Les boys are here again

Politiken og andre danske dagblade har påtaget sig rollen som groupie-blade for "rockstjernen" Søren Kam. Kam skriver nu, mærkeligt nok, om sit landsforræderi, helt frisk fra graven men godt hjulpet af to danske historikere; Udgiveren er forlaget Lindhardt & Ringhof, som så udmærket ved at tusindvis af skøre, midaldrende danske mænd elsker og dyrker sine nazister. Nazi-svin sælger altid godt i Danmark, specielt op til jul. Nazibogen i år hedder Et liv uden fædreland, som er en ganske fejlagtig titel, for Søren Kam valgte med sine handlinger et andet fædreland end Danmark.

Politikens medarbejdere forstår tilsyneladende ikke, at Søren Kam og hans åndsfæller er pendanten til nutidens ISIS-soldater og Hizbut Tharir-medlemmer. Der er ikke, og bliver aldrig, noget rockstjerneagtigt over denne kriminelle dansker, som aldrig fik den straf som han fortjente.

Den danske stat, sammen med den tyske, hjalp charlatanen Søren Kam til en fredelig tilværelse i alderdommen. At udgive Kams "memoirer", er en skændsel mod hans ofre og forherligelse af den ideologi som han fulgte hele sit liv.

Når to historikere udgiver en bog af Kam, hvori der intet nævnes om den kamp som Simon Wiesenthal Center og andre har kæmpet, for at få nazisten og morderen Søren Kam retsforfulgt, så er de to historikere Kams forlængede og rejste arm. Sådan en indholdsfriseret bog er af ringe betydning for forskningen når den næste ikke henviser til eksisterende forskning og udgivne bøger om Kam, f.eks. journalisten Erik Høgh Sørensens bøger. Politikens og andre avisers opblæste reklame for Søren Kams dødsbiografi, hvorfra billedet her foroven stammer (det findes i en usminket tilstand i bogen, og det er forsangeren Kam i midten) er fuldstændig ude af proportioner og kan slet ikke forstås i forhold til Politikens ellers så fine moral og påståede eneret på alt som er rigtigt og korrekt.

Kam glemte sine møder med Werner Best i 1943

Når historikerne der udgiver værket ikke har opdaget en af Kams værste udeladelser, så bliver man nødt til at stille spørgsmålet, hvorfor man i det hele taget udgiver den slags nazi-litteratur? Historikerne, hvoraf den ene er intet mindre end "eksperten" i Werner Bests levned i Danmark, har overset, at Kam lige inden mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943 havde et møde med Rigsbefuldmægtigede Werner Best. Dette fremgår af Bests tjenestekalender (originalen befinder sig stadig i en privatejers samling!). Oplysningerne om møderne er heldigvis udgivet i to af Erik Høgh Sørensens seneste bøger om Søren Kam. Men Kam selv beretter intet om de seks møder som han i 1943, som relativt lavt rangeret SS-mand (Unterscharführer), havde med Nazistyrets øverste leder i Danmark. Den sluger læseren så som det rå rødkål til anden fra dammen, fordi eksperterne har vist det sløvsind ikke at korrigere denne væsentlige mangel/vildledning i Kams memoirer.

Søren Kam griner ad os fra graven i Tyskland, sit hjemland efter 1941. Tidspunktet for udgivelsen af hans løgne er perfekt, nu når halvdelen af danske besættelsestidshistorikere er af den mening, at den danske kollaboration med besættelsesmagten var en himmelsk velsignelse. Det var ikke blot nazistiske miljøer som feterede Søren Kam som en slags "rockstjerne". Nutidens historikere er også ivrige groupies og nyttige idioter.