En dansk historikers dårlige hukommelse

bundgaard_deadline_2.jpg

Den 21. juli 2015 afleverede Dr. Efraim Zuroff direktør for Simon Wiesenthal Centers (SWC) afdeling i Jerusalem en anmodning til dansk Politi om en undersøgelse af Helmuth Leif Rasmussens aktiviteter i Hviderusland. Under 2. verdenskrig gjorde Rasmussen, som en meget ung mand i Waffen-SS, blandt andet tjeneste i en lejr nær Bobruisk, hvor hundreder af jøder blev mishandlet og myrdet (se mere om sagen her).

Nu går Rasmussen under navnet Helmuth Rasbøl og bor på Frederiksberg i bedste velgående og ved fantastisk helbred for en 90-årig. Han påstår dog i et interview med Berlingske Tidende i juli 2015, at han ikke længere kan skelne dagene fra hinanden. Det kan han dog godt når han hver onsdag går lange ture i Frederiksbergs have og Søndermarken med andre ældre borgere. Til trods for at være gåholdets nestor med sin 90 år, er Rasbøl atleten i gruppen.

rasboel.jpg

Lejrvagten fra Bobruisk i 2015. Foto Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson.

station_1_21_july_2015_ezuroff.jpg

Efraim Zuroff ved Station 1 på Halmtorvet. Foto Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson 2015.

Det er på grundlag af oplysninger i bogen En skole i Vold af Dennis Larsen og Terkel Stræde, at SWC har afleveret sin anmodning om en undersøgelse af Rasmussens aktiviteter i lejren ved Bobruisk til de danske politimyndigheder. Dr. Efraim Zuroffs besøg i Danmark vakte naturligvis stor opmærksomhed i Danmark såvel som internationalt. Omverdenen er naturligvis forundret. De kender stadig kun til redningen af jøderne i 1943, som er nu senest er blevet romantiseret ud over aller grænser af Bo Lidegaard (se her).

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet er tilsyneladende allerede begyndt at undersøge sagen, og det til trods for at lilleput-partiet Venstre, som leder den mindretalsregering som nu er ved magten i Danmark, har meldt ud at den mangler viljen og tilsyneladende også menneskelig og intelligent integritet til at bidrage til at undersøgelsen skal gennemføres på en ordentlig og ansvarlig måde.

zuroff_deadline_1.jpg

Claus Bundgård Christensen påstår danske myndigheder levede i total uvidenhed.

Dr. Efram Zuroff blev inviteret til at gøre rede for sin mission i Danmark i programmet Deadline, (se her). Deadlines ansvarlige havde også inviteret en dansk lektor for at kommentere. Claus Bundgård Christensen fremsatte blandt andet denne "forklaring":

"... De danske myndigheder på det her tidspunkt, altså politiet, de har slet ikke ressourcerne til at efterforske det her. Man anede det faktisk heller faktisk ikke - man, man, man kender knapt nok til holocaust på det her tidspunkt. Man vidste godt, at jøder var blevet behandlet dårligt. Men, at der var foregået et systematisk, instrualiseret [sic] massemord på de europæiske jøder. Det var man faktisk ikke helt klar over. Altså så, så, så omfanget - det, det havde man simpelthen ikke indblik i - og Europa var faktisk et stort kaos i, i den tidlige efterkrigstiden, så det var faktisk umuligt at efterforske."

Dette svar, foruden at være det rene vrøvl, er efter min mening intet mindre end en falliterklæring fra en af de tre historikere som i 1997 udgav bogen Under Dannebrog og Hagekors. I den bog, som blev præsenteret som en tømmende behandling af de danske mænd som meldte sig ind i Waffen-SS, gav de tre unge kandidater meget få og uklare oplysninger om danske SS-soldaters deltagelse i krigsforbryder. Det var dem mere magtpåliggende at beskrive dem som ofre for arbejdsløsheden i Danmark og for tidsånden i Europa, eller som ganske "almindelige mænd". Men ganske almindelige mænd kan begå massedrab og krigsforbrydelser - også danske mænd.

En huskeliste for Bundgård Christensen

Naturligvis vidste de danske myndigheder ret hurtigt efter krigen meget godt hvad der var sket under nazisternes terrorstyre. Her er en lille huskeliste.

