Misbrug af mindesmærker 1 - 4

I

IMG_2368 c

Den 13. august 2021 bragte Berlingske Tidende en redaktionel rettelse. Jeg havde bedt bladets ansvarshavende redaktør, Tom Jensen, om at foretage en rettelse, da en af bladets journalister, Bent Blüdnikow, henviste fejlagtigt og bevisligt mod bedre vidende til min bog Medaljens Bagside (2005):Rettelse 13.8.2021

Rettelsen, som Berlingske Tidendes redaktør foretog, kan man se her på den redaktionelle side i Berlingske den 13. august 2021. Fejlen blev også rettet i den nævnte artikel af Bent Blüdnikow (se her), dog uden at man kunne se, hvad der blev rettet. Den oprindelige version kan derimod læses her og læseren selv sammenligne forskellen.

Jeg takker hermed venligst Berlingske Tidendes chefredaktør, Tom Jensen, for rettelsen, som dog ikke var helt fyldestgørende, fordi en af de aspekter jeg bad om en rettelse af, og som ikke fremgår af min bog Medaljens Bagside, blev glemt.

Når man ønsker at fjerne brudstykker af fortiden, fjerner man altid noget af nutiden

Ikonoklasme, fjernelsen af symboler og ikoner fra en religion eller mindesmærker fra en tidligere styreform eller era, er den nye ahistoriske trend.

Ikonoaklaster ønsker udslettelse af alt der kunne minde dem om noget som de ikke kan lide. Denne udryddelsestrang ses blandt Talibaner og ISIS, såvel som blandt frihedselskende mennesker i Vesten. En afart af ekstrem ikonoklasme er når man fjerner mindesmærker og monumenter, som ikke behager folk i det 21. århundrede. Folk som kræver fortidens historie og religioner udraderet har i bund og grund ikke mod til at se fortiden i øjnene, og ej heller lære af den og dens mange fejltagelser.

Visse monumenter, såsom mindesmærker i de baltiske lande, hvor hjemlige jødemordere bliver hyldet som frihedshelte, fordi de efter mordene på den jødiske lokalbefolkning bekæmpede russerne/kommunismen, er derimod så perverse, at en velovervejet fjernelse af monumenter for de lokale mordere er den eneste reelle løsning i en demokratiproces som f.eks. Estland, Letland og Litauen siges at være i.

Fjernelse af fortidens fysiske levn er i det hele taget en farlig proces. Hvis alle derimod kunne lære af fejltagelser i fortiden, ville færre mennesker lide af den sygelige og primitive nedrivningstrang som ses vidt og bredt på kloden i dag.

Vil man have mindesmærker over Nazi-mordere væk, sådan som man forsøger det i de baltiske lande, er det helt forståeligt; Men en plakette over en islandsk forfatter med nazisympatier som ikke begik forbrydelser som førte til tab af liv, er noget helt andet.

For nylig blev min bog Medaljens Bagside på det groveste fejlciteret i Berlingske Tidende i forbindelse med forsøg på at få en mindetavle om en islandsk nazi-sympatisør som blev skudt den 5. maj 1945 i København, fjernet fra en husmur ved Upsalagade 20 på Østerbro i København. Nu er tavlen fjernet (se her).

Onsdag d. 11. august 2021 talte jeg telefonisk med en islandsk ven, som besøgte sin familie i København. Han ønskede mig bl.a. tillykke med omtalen i Berlingeren. »Hvilken omtale?«, spurgte jeg meget forbavset. »Jo med forsøget på at få mindeplaketten om den islandske forfatter Guðmundur Kamban (1888-1945) fjernet fra en husmur i Upsalagade 20 på Østerbro i København«, svarede min ven.

Jeg kunne meddele min ven fra Island, at den sag havde jeg intet med at gøre, samt at jeg ikke kendte til artiklen i Berlingske Tidende, skrevet af Bent Blüdnikow. Jeg havde været i Jylland på sommerferie og for at tage afsked med min svigerfar som døde d. 12. august. 

  »Nåh, men han henviser til dig ... din bog".  »Det er meget muligt", sagde jeg, »men Blüdnikow har jeg ikke hørt noget fra i 10 år, for jeg var vist ikke højreorienteret nok for ham«, forklarede jeg;

  »Men nyheden var også med i Mogginn [kælenavnet for den islandske morgenavis Morgunblaðið]«, fortsætte min ven, og jeg var lige så overrasket som før, for artiklen i Morgunblaðið havde jeg heller ikke læst.

Jeg undersøgte straks de to artikler. Bent Blüdnikows artikel henviste ganske vist til min bog Medaljens Bagside (Forlaget Vandkunsten 2005), men artiklen i Morgunblaðið var blot et referat af artiklen i Berlingeren d. 9. september 2021.

Artiklen i Berlingske Tidende er skrevet af en journalist som har en historiker-baggrund, og som nok er bedst kendt som manden som får gamle frontkæmpere på venstrefløjen til at se rødt. Blüdnikow bruger tit morsomme ord som "konsensushistorie", hvad al sort-hvid historieskrivning i bund og grund er. Dem der overbeviser masserne bedst vinder historiekapløbet.

Blüdnikows kamp mod f.eks. Bo Lidegaards rosenrøde historieskrivning er derimod meget prisværdig. Lidegaard anvender sig af en form for historisk ikonoklasme, fordi kritik af et vedtaget, men også ofte snævert syn på nye historiske opdagelser, slet ikke bliver drøftet i hans bøger og i visse tilfælde bliver de affejet af Lidegaard og ligesindede som "moralisme". Hvad kan man ellers forvente fra en dansk historiker som f.eks. ikke mener at der herskede kolonitilstande i Grønland og som konkluderer at samarbejdspolitikken, (kollaborationen med tyskerne), var en velsignelse for jøderne i Danmark? Det kan få alle ærlige mennesker til at reagere.

Samtidig har Blüdnikow selv haft en ret ahistorisk mærkesag: Han var fremtrædende i rollen som den mest markante og helhjertede danske støtter af præsident Donald Trump. Ifølge Blüdnikows eget udsagn, lyttede han ikke en gang til sin mor da hun rådede ham at holde nallerne væk fra Trump. "De andre forstår ikke Trump" var hans gennemsnitlige 5-års analyse i Berlingeren, eller helt indtil amerikanske tosser og antisemitter indtog Capitol Hill under Trumps opfordring. Siden da, har Trumps selvudråbte danske propagandist på Berlingeren været uhyggeligt tavs og stoppet sin tidligere dans om den orange tyr i det Hvide Hus (se f.eks. her).

Grimme fejlcitater

Jeg kunne straks se, at min gamle ven, journalist Blüdnikow ved Berlingske Tidende, havde begået to alvorlige og åbenbart overlagte citatfusk i de to citater, hvor han henviser til mig i sin artikel. Det et en artikel som går ud på at en kvinde i København, Charlotte Thalmay, kræver at mindetavlen for Guðmundur Kamban ved Upsalagade 20 blev fjernet, fordi hun mener - mod bedre vidende - at hendes bedstefar, Jacob Thalmay blev stukket af islændingen Guðmundur Kamban.

Blüdnikow påstår følgende i sin oprindelig ikke rettede artikel (se her): 

» I bogen »Medaljens bagside« (2005) har arkæologen Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson skrevet om Kambans samarbejde med nazisterne med kilder fra Rigsarkivet som grundlag. Ifølge disse kilder besøgte Kamban ofte Shellhuset, der var Gestapos hovedkvarter. Vilhjálmsson skriver, at Gudmundur Kamban angav frihedskæmperen Jacob Thalmay til nazisterne. «

Blüdnikows sjuskede omgang med fakta i dette tilfælde er åbenlyse og ligefremt pinlige. Derfor har Berlingske Tidende offentliggjort en rettelse.

