rene vrřvl, uanset om hvorledes soldaten blev indkaldt.

Ved den udmeldelse fra Demnig, udvaskes den erklćrede formĺlserklćring for snublestenene som Demnigs projekt havde i begyndelsen. Tidligere har han f.eks. sat en sten for en kendt jřdisk maler i Hamburg, Robert Liebermann. Men en sten for Liebermanns sřn, som havde en kristen moder, blev ikke lagt, fordi Demnigs regler ikke tillod det. Sřnnen Rolf Liebermann, som mange jřder ikke vil anerkende som jřde, kunne ikke fĺ en snublesten fordi han mor ikke var jřde. Han blev indkaldt til Wehrmacht og faldt i krigstjeneste (Se side 80-83 i disse artikler i tidsskriftet Rambam).

Nu er der tilsyneladende blevet slćkket pĺ reglerne, og moralen i forbindelse med projektet. Ikke at ville give en sten til en sřn af en jřde, som havde en kristen mor, er en uforstĺelig handling nĺr "racerene" Luxemburgere fĺr en snublesten, fordi Demning mener de var ofre. Siden jeg skrev om Robert og Rolf Liebermann i tidsskriftet Rambam, har Rolf ikke fĺet en snublesten (se her). De middealderlige Ashkenaziske regler om hvorledees "jřdiskhed" nedarves er der ikke blevet slćkket pĺ. De regler opfattes af mange jřder som racistiske.

Snublestensprojektet er blevet devalueret, ikke blot i Danmark, men i hřjeste grad ogsĺ af ophavsmanden selv. Demnig anede dog intet om den konstruerede historie som man har lanceret om Jacob Thalmay i Danmark.

Nogle vil muligvis pĺstĺ, at nĺr man mindes Wehrmachtsoldater i Luxemburg, kan man vel ogsĺ mindes en jřde i Danmark, pĺ en forkert adresse, og det til trods for at han agtede at skaffe navne pĺ danske modstandsfolk til Gestapo i Křbenhavn, mens han lovede modstandsgruppen Studenternes Efterretningstjeneste oplysninger om 50 kendte danskere som han pĺstod at tyskerne ville anholde som hćvn for et attentat i en café i Křbenhavn. Men sĺ nemt er livet ikke.

Alt ville have vćre i orden, hvis sagnet, som i de seneste ĺr er blevet udbredt om Jacob Thalmay, var sandt. Realiteten var dog en helt anden. Thalmays glorvćrdige tid som modstandsmand lader lader sig ikke dokumentere. Oplysningerne om ham som modstandsmand, som Frihedsmuseet har fĺet i efterkrigsĺrene, kan ikke bekrćftes. Derimod kan det dokumenteres, at efter krigen oplyste modstandsfolk, at de ikke kendte til Thalmays medlemskab af modstandgruppen Studenternes Efterretningstjeneste. Desuden beskrev en trosfćlle som flygtede til Sverige Thalmay som utrovćrdig.

Mĺske var der umiddelbart ingen grund til at fjerne plaketten for islćndingen Guđmundur Kamban pĺ Upsalagade 20, nu nĺr vi ved at han ikke beviseligt havde noget med Thalmays anholdelse og deportation at gřre. Men nu, nĺr den er vćk pĺ et forkert grundlag, břr snublestenen for Thalmay sĺ ikke ogsĺ fjernes?

- Nej, den samme gćlder kravet om at fjerne en mindeplakette for en mand, som var uskyldig i forhold til Jacob Thalmay. Men fjernelsen af plaketten i Upsalagade er efter min mening et mindesmćrke over en ny kultur af anklager og forfćrdelse, hvor mennesker ĺbenbart ikke kan, eller vil, lćre af fortidens fejltagelserne. - Det er blevet til en mindre plage over hele kloden. Tidens tegn fra fortiden mĺ ikke ses eller kendes af fremtidens generationer. Det er efter min mening den perfekte opskrift pĺ at folkedrab, forfřlgelse og ekstreme og menneskeforagtende holdninger fortćtter med at florere som en slags "sport" hos visse af vores medmennesker.

En mand som indirekte med sin mangel af realitetssans, og som "ikke kendte sine egne evners begrćnsning" - sĺdan som Thalmay blev besjrevet af en jřdisk ven, og var med til at danske frihedskćmpere blev deporteret til Neuengamme, er mĺske ikke den oplagte kandidat til en snublesten. Men Thalmay var ganske sikkert et offer, mest for sine egne handlinger og i vores moralistiske tider for de mennesker som blindt forsřger at glorificere hans fćrden med ubegrundede historier.

Jeg bad Berlingske Tidendes chefredaktřr Tom Jensen om at reagere pĺ en af hans journalisters fejlcitater og dĺrlige journalisthĺndvćrk som har ramt mig personligt. Det har Tom Jensen gjort (se 1. afsnit af denne artikelserie: Misbrug af Mindesmćrker). Det er jeg taknemmelig for.

