Does Denmark really run on Principles?

Last week, Denmark had the honour of being the host for Abdel Fattha al Sissi, the president of Egypt. Nearly a week before the president´s plane arrived i Copenhagen´s international airport in Kastrup, some members of the Danish parliament, hardly spoke about anything except the Egyptian.

According to a series of political parties, mainly on the left, al Sissi is a dictator and even a mass murderer. The most righteous among righteous in Denmark (and they are many) didn´t welcome the official invite of the president. According to the righteous, among the people, who have welcomed Yasser Arafat, Nicolae Ceausescu and other notorious criminals, al Sissi is even worse - while any stop-over of an Israeli prime-minister is the worst possible scenario for little Denmark.

Anyone, who has studied Danish history of the last 200 year, or even further back, will quickly see that Danes, possibly due to the population size are not followers of great principles. The Danish recipe of invite much rather follows the principal, that if the visitor is economically important for Denmark, he is welcome. Guests, who can provide oil and resources, get to shake the hands of Danish Queens and Kings, and are ever so welcome, while leaders of e.g. "roage states" like Israel, which under attack from most of its neighbours cannot pay the Kingdom of Denmark a visit unless being apprehended by a Danish foreign minister, himself with his principles in tatters.

Now, when former warriors, like ex-al Quaeda terrorist Abu Mohammad al-Jolani (Golani), real name Ahmad al Sharaa, aka Hassan Abdul Ghany (see an anaysis of the 42 year old terrorist here) have invaded Damascus, they are welcomed by the very same Danish politicians, who want to keep al Sisi away from righteous Denmark and put Netanyahu on trial for genocide. We are proably more likely to see terrorist Ahmad al Sharaa on a state visit in Copenhagen, than any leader from Israel.

The Danish school system, being as bad as it really is (according to international monitoring agencies), hasn´t managed to get it through the thick Danish sculls, what the international definition of genocide is, a definition which btw is ratified by Denmark. 

ISIS members have never ratified any Genocide-declaration and nothing has really changed in the dictatorship of Syria with Assad gone. All the factions of that land will continue to hate Jews - and blame everything on the Jews, like they have done since the marking of Jews began in Damascus. Don´t think for a moment that the Germans invented that habit.

Til et fredløst foredrag på Arbejdermuseet

I går (18. april 2023) betalte jeg hele 270 kr. for at høre forfatteren og forhenværende TV-reporter Samuel Rachlin fortælle om Putin samt krigen i Ukraine. Hvor foregik det mon? Jo, af alle steder under de røde faner i Arbejdermuseets festsal.

Jeg tillod mig at betale dette lidt spegede beløb, selvom jeg vidste, at det muligvis slet ikke kun går til Rachlin, men hovedsageligt til hjælpemateriale som bl.a. bliver afhændet til en jødehadsk nazi-paramilitær gruppe i byen Lutsk, som kalder sig selv Vijskova Posta (Militærposten). Læs mere om den her i en post jeg havde på min FB. 

Samuel Rachlin talte om Putin og en mulige afslutning af krigen i Ukraine. Fred og fredsforhandlinger blev desværre ikke rigtigt nævnt, for Rachlin kendte Putin tilsyneladende så godt som baggårdsdreng fra St. Petersborg, at der var ingen tvivl i hans hoved om at fred ikke er nogen løsning. Rachlin sammenlignede Putin med Hitler og påstod at Putin begår folkedrab i Ukraine.

Rachlin talte for, at det militært relativt svage Rusland skulle knuses. Han påstod to gange, at Putin begår folkedrab i Ukraine, og tilslutter sig desværre til den større gruppe af jøder som endnu ikke har lært hvad folkedrab er jfr. de internationale, vedtagne definitioner, som netop bygger på jøderenes skæbne under 2. verdenskrig, som bl.a. overgik dem med god hjælp fra ukrainere. Spurgt til, hvorfor "Vesten" ikke allerede havde kastet sig ud i krigen, eftersom Putin-vældet er så svagt som Rachlin påstod, kom Rachlin heldigvis i tanker om Ruslands atomvåben, som under ingen omstændigheder måtte føres i stilling - derfor støttede man jo Ukraine, sådan som man gør.