Jeg har ingen steder i min bog skrevet, at jeg byggede mit udsagn om Jacob Thalmay på kilder i Rigsarkivet (se bogafsnittet her). 

Jeg henviste meget tydeligt i fodnote 607 til kapitel 3 i min bog Medaljens Bagside, til Mark Thalmay, en nevø til Jacob Thalmay. Anden viden havde jeg jeg ikke i mit korte afsnit om Thalmays arrestation og deportation, da min bog Medaljens Bagside udkom i 2005.

Blüdnikow fremfører også en anden sjusket usandhed i sin artikel d. 9. august 2021 i Berlingeren:

» Ifølge Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson var Kamban ikke blot på nazisternes lønningsliste for at skrive om tang, men langt mere aktiv på nazisternes side i krigen. Således besøgte Kamban den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels i Berlin, hvor han foreslog, at nazisterne invaderede Island.: «

Man skal også lede længe efter disse påstande i min bog, for der findes de ikke; Hverken et eneste ord om tang eller Goebbels i forbindelse med Kamban bliver nævnt i min bog Medaljens Bagside. Bent har tydeligvis fået en underlig form for assistance, eller blandet andre kilder sammen med oplysningerne i min bog.

Spørgsmålene som jeg står tilbage med er disse:

Har historikeren Blüdnikow mistet fornemmelsen for historiefagets fundamentale kildeomgang og finesser, eller har journalistikken fordærvet historikerens nøjagtighed? Måske er han snarere henfalden til den kunst som hans forgudede Trump altid beskyldte andre for, nemlig at skabe fake news

maxresdefault

Jeg er desværre tilbøjelig til at tro, at det sidste måske er tilfældet, for Bent Blüdnikow skrev sin artikel i Berlingske Tidende d. 9.8.2021 aldeles mod bedre vidende. Dét skal naturligvis dokumenteres og det gør jeg bl.a. i de følgende tre afsnit.

 

II

IMG_2453 b

Foto: V. Ö. Vilhjálmsson

Der er altid en forhistorie

Forhistorien/baggrunden skal man have med i al historieberetning, for den kan ofte bedst forklare et senere hændelsesforløb som man ønske at koncentrere sig om. Mange griner ofte af tyskerne for at bruge ca. 1/5 dele af et fagligt værk for at gennemgå Stand der Forschung. Men den skik er da ikke så dårligt endda. 

Manglende oplysninger om "forhistorien" er netop grunden til at Bent Blüdnikow lavede to grove fejlhenvisninger til min bog Medaljens Bagside i en artikel om i 2021. Blüdnikow ønskede kort sagt ikke at bringe faktuelle oplysninger (som han havde modtaget fra mig i en e-mail) men valgte i stedet for en skrøne som umuligt kan dokumenteres. 

Fra 2008-2010 var jeg ansvarshavende redaktør for tidsskriftet RAMBAM, som bliver udgivet at Selskabet for dansk jødisk historie og forskning. Bent Blüdnikow, som var en af mine gode venner, vores store modsætninger i politiske standpunkter til trods, var formand for selskabet på samme tidspunkt. Jeg var ulønnet redaktør, men havde derimod fuldt råderum over, hvad der blev skrevet i tidsskriftet, naturligvis i godt samarbejde med bestyrelsen.

I 2010-2011 arbejdede jeg, samt en tidligere redaktør af skriftet, på en artikel om tvivlsomme, måske lovstridige økonomiske transaktioner begået på Det Dansk Jødiske Museum. Museet søgte midler til driften sådan at museet midlertidigt kunne oppebære driftsstøtte fra Københavns Kommune, hvis likviditeten på museet vel at mærke var i orden. Men det var den langt fra at vare. Museet var det som man kalder bankerot.

En nyansat historiker ved museet havde fået en forskningsbevilling, som dækkede hans stilling. Men ude af det blå blev den meget dygtige og produktive historiker Torben Jørgensen fyret af museets leder, Janne Laursen, fordi han kritiserede hende. Få måneder senere godkendte medlemmer af museets bestyrelse brugen af pengene fra den fyrede Jørgensens øremærkede bevilling som en slags garanti for en to år driftsbevilling som de kunne få fra Københavns Kommune. Den bevilling var fundamentet til en senere helt ekstraordinær, permanent statsstøtte til dette ene museum, uden et sidestykke. Den usædvanlige og ulovlige tjeneste blev afhjulpet af nogle af Dansk Folkepartis politikere i Folketinget, som gennemtrumfede en statsstøtte til museet i en tid hvor intet museum i Danmark i flere år havde oppebåret en statsstøtte til driften. 

Dokumentation for denne ulovlige omgang med forskningsmidler havde vi modtaget fra Bent Blüdnikow selv, som ivrigt havde kæmpet i flere år mod ledelsessvigt i Dansk Jødisk Museum.

Men på grund af pres fra en advokat i museets bestyrelse, en gammel ven af Blüdnikow, vendte Blüdnikow på tallerkenen, og forbød mig at skrive om Dansk Jødisk Museums vej til statsgarantien. Jeg oplyste formanden, at det kunne han ikke. Så "fyrede" Bent Blüdnikow mig telefonisk fra "stillingen" som redaktør på RAMBAM - hvis man kan kalde udelukkelse af en kritisk redaktør, som ikke modtager løn for sit arbejde, for fyring.

Injurierende udtalelser sendt fra Berlingske Tidende

Denne underlige fyring var, i og for sig selv, i orden med mig. Samarbejdet med Blüdnikow var ingen fornøjelse. Men de injurierende e-mails som fulgte fra Bent Blüdnikow fra hans e-mailadresse hos Berlingske Tidende, blev mig for meget. Jeg måtte kontakte Lisbeth Knudsen, Blüdnikows chefredaktør - som kaldte Blüdnikow på tæppet og satte ham ordentligt på plads. Siden da har jeg ikke hørt fra Bent Blüdnikow. 

Men Blüdnikow tillader sig også at henvise forkert til mine værker uden at have været i kontakt med mig i 10 år - bl.a. fordi jeg var for "rød" for hans smag. Jeg kender ikke den politiske farveskala i Blüdnikows univers, men han ser ofte rødt. Meget af hans journalistik på Weekendavisen, da han arbejdede der, gik ud på at få danske kommunister og socialister til at krybe til korset og bekende sine synder, som om de i ondskab var af samme kaliber som danske nazimedløbere. Den mission forekom da lidt sær og endda latterlig til tider.

Spion-Bent spøger

Mit venskab med Blüdnikow, som jeg skrev faglige artikler sammen med, kom på prøve længe inden han "fyrede mig". I 2000-2002, da jeg var seniorforsker ved Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier (DCHF) i København, fik jeg slynget i hovedet af det jeg troede den gang var min gode ven Blüdnikow, at jeg stod bag en udelukning af historikeren Bent Jensen, på centret.

Bent Jensen, som i den periode var Blüdnikows store idol, havde bedt om ansættelse på DCHF, men Jensen ønskede ikke at være fysisk tilstede på centret i København, men derimod sidde på Fyn og forske i kommunismens grusomheder som han på det groveste sammenligner med nazismens. Blüdnikow som bragte mig denne anklage, troede blindt på sin mester, Bent Jensen. Jeg skulle, som sagt, have haft et eller andet at gøre med direktør Uffe Østergaards afvisning af Bent Jensens evt. ansættelse at gøre. Det havde jeg ad gode grunde overhovedet ikke.

Jeg sad ikke i noget råd eller nævn ved DCHF. Jeg var der for at foretage forskning, som udkom i en bog, som Blüdnikow ikke kan henvise korrekt til i 2021, nemlig Medaljens Bagside. Til trods for forsøg på at overbevise Blüdnikow om, at jeg ikke havde noget med afvisningen af Bent Jensens ansættelse ved DCHF at gøre, valgte Blüdnikow at tro på sin ideologiske partner Bent Jensen.

