Vindmyllur sem duttu mér í hug

Hér um daginn var ég staddur í Reykjavík og gekk upp Bankastræti eftir góðan kaffisopa á Café París, og fyrr um kvöldið frábæra tónleika í Sinfóníunni með Mahler, Sibelius og Leifs, sem mér hafði verið boðið á.

Þegar ég gekk upp Bankastrætið með vini mínum, stöldruðum við aðeins í rokinu við Þingholtsstræti 1, þar sem veitingastaðurinn Caruso var lengi til húsa. Nú er þar einhver túristapizzubúlla. En áður fyrr, eða fyrir 115 árum síðan, stóð þar ennþá á baklóðinni stór og vegleg mylla, dönsk af hollenskri gerð.

Myllur voru eitt sinn tvær í Reykjavík, byggðar af sama manninum, stórkaup-manninum  P.C. Knudtzon (1789-1864). Önnur þeirra var var reist árið 1830 við Hólavelli (Suðurgötu 20) en hin á horni Bakarastígs, (nú Bankastræti) og Þingholtsstrætis árið 1847. Var sú síðarnefnda kölluð hollenska myllan. Í myllunum var malað rúgmél. Þegar hætt var að flytja inn mjöl til mölunar misstu myllurnar gildi sitt. Hólavallamyllan var rifin um 1880 og hollenska myllan árið 1902. Árið 1892 keypti Jón Þórðarson kaupmaður lóðina, lét rífa timburhús sem þar var við mylluna og reisti þar forláta hús úr grágrýti, Þingholtsstræti 1, húsið sem ég kom við fyrr í vikunni. Þá var mér hugsað til myllunnar.

Hér sést hollenska myllan um það leyti sem dagar hennar voru taldir. Myndin er úr safni Daniel Bruuns og er varðveitt á Nationalmuseet í Kaupmannahöfn.

Ég á eintak af The Illustrated London News frá 29. október 1881. Þar birtist mynd (stungan efst) af hollensku myllunni í Reykjavík. Í tilheyrandi frétt mátti lesa þessar vangaveltur:

Afar merkilegt þykir mér að lesa, að fólk hafi búið í gömlu myllunni við Bakarastíg, ef það er rétt. Fróðlegt þætti mér líka að vita hvaða manneskjur bjuggu í myllunni, ef einhver kann deili á þeim.

Árið áður en fréttin og teikningin af myllunni í Reykjavík birtist í The Illustrated London News á sömu síðu og fréttir af trúarlegum dómstólum í Kaíró, hafði Hólavallamyllan verið rifin, svo hún er ekki nefnd í klausu blaðamannsins. Hins vegar þekkjum við tvö málverk Jóns Helgasonar biskups af myllunni, sem hann hefur þó málað eftir minni því hann var á 14. ári þegar hún var rifin. Hann málaði myndir sínar af Hólavöllum árin 1910 og 1915. Ýmsar aðrar teikningar og málverk sýna mylluna í Bakarabrekku; sjá t.d. hér.

Mynd Borgarsögusafn Reykjavíkur, tekin af Sarpi.

Þegar árið 1860 var þessi stereoskópmynd tekin við Hólavallamylluna af J. Tenison Wood. Ugglaust er þetta elsta ljósmynd af myllu á Íslandi.  Heimild: Ljósmyndarar á Íslandi eftir Ingu Láru Baldvinsdóttur. JPV útgáfan. Reykjavík 2001.

Aðrar vindmyllur voru þekktar á Íslandi á 19. öld. Vitaskuld litla myllan í Vigur, sem enn stendur og svipuð mylla en stærri á Eskifirði sem Auguste Étienne François Mayer sem var með Gaimard á Íslandi gerði fræga á tveimur koparstungum sínum. Því hefur einnig verið haldið fram að á Íslandi hafi verið þekktar 42 vindmyllur (sjá hér). Ég hef þó ekki séð neitt því til góðs stuðnings. Líklegt þykir mér að einhver Jón Kíghósti hafi komið að tilgátusmíð þeirri. Tveir útlendingar, með takmarkaða þekkingu á menningarsögu Íslands hafa skrifað mest um myllur Íslands.

Ef menn lesa frönsku og hafa áhuga á að lesa um myllur og kvarnasteina á Íslandi er hér ritgerð eftir Anouchku Hrdy sem ég á erfitt með að sætta mig við, því hún gerir sér t.d. ekki grein fyrir menningartengslum við Danmörku og áhrifum hefða í myllugerð frá Danmörku. Eins eru margar villur eru í ritgerðinni sem hún sækir m.a. í grein A.J. Beenhakkers frá 1976, sem hún vitnar mikið í. Eins hefði mademoiselle Hrdy ekki veitt af þekkingu á fornleifafræði, áður en hún kastaði sér út í þessa ritgerðarsmíð.

Myllan á Kastellet í Kaupmannahöfn er af nákvæmlega sömu gerð og Bakarabrekkumyllan. Þessi vindmylla var reist 1846. Aldamótaárið 1900 var aðeins starfrækt ein vindmylla í Kaupmannahöfn, sú sem sést hér á myndinni. Fæð vindmylla í Kaupmannahöfn kom til af sömu ástæðum og á Íslandi.

Bastrup Stenhus

32 år efter at jeg skrev en 14-dages opgave, som var en del af bifagseksamen i Middelalder-arkæologi ved Aarhus Universitet, besøgte jeg det faste fortidslevn jeg fik til opgave at skrive om tilbage i januar 1983. Dengang var det således, at man før en bestemt dato skulle aflevere nogle få litteraturlister over forskellige fortidslevn, faste og løse, sakrale eller profane. Siden valgte ens professor eller lektorer ét levn, som han/hun ønskede at man skrev om.