1) Man modtog bl.a. spørgsmål om, hvad der var hændt for de jøder som danske myndigheder udviste 1940-1943. Myndighederne kendte i de fleste tilfælde godt til svaret, som man dog systematisk lod være med at oplyse forespørgerne om. Oplysningerne kom gradvist, og i 1947 stod det politiet helt klart, hvad der var sket, samt hvad Nazis-Tyskland som Danmark så flot samarbejdede med, havde begået af forbrydelser. Men de danske myndigheder forsøgt systematisk at skjule dette samarbejdes værste udfald. Udvisningen af jøder 1940-43 og danske storkrigforbrydelser forsøgte man på alle mulige måder at holde hemmeligt.

2) De allierede styrker i Europa kontaktede i 1945-49 konstant danske myndigheder med henblik på retsforfølgelse af danske krigsforbrydere, samt andre ikke danske forbrydere. Dansk politi, udenrigsministeriet og justitsministeriet modtog hele tiden eftersøgninger efter krigsforbrydere. Dansk politi tog sig med andre myndigheder af flere krigsforbrydere som sad i danske lejre. Man hjalp dem da også til friheden i stedet for at sørge for at få dem retsforfulgt. Man hjalp mordere fra KZ- og udryddelseslejre som var interneret på Mosede fortet til friheden, mens man også i Mosede indespærrede en jøde, Kurt Bolz, så han ikke kunne røbe detaljer om hans umenneskelige udvisning fra Danmark i 1942 - som politimyndighederne deltog i.

3) Dansk presse bragte i efterkrigstiden måske ikke så mange oplysninger fra KZ-lejre og udryddelseslejre som mange andre lande, men mere end nok til at oplysninger om hvad der skete der har trængt ind, endda hos de mest tykskallede politifolk i Danmark.zaijtman.jpg

Da en dansk-jødisk familie efter krigen forhørte sig om Szymon Zajtmans skæbne, så løj de danske politimyndigheder om hans skæbne overfor den jødiske familie. Han blev myrdet i Tyskland efter en udvisning fra Danmark i 1941 foranlediget af danske myndigheder.bolz.jpg

Jøden Kurt Bolz blev fængslet sammen med tyske krigsforbrydere på Mosede-fortet syd for København, for man frygtede at han ville gå til pressen med historien om hans udvisning i 1943. Han flygtede fra et tog på vej til Auschwitz i 1943 efter at han var blevet udvist fra Danmark af danske myndigheder. Senere flygtede han også fra Mosede - til Sverige.

platzko_1267217.jpgErnst Platzkos (billede) søn, Karel Platzko, blev i 1945 inviteret i audiens hos kronprins Frederik, men myndighederne fortalte aldrig sønnen, om deres brutale udvisning af hans far Danmark. En udvisning som Danmark men ikke Nazi-Tyskland foranledigede. Det var en udvisning som endte med at han blev myrdet. Disse og andre skæbner som det officielle Danmark ignorerede efter at Danmark udviste dem til Nazi-tyskland kan man læse om i bogen Medaljens Bagside (2005).

ss-jepsen_1267218.jpg

Gustav Alfred Jepsen fange hos de allierede.

Da denne danske krigsforbryder, Gustav Alfred Jepsen, blev hængt i Tyskland i 1947, bad myndighederne som holdt begivenheden væk fra medierne med alle mulige midler, hans kone og søn om at lade være med at rejse til Tyskland for at være tilstede ved henrettelsen, for derved at forhindre at skabe opmærksomhed om sagen. Det lykkedes de danske myndigheder at holde Jepsens forbrydelser hemmelige indtil 2005. Men man kendte da udmærket alt til dem. Englænderne sendte alle detaljer og undrede sig over Danmarks manglende vilje til at tage på sagen.

8927312-de-hvide-busser-slingrer---2.jpg

Tror Claus Bundgård Christensen, at det danske politi slet ikke så kvinderne fra Ravensbrück som blev kørt gennem Danmark til Sverige i de Hvide Busser i foråret 1945? Her ses de kaste sig over mad i Padborg. Politiet i København var til stede ved den Svenske kirke i København, da busserne gjorde et kort stop der. Formålet med politiets tilstedeværelse var at forhindre at nogen slap væk. Det gjorde Kurt Bolz, som var med i en af busserne. Han blev fanget da han gik til myndighederne for at oplyse at han havde overlevet udvisningen, men blev omgående fængslet i Mosede sammen med tyske krigsforbrydere. Tror Claus Bundgård Christensen, at danske politimænd som sad i Neuengamme og andre KZ-lejre ikke vidste hvad der foregik i nazismens helvede? Hvem har egentlig været Claus Bundgård Christensen professor på universitetet?