Senere erfaring har vist, at det kan være varsomt at tage alt som Jensens skriver for pålydende, f.eks. anklager om spionage for fremmede magter. Jeg er blot glad for at jeg ikke fik et spionstempel på mig sådan som nogle af Jensens ofre har fået. Jeg skulle "efter sigende" have spændt ben for ham på Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier. Men det er en lodret løgn, som Blüdnikow desværre faldt for.

Snublestenene

Bent Blüdnikow, forfatteren til artiklen i Berlingske Tidende om minetavlen i Upsalgade, som Charlotte Thalmay krævede fjernet, kontaktede mig ikke da han skrev sin fejlfyldte artikel om mindetavlen i Upsalagade - og det gjorde han heller ikke, da han for nogle år siden i en artikel i Berlingske Tidende påstod, at han selv var ophavsmanden til projektet med snublesten i Danmark. Det er også en uforskammet usandhed. Bent havde intet med det oprindelige snublestensprojektet at gøre.

Jeg var ophavsmanden, sammen med en lille gruppe mennesker med tilknytning til Selskabet for Dansk jødisk historie. Jeg skrev nogle artikler i RAMBAM om stenene (se f.eks. her). Jeg modtog  tilladelse fra Københavns Kommune til placering af stenene, men mindre heldig var jeg med at finde penge til projektet. Den tyske kunstner Gunter Demnig stillede som et krav, at jøder eller deres familier ikke betalte for sten for jøder. Derudover havde visse danskere som jeg kontaktede åbenlyse fordømme overfor jøder og mente, at de måtte selv kunne betale for sådan et projekt.

Men verdens rigdomme er skævt fordelt, velhavere har der aldrig været mange af blandt danske jøder. Jeg fulgte også stringent Gunter Demnigs påbud om, at jøder ikke måtte betale for snublesten. Jeg havde derfor - og desværre - ikke held med at finansiere projektet. 

Da Bent Blüdnikow blev snublestenenes fader i Danmark

Mange år efter at jeg blev "fyret" fra den ulønnede stilling som ansvarshavende redaktør for RAMBAM, begyndte Bent Blüdnikow at figurere som "snublestenenes fader" i Danmark - i sine egne artikler. Nogle år senere blev der dannet en ny initiativgruppe, som havde bedre kontakter til storkapitalen end jeg nogensinde vil få, og det lykkedes heldigvis at få snublesten til Danmark.

Den nye snublestensgruppe vidste dog, til at begynde med, ikke andet end at "Blüdnikow var initiativtageren til projektet i Danmark". Men efter at jeg tog kontakt til gruppens forstander og gjorde opmærksom på, at det var mig der i sin tid havde forsøgt at starte projektet op i Danmark, blev jeg inviteret med ind i gruppen og de tilladelser som Københavns kommune havde givet, da jeg søgte om dem i sin tid, blev prompte fornyet.

Blüdnikow, som var med i den nye Snublestensgruppe, trak sig  ud. Han ønskede efter sigende ikke at sidde til bords med mig. Han havde vel sikkert ikke glemt den dag, hvor han måtte stå skoleret hos Lisbeth Knudsen fordi han svinede mig på det groveste til i en e-mail sendt fra hans arbejde på Berlingske Tidende. Forhåbentlig havde han ikke glemt at han "fyrede" mig som ulønnet redaktør af tidsskriftet RAMBAM, fordi jeg ønskede at skrive sandheden om økonomiske fiflerier i Dansk Jødisk Museums regi, som vel at mære var oplysninger som jeg oprindeligt havde modtaget fra Blüdnikow selv.

Men nu har det vist sig, at til trods for en total afvisning af mig samt henvendelser fra mig, så mener Blüdnikow åbenbart at han har ret til at henvise forkert til mit arbejde - og oven i købet tage æren for andet jeg har lavet. Det er en tand for sygt, hvis jeg må sige min mening.

Thalmays minde hædres

Thalmay til webside (2)Fangefoto af Jakob Thalmay som blev bragt i Bogen Medaljens Bagside. Foto Rigsarkivet.

Med i den nye initiativgruppe for snublesten, som jeg blev inviteret ind i, var Charlotte Thalmay, som 2019 meget bombastisk krævede mindeplaketten om Guðmundur Kamban fjernet fra Upsalagade 20 på Østerbro; Der hvor Kamban boede på et pensionat, da han blev skudt af en modstandsmand som troede Kamban forsøgte at få fat i et skydevåben i sin jakkelomme. Ifølge en nær ven af Kamban, nazisympatisøren Kristján Albertsson, var det Kambans vane at stikke begge hænder dybt i sine jakkelommer, da han var vred eller stress-påvirket. Dette oplyste Albertsson til de danske politimyndigheder i 1945.

Thalmays historie forvandles

I Snublestensgruppen kæmpede Charlotte Thalmay først og fremmest for at få en snublesten placeret for sin farfar Jacob Thalmay (hvis oprindelige navn var Suslowitch). Til min store overraskelse havde historien om Thalmay vokset betydeligt i hendes erindring siden jeg fik den lille oplysning fra Mark Thalmay, hendes slægtning som hun åbenbart ikke ønskede at have nogen kontakt med.

Efter det første møde som jeg deltog i i den nye snublestensgruppe, efter at jeg var blev inviteret med i den, gjorde jeg Charlotte Thalmay venligt opmærksom på, at jeg havde fundet ny viden siden min bog udkom, som ikke inkriminerede Guðmundur Kamban, i forhold til hendes bedstefar. Jeg oplyste hende om brudstykker af den viden. De oplysninger ville hun ikke høre om. Jeg tilbød hende at vise hende det i arkivet, hvor hun kunne selv læse de oplysninger - men hun takkede nej.  

På dagen for de første nedlæggelser af snublesten i Danmark d. 17. juni 2019, udkom Bent Blüdnikows artikel (se her) om hendes bedstefar som modstandsmand, spion og helt, en historie som hun allerede i 2015 havde fået lanceret på hjemmesiden for mindestedet for koncentrationslejren i Mauthausen i Østrig (se her). Mauthausen var hovedlejren for lejren i Melk, som Thalmay blev sendt til på en dødsmarch fra Auschwitz.

Da jeg gjorde Charlotte Thalmay opmærksom på, at det hun og Bent Blüdnikow skrev, overhovedet ikke stammede fra min bog, og at det i mine øjne var ren fiktion. Så modtog jeg underlige fornærmelser på messenger i Facebook fra Charlotte, som jeg downloadede. Kort efter  afbrød hun vores FB-kontakt. Senere (17.6.2019) bragte Blüdnikow så den hjemmestrikkede historie om Jakob Thalmay i Berlingeren uden at tjekke kilderne.

I kølvandet på den nye historie om Jacob Thalmay, hvor han var blevet opgraderet til en jødisk helt, modstandsmand, spion og medlem af hele tre modstandsbevægelser, kontaktede jeg alle medlemmer af snublestensgruppen og gav dem væsentlige anonymiserede uddrag fra oplysninger om Thalmay sidste måneder i Danmark som jeg havde stødt på i Rigsarkivet ved arbejde for Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem.

Fyret igen

I efteråret 2019 skrev formanden for den anden snublestensgruppe i Danmark, Henriette Harris, som er bosat i Berlin, til mig, at min tjeneste ikke længere var ønsket i arbejdsgruppen for Snublesten i Danmark. Hun inviterede lidt senere Bent Blüdnikows kone, antikvitetshandler Ira Hartogsohn, med i gruppen.