I de hele taget så var tilhørerskaren meget forskellig fra den danske arbejderklasse. En herre ytrede "sikke mange røde faner" da han gik forbi mig inde i salen. En af de tre midaldrende spegesild, tilsyneladende fra en af velhaver-områderne nord for Københavnstrup, klukkede som en rugende høne, hver gang Rachlin sagde noget frækt om Putin, om folkedrabet i Ukraine eller om Ruslands forestående fald.

Men Rachlin bedyrede i den meget korte, efterfølgende spørgerunde, med seks spørgere, som han selv kortede ned til tre, at det kun blev en konventionel krig. Men FRED nævnte han ikke og ej heller Makron eller Kina som fredsmæglere. Det var ham mere magtpåliggende at tale om Rusland som en slyngelstat som intet kunne og hvis økonomi var på størrelse med Italiens. Men nok derfor nævnte Rachlin heller ikke en dyt om gasledninger og energikrisen i Europa, hvor parolen er blevet onvandlet til Atomkraft jadak.

Egentlig regnede jeg ikke med andet fra Samuel Rachlin side. Fornylig bukkede han næsten i støvet da han fik kors af laveste rang fra Litauen, en stat som kategorisk nægter at se sin Nazifortid i øjnene og som internationalt lyver om den. Måske fik Rachlin korset for sin ytring om, at hvis hans forældre havde nået at blive i Litauen, så var de ikke blevet sendt til Sibirien af russerne, men derimod til Danmark af tyskerne.

Rachlin er vist meget dårligt bevandret i Litauens historie, og for den sags skyld Danmarks nyere historieforskning. Danmarks legationsråd i Litauen før anden verdenskrig var nazist som ikke hjalp jøder. Officielt hjalp Danmark heller ikke dansk-fødte jøder som havde giftet sig med jøder i udlandet.

Så enkelt og afstumpet var den danske hjælpermentalitet. Sibirien, helvede på jord, var trods alt den redning som familien Rachlin aldrig ville have fået i Litauen. Journalisten som berettede om det litauiske kors af den laveste grad, som Samuel Rachlin har modtaget, og som han fra nu af bærer, antog, at familien Rachlin blev sendt til et "Gulag i Sibirien". Jo, journaliststanden har ikke den hjernekapacitet som den måske een gang har haft. De har nok ikke læsg 16. år i Sibirien.

Desuden syntes jeg Rachlins beskrivelse af Putin under foredraget på Arbejdermuseet, bedre passede den beskrivelse som jeg har dannet mig af Donald Trump. Tanken strejfede mig: Måske har Rachlin genbrugt en af sine gamle taler?

Når Rachlin havde affejet flere spørgsmål, fik vi god og heftig rock med Magtens Korridorer som var afgjort det bedste i aftenens program under de røde faner, som Rachlin ellers har brugt broderparten af sit liv til at bekæmpe. MKs tekster var mere aktuelle for fred end Rachlins skingre og monotone krigsagitation. Det næstbedste i aftenens program var, da KOLOs leder erkendte i det stille, at "de måske ikke altid har har haft de rigtige partnere i Ukraine". Måske havde han læst om min kritik af KOLOs hjælp til Vijskova Posta som er en paramilitær ny-nazistgruppe som hylder den Ukrainske jøde- og polakmorder Stepan Bandera.

Bahnsen og Lauridsen kunne lide at køre i denne ottehjulede off-tracker som er pyntet med en S-rune, et bogstav fra runealfabetet som mange nazigrupper har tilfælles, bl.a. gamle SS. Hvor dum kan man være?

