DET FØRSTE TÅRN ER FUNDET

Foto V.Ö. Vilhjálmsson

Af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Hvis denne beretning skal begynde nogetsteds, er det på trapperne uden på Vor Frelsers Kirkes tårnspir, en sensommerdag i 1971. En far havde trukket sin 11-årige søn (forfatteren) med på en tårnvandring på Christianshavn. Det var på denne måde at nærværende forfatters sygelige angst for højder opstod.

Det var da også en udfrielse fra disse tårnminder, da offeret for tårnvandringen for nogle år siden opdagede, hvorledes det første og indtil nu ukendte tårn og spir på Vor Frelsers Kirke havde set ud. Det var intet i stil med arkitektens Lauritz de Thurahs myteomspundne spir, som man påbegyndte bygningen af i 1749. Det stod færdigt i 1752 og har siden da skræmt livet af mange.

I 1967, nogle få år inden den skrækkelige tårnbestigning, aflagde pastoren for den islandske folkekirkemenighed i København, Nationalmuseet et besøg. Han medbragte et sorthvidt fotografi, som han gav til samlingerne. På fotografiet kunne man se en lille altertavle som har hængt i forskellige kirkebygninger i Miklaholt i Vestisland siden 1728. Dog bortset fra en periode i 1960´erne, da altertavlen blev konserveret. I den forbindelse bad konservatoren den islandske præst i København om at tage fotografiet med til København for at se om eksperter kunne tilføje oplysninger med hensyn til proveniensen eller en eventuel kunstner til tavlen. Man var dog klar over at motivet for alterbilledet var Vor Frelsers Kirke.

VOR FRELSERS KIRKE I 1728

Fotografiet blev sirligt limet på et kort i 2. afdeling fotokartotek, hvor man tilføjede disse beskedne oplysninger: »Altertavle i Miklaholti k., Island med fremstilling af Vor Frelsers k. malet ca 1690-96 af Hans Jørgen Drost? «.  Man legede åbenbart med tanken om at kunstneren som malede tavlen i Island kunne have været Hans Jørgen Drost. Drost var en meget større kunstner end altertavlemaleren, og selvom han ganske vist var aktiv ved udsmykning af kirken, efter at den blev bygget, har han intet haft med tavlens tilblivelse at gøre. Tavlen blev derimod malet i 1728, sikkert af en amatørmaler på et lille værksted i København. Den lille altertavle blev sandsynligvis bestilt derfra og doneret af præsten i Miklaholt, Pétur  Einarsson (1694-1778) og hans hustru Kristín Sigurðardóttir, sådan som der oplyses i indskriften på selve tavlen.  Pastor Einarsson blev immatrikuleret ved Københavns Universitet i 1720, hvor han studerede teologi. Muligvis havde han særlige minder fra Christianshavn eller Vor Frelsers Kirke, og har derfor bestilt en scene derfra til tavlen hjemme i sin lille kirke og sogn i Miklaholt.

Da Danmarks Kirkers bind om Vor Frelsers kirke udkom i 1965, havde dets forfatter, kunsthistorikeren Jens Steensberg, kendskab til et tidligere spir, men ikke den ringeste anelse om, hvorledes det nøjagtigt havde set ud. Desværre indgik fotografiet af altertavlen i Island for sent i Nationalmuseets registranter til at kunne bidrage til Danmarks Kirkers bind om Vor Frelsers kirke.  Originaltegninger af kirken, bortset fra grundplanen, er ikke bevarede.

En sølvmedalje fra 1682, præget ved lægningen af Vor Frelsers hjørnesten, viser van Havens tårnplaner. Kgl. Mønt og Medaljesamling, Nationalmuseet. Foto Nationalmuseet.

VAN HAVENS TÅRN

På en sølvmedalje, som blev præget i anledningen af lægningen af kirkens hjørnesten i 1682, kan man derimod tydeligt se hvilket tårn van Haven havde tænkt sig.  Christian d. 5. var i hvert fald henrykt over projektet og skrev på den eneste bevarede grundtegning: »Vi er allernådigst tilfreds, at Christianshavns kirke efter denne afridsning vorder bygt. Skrevet på vort slot Kiøbenhavn d. 19 oktober. Anno 1682«.