Man ønskede tilsyneladende ikke at tro på en ekspert som kendte kilderne om personerne som skulle mindes og som var blevet inviteret ind i gruppen for at bidrage med sin viden. Fiktion var åbenbart mere interessant end fakta når det drejede sig om snublesten og jødisk historie i Danmark.

Men fiktion var ikke noget som ophavsmanden til snublestensprojektet, Gunter Demnig, brød sig særlig meget om. Hans regler, som ophavsmand for dette udmærkede projekt, er på det groveste blevet brudt og sjoflet af den danske snublestensgruppe.

Jeg sendte i 2019 korte anonymiserede uddrag af de nye oplysninger jeg havde fundet i Rigsarkivet om Thalmay til Bent Blüdnikow, fordi han havde troet på og lanceret en skrøne i Berlingske Tidende d. 17. juni 2019 (se hans artikel fra den gang her). Han reagerede heller ikke den gang på min henvendelse. Hans vrede fra den gang han fyrede mig som ulønnet redaktør af RAMBAM var vist ikke blevet mindre i løbet af 10 år. 

Derfor undrer det mig måske ikke så meget, at Blüdnikow skrev som han gjorde i Berlingske Tidende d. 9. august 2021. Han skrev mod bedre vidende, da han sammen med en efterkommer efter en påstået jødisk modstandsmand og kontraspion, som faktisk også var vellønnet informant hos Gestapo i rollen som "Bent Jakobsen", krævede fjernelsen af en mindeplade for den islandske nazi-sympatisør Guðmundur Kamban, en nazi-sympatisør som intet havde med Jakob Thalmays skæbne at gøre. Kambans uskyld fik Jakob Thalmays barnebarn besked om og ligeså Bent Blüdnikow.

Bent Blüdnikow fik i 2019 pålidelige oplysninger om Thalmay. Dem sendte jeg til ham i en e-mail. I 2021 valgte han, til trods for at han er historiker, alligevel i den journalistiske skjorte, at lancere skrøner som ikke kan dokumenteres. Derfor var to af hans sætninger, "citater" fra mit værk Medaljens Bagside, antageligt bevidst fejlagtige, hvis de da ikke ret og slet var usædvanligt dårligt historiehåndværk. Det må Blüdnikow have med sig selv. Arbejdet dømmer manden. Berlingske Tidende måtte dog bringe en rettelse. Man ville ikke risikere en klage fra mig til Pressetisk råd.

 

III

IMG_2461 b

Foran denne bygning på Carl Plougsvej 7 på Frederiksberg placerede man d. 17. juni 2019 en snublesten til minde om Jacob Thalmay. Dette var dog, strengt taget, ikke hans sidste bopæl i Danmark. Snublesten skal placeres på det senest kendte adresse. Straks efter at Jacob Thalmay sendte sin kone og søn til Sverige, boede han hos en yngre kvinde (X) som han "ensidigt" havde forelsket sig i. Hun havde inden kommet i hans optiker og guldsmedeforretning på Vesterbro, og han var begyndt at give hende gaver.

Ifølge de regler som den tyske kunstner og initiativtager for snublesten, Gunter Demnig, har sat, skal snublesten / Stolpersteine, placeres på den "sidste kendte bopæl" for ofret som mindes. I dette tilfælde blev det ønske ikke opfyldt. Foto V. Ö. Vilhjálmsson (2021).

Hvad vides der om Jacob Thalmay, som Blüdnikow ikke ønsker at høre dokumenterede fakta om, eller formidle dem til andre i sin rolle som journalist ved Berlingske Tidende?

Det må nu anses for at være helt sikkert, at der i den eneste kendte retssag i det danske retsopgør, som indgående nævner Thalmays endeligt, ingen oplysninger er at finde om islændingen Guðmundur Kamban som aktør eller ansvarlig for Jacob Thalmays skæbne i 1943-44.

Dette havde jeg allerede meddelt Bent Blüdnikow i en e-mail som han har aldrig umagede sig ved at svare på.

Den oplysning jeg fik fra Mark Thalmay, som jeg bragte i min bog Medaljens Bagside (2005), er dog måske ikke helt forkerte, for en anden islænding end Kamban spillede en rolle i en strafferetssag for den unge kvinde X i Rigsarkivet:

Jacob Thalmay var ganske vist på en eller anden måde involveret i hjælpen til jøder i 1943, idet han efter eger sigende havde vilde planer, om med bevæbnet magt at redde jøder fra Horserød, herunder dele af sin kones familie.

En ledende skikkelse (EE) i modstandsgruppen Studenternes Efterretningstjeneste kom til et møde i lejligheden på Christianshavn, hvor Thalmay havde fået husly hos den yngre kvinde X, som blev født i 1914 i Kastrup.

EE kendte på det tidspunkt intet til Thalmay. Thalmay introducerede sig som Bent Jacobsen. Modstandsmanden EE påstod under politi- og retsforhør i 1945, at Thalmay/Jacobsen ikke var medlem af Studenternes Efterretningstjeneste. Jacob Thalmay havde derimod forbindelse med to søofficerer som han ville planlægge det førnævnte angreb på Horserød sammen med.

EE

Et billede af modstandsmanden EE

I 2018, da forfatteren til denne beretning var blevet inviteret med i den ny snublestensgruppe - og Bent Blüdnikow havde meldt sin afsked fra gruppen (grundet min indtræden) - fik han en besked på FB fra Charlotte Thalmay, som jeg helst ville have været foruden. I FB-beskeden påstod hun, at jeg havde sagt at hendes bedstefar var nazist. Jeg afviste det på det kraftigste. Det som jeg vidste om Jacob Thalmay stod at læse i min bog Medaljens Bagside i 2005, og baserede bl.a. på en fortælling fra en slægtning til Charlotte Thalmay, som desværre ikke var med til snublestensplaceringen - fordi han ikke blev inviteret af sine familiemedlemmer i København.

Jeg rådede Charlotte Thalmay at bruge det som står i bogen Medaljens Bagside.

I det materiale jeg kendte til, før udgivelsen af min bog i 2005, samt yderligere materiale som jeg senere har fundet ved gennemgang af sager fra retsopgøret i København, ved jeg at den historie som nu bliver fortalt om Jacob Thalmay på hjemmesiden snublesten.org, som også blev fortalt i Det Jødiske Hus i 2019, samt i Berlingske Tidende, og tidligere har været fortalt af Charlotte Thalmay i udlandet (se her) er ukorrekte og delvist ren fiktion. 

Denne nye gennem-konstruerede fortælling om Jacob Thalmay findes på hjemmesiden for Mauthausen-lejren i Østrig og er derfor blevet en international nyhed, som nu kommer til at spredes over den ganske verden. Den fortælling, som vel at mærke intet har med min bog Medaljens Bagside at gøre, holder ikke. Gedenkstette Mauthausen har venligst oplyst mig, at beretningen kom fra Charlotte Thalmay. Hun har ikke brugt min bog for at lave sin beretning og der henvises heller ikke til min bog på mindestedets hjemmesiden i Tyskland. Oplysningen er kun og alene Charlotte Thalmays ansvar.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at historien med Thalmay i Naziuniform ikke må, ikke kan og skal ikke relateres til mig som som historisk rådgiver - for en kort periode - i det andet danske snublestensprojekt, hvor formanden udviste mig fra projektet, da jeg forsøgte af rette fejl i gruppens forestillinger om og fremtilling af Jacob Thalmay.

Jeg har som forsker og privatperson forsøgt at menneskeliggøre ofrene for nazismen i Danmark, som inden da - med ganske få undtagelser - kun har stået uden navn eller blot som numre. Til og med Bent Blüdnikows egen udmærkede bog, Som om de ikke eksisterede (1991) var danske historiker ikke interesseret i fremmede ofre under 2. verdenskrig i Danmark.

Ofrenes skæbner er også blevet fortiet og benægtet af diverse myndigheder. Samtidigt har det offentlige Danmark, politikere og et intetanende Kongehus, i det store udland høstet ros for redningen af jøder i Danmark, mens de embedsmænd der vidste besked om udvisninger af jøder inden 1943 systematisk tav om danske myndigheders udvisning af jøder og andre truede mennesker.

Jeg gjorde Charlotte Thalmay i 2018 opmærksom på, at hendes nyeste opfattelse af hendes bedstefars bedrifter i 1943 ikke er korrekte. Jeg har ikke villet fortælle meget mere, og det gjorde jeg mest for at skåne Charlotte for evt. ubehagelige fakta. For al sandhed er ikke lige behagelig. Men hun ønskede ikke at gå i arkivet med mig og kvitterede for mine råd med en fornærmelse mod mig via FB/Messenger.

Vidneudsagn om Thalmay

Der findes et vigtigt skudsmål givet om Jacob Thalmay, som jeg bestemt stadig ser som et offer, men lige så bestemt ikke som en helt, med håret farvet blond (eller mørkerødt) med mørke briller, og oven i købet iført en Gestapouniform på lønningslisten i Dagmarhus.

Skudsmålet er givet af Jacob Thalmays jødiske trosfælle ved en stikkerrettergang mod kvinden X i 1945. Stikkeren X var den kvinde, som Jacob Thalmay havde forelsket sig i før oktober 1943. Den forelskelse var ifølge hende selv grunden til at Thalmay valgte at blive i Danmark i stedet for at rejse med sin kone og barn til Sverige. Ifølge førnævnte modstandsmand EE, sendte Jacob Thalmay kærlighedsbreve fra Sachsenhausen til denne kvinde.

Af en vidneforklaring aflagt af en jøde, NN, i Københavns Byret i 1945 fremgår dette skudsmål om Thalmay:

» Efter Anmodning mødte NN og forklarede, at han har kendt Talmay gemmem flere Aar.  Da Jødeforfølgelserne kom, gik de begge under Jorden, og de mødtes forskellige Steder, uden at de var klar over, hvis Bopæl de var på. I første Halvdel af Oktober, var Komp. [Komparenten] nogle Gange til Møder i en Lejlighed i [adressen for den kvindelige stikker som Jacob Thalmay boede hos], men hvis Lejligheden var, var han da ikke klar over. Tilstede ved disse Møder var for uden Komp. og Talmay en AA og en BB, som vistnok var Søofficerer. Der blev drøftet og planlagt almindelige Sabotagehandlinger, ligesom der blev drøftet Spørgsmaalet om at befri Fangerne i Horserødlejren, enten ved et Overfald eller ved Bestikkelse. Komp havde gennem en person ved Navn C forbindele til Dagmarhus paa den Maade, C kom sammen med en Person ved Navn DD, som havde Forbindelse paa Dagmarhus. Komp. talte dog af og til med DD, som han kendte . Komp. havde da ingen Kendskab til, hvor de nævnte Personer, Talmay, AA og BB holdt til eller boede.  ... Den 13/10 -43 rejste Komp. til Sverrig, og her fik han Hilsner fra Talmay, som meddelte, at han havde taget Dæknavnet Jacobsen, og at han nu spillede Dobbeltspil, idet han havde en Stilling hos Gestapo og fik 600 Kr. om Maaneden. Han skulde være Stikker for Gestapo. Komp. fandt, at det var noget Fantasteri. Komp. har aldrig været helt sikker på Talmay, dog ikke på Grund af hans Motiver, men mest paa Grund af han svigtende Dømmekraft, idet Komp. mener, at Talmay ikke kender sine egne Efners Begrænsning. ... Komp. havde Forbindelse med EE [et højtstående medlem af Studenternes Efterretningstjeneste], som hjalp Jøder til Sverrig, og da Komp. rejste, har han givet Talmay Oplysning om, at han kunde henvende sig til EE, saafremt han senere vilde til Sverrig. Komp. advarede almindeligt andre om at være forsigtige med Talmay, men Komp. har sikkert i Travlheden glemt at advare EE. «

Thalmay boede hos X i hendes lejlighed. Hendes lejerlejlighed var faktisk hans sidste bopæl i Danmark, men ikke hans ejerlejlighed på Carl Plougsvej, hvor man placerede en snublesten for hans minde i 2019.

Kvinden X, bedyrede under flere forhør i 1945-1946 at hun ikke havde stukket Thalmay, samt at han selv havde forårsaget sin anholdelse. 

Senere arbejdede X for tyskerne i Dagmarhus, og var forlovet og muligvis senere gift med en Gestapo-officer.

Helt sikkert må det dog anses, at hun (X) var medvirkende til at en af lederne (EE) af Studenternes Efterretningstjeneste, samt en anden modstandsmand, blev anholdt af tyskerne, deporteret til Sachsenhausen og videre til Neuengamme.

EE sad en kort overgang med Thalmay i Sachsenhausen og fik først dér oplysninger om Thalmays rigtige navn. EE overlevede heldigvis lejrene i Tyskland og kunne ved forhør i 1945 berette at Jacob Thalmay ikke var et medlem af hans modstandsgruppe.

En søløjtnant, SN, som Thalmay fik kontakt til da han havde vilde planer om at befri jøder ved hjælp af våben fra Horserød, boede en overgang i Xs lejlighed i Dronningensgade 54.

Søløjtnant SN forklarede den 26. februar 1946 under et forhør.

» Talmay [sic] vilde gennem Komp. [Søløjtnanten SN] skaffe sig et falsk Legtimationskort for at komme ind i Gestapo, eller evt. komme til Tyskland for at skaf [sic] nogle Paarørende ( Jøder ) ud fra Lejrene.

Komp. [SN] skaffede Talmay falsk legitimation og en Daabsattest lydende paa saavidt han husker en Assurandør fra Randers [ved navn Bent Jacobsen], og derefter kom Talmay ogsaa i Samarbejde med Tyskerne - vistnok gennem en person ved Navn GT, som nu er likvideret. Dette Samarbejde kom istand ca. 14 Dage forinden Talmay blev anholdt. Talmay havde farvet håret mørkerødt «.

Thalmays dobbeltspil

Thalmay ville skaffe en liste til modstandsfolk med navne på danskere som tyskerne ville anholde som repressalie for bombeattentatet i Mocca Café-Bar - samtidigt med at han ville skaffe en liste over modstandsfolk til Gestapo.

Jacob Thalmay havde fortalt EE, at han kunne skaffe en liste fra tyskerne med navnene på 50 kendte danskere som tyskerne agtede at anholde som en repressalie for et modstandsangreb på en Mocca Bar på Frederiksberggade 38. Mocca Bar var et yndet samlingssted for tyskere. Den 27. oktober 1943 slog modstandsfolk til mod tyskerne. Nogle bomber blev sprængt og mennesker døde. Thalmay havde overbevist EE om, at han, grundet sit samkvem med tyskerne, kunne skaffe navnene på 50 danskere som tyskerne planlagde at anholde. 

mocca 2

Cafe Mocca Bar efter attentater 27.10.1943. Danske politifolk i gang med sin undersøgelse. Thalmay, med dæknavnet Bent Jacobsen, lovede modstandsfolk navne på 50 kendte danskere som han fortalte at tyskerne ville anholde som repressalieakt for de faldne tyskere på Mocca Bar. I forløbet med at finde Thalmay for at få listen med de 50 navne blev EE angivet og anholdt den 12. november 1943, Han opholdt sig i fængsel og koncentrationslejre (Sachsenhausen og Neuengamme) til og med 23. april 1945. Da han blev reddet fra Neuengamme på en af Røde Kors buskonvojer.