Jeg řnsker ikke at fejlciteres af en dansk historiker som bruger sit arbejde som journalist til bevidst at sprede usandheder og glorificere mennesker med uforstĺelig rĺdden moral som Donald Trump. Mĺske har journalistens ret uforstĺelige fjendtlighed mod mig forblindet og forhindret ham i at lćse de oplysninger som jeg flere gange har sendt til ham om Thalmay-sagen?

Nu senest valgte han i hvert fald ikke at nćvne dem i sin kamp for at fĺ fjernet en lille gyldent skilt lavet af messingfarvet plastikmateriale sat op til hřjre for hovedindgangsdřren til Upsalagade 20 pĺ Řsterbro. Den gruppe mennesker, der fik skiltet placeret, var privatpersoner som dyrkede Kamban som kunstner men helt sikkert ikke for hans nazisympatier. Ved at fjerne skiltet har man rettet en bager for en smed. Handlingen virker lidt meningslřs, specielt nĺr danske politikere som ville gřre det ulovligt at skjule jřder i 1940 stadig mindes som helte og store statsmćnd. Dem kan man lćse om i min bog Medaljens Bagside.

Lad os endelig bevare snublestenen for Jacob Thalmay, pĺ det forkerte sted og med den forkerte information. Stenen er et mindesmćrke om den brutale tid vi lever i, hvor folk bruser af sted med pĺstande, uden noget at have dem i.

Kravet om fjernelsen af Kamban-plaketten var uberettiget. Journalisten som lancerede kravet, arbejdede mod bedre vidende. Lad os ikke fjerne snublestenen om Thalmay, ofret som selv skabte ofre med sine inkonsekvente handlinger. Lad os lćre af historien - i stedet for at omskrive den og forskřnne, sĺdan som den hřjhellige Gunter Demning er begyndt at gřre, nu nĺr han f.eks. pĺstĺr at Wehrmacht-soldater var ofre.

Kamban-plaketten skulle afleveres i den islandske ambassade

Da jeg i bladet Řsterbroliv, som dćkkede historien om kravet om fjernelsen af Kamban-plaketten pĺ Upsalagade 20, lćste at man ville aflevere skiltet til Islands Ambassade i Křbenhavn, tog jeg straks kontakt til formanden for husets beboerforening og gjorde ham opmćrksom pĺ, at det ville vćre en yderst dĺrlig idé, eftersom plaketten intet havde med den islandske stat eller dens holdning at gřre; Og ikke mindst, fordi der ingen dokumenterbare oplysninger kćder Guđmundur Kamban sammen med Jacob Thalmays endeligt.

Formanden for husforeningen i Upsalagade, Herbert Nathan, hvis bedstefar var en af de fřrste jřder som bosatte sig for en kort bemćrkning Island, fulgte mine rĺd. Plaketten blev fjernet og udleveret til Ţórdís Bachmann, som er datter af Helga Bachmann, der i sin tid var en af initiativtagerne til plaketten til minde om Kamban.

**

Hvis nogen stadig betvivler mine oplysninger om Jacob Thalmay, som jeg ihćrdigt forsřgte at formidle til Charlotte Thalmay samt til historiker og journalist Bent Blüdnikow, vil jeg gerne oplyse Rigsarkivet eller Frihedsmuseet, hvorledes deres arkivarer kan finde frem til den sag som fortćller om Thalmays sidste mĺneder i Danmark. Den interesserede finder oplysningerne i retssagen mod en lćngst afdřd kvinde X. X var efter Thalmays deportation bl.a. medarbejder hos tyskernes propagandaafdeling Kurt Eggers Stelle. Jacobs Thalmays gerninger og fćrden i Danmark, fřr deportationen til Sachsenhausen og Auschwitz, afslřres i akterne for Xs rettergang efter krigen.

Mvh Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

**

Den jřdiske kommentator og mediemand i Tyskland, Henryk Broder, har efter min mening beskrevet snublesten helt korrekt.

Stolpersteine sind Ayurveda für das schlechte Gewissen

Dette gćlder mĺske mest i Tyskland. Men dem der misbruger kuren mod dĺrlig samvittighed mĺ have det rigtigt dĺrligt med sig selv.

IMG_2449 b

Snublesten for Jacob Thalmay, samt nederst en mindeplade for ham i Mindelunden. Hvordan kan det vćre, at han fik en en mindeplade i Mindelunden nĺr lederen af en modstandsgruppe som hans skulle have tilhřrt, blankt afviste at Thalmay havde vćret medlem af gruppen? Fotos. V.Ö. Vilhjálmsson.

IMG_2489 b

 


« Síđasta fćrsla | Nćsta fćrsla »

Bćta viđ athugasemd

Ekki er lengur hćgt ađ skrifa athugasemdir viđ fćrsluna, ţar sem tímamörk á athugasemdir eru liđin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikiđ á Javascript til ađ hefja innskráningu.

Hafđu samband