Jo, KOLO Nordic har desværre givet materiale til en nazigruppe i Lutsk, som hylder folkedrabet på Europas jøder. Jeg viste eksempler på det gode samarbejde på min FB i går d. 18. april 2023, og inden i e-mails som jeg sendte til Arbejdermuseet event-arrangør samt Samuel Rachlin. Arbejdermuseet svarede, men det har Samuel Rachlin desværre ikke haft tid til. Krig tager jo al hans tid i en alder af 76, og han mener i øvrigt at han lever i den farligste tidsperiode i hele sit liv.

Uslørede er Lauridsen og Bahnsen fra danske KOLO Nordic. Pakker fra KOLO bliver videresendt til frontkæmpere med A-4 store etikette med billede af jødemorderen Stepan Bandera. De slørede mænd er fra den paramilitære nazi-gruppe Vijskova Posta. Billedet stammer fra Vijskova Postas FB-side. Nedenunder ses Lauridsen fra KOLO Nordic sammen med lederen af Vijskova Posta. Nej det er ikke i Det Sorte Hav de får sig en dykkert, men ved Damarks kolde kyst - midt under krigen i Ukraine. Ren hygge? I går fotograferede Bandera-dyrkerens ven i Arbejdermuseet for KOLO Nordic under Samuel Rachlins foredrag.

Lederen af Vijskova Posta - KOLO Nordics samarbejdspartner, hr. Pavlo Tsapiuk. Hans idol, jødemorderen Stepan Bandera, i baggrunden.

Jeg skal da nok blive anklaget for at være en Putin-agent, 006, eller noget der er endnu værre, grundet mine fredsønsker og meninger. Men jeg er blot til FRED; den samme fred som i Shu-bi-duas sang: Vi vil fred her til lands som gruppen sang så smukt under den Kolde Krig. Det gode ord fred er desværre ikke længere på mode i Danmark.

Jeg håber Samuel Rachlin kommer på andre tanker, og ser at han måske ikke har noget tilfælles med en gruppe som har samkvem med neo-nazister der dyrker jødemordere.

Ásjóna konungs

Það verður víst aldrei hægt að halda því fram að ásjóna Kristjáns 6. Danakonungs hafi verið ígurfögur. Blessaður maðurinn var svo óheppinn að eiga föður, Friðrik 4. (sjá hér í tímaritinu Skalk;6, 2015) sem einnig var óvenju ófríður.

Friðrik 4. var afsprengi mjög svo skyldleikaræktaðrar fjölskyldu, Aldinborgaranna (Hustet Oldenburg). Kona Friðriks, var þýsk aðalskona, Louise af Mecklenburg-Güstrow, var einnig sæmilega heimaræktuð. Það varð því að fara eins og það fór með Kristján sjötta, sem sat á konungsstóli frá 1730 til 1746.

Ekki var drottning Kristjáns, Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach minna spes. Dönsku hallirnar voru þannig í hans stjórnartíð fullar af blúndum og háhæluðum skóm og fólki sem tiplaði um langa gangana og talaði bjagaða þýsku, ef það rak ekki úrkynjuð nef sín niður í kaffibollann - og það ekki fyrir slysni.

Kóngur hélt sig mest heima, í og við hallir sínar, og sást sárasjaldan meðal fólsins. Þó er vitað að hann brá sér í skemmtiferð til Noregs. Hann fór í "fjallgöngu" líkt og tveir forfeður hans. Kona hans og tengdamóðir voru bornar í burðarstól upp á fjallið á Mannseidet. Á málverkinu neðst við þessa fræðslu má líklega sjá norskt landslag - en það getur líka í tilefni dagsins verið íslenskt, þó konungur hafi aldrei til Íslands komið - en það gæti málarinn hugsanlega hafa gert. 