 

Thalmay kom ikke til et aftalt møde med EE; EE antog, at  Thalmay var blevet anholdt. EE havde kun et telefonnummer til X som Thalmay boede hos og havde forelsket sig i. Han ringede til hende og aftalte et mødes med hende på Gammel Strand, hvor han håbede at få førnævnte oplysninger fra Thalmay. EE talte ganske kort med kvinden, som ikke havde nogen oplysninger, og blev så efterfølgende anholdt af to Gestapofolk, et øjeblik efter at hun (X) havde forladt mødestedet.

Den kvindelige stikker, som Thalmay faldt for, påstod selv at Thalmay havde røbet navne på modstandsfolkene og den mening var modstandsmanden EE som blev anholdt enig i.

X, som Thalmay boede hos, arbejdede da anholdelsen af Thalmay og EE fandt sted, hos et entreprenørfirma, C.C. Christensen som havde til huse på Gammel Strand 38.

X blev også anholdt og holdt fængslet i otte dage efter midten af november 1943. Men hun blev hurtigt løsladt for som hun påstod, så blev den tyske forhørsleder, "Heinz", jfr. hendes udlægning lun på hende. Hans version ser lidt mere troværdig ud. De blev først et par en rum tid efter hendes løsladelse, da de tilfældigt mødte hinanden på gaden.

"Heinz" (som ikke er hans rigtige navn)kom til Danmark d. 15.9.1943 og gjorde tjæneste i Sicherheitzpolizei i Gestapo, afd. IV 3a som beskæftigede sig med spionage. Her var han en af lederne. Han var H. Hoffmanns underordnede - den Hoffmann som rygtet siger charmede sig til samkvem med en hel del unge kvinder fra de øverste lag i den københavnske elite, mens han ikke udtænkte blodige forhør af danske modstandsfolk. Seksuel fascination blandt kvinder af mordere er og var et underligt fænomen.

I 1946 fremførte Xs forlovede "Heinz" sin version af Thalmays og Xs anholdelse og sin andel i den:

”Heinz” X´forlovede i et forhør 21. 2. 1946.

»Han [Heinz] forklarer nærmere, at i mulig November Maaned 1943 af Dr. Hoffmann fik Ordre til at sætte sig i Forbindelse med Dr. Wesche, der havde Oplysninger om en Person ved Navn Talmay, der skulde beskæftige sig med Spionage, og Talmay skulde saa vidt muligt anholdes levende, idet Dr. Wesche vilde søge at vinde Talmay til brug under Tjenesten. Efter Aftale med Dr. Wesche, tilsagde denne en dag Talmay til at møde paa Dagmarhus, hvor Kpt.  [Heinz] derefter anholdt ham og førte ham ind på sit Kontor. Under Afhøringen nægtede han, at han boede illegalt hos i Sagen nævnte X, Dronningensgade 54. Der blev derefter foretaget Ransagning i Dronningensgade 54... og herunder fundet forskellig Papirer, hvorefter en Oberstløjtnant var blevet befriet fra et Hospital og transporteret til Sverige,  samt Papirer om Vaabentransport. I Lejligheden blev truffet Arrd.s [X’] Rengøringskone, der oplyster, hvor Arrd. var ansat og hun blev an derefter anholdt i et Kontor paa Gl. Strand. Nr. 38, hvor hun var ansat.

Under Afhøring af Arrd. X  blev der ikke bevist noget om, at hun havde Delagtighed i noget illegalt udover, at hun havde nogle illegale Personer boende hos sig. Ved Undersøgelsen blev det oplyst, at Dr. Wesche havde haft et møde i en Restauration med Talmay og under Mødet i Restaurationen havde Wesche bemærket, at der havde været 2 Personer, der senere viste sig at være Løjtnanterne SN og P, til Stede, formentlig for at beskytte Talmay. Disse Personer skulde ogsaa have kommet i Arrds. Lejlighed. …«

X får arbejde i Radiohuset og senere i Dagmarhus

I 1944 skaffede X sig, med sin tyske kærestes mellemkomst, arbejde for tyskerne i Radiohuset og senere arbejdede hun i propagandaafdelingen Kurt Eggers Stelle under SS i Dagmarhus, hvor flere mænd faldt for hende, bl.a. en islandsk SS-mand Björn Sv. Björnsson, som en overgang ledede hendes afdeling efter at være vendt hjem fra rapporteringsmissioner på forskellige krigsfronter.Dagmarhus

Dagmarhuset i 1944. Her var Jacob Thalmay på lønningslisten i en kortere periode og skulle have 600 Kr. om måneden for sine tjenester, ifølge et jødisk vidne som havde været Thalmays ven. Thalmay brugte navnet Bent Jacobsen. Her arbejdede senere kvinden X, som Thalmay boede hos inden sin anholdelse i 1943, efter at han havde sendt sin jødiske kone og barn til Sverige.

Den islandske Björn Sv. Björnsson skaffede kvinden (X) og hendes veninde en god lejlighed på Falkone Alle, som Gestapo havde råderum over, en lejlighed som var blevet brugt til forskelligt redaktionelt arbejde af propaganda-udgivelser.

Björnsson beholdt selv en nøgle til lejligheden og kom dertil i tide og utide og regnede med seksuelle modydelser for at skaffe de to kvinder boligen. Da disse ikke blev ydet, hævnede det rådne slægtsløg Bjørnsson fra Islands sig på X ved at fyre hende fra Kurt Egges Stelle. Hun klagede over Björnsson usømmelige adfærd med sin tyske kærestes mellemkomst og fik snart et nyt job i Radiohuset.

 IMG_2497

Foto V.Ö.Vilhjálmsson, 2021.

I bygningen på det ovenstående foto, Dronningensgade 54 på Christianshavn (med de grønne balkoner), boede Jacob Thalmay, efter at han havde sendt sin kone og søn i sikkerhed til Sverige.

Her boede han, da han frekventerede Nazi-hovedkontorer i København. Hertil inviterede han et par frihedskæmpere som han tilfældigt fik kontakt med. Lejeren/værten, den unge danske kvinde X, som arbejdede for tyskerne, stak muligvis Thalmay og hans gæster i 1943.

X begyndte først i September 1943 at arbejde for Besættelsesmagten. Hun arbejdede til at begynde med som oplæser på kortbølgesenderen hos tyskerne i Radiohuset. I november 1944 begyndte hun at at arbejde for islændingen Björn Sv. Björnsson i propagandaenheden Kurt Eggers Stelle, hvis korrekte navn var SS-Standarte Kurt Eggers.

Foran dette hus skulle snublestenen for Jacob Thalmay reelt have været placeret d. 17. juni 2019, hvis snublestensprojektets retningslinjer var blevet fulgt til punkt og prikke af den nyeste snublesgensgruppe. Men når et snublestensprojekts ledelse i Danmark ikke vil høre elle bringe fakta og snarere hælde til romantiseret fiktion, så fordrejer man historien for at gøre den lidt mere "spændende" - men samtidigt forkert.

Danske jøder var generelt ikke velkomne i modstandsarbejdet. Thalmay kom uden om det ved at bruge pseudnymet Bent Jacobsen. Det lød mere hjemligt, og måske hjalp det også at Thalmay  efter sigende farvede sit hår lyst eller snarere rødt. Men hans modstandsarbejde kan på ingen måde dokumenteres af andre modstandsfolk og ingen kendte kilder i Rigsarkivet eller Frihedsmuseet kan bekræfte hans aktiviteter.

 

IV

23822494-til-arkiv-16-til-elisabeth

Nazisympatisøren Guðmundur Kamban var aldrig aktør i forbindelse med anholdelsen eller deportationen af jøden Jacob Thalmay. 

Kilder i Rigsarkivet, bl.a. den meget ufuldkomne politirapport om Kambans død, samt oplysninger om Thalmays aktiviteter i København, som jeg stødte på ved tilfældighed i arbejde som jeg foretog for nogle år siden for Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem, viser intet i retning af det som Jakob Thalmays nevø, Mark Thalmay, fortalte mig for knapt 20 år siden.

Den viden har hverken Charlotte Thalmay, Bent Blüdnikow, eller Snublestensgruppen i Danmark ønsket at tage stilling til. Det er nemmere at stikke hovedet i sandet og lade som om man intet ved, intet har hørt og intet ser.  Jeg har tilbudt dem at hjælpe dem med at finde frem til de relevante akter, men de fortsætter med at udbrede skrøner om Jakob Thalmay og det mod bedre vidende. Hensigten er uklar, og fremgangsmåden med at kræve Kamban-mindesmærket fjernet kan undre.

I de foreliggende retsakter, som bevares i Rigsarkivet, og omhandler den kvindelige danske nazi-kollaboratør som jøden Jakob Thalmay forelskede sig i, før han sendte sin kone og barn til Sverige, findes der ingen oplysninger som kæder Guðmundur Kamban til anholdelsen eller deportationen af Thalmay i 1944.

Sådanne oplysninger forekommer heller ikke i sagen om politiundersøgelsen af Kambans død. Kamban blev betegnet som: Død ved et "vådeskud i krigstid". I Rigsarkivet findes der umiddelbart ingen andre oplysninger om Thalmays endeligt i Danmark, end hvad der er at finde om ham i sagsakterne for retssagen mod X. Intet register indeholder Thalmays navn, for X er den anklagede. Jakob Thalmay som afdød person var kun en biperson og findes derfor ikke i nogen lister over retssager for retsopgøret i Danmark. Registreringen af disse sager i Rigsarkivet er desværre ikke særlig grundig.

Kamban-plaketten i Upsalagade, ligemeget hvad man måtte mene om den eller Guðmundur Kamban, burde ikke være blevet fjernet på grund af Jacob Thalmays påståde skæbne.

Den mening har jeg ytret til bladet Østerbroliv (se her). Thalmays skæbne var for stor dels vedkommende selvforvoldt og vi har ingen kilder fra arkiver i Danmark om Kambans indblanding i Thalmays skæbne i 1943-44.

Thalmay var med sit urealistiske væsen, sådan som en af hans trosfæller beskriver det, og samkvem med et fruentimmer som senere lå i kanen med en tysk officer, selv medvirkende til at danske modstandsfolk blev sendt til Neuengamme.

Jacob Thalmays meddelelyst overfor besættelsesmagten kræver dog efter min mening ingen fjernelse af snublestenen for Jacob Thalmay, som trods alt var offer - men dog mest af alt offer for sin egen dårlige dømmekraft. Stenen ligger dog på et helt forkert sted. Den burde vare placeret der, hvor Thalmay boede hos en senere Nazi-kollaboratør, mens han forsøgte sig som "spion" i Dagmarhus og måske modtog gage fra tyskerne inden han blev anholdt.

Et barnebarn til Thalmay, som overhovedet ikke ønsker at høre fakta om sin bedstefar, burde ikke have fremsat ønsker om fjernelsen af en mindetavle for Kamban. Hun handlede mod bedre vidende. En journalist ved Berlingske Tidende, skulle som uddannet historiker vide bedre besked end at bidrage til forskønnelser af historien og nedrivninger af historiske mindesmærker. Selv har han ellers ikke været stille i sin kritik af den moderne ikonoklastiske fjernelse af historiske sten, statuer og skilte. Men ved Kamban gjorde Blüdnikow en undtagelse, og hvorfor mon?

Om holdningen til jøder blandt mange danske modstandsfolk

Hvis Bent Blüdnikow havde erindret sig en artikel som udkom i 2001 i publikationen Antisemitisme i Danmark? havde han måske taget anderledes på historien om Thalmay.

Hvis Blüdnikow havde læst artikelsamlingen, som blev udgivet på det hedengangne Danske Center for Holocaust og Folkedrabsstudier, så ville han være klar over, at en jøde med medlemskab i tre danske modstandsbevægelser ville nærmest have været et lille mirakel.

Historikeren Michael Mogensen skrev i den nævnte udgivelse en glimrende artikel som han kaldte Antisemitisme i den det danske flygtningesamfund i Sverige 1943-45?  Mogensen beskrev i artiklen sine foreløbige fund som viste en skinger antisemitisme blandt mange eksildanskere i Sverige, herunder blandt diverse fremstående modstandsfolk.

Det er en skam at Blüdnikow helt har glemt artiklen af Mogensen, som desværre ikke har fortsat sin vigtige forskning af emnet. -  For så ville min gamle ven Blüdnikow have indset, at det ikke var så ligetil for en jøde at være medlem af en modstandsgruppe i Danmark, og heller ikke af hele tre modstandsgrupper. Men det var Thalmay jo heller aldrig.  Forglemmelsen er endda endnu mere utrolig, når man lægger mærke til at Blüdnikow også var forfatter til en artikel i det førnævnte skrift Antisemitisme i Danmark? fra 2001.

Vi ved en hel del om danske modstandsfolks attitude til jøder. Jøder var hellere ikke ligefremt velkomne i den Danske Brigade i slutningen af krigen. Desuden er fåtallet af jøder, som figurerer som medlemmer i danske modstandsbevægelser, naturligvis også ganske forståeligt i lyset af, at bevægelserne først voksede sig stærke efter at jøderne flygtede til Sverige. Derfor var der ingen jødiske supermodstandsfolk, som var medlemmer af tre modstandsgrupper og samtidigt kontraspioner med sin gang i Dagmarhus og Shell-huset.

Snublesten bliver misbrugt - også af Gunter Demnig selv

Fornylig blev der lagt 10 snublesten for Wehrmachtsoldater fra Luxemburg (læs om det her i en artikel i det tyske magasin CICERO).

De faldne Wehrmachtsoldater var ikke, og bliver aldrig, ofre for nazismen. Den pinlige misbrug af stenene blev forelagt Gunter Demnig, som først ytrede beklagelse. Men så ændrede han holdning og erklærede, at "Wehrmachtsoldater også var en slags ofre". Det er det rene vrøvl, uanset om hvorledes soldaten blev indkaldt.

Ved den udmeldelse fra Demnig, udvaskes den erklærede formålserklæring for snublestenene som Demnigs projekt havde i begyndelsen. Tidligere har han f.eks. sat en sten for en kendt jødisk maler i Hamburg, Robert Liebermann. Men en sten for Liebermanns søn, som havde en kristen moder, blev ikke lagt, fordi Demnigs regler ikke tillod det. Sønnen Rolf Liebermann, som mange jøder ikke vil anerkende som jøde, kunne ikke få en snublesten fordi han mor ikke var jøde. Han blev indkaldt til Wehrmacht og faldt i krigstjeneste (Se side 80-83 i disse artikler i tidsskriftet Rambam).

Nu er der tilsyneladende blevet slækket på reglerne, og moralen i forbindelse med projektet. Ikke at ville give en sten til en søn af en jøde, som havde en kristen mor, er en uforståelig handling når "racerene" Luxemburgere får en snublesten, fordi Demning mener de var ofre. Siden jeg skrev om Robert og Rolf Liebermann i tidsskriftet Rambam, har Rolf ikke fået en snublesten (se her). De middealderlige Ashkenaziske regler om hvorledees "jødiskhed" nedarves er der ikke blevet slækket på. De regler opfattes af mange jøder som racistiske.