Bundgård Christensen og kollegaer ignorerede oplysninger  i 1997.
Jeg tog allerede d. 1. august 1997, skriftligt kontakt (se mine breve her) med en af forfatterne til Under Hagekors og Dannebrog, inden bogen udkom i 1997, hvor jeg bl.a. gjorde venligst opmærksom på krigsforbrydelser begået af danske SS-soldater. Dem kan  høre om i "live" optagelser sendt til Danmark af den islandske SS-reporter, Björn Sv. Björnsson. De findes i DRs arkiv. Jeg sendte forfatterne eksempler på kilder som de kunne have brugt, men når bogen udkom i 1998 glimrede den ved en fuldstændig mangel af gennemgang af danske krigsforbrydelser begået af danske Waffen-SS medlemmer. Niels Bo Poulsen umagede sig ikke ved at svare på mine oplysninger.

I 2003 udkom der i publikationen Denmark and the Holocaust, som jeg også bidrog til (se her) en artikel af de tre forfattere (se her), hvori de gjorde sig mere umage ved at gennemgå krigsforbrydelser begået af danskere i SS-uniform. Men det var blot en overfladeafskrabning.

Bundgård Christensens vattede forklaring

Claus Bundgård Christensen præsentere Danmarks befolkning med en usandhed i Deadline. Danmark fik nemlig lige som andre vestlige lande efterhånden meget detaljerede oplysninger og viden om den nazistiske mordmaskine, som de danske myndigheders samarbejdseksport var med til at smøre. 

Udover det ahistoriske svar som Bundgaård Christensen gav i Deadline d. 21. 7. 2015, er det yderst grinagtigt at være vidne til, at da den udmærkede bog af Dennis Larsen og Terkel Stræde, En skole i Vold udkom i 2014, så for han som en af forfatterne til bogen Under Dannebrog og Hagekors op som anmelder i Weekendavisen og kritiserede Larsen og Stræde for at publicere oplysninger som han påstod allerede var blevet publiceret. I så fald var det ikke i nogen af hans egne værker om danske Waffen-SS medlemmer.

Nogle danskere har det ganske svært ved at indrømme det faktum, at danskere deltog i krigsforbrydelser. Da jeg i 2005 som den første skrev om den mest blodige danske krigsforbryder Alfred Jepsen i Weekendavisen, kom der læserbreve hvori afsenderne proklamerede, at Jepsen som medlem af det tyske "mindretal" ikke var nogen rigtig dansker, selvom han rejste rundt på dansk pas og anså sig selv som dansk borger, og andre hævdede, at danskere ikke havde det engagement og den sammensætning for at blive krigsforbryders sådan som rigtige tyskere og mindretalsdanskere blev det! Står vi overfor en kollektiv dansk eskapisme?

Mange danskere kan stadig ikke se i øjnene, at de udvisninger af jøder og andre som danske politikere og myndigheder foranledigede 1940-43, som jeg beskrev som den første i bog Medaljens Bagside (2005) var statslige mord. Det gjorde Anders Fogh Rasmussen dog, efter at have læst min bog som han havde bad særskilt om inden den formelt udkom. I Mindelunden gav han d. 4. maj 2005 en undskyldning til det jødiske folk. Det var noget andet end de vattede udmeldinger som hans partifæller i Danmarks mindste mindretalsregering nu ytrer i forbindelse med undersøgelse af Waffen-SS mænds forbrydelser. Venstres retspolitiske ordfører har udmeldt, at der i sagen om Helmut Leif Rasmussen/Rasbøl ingen hjælp er at vente fra fra regeringen.

Det er så spørgsmålet, om Venstres nye holdning kommer til at præge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitets arbejde med sagen. Venstre er, som sagt, til trods for Anders Fogh Rasmussens udmeldinger i 2005, ikke villigt til at belyse de forbrydelser som samarbejdspolitikken med nazisterne medførte. Venstre går tilsyneladende endnu en gang besættelsesmagtens ærinde og beskytter danske krigsforbrydere. Socialdemokratiet og de Radikale følger tilsyneladende med i den dans. De var jo også besættelsesmagtens samarbejdspartier for 70 år siden. Historikere med Radikal tilhørsforhold har nu i snart 15 år forsøgt at fortælle os i en agitationsagtig kampagne, at samarbejdspolitikken som de Radikale bidrog aktivt til, og som danske bødler var en del af, var en velsignelse og redning for danske jøder. Så absurd har historiefremstillingen udviklet sig i dagens Danmark, mens historikere som skriver om ofrene for den politik og kritiserer den bliver udråbt som "moralister".