Vor Frelseres Kirkes bygmester var den hollandsk-norske Lambert van Haven (1630-96), som blev født i Bergen. Van Haven døde desværre året før kirken stod færdig. Bygningen af hans planlagte etagespir trak ud efter kirkens og dens massive tårnfløjs fuldførelse.  Dels blev bygningen meget dyrere end planlagt, men der opstod også store problemer med vindueskonstruktionerne og fundamentet til bygningen. Van Havens bevarede tegninger af nogle tårne og spir som han udfærdigede under et besøg i Holland, viser ikke den lille »tårnhætte«, som ses på altertavlen i Island, og som først kom til sidde på kirketårnet efter van Havens død.

Lambert van Haven. Maleri er antageligt malet af Michael van Haven. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborgs slot: A765.

Man har leget med tanken, om at disse tegninger, som nu bevares på Statens Museum for Kunst, var udfærdiget som skitser til et tårn på Vor Frelsers Kirke. Senere forskning har derimod med tydelighed vist, at de tårne og spir som van Haven tegnede i Holland blandt andet var studier til en planlagt ombygning af Christiansborg.

Altertavlen i Miklaholt i Island har nu med al sandsynlighed givet os svaret på denne uløste gåde i Vor Frelsers Kirkes bygningshistorie.

DEN HOLLANDSKE FORBINDELSE

Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvorfra van Haven hentede sin inspiration til byggeriget af Vor Frelsers Kirke. Han gik på idé-jagt i sit fædrenes land, Holland. Det er retteligt påpeget, at kirken er opført i den italiensk-prægede men spartanske, hollandske barok-stil.

Danmarks Kirkes redaktør nøjedes med at henvise til Nieuwe Kerk (Nykirke) i den Haag som en mulig inspiration til Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.  Men en langt mere sandsynlig inspiration til Vor Frelsers Kirke finder vi dog i Oosterkerk i Amsterdam, som blev bygget i årene 1669-1671. Oosterkerk ved Wittenburgergracht byggedes lige ud til Amsterdams befærdede havnekvarter fra 1600-tallet, hvorfra flere af Christianshavns købmænd hentede mange af deres vigtigste varer. Kirken var også kun godt 200 meter fra det hollandske admiralitets hovedsæde, som i dag huser Hollands søfartsmuseum, Schepsvaardsmuseum.  Admiralitetet var af og til engageret i udlån af skibe, materiel og mænd til danske krige mod svensken (se Skalk 2014:6) mens den dansk konge betalte for hjælpen med handels- og hvalfangerprivilegier ved udposterne af riget, for eksempel ved Island.

Oosterkerk i Amsterdam i efteråret 2017. Den var for von Haven en oplagt inspirationskilde til Vor Frelsers Kirke. Foto V. Ö. Vilhjálmsson. 2017.

Oosterkerk ved Amsterdams havn i begyndelsen af det 20. århundrede. Foto Amsterdam Stadsarchief.

Den vigtigste inspirationskilde for Christianshavn var på mange måder den nordhollandske storby Amsterdam, men ikke Sydhollands regeringsby, hvis bureaukrati blandt embedsfolk i regeringen, Generalstaten i den Haag, snarere skabte en evig irritation for Danmark.

Selvom Oosterkerk er så spartansk som tænkes kan, forsynet fra begyndelsen med en forholdsvis lille tagrytter med lanterne på tagets korsskæring, kan vi med hjælp fra Vor Frelsers medalje fra 1682 se, at van Haven uden tvivl hentede inspiration til tårn og spir til Vor Frelsers fra en anden kirke i Amsterdam. Tårnet på medaljen er næsten identisk med tårnet på Zuiderkerk (Søndre kirke) i den sydvestlige del af det gamle, befæstede Amsterdam. Zuiderkerk blev bygget i årene 1603-11.

 

Zuiderkerks tårn og spir i 1930erne sammenlignet med etagespiret på Vor Frelsers kirke sådan som von Haven planlagde det i 1682. Amsterdam Stadsarchief/Nationalmuseet.

Da Vor Frelsers kirke endelig blev erklæret færdig i 1696, efter 14 års byggearbejde, var der meget som endnu bar præg af det foreløbige.  Et højt etagespir à la Zuiderkerk i Amsterdam, sådan som van Haven havde tænkt sig det ifølge medaljen fra 1682, måtte vente i et halvt århundrede, indtil Lauritz de Thurahs særprægede tårnspir knejsede i 1752. Indtil da måtte man nøjes med den "lave tårnhætte".  

Andre ting, som tydeligvis kæder de hollandske aktiviteter og forbindelser på Christianshavn sammen med havnekirken Oosterkerk i Amsterdam, er de store messinglysekroner i Vor Frelsers Kirke, som er doneret af forskellige købmænd med forbindelser til Holland. En af de ældste lysekroner, som i dag hænger i et af kirkens tårnværelser, er doneret af Islandskøbmanden Jacob Nielsen i 1695.

DANMARKS FØRSTE ELEVATOR

Christian 5 besøgte i 1694 Vor Frue. Hovedformålet med besøget var vistnok at nyde udsigten fra det næsten færdige tårn. For at kongen kunne komme op i den ufærdige tårnfløj blev der til formålet konstrueret en slags elevator for monarken. Snedkeren Diderik Tegler afregnede senere på året »for den stol og lænestel til Hans Kgl. Majestæt, som han skulde ophejses med udi tårnet«, og glarmesteren Morten Buhr forsynede elevatorkassen med tre vinduer.  Den korpulente konge blev hejst op til det som i regnskaber fra 1693 beskrives som »en stol udenom [klokkestolen], hvilket blev gjort af det store pommerske tømmer, hvor ved spiren på tårnet skal fastgøres... «

 

Vor Frelsers Kirke i 2018 fra flere vinkler. Fotos V. Ö. Vilhjálmsson.

Det påstås i flere publikationer, at tegningen af van Havens planlagte tårn og spir blev publiceret i Vitruvius Danicus af Laurids de Thurah (her i udgaven fra 1746). Dette er forkert. Van Havens planlagte tårn og spir findes kun på indvielsesmønten fra 1682. Tegningen af Vor Frelses tårn i Vitruvius Danicus er de Thurahs første udkast til et tårn til kirken. Det fuldførte spir blev som bekendt helt anderledes end på indvielsesmønten eller spiret i Vitruvius Danicus.           

Indtil fornylig mente man, at der ikke eksisterede kilder som kunne belyse, hvorledes Vor Frelsers første spir så ud i den tidligste fase. Man pegede fejlagtigt på, at tårnet fra 1690´erne kunne ses på en radering fra 1740 af Christianshavn lavet af den schweiziske kunstner Barthélemy de La Rocque  som havde sit virke i mange år i Danmark. Vyet er dog ikke fra 1740, men 1745, da  forberedelserne til fuldendelsen af Lauritz de Thuras tårnændringer og spir var godt i gang. De ændringer kan man se på de La Rocques radering. Det lavere tårn med en stol-konstruktion af pommersk tømmer som kirken fik mellem 1694-96 var på dette tidspunkt væk.

Udsnit af Barthélemy de La Rocques perspekt af Christianshavn, hvor man kan se status på tårnbyggeriet på Vor Frelsers kirke i 1745. Her er der sket væsentlige ændringer siden det første lave tårn blev bygget samt fra de Thurahs første udkast. Læg også mærke til statuen af Leda og Svanen som i 1611 blev placeret på en høj sandstenssøjle og et fundament ude i Københavns havn mellem Slotsholmen og Christianshavn. Det Kongelige Bibliotek.

DEN FJOGEDE ALTERTAVLE

I Miklaholt, hvor altertavlen som afslører den tidligste tårn og spir på Vor Frelsers kirke har hængt, har der stået kirker helt tilbage til 1181, og måske tidligere. Islands kirker blev bygget af mere uholdbart materiale end de danske. Enten byggede man dem af drivtømmer, eller en sjælden gang af importeret tømmer. Men oftest var træ-skelettet i islandske kirker omkapslet af en sten og tørvemur samt et tag som var tækket med tørv. Ved gården Miklaholt havde der således stået flere

Altertavlen i Miklaholt kirke, detalje. Fotos V.Ö. Vilhjálmsson 2017.

kirker siden 1100-tallet, da man i 1946 byggede en ny kirke af beton. Den lille altertavle fra København hang i mindst tre tidligere kirker i Miklaholt, inden den i 1940´ernes slutning måtte vige for en ny altertavle malet af en tysk, politisk flygtning som fandt opholdt ly på Island. Man kom heldigvis ikke den tidligere tavle til livs, sådan som det ofte skete ved renoveringer i islandske kirker. Den kom til at hænge på vestvæggen over døren ind til kirkeskibet, og der hænger den, den dag i dag.