Snublestensprojektet er blevet devalueret, ikke blot i Danmark, men i højeste grad også af ophavsmanden selv. Demnig anede dog intet om den konstruerede historie som man har lanceret om Jacob Thalmay i Danmark.

Nogle vil muligvis påstå, at når man mindes Wehrmachtsoldater i Luxemburg, kan man vel også mindes en jøde i Danmark, på en forkert adresse, og det til trods for at han agtede at skaffe navne på danske modstandsfolk til Gestapo i København, mens han lovede modstandsgruppen Studenternes Efterretningstjeneste oplysninger om 50 kendte danskere som han påstod at tyskerne ville anholde som hævn for et attentat i en café i København. Men så nemt er livet ikke.

Alt ville have være i orden, hvis sagnet, som i de seneste år er blevet udbredt om Jacob Thalmay, var sandt. Realiteten var dog en helt anden. Thalmays glorværdige tid som modstandsmand lader lader sig ikke dokumentere. Oplysningerne om ham som modstandsmand, som Frihedsmuseet har fået i efterkrigsårene, kan ikke bekræftes. Derimod kan det dokumenteres, at efter krigen oplyste modstandsfolk, at de ikke kendte til Thalmays medlemskab af modstandgruppen Studenternes Efterretningstjeneste. Desuden beskrev en trosfælle som flygtede til Sverige Thalmay som utroværdig.

Måske var der umiddelbart ingen grund til at fjerne plaketten for islændingen Guðmundur Kamban på Upsalagade 20, nu når vi ved at han ikke beviseligt havde noget med Thalmays anholdelse og deportation at gøre. Men nu, når den er væk på et forkert grundlag, bør snublestenen for Thalmay så ikke også fjernes?

- Nej, den samme gælder kravet om at fjerne en mindeplakette for en mand, som var uskyldig i forhold til Jacob Thalmay. Men fjernelsen af plaketten i Upsalagade er efter min mening et mindesmærke over en ny kultur af anklager og forfærdelse, hvor mennesker åbenbart ikke kan, eller vil, lære af fortidens fejltagelserne. - Det er blevet til en mindre plage over hele kloden. Tidens tegn fra fortiden må ikke ses eller kendes af fremtidens generationer. Det er efter min mening den perfekte opskrift på at folkedrab, forfølgelse og ekstreme og menneskeforagtende holdninger fortætter med at florere som en slags "sport" hos visse af vores medmennesker.

En mand som indirekte med sin mangel af realitetssans, og som "ikke kendte sine egne evners begrænsning" - sådan som Thalmay blev besjrevet af en jødisk ven, og var med til at danske frihedskæmpere blev deporteret til Neuengamme, er måske ikke den oplagte kandidat til en snublesten. Men Thalmay var ganske sikkert et offer, mest for sine egne handlinger og i vores moralistiske tider for de mennesker som blindt forsøger at glorificere hans færden med ubegrundede historier.

Jeg bad Berlingske Tidendes chefredaktør Tom Jensen om at reagere på en af hans journalisters fejlcitater og dårlige journalisthåndværk som har ramt mig personligt. Det har Tom Jensen gjort (se 1. afsnit af denne artikelserie: Misbrug af Mindesmærker). Det er jeg taknemmelig for.

Jeg ønsker ikke at fejlciteres af en dansk historiker som bruger sit arbejde som journalist til bevidst at sprede usandheder og glorificere mennesker med uforståelig rådden moral som Donald Trump. Måske har journalistens ret uforståelige fjendtlighed mod mig forblindet og forhindret ham i at læse de oplysninger som jeg flere gange har sendt til ham om Thalmay-sagen?

Nu senest valgte han i hvert fald ikke at nævne dem i sin kamp for at få fjernet en lille gyldent skilt lavet af messingfarvet plastikmateriale sat op til højre for hovedindgangsdøren til Upsalagade 20 på Østerbro. Den gruppe mennesker, der fik skiltet placeret, var privatpersoner som dyrkede Kamban som kunstner men helt sikkert ikke for hans nazisympatier. Ved at fjerne skiltet har man rettet en bager for en smed. Handlingen virker lidt meningsløs, specielt når danske politikere som ville gøre det ulovligt at skjule jøder i 1940 stadig mindes som helte og store statsmænd. Dem kan man læse om i min bog Medaljens Bagside.

Lad os endelig bevare snublestenen for Jacob Thalmay, på det forkerte sted og med den forkerte information. Stenen er et mindesmærke om den brutale tid vi lever i, hvor folk bruser af sted med påstande, uden noget at have dem i.

Kravet om fjernelsen af Kamban-plaketten var uberettiget. Journalisten som lancerede kravet, arbejdede mod bedre vidende. Lad os ikke fjerne snublestenen om Thalmay, ofret som selv skabte ofre med sine inkonsekvente handlinger. Lad os lære af historien - i stedet for at omskrive den og forskønne, sådan som den højhellige Gunter Demning er begyndt at gøre, nu når han f.eks. påstår at Wehrmacht-soldater var ofre.

Kamban-plaketten skulle afleveres i den islandske ambassade

Da jeg i bladet Østerbroliv, som dækkede historien om kravet om fjernelsen af Kamban-plaketten på Upsalagade 20, læste at man ville aflevere skiltet til Islands Ambassade i København, tog jeg straks kontakt til formanden for husets beboerforening og gjorde ham opmærksom på, at det ville være en yderst dårlig idé, eftersom plaketten intet havde med den islandske stat eller dens holdning at gøre; Og ikke mindst, fordi der ingen dokumenterbare oplysninger kæder Guðmundur Kamban sammen med Jacob Thalmays endeligt.

Formanden for husforeningen i Upsalagade, Herbert Nathan, hvis bedstefar var en af de første jøder som bosatte sig for en kort bemærkning Island, fulgte mine råd. Plaketten blev fjernet og udleveret til Þórdís Bachmann, som er datter af Helga Bachmann, der i sin tid var en af initiativtagerne til plaketten til minde om Kamban.

**

Hvis nogen stadig betvivler mine oplysninger om Jacob Thalmay, som jeg ihærdigt forsøgte at formidle til Charlotte Thalmay samt til historiker og journalist Bent Blüdnikow, vil jeg gerne oplyse Rigsarkivet eller Frihedsmuseet, hvorledes deres arkivarer kan finde frem til den sag som fortæller om Thalmays sidste måneder i Danmark. Den interesserede finder oplysningerne i retssagen mod en længst afdød kvinde X. X var efter Thalmays deportation bl.a. medarbejder hos tyskernes propagandaafdeling Kurt Eggers Stelle. Jacobs Thalmays gerninger og færden i Danmark, før deportationen til Sachsenhausen og Auschwitz, afsløres i akterne for Xs rettergang efter krigen.

Mvh Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

**

Den jødiske kommentator og mediemand i Tyskland, Henryk Broder, har efter min mening beskrevet snublesten helt korrekt.

Stolpersteine sind Ayurveda für das schlechte Gewissen

Dette gælder måske mest i Tyskland. Men dem der misbruger kuren mod dårlig samvittighed må have det rigtigt dårligt med sig selv.

IMG_2449 b

Snublesten for Jacob Thalmay, samt nederst en mindeplade for ham i Mindelunden. Hvordan kan det være, at han fik en en mindeplade i Mindelunden når lederen af en modstandsgruppe som hans skulle have tilhørt, blankt afviste at Thalmay havde været medlem af gruppen? Fotos. V.Ö. Vilhjálmsson.

IMG_2489 b

 


« Síðasta færsla | Næsta færsla »

Bæta við athugasemd

Ekki er lengur hægt að skrifa athugasemdir við færsluna, þar sem tímamörk á athugasemdir eru liðin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikið á Javascript til að hefja innskráningu.

Hafðu samband