I kategorien faste profane fortidslevn, udfærdigede jeg bl.a. en liste over Bastrupanlægget på Sjælland i kategorien borge, befæstninger og herregårde, som var det område jeg allermindst interesserede mig for. Det var naturligvis rygtedes at jeg ikke gad borge, hvis ja da ikke har ytret det selv ved en velvalgt lejlighed. Og minsandten om jeg så ikke fik borgen som opgave, dvs. Bastrup tårnet.

Jeg måtte derfor på mit kollegieværelse i gang med en intensiv-læsning, for ikke at afsløre mit uhyre ringe kendskab til tårnet. Men jeg havde et trumf oppe i ærmet i al min usle uvidenhed.

To og tredive år senere, en blæsende lørdag morgen i maj, beså jeg ruinen af Bastrup for første gang. Det var så måske her Ebbo de Bastetorp Skjalmsøn boede i 1100-tallet begyndelse. Ebbe var biskop Absolons farbror.

Jeg var dog ikke imponeret, selvom tårnet, som delvis er bygget af frådstenskvadre, må have knejset majestætisk over landskabet for 900 år siden. Bevaringstilstanden på ruinen kalder på løsninger hos de ansvarlige. En dårligt vedligeholdt trappe op til en platform oppe på den tykke mur har trin med råddent træ og er farlig for besøgende. Man har anlagt usmagelige palisader af hvide og polerede beton-fallosser i Jelling, mens der åbenbart ikke er råd til at vedligeholde Bastrup. Ved et telefonopkald til Kulturstyrelsen et par dage efter mit besøg viste det sig at Kulturstyrelsens eksperter havde været på stedet - dagen før jeg var der. De var nået til den samme konklusion som jeg. En plan man lavede i 2008 er er aldrig realiseret. I Danmark afsætter man, som bekendt, latterlig få midler til fortidsminder, arkæologisk forskning og museal virksomhed.

Efter besøget læste jeg for første gang i 33 år min gamle opgave på 25 sider med 68 fodnoter. Jeg var heller ikke imponeret. Det var derimod Hans Stiesdal, som var censor på opgaven. Som ekspert på bl.a. borge havde han skrevet den nyeste litteratur om borge, bl.a. om Bastrup: Die ältesten dänischen Donjons i borgtidsskriftet Chateau Galliard VIII (1977). Det havde jeg naturligvis med, og havde terpet mig gennem den tysksprogede artikel. Jeg havde nævnt alt det vigtigste i min islandsk-prægede danske afhandling, men det som imponerede censor mest var en ganske lille blæktegning som jeg indsatte som Fig. 1. (se øverst) Den havde borgeeksperten Stiesdal, trods den menneskealder han arbejdede på Nationalmuseet aldrig lagt mærke til. Og det vidste jeg ikke. Men i litteraturen om Bastrup tårnet have jeg derimod aldrig set tegningen nævnt. Nu finder jeg på www en radering fra Illustrerede Tidende i 1860, som også viser ruinen på en anden måde end den kom til at se ud efter en række restaureringer.

Jeg  havde under en af mine mange besøg på Nationalmuseets læsesal i begyndelsen af 1980-erne, på jagt efter islandske fortidsminder som ingen havde skrevet om før, stået, mens jeg ventede på ekspedition, og gloet på alle tegningerne og malerierne på væggene. Heriblandt en ganske lille blæktegning af "Badstrup Ruin" fra 1855, af en ukendt kunstner. Samme dag som jeg fik opgaven udleveret af nu afdøde lektor Ole Schiørring, ringede jeg fra kollegiets mønttelefon d. 3. januar 1983 til Nationalmuseets læsesal og bad om en affotografering af tegningen. Den kom med posten nogle dage inden jeg afleverede opgaven.

Denne tegning viser muligvis, at der var hvælvinger i det nederste stokværk af Bastrup tårnet. Jeg konkluderede blot:

"Undertegnede vil dog ikke gøre et nærmere forsøg i at bestemme billedets kildeværdi, men hvis lignede tegninger i privateje fandtes, kunne de uden tvivl bidrage til en tolkning af, hvordan tårnet så ud før man påbegyndte de enorme restaureringer."

Året efter mødte jeg Hans Stiesdal in personam på Nationalmuseet i København, hvor han hørte at jeg befandt mig. Han ville gerne drikke en kop kaffe med mig, men det kunne jeg desværre ikke, for jeg skulle med toget hjem til Århus. Han ville såmænd kun fortælle mig, hvor imponeret han var over at jeg havde lagt mærke til den lille tegning af Bastrup på læsesalens væg, som han aldrig havde lagt mærke til før han fik min opgave i hænderne. Han belønnede det med en meget god karakter. Den tårnhøje tårnekspert var derfor glad, jeg var glad for min visuelle hukommelse og den gode karakter. Men jeg bliver stadig ikke ophidset, den dag i dag, hvis jeg ser et tårn. - Jo, måske lidt. Den manglende vilje mod borge og befæstninger har nok noget at gøre med min sygelige højdeskræk samt mit fredelige og anti-militaristiske sind.

I maj 2015, da jeg endelig tog mig sammen for at besøge Bastrup-tårnet, stod fem såkaldte "fuglespottere" ved foden af ruinen og kiggede meget intenst i deres kikkerter ud på søen. De fortalte mig andægtig, at de allerede havde "spottet" 47 fuglearter ved Bastrup Sø.

Jeg ved derimod, at de havde i hvert fald set 48, for de var slet ikke klare over at de havde spottet en gæv, islandsk ørn. 

Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson i maj 2015