Ekki jók konungur á frægð sína er hann innleiddi vistarbandið í Danmörku árið 1733 eftir þrýsting frá síðgráðugum landaðlinum

Ljósmyndina efst tók ritstjóri Fornleifs í sumar í Frederiksborgarhöll í Hillerød Sjálandi, sem í dag hýsir Nationalhistorisk Museum. Þetta er vaxmynd sem geymd er þar í glerkassa. Mun hún hafa sýnt konunginn á mjög sanngjarnan hátt. Hann var með svokallaðan Habsborgara-kjálka, reyndar vægt tilfelli af honum. Habsborgarakjammi, lýsir sér miklu undirbiti og er hann ein af afleiðingum skyldleikaræktar meðal kóngafólks og aðals í Evrópu og víðar, sem ekki gat hugsað sér að kvænast niður fyrir sig og valdi í staðinn að leggjast á ungar frænkur sínar - ef frændurnir urðu ekki fyrir barðinu.

Já hann var það sem danir kalla arveligt belastet. Kristján 6. var einnig með furðulegt nef, langt mjótt og bogið, sem neðst endaði í eins konar goggi. Slík nef eru einnig afleiðing þeirrar eðalseðlunnar sem tíðkaðist í hærri lögum þjóðfélaganna fyrr á öldum.

Kristjáni 6. er lýst sem hlédrægum manni, jafnvel feimnum á stundum og óframfærnum. Hann var því ekkert líkur föður sínum hvað það varðar. Stundum er talað um hann sem þunglyndan og innhverfan. Hann var þó vel meðvitaður um vald sitt og efldi það með ýmsum ráðum. Hvað Ísland varðar var hann hjálendunni ekki  allt of mikið til ama. Hann var hreintrúarstefnumaður (píetisti) en píetisminn haslaði sér völl í lútherismanum á þeim tíma sem Kristján var uppi.

Á Íslandi hafði hreintrúarstefnan  m.a. í för með sér lögfestingu ferminga. Þær urðu frá og með 1736 skylda. En píetisminn í hans tíð varð einnig til þess að gleðin hvarf úr ríki konungs. Kristján lét banna allar skemmtanir á sunnudögum og  árið 1735 gaf hann út helgidagtilskipun þar sem kirkjusókn varð skylda. Gapastokkur beið þeirra sem brutu öll þessi helgilög.

Hallarbyggingar og önnur óþarfa eyðsla til lystisemda konungs tæmdi danska ríkiskassann (sem kóngsi stjórnaði að vild). Kristján konungur lagði því mikið kapp á að krefja tolla af öllum þeim sem sigldu um Eyrarsund, en þar fyrir utan stofnaði hann seðlabanka, Kurantbankann sem var forveri Nationalbanken (danska Seðlabankans). Framleiðsla á pappírspeningum hófst, og jókst mjög líkt og stundum gerist þegar verðbólga skapast og menn leika sér með núllin. Það má Íslendingum vera kunnugt.

Nær öll áðurgreind hegðun og afbrigðilegheit, nema fjallgöngur, gerir kónga óvinsæla eins og við vitum úr ævintýrum. Kristján barðist þó ekki við skrímsli á Fjöllum, svo vægi fjallgöngu hans var lítið. Ugglaust var hann með svima alla leiðina upp.

Trúræknin rak hann vafalaust til þess að halda þræla.

Einhverja bónuspunkta fær Kristján með skúffukjammann þó hér í lokin fyrir að vera fyrsti danski einvaldurinn um langt skeið, sem ekki stóð í endalausum stríðsrekstri. Hann ætlaði sér reyndar í stríð við Svía árið 1743, en sá að sér er Rússar blönduðu sér í erfðamál sænsku krúnunnar.

Munið þó, að flagð er oft undir fögru skinni. En sjá, var hann ekki líka þrælahaldari, bölvaður? Niður með hann og brennum ásjónu hans að fyrirmynd band-arískrar hámenningar ...

Út um stéttar ...

Árbít mínum nú í morgun lauk ekki fyrir en klukkan hálf ellefu. Ég vakna venjulega snemma og borða líka árla, en í dag ákvað ég að fasta í nokkrar klukkustundir.