Da Helmuth Leif Rasmussen stod anklaget for at skyde en dansker på Frederiksberg og endda figurerede som vidne mod andre danskere som arbejdede sammen med ham i mordlejren ved Bobruisk, blev der givet oplysninger om systematisk mord af jøder. Problemet var, at de danske myndigheder ikke var interesseret i oplysninger om dræbte jøder, og mindst af alt danske mord og mordere af jøder. Højtstående danske embedsmænd vidste, at de selv havde bidraget til drab på jøder ved udvisning af 23 af dem i perioden 1940-43. Det var de ikke interesseret i at offentliggøre. Derfor var danske SS-mænds forbrydelser ikke den første prioritet for de danske justitsmyndigheder. De danske myndigheder, samarbejdsregeringens medlemmer, havde jo opfordret til deres deltagelse i Waffen-SS, ved at anbefale unge mænd at melde sig under fanerne.

Kampen for Danmarks image

Der er ingen konspirationsteori i gang, sådan som lektor Claus Bundgård Christensen lod forstå i interviewet i Deadline. Danske embedsmænd tyssede forbrydelserne systematisk ned, både sine egne og andres. Kampen for Danmarks image forårsagede tavshed om jøders lidelser. I stedet nåede lovsangen om redningen af jøder i 1943 et religiøst niveau med tilhørende myter og skrøner.

Men ret skal være ret. Claus Bundgaard sagde faktisk også i interviewet på Deadline, at han havde sympati for de ønsker som er kommet om at man retsforfølger danske krigsforbrydere. Han siger, at de sagtens kan være flere en 20 af dem i live. Han vil dog ikke og har aldrig hjulpet til for at det kunne ske. Det er nemlig sådan, at hvis man har nogle tendenser i den retning, så bliver man anklaget for moralisme og det der er værre. Tak for støtten, Claus Bundgaard Christensen!

Benægtelsen

Så sent som i 2006, da jeg publiceret oplysningerne om krigsforbryderen Jepsen (se her), tog jeg en af justitsministeriets jurister i at lyve om ministeriets kendskab til kilderne om danske krigsforbrydere. Ministeriet skal give samtykke for adgang til disse kilder som opbevares i Rigsarkivet, og har derfor et fuldstændigt overblik over dem med assistance fra Rigsarkivets førende eksperter. Kilderne til Jepsens forbrydelse og rettergang havde jeg allerede fået kendskab og adgang til i britiske og amerikanske arkiver. De danske jurister meddelte derimod mod bedre vidende, eller vildledt af Rigsarkivets arkivarer, at de intet kendte til sagen om Jepsen eller hans navn. Så enkelt er det. Man fortiede sagen helt indtil man ikke længere kunne holde facaden og blev angste for en pinlig presseomtale. Først da jeg afslørede min viden overfor justitsministeriet og påpegede at det ikke gav korrekte oplysninger, var ministeriet villigt til at give mig adgang til sagsakterne, som de tidligere påstod de ikke havde kendt til. 

Men når det ikke kun er embedsmænd i ansvarlige danske ministerier som har forsøgt at holde danske krigsforbrydelser skjulte, men også historikere som vægter historien således at forbrydelserne mod den mest udsatte gruppe i Europa under Hitler-styrets vanvid ikke for prioritet i deres værker, så har vi et problem i Danmark. Romantiseringen af samarbejdspolitikken som man har set hos en gruppe danske historikere er et politisk maskespil, først og fremmest egnet til at hvidvaske politiske partier som i samarbejdet med nazismen deltog i 2. verdenskrigs forbrydelser.

Den plet på Danmarkshistorien kan dog ikke vaskes hvid. Nu indhenter historien en af biprodukterne til den "smukke" danske samarbejde under besættelsen, nemlig lejrvagten i jødelejren, Helmut Leif Rasmussen, også kendt som hr. Rasbøl fra det pæne Frederiksberg. Endda dagbladet Politiken, som styres af hvidvaskningsguruen Bo Lidegaard, bliver nødt til at behandle sagen, selvom avisen har glimret ved sit fravær her i juli 2015, da avisen slet ikke rapporterede fra Dr. Efraim Zuroffs besøg i København.


« Síðasta færsla | Næsta færsla »

Bæta við athugasemd

Ekki er lengur hægt að skrifa athugasemdir við færsluna, þar sem tímamörk á athugasemdir eru liðin.

Innskráning

Ath. Vinsamlegast kveikið á Javascript til að hefja innskráningu.

Hafðu samband