Allerede i 1911 havde man forvist den gamle tavle til en ussel placering. Under et besøg i kirken det år beskrev en islandsk rigsantikvar tavlen på følgende måde, her oversat til dansk:

»7. VII. 1911 Kirken er meget arkaisk og ramt af råd og er et uimponerende hus. Her findes der en fjoget altertavle som er taget ned og som står ude i forkirken i et hjørne.  Indramningen er et omfattende arbejde malet med et udvalg af farver. Selve billedet viser en kirke. Foran den ser man Kristus sammen med en samling af apostle. Johannes døberen og forskellige mennesker, hvoraf de fleste vifter med armene ud i luften. Foroven står følgende: Johannes og Johannis Baptistæ Kirke, således kaldt efter ham". Under billedet læser man i et separat felt: Hr. Peter Einersen: M. Christin Siverdsdatter. A[nn]o 1728. «

På samme måde som den islandske rigsantikvar ikke kunne få øje på, hvor smuk og oprigtig den lille tavle var i al sin enkelthed, forstod han heller ikke helt billedsproget. Den skægløse lyshårede engel med glorien, til venstre for centerfiguren, er ærkeenglen Gabriel. Alle menneskene vifter med armen, for i Biblen fortælles der flere gange om at alle frygtede Gabriel mest af alle engle. Sankt Peter og andre apostle står til højre for en mand med en hjelm på hovedet.

Dette er antageligt den romerske centurion Kornelius, som ifølge sagnet er den første ikke-jøde der tog kristen tro. Til højre for ham står Sankt Peter med en mindre gruppe af disciple. Ifølge Apostlenes Gerninger: kap. 10. mødte Kornelius ærkeenglen, som bød ham at opsøge apostlen Peter.

En lille ubetydelig altertavle i Island bevarede således en ganske interessant fortælling. Fjoget ville nogle mene at den var, men tavlen fortæller en fremdeles vigtig historie som nu kan give et svar på spørgsmål vedrørende Vor Frelsers kirkes ufuldendte tårnhistorie som eksperterne længe havde kløet sig i hovedet over.

/ Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson ©

* Denne artikel - dette stykke Christianshavns-historie og bidrag til dansk tårnhistorie - var oprindeligt tiltænkt tidsskriftet SKALK. Skalk gav det svar, efter næsten to års ventetid fra artiklen blev indsendt, at man ikke ville bringe den fordi man modtog så mange artikler som omhandlede »nyere tid«. I vores Corona-tider, håber jeg dette nye blik på Vor Frelsers bygningshistorie her på FORNLEIFUR glæder de sjæle som er til den affejede »nyere tid« i Danmark.

Vor Frelsers kirke i 1890erne. Photochrome-tryk produceret og solgt af  Detroit Publishing Co., catalogue J, foreign section; Print no. 6392. I forfatterens eje.

RENSDYRENES RENÆSSANCE

Titelbillede: Illustrationen stammer fra Unterhaltungen aus der Naturgeschichte af Gottlieb Tobias Wilhelm Augsburg fra 1808. Forfatterens egen samling.

Af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Rensdyrtiden kalder man perioden for cirka 15.000 til 11.500 år siden, da det flade danske land lå åbent og nyformet efter den seneste istid. Træbevoskningen var sparsom. I denne periode indvandrede der rensdyr, men også bjørne, jærve, harer og vildheste, for ikke at glemme ulve og urdanskeren. De første forekomster af rensdyr i Danmark falder sammen med de første tegn på menneskers aktivitet efter den sidste istid. Der er fundet rensdyrknogler i affaldsdynger ved bopladsen på Slotseng i Sønderjylland som var i brug for 14.500 år siden (Holm, J. 2002. Ældre end ældst. Skalk nr. 3 juni 2002, 27–30), ved boplader som er undersøgt ved Sølbjerg på Vestlolland  samt i forbindelse med  motorvejsbyggeri ved Tyrsted, syd for Horsens hvor arkæologerne i 2017 fandt en 13.000 år gammel rasteplads for rensdyrsjægere.

Når zoologer, arkæologer og miljømennesker oplyser os om rensdyrets historie  i Danmark, må de erkende, at rensdyrene forsvandt fra den danske scene for omtrent 11.500 år siden. Dyrene jagtede kulden op til Nordskandinaviens vidder. Man må derfor drage op til samernes land for at finde disse smukke dyr i dag, måske besøge dem i den ulidelige sommervarme i en zoologisk have, eller som en poetisk sjæl råder til på Miljøstyrelsens hjemmeside:  »sidde ude med en kikkert julenat!«  En tur til Grønland er også en mulighed, men der er dyrene af en anden stamme end de dyr, som omhandles her.

SCHWEIZERBAGERE, SAMER OG CIRKUSFOLK

Længe efter jægerstenalderens slutning, fik rensdyrtiden en lille renæssance. Af alle steder var det i Kongens København, at det fandt sted. I 1832 kom en flok rensdyr på et kort visit i Danmark.  En Schweizerbager i Malmø havde fået den smarte forretningsidé at flytte rensdyr og samer fra Sveriges Lapmark til sydligere strøg, for at vise dem frem mod betaling. Bag foretagendet var den grisonisk-schweiziske og retoromansk-talende Johan de Capretz som havde bosat sig i København i 1818, mens han i en periode forestod ledelsen af Schweizercafeen Soltani. Senere rejste de Capretz til Gävle i Nord-Sverige, hvor han stod i lære hos sin landsmand og senere svoger, sukker- og pastisbageren Christiano Grischotti, for i 1828 at åbne sit eget bageri og café i Malmö,  hvor han deltog i mange forskellige forlystelsesaktiviter. Under en vinterrejse til sin søster og svoger i Gävle i 1832, købte han 150 rensdyr og hyrede to attenårige samiske piger. Et af Københavnerbladene berettede således: »En købmand og en anden spekulant –   skrives der fra Gävle  – har i al stilhed, i lenets nordligste strækning, opkøbt 150 rensdyr - og taget nogle lapper i tjeneste -  der skulle sendes til Ystad, og derfra, over Stralsund, til Berlin«.

Planen om opvisninger af samer og rensdyr i Berlin blev af ukendte grunde opgivet og rensdyrene og de to samiske piger ankom i stedet for til København i december 1832.  Da var flokken af rensdyr allerede reduceret til 90 dyr. Dyrene kunne nemlig ikke tåle sejladsen. Med det formål at vise rensdyrene og de samiske piger frem, lejede De Capretz sig ind på en grund i Sankt Peders Stræde, som i dag bærer husnummeret 19, men dengang blev refereret til ved numrene på matriklen, som No. 111 og 112. Her havde der været en tomt siden Englændernes bombardement af København i 1807 knuste huset på stedet. Der blev ikke bygget på grunden førend i 1884, da det nuværende hus på grunden blev rejst.

Sankt Peders Stræde i 1880´ernes første halvdel. Rensdyrene blev vist inde på tomten som ses til venstre i billedet og i baggården bag denne. Foto Oluf W. Jørgensen. Det Kongelige Bibliotek.

Det lykkedes de Capretz at presse de 90 dyr, som overlevede turen fra Gävle, ind på matriklen samt i baggården. Ifølge en annonce i Kjøbenhavns-Posten i december 1832, kunne man mod en betaling af 1 mark for voksne og det halve, det vil sige 8 skillinger, for børn, i perioden fra kl. 9 om formiddag til 4. eftermiddag se de »skjønne dyr og deres foreviserinder de tvende unge laplænderinder fra svensk Lapmarken i deres laplandske nationaldragt«. Kjøbenhavns-Posten berettede ligeledes, at der var planer om at føre rensdyrflokken videre mod syd til udlandet. Nyheden om denne begivenhed blev også rapporteret i bybladene i Skanderborg, Århus og Viborg. 

RENSDYR PÅ STENBROEN

I begyndelsen af 1833 havde en anden herre med italienske rødder, en signore Philippo Pettoletti (1783/4-1845), overtaget fremvisningerne af rensdyrene og de to samiske piger. Pettoletti var en kendt person i Københavns forlystelsesliv,  sådan  som flere medlemmer af hans familie, artister og restauratører, der var ankommet til København fra Venedig i år 1800.  Flere medlemmer af familien Pettoletti var aktive i Københavns forlystelses-  og restaurationsbranche , og i  navnlig cirkusverdenen som blomstrede på dette tidspunkt, overtaget rensdyrene og de to samiske piger. Da Pettoletti overtog rensdyrene, viste han dem frem i haven syd for Blågård på Nørrebro. Blågård var oprindeligt en kongelig residens uden for murene med en stor tilhørende have. Hurtigt mistede regenterne dog interessen i denne udenbys residens og den forfaldt.  Den blev solgt væk af staten i 1828. Køberen var Mathias Anker Heegard, der byggede store smedjer og et jernværk på grunden, men hovedbygningen blev købt af en bagermester Schur, som lejede den ud til teatervirksomhed. I 1828 lejede Pettoletti bygningen af Schur og stiftede det som han kaldte Circus Gymnasticus, hvor der i fem år blev budt på cirkusforestillinger, spillet pantomimer og opført marionetteater. Dér, i resterne af pragthaven syd for Blågård, langs Nørrebrogade, blev rensdyrene vist frem i en kortere periode i februar 1833. 

Den 28. februar 1833 annoncerer Pettoletti i Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger,  at man for allersidste gang vil kunne se rensdyrene. Nu i den aflange baggård mellem Thotts Palæ ved Kongens Nytorv og det område, hvor Palægade senere blev anlagt. Nu skulle de »indskibes, for at bortsendes«.  Samme sted kunne man også købe  »et stort, tilberedt udstoppet rensdyr med smukt gevir i complet stand«. Det stakkels dyr havde nok ikke kunnet tåle Københavns stress og larm.

Dette var dog ikke endnu engang afslutningen på rensdyrfeberen, som ramte hovedstaden. Den 28. marts 1833 kunne man finde en annonce i førnævnte byblad som lød: »Dersom nogen skulde være i besiddelse af eet eller to rensdyr, og vilde afståe samme, de bedes en billet desangående aflagt på Adressecomptoiret mrkt. A.B. 78 snarest muligt«.

TUREN GÅR SYDPÅ

De resterende dyr og pigerne som var blevet fremvist i den store baggård bag Store Kongensgade  26, rejste nu sammen med endnu en italiener til Hamborg. Avis for Roskilde Bye og Omegn, rapporterede d. 16 april 1833 at rensdyrene var nået til Hamburg, men at flokken  nu var yderligere reduceret til kun 14 dyr: »Som bekendt døde her en mængde af dem, nogle blev  solgt og en deel have ikke kunne udholde Rejsen«. Fremvisningen fortsatte i forlystelsesparken på Hamburgerberg og omtales to gange i Hamburger Nachrichten i april 1833. I Danmark oplystes der til og med at:  »Det er ejernes agt at føre dem længere sydpå, og af en Notits i franske blade erfarer man, at endog Parisernes nyfigenhed er blevet vakt efter at se dem«.

Den notits har det ikke været muligt at opspore. Måske havde pariserne allerede fået stillet deres nysgerrighed for lapper og rensdyr, for i midten af december 1832 kunne man læse i Wiener Theater-Zeitung,  at en ung lappe med to rensdyr om sider var nået til Paris. Avisen beretter, at handyret skulle have spist så meget nybagt franskbrød, at det døde.  Lappen var 6,4 fod høj og derfor en kæmpe blandt sine dværgagtige landsmænd, sådan som Wieneravisen udtrykte det:  »Hans øjne minder om kinesernes, i særdeleshed ud mod tindingen, men hans evner synes at stå på det laveste niveau«.

 

Rensdyr. Radering, n.b. stregsætning af Christian Holm fra 1833. Statens Museum for Kunst, København.

RENSDYRENE BLEV FOREVIGET

Desværre var Københavnerbladene ikke illustrerede i den tid samerne og deres rensdyr besøgte København. Men vi har heldet med os. I april 1833 viste den danske dyremaler Christian Holm (1804-1886) sin kunst på Kunstakademidets udstilling.  Heriblandt var to raderinger som Kjøbenhavnerposten skrev yderst rosende om.  Én forestillede en hønsehund og den anden bar titlen Gruppe af tamme Rendyr. Begge raderinger og pladerne er i dag  opbevaret på Statens Museum for Kunst. Det er vel at mærke to meget magre rensdyr Holm har foreviget. Christian Holm rejste så vidt vides aldrig til det nordlige Skandinavien, og det må anses for at være meget sandsynligt at Holm, sammen med mange andre Københavnere, har observeret rendyrene og "laplænderinderne" som vistes frem i Sankt Pedersstrede, eller senere på Blågård og i Store Kongens gade.

Christina Catharina (Stina Kajsa). Et stik fra 1839. Nordiska Museet, Stockholm.

KÆMPEN STINA KAJSA

Københavnerne mistede afgjort ikke lysten til at se flere rensdyr og lapper efter forestilligerne i 1832 og -33.  Allerede i 1834 annoncerede man fremvisninger af læplænderen A. N. Halling med familie. Impressario denne gang var en vis conditor Monigatti,  som havde sin forretning i en bygning verd Kongens Nytorv nr. 353 (I dag bærer en nyere bygning på denne matrikel nummer 26 ). Forestillingerne fandt sted fra slutningen af oktober, og i november 1834 på Frederiksbergs-Alle.  Man kunne mod betaling køre i en slæde op og ned ad alleen og laplænderne vore klædte i deres nationaldragt. Under kørslen,  som begyndte ved den lille Runddel (St. Thomas Plads), blev alleen spærret for ikke betalende, der ikke boede i området.

I 1838 var der igen samisk besøg, men denne gang uden rensdyr. Philippo Pettoletti, som nu drev Vesterbro Ny Theater, efter at Circus Gymnasticus på Blågård nedbrændte i 1833, havde åbenbart en utrættelig interesse for det Nordskandinaviske.

Hovedattraktionen var nu den 18-årige samiske pige, Christina Catharine Larsdatter elle Stina Kajsa (1819-1854) som hun også blev kaldt, samt hendes syv familiemedlemmer fra Piteå-Lapmark -  for ikke at glemme bjørnehunden Tjapp. Christine Cathrine udmærkede sig med sine højde på 78 danske tommer (knap 2,04 m.) at være en kæmpe blandt sine samtidige.  I slutningen af juni og nogle dage frem residerede samerne på Hotel du Nord i Vingårdstræde 1, som stod på den grund, hvor Magasin du Nord står i dag.  Dette hotel  blev nedrevet 1889.  H. C. Andersen boede i flere perioder mellem 1837 og 1848 på Hotel du Nord, hvor han bl.a. skrev Den Grimme Ælling, Ole Lukøje og Hyrdinden og Skorstensfejeren. Ud fra hans brevvekslinger, dagbøger og almanakker kan man se, at han var bortrejst i den periode hvor samerne logerede på hotellet. Men havde H.C. været der, havde eftertiden nok hørt mere om besøget fra det høje nord og den kæmpestore laplænderinde. Lapperne fremviste, iført deres farverige dragter, deres samiske skikke, deres kåta (telt) og gav eksempler på joiken, den samiske sang. 

Stina Kajsa, kom fra Brännes i Syd-Lapand,  og var også kendt som Långa lappflickan eller Stor-Stina.  Hun rejste Europa tynd fra 1837 og kom således til Sverige, Danmark, Frankrig, Rusland og England. Senere i karrieren tog hun sig kunstnernavnet  The Lapland Giantess - Tallest Woman in the World. Kristina holdt aldrig op med at vokse og ved sin alt for tidlige død på grund af koldbrand, var hun hele 2,18 meter høj.

DE ÆDLE VILDE

Når man i flere europæiske lande fik et gensyn med rensdyrene efter deres flere tusinde års fravær, så var dette var dette et biprodukt af oplysningstidens og senere romantikkens interesse for de ædle vilde (Noble Sauvages). Allerede i 1789 blev to samiske piger, Sigrid og Anea, bragt til England under yderst ordentlige forhold af Sir H.G. Liddel. Pigerne var vandret med rensdyrene helt oppe fra Piteå i Norrbotten ned til Gøteborg, og derfra var de blevet sejlet til England. Derimod fandt de første fremvisninger af samer og rensdyr for et betalende publikum først sted i London i 1822. Dertil blev de hentet fra Norge for at vise dem frem for nysgerrige storbyboere .

Inden det blev muligt at opleve de vilde europæere som levende udstillingsobjekter til oplysende fremvisninger, havde man udelukkende kunnet læse om samer, eller lapper, som de normalt kaldtes i den tid, i rejseskildringer, som indeholdt mere eller mindre unøjagtige fremstillinger af, hvorledes samer og rensdyr så ud.  Allerede i 1600-tallet beskæftigede europæiske forfattere sig med diverse ældre kilders mytiske og mystiske fremstillinger af samer (finner/lapper), men i de 18. og 19. århundrede fremstilledes samerne som den ædle vilde; Man så samerne som mennesker, der ikke var blevet korrumperet af civisationen.  Under romantikken var samerne således for beborne i de store og beskidte, europæiske byer med deres elendige sociale forfald, symbolet på menneskehedens medfødte renhed, en renhed som man ellers kun så i børn. Forskere i Norden så dem, som efterkommere efter de tidligste beboere i Skandinavien.

Showmanden William Bullocks udstilling af en norsk samerfamilie fra Røros i London i 1822. Nasjonalbiblioteket Oslo.

Det samiske ægtepar Jen Thomassen Holm og Karen Christiansdatter vender hjem fra deres lykkelige tur til London i 1822, beriget af gaver fra deres udstiller og velynder William Bullock. Udsnit fra et samtidigt, engelsk tryk. Nasjonalbiblioteket Oslo.

Fremvisningerne af samer og deres rensdyr i Europas storbyer bar til at begynde med præg af denne fascination. Dette var tilfældet i 1830´ernes København. Også i 1800-tallets slutning, da opvisninger af samer og rensdyr blev mere almindelige i circkusser og zoologiske haver, blev de aldrig en fuldbyrdet del af freak-showet  og  der herskede altid en vis mystik og respekt med hensyn til samerne, når man viste dem frem som udstillingsobjekter. De blev fremstillet som naturbørn og det var egentlig først da den tyske zoo-magnat Carl Hagenbeck i 1870´erne begyndte at udstille lapper som antropologiske-zoologiske objekter, at den negative og racistiske holdning til samer tog til. Hagenbeck bragte samer fra deres hjemstavn til stenbroen i Europa, udstillede dem som  »små, uskønne med smudsig gul hud, rundt hoved bevokset med stride, sorte hår, skrå øjne og en lille, flad næse«. Også videnskabsfolk, som prægedes af nationalismen og racebiologiske teorier i anden halvdel af 1800-årene, havde en stor trang  til at distansere sig fra de "primitive" lapper. Således stod visse danske arkæologer som Worsaae og senere Sophus Müller, stejlt i holdningen om at forfædrene til finnerne/lapperne ikke kunne have været Danmarks og Skandinaviens tidligste befolkning efter isalderen.

Samer fremstillet som børn på et kort som fulgte med i kaffepakker af mærket Den Røde Pelikan fra firmaet van Leckwyck i Rotterdam. Fra 1898. Fra forfatterens samling.

RENSDYRENE FÅR ET NYT HJEM I ISLAND

Fortællingen om de skandinaviske rensdyrs rejsehistorie i det danske kongedømme ville ikke være fuldendt uden en lille udstikker over havet. Omtrent et halvt århundred inden de 90 rendyr og de to samerpiger blev vist frem i Sankt Petersstræde,  havde man et helt et andet sted i kongeriget, hvor der heller ikke naturligt fandtes rensdyr, haft lyst til at anskaffe disse vidunderlige dyr. Der var tanken dog ikke at vise dem frem for offentligheden som et kuriosum.  På Island påtænkte man istedet import og avl af rensdyr, en tanke der var opstået allerede i slutningen af 1600-årene. Rensdyrstransporter til Island blev dog først realiseret efter en kongelig anordning i 1700-årenes anden halvdel. De blev sejlet fra Finnmark til Island i årene 1771-87 som en slags krisehjælp til en befolkning hærget af vulkanske udbrud og sult. Dyrene blev sat i land forskellige steder på øen.

Alle de steder dyrene blev sat ud, med untagelse af det østlige Island og det sydvestlige Island, uddøde de små flokke rensdyr inden 1860.  De fleste af rensdyrene bukkede under i de enorme vulkanudbrud i Laki-området i 1783-85, hvis aske menes at være medvirkende til dårligere vejr og høst i Europa i de følgende år, og menes endda af nogle at være en af hovedfaktorerne til at den Franske revolution udspillede sig nogle år senere. Udbruddene gik naturligvis også hårdt udover fæ og folk på Island og truede en overgang med at affolke øen. 

Vilde rensdyr i SV-Island. Litografi af  A. Joly og Bayot  på grundlag af en tegning af Auguste Mayer fra 1838.

Et hold rener, bestående af 30 køer og 5 hanner, som blev skibet til handelsstedet Vopnafjörður i Nordøstisland i 1787, overlevede turen til Island. Efterkommerne af den hjord vandrer endnu vilde rundt  på det islandske højland samt i de østislandske fjorde. Nutidens omtrent 4000 dyr i Island, som nedstammer fra rentransporterne fra Finmark i slutningen af de 1700-tallet, udnyttes kun til reguleret jagt. Den udøves af mennesker, hvoraf enkelte helt sikkert er efterkommere efter rensdyrsjægerne i Danmark for 14.000 år siden og endog efter samer som også kom med til Island da landet først blev bosat i slutningen af 800-tallet.

/ Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson ©

* Denne artikel var tiltænkt tidsskriftet SKALK. Skalk gav det svar, efter næsten to års ventetid fra artiklen blev indlveveret, at man ikke ville bringe den fordi man modtog så mange artikler som omhandlede "nyere tid". I vores Korona-tider, håber jeg dette tilbageblik på rensdyrenes historie glæder sjæle som er til den affejede "nyere tid".

Litteratur:

Baglo, Catharine (2017). På Ville Veger? Levende Utstillinger av Samer i Europa og Amerika. Orkana Akademisk, Stamsund: [Dette interessant værk nævner alt der er værd at vide om Samer-interessen i 1800- og 1900-tallet, borset fra de tidlige forestillinger i København].