Ég fór í verslun til að kaupa nauðsynjar og ætlaði að kaupa mér helgarblaðið Weekendavisen, en rak þá augun í Information, sem ég les alla jafna ekki og hef ekki gert í áraraðir. Ég hef einfaldlega ekki efni á því. Blaðið kostar 40 DKK í lausasölu, sem er hið argasta kapítalíska okur og svínarí.

Aðeins ein ástæða var fyrir því að ég keypti hið gamla kommablað Information í morgun. Íslandskort prýddi forsíðuna. Ekki þarf nú meira til að fanga athygli Mörlandans, þótt forframaður sé!

Ég trúði vart mínum eigin augum, því eitthvað um móðurlandið finnur maður vart á virkum degi, nema í fyrsta lagi á bls. 4.,  en venjulega alls ekki, nema kannski í tónlistaraukum prentuðu blaðanna - eða þegar eitthvað gýs og skíturinn í bankageiranum vellur yfir.

En eins og siður minn og erfðagóss hefur fyrir skipað, rekst ég ávallt fljótt á villur annarra, þó ég sjái sjaldnast mínar eigin. 

Forsíðumyndin í Information var auglýsing fyrir grein eftir hinn ágæta Erik Skyum-Nielsen, sem ég kannast við og hef eitt sinn hjálpað við að finna villur í bók. Vitnað er í ljóðlínur eftir Þorstein Erlingsson á "íslensku". Því miður vill svo illa til að tvær, heilar villur er í þessum tveimur línum úr ljóðinu. Skoðið myndina og finnið þær.

Grein Skyum-Nielsens, sem fjallar um Snorra Eddu er með ágætum, en eitthvað hefur runnið út í sandinn með stafsetninguna á íslensku. Allt er ekki ritað alt eins og sumir gerðu á tímum Þorsteins. Í er ekki skrifað i.

Smámunir, líkt og Ísland er. En hafa ber það sem réttara reynist eins og við Íslendingar segjum - en höldum víst sjaldnast sjálfir. Þorsteinn Erlingsson orti einnig þetta:

Því fátt er frá Dönum sem gæfan oss gaf,
og glöggt er það enn hvað þeir vilja.
Það blóð sem þeir þjóð vorri út sugu af,
það orkar ei tíðin að hylja:
svo tókst þeim að meiða’ hana meðan hún svaf
og mjög vel að hnupla og dylja;
og greiðlega rit vor þeir ginntu um haf –
það gengur allt lakar að skilja.

Tak ská´ du ha´! Þetta á nú ekki við um Erik Skyum-Nielsen. En ég er farinn að verða leiður á sumum öðrum dönsku þýðendunum sem þykjast hafa tök á íslensku. Það er nokkuð langt á milli þeirra sem það hafa.

Ísland til sýnis í Tívolí árið 1905

Myndin hér að ofan ekki frá alþjóðaþingi baráttukvenna árið 1905. Hún er frá sýningu í Tívoli sumarið 1905 og snemma hausts það ár, sýningu sem fór fyrir brjóstið á sumum Íslendingum sem kölluðu hana skrælingjasýninguna.

Á sýningunni var ætlunin að sýna skemmtanaglöðum Dönum hvað var að gerast í nýlendum þeirra, sem og í Færeyjum og á Íslandi. Fullt nafn sýningarinnar var Dansk Koloniudstilling samt Udstilling fra Færøerne og Island.

Þó svo að sumir Íslendingar hafi á síðari árum verið að halda því fram á heimavettvangi sem og erlendis, en vegna algjörrar vanþekkingar eða vegna misskilning, að litið hafi verið á Ísland sem nýlendu (koloni) á þeim tíma sem sýningin var haldin, þá fer því víðs fjarri. Einnig hafa einstaka furðufuglar í stétt danskra sagnfræðinga, þ.m.t. Bo Lideggaard sem keppist við að skrifa sögu Danmörku að smekk og aðallega smekkleysu ákveðins flokks í Danmörku, verið að halda því fram að Grænland hefði aldrei verið nýlenda. Það er álíka mikil fjarstæða. Þetta eru skilningsslys, sem sýna vanþekkingu á sögu landanna og jafnvel erfiðleika við lestur.

Sýningin í Tívolí var ekkert freakshow, og það að setja Íslendinga og "kóloníurnar" saman var ekki gert með illum ásetningi. Það var fyrst og fremst viðleitni til menningarauka í skemmtigarðinum. En sýningin, og sér í lagið spyrðing Íslands við nýlendur fór fyrir brjóstið á mörgum og kallaði félagsskapur ungra Íslendinga í Kaupmannahöfn sýninguna eins og fyrr segir. Skrælingjasýninguna. 

Sá titill kom nú helst til af af fordómum Íslendinga, sem litu með fordómafullum augum samtímans á Grænlendinga sem undirmálsfólk eða og  vildu ekki vera undir sama þaki og þeir og negrar afkomendur þræla í Vestur-Indíaeyjum Dana. Íslendingar voru vitaskuld betri, að eigin sögn, og þeir meintu það.

Sýningin varð til að frumkvæði hinar margfrægu konu Emmu Gad sem lét margt til sín taka.  Hún reyndi að komast til móts við óskir Íslendinga fyrir þessa sýningu,  þegar hún sá að Íslendingar í Kaupmannahöfn móðguðust, og t.d. fengu Íslendingar að lokum sérskála vegna "sérstöðu" sinnar og nafn sýningarinnar sýnir ljóslega vandann við að setja Íslendinga með Grænlendingum og negrum á sýningu.  Slíkt gerir maður bara ekki, án þess að móðga hreinustu og bestu þjóð í heimi.

Myndin efst sýnir íslenska konu í peysufötum á sýningunni, ásamt færeyskri konu. Með þeim er frú Jensen, sem upphaflega var frá St Croix eyju, en sem hafði búið í Kaupmannahöfn og var gift Dana. Vel virðist fara á með þeim kynsystrum og vonandi hafa þær getað skeggrætt um allt á milli himins og jarðar án þess að láta lithaft og uppruna hafa áhrif á kynnin. Í sýningarbæklingum kveður við annan tón um konuna frá Vestur-indíum og hún er ekki kölluð frú Jensens heldur negerinden:

”forlang af Negerinden en Cocktail, Icecream soda eller anden let Forfriskning og de vil da, medens Solen spiller paa Golfens blaa Havflade og St. Thomas’ Tage drømme dem langt over Oceanet til de Smaaøer, der forhaabentlig en Gang igen skal kunne benævnes Vestindiens Perler.” 

Vart hefur verið hægt að krefjast slíks af íslensku sýningarkonunni, nema að það hafi verið til siðs að krefjast

"mysa, skyrhræringur og eyjabakstur i regnen i Reykjavík ved peysufatakællingen fra Hafnarstræti."

En þannig var nú ekki talað um íslenskar konur, enda var Ísland aldrei nýlenda, líkt og sumir halda þó enn á Íslandi.

Mér sýnist einna helst að konurnar séu að hlæja að látunum í fylliröftunum í Skrælingafélaginu.

Ef menn vilja lesa sér meira til um þessa sérstæðu sýningu og um skoðanir íslenskra eilífðarstúdenta sem drukku ótæpt Bakkusi til samlætis, og sjálfsagt til að deyfa særðar og smánaðar þjóðernistilfinningar sínar, er ágætt efni um hana hér í vefsíðu um Emmu Gad eða í góðri grein um Skrælingjafélagið eftir Margréti Jónasdóttur sagnfræðing í Lesbók Morgunblaðsins. Hér má síðan lesa sýningarskrána fyrir sýninguna í Tívoli árið 1905.

En dansk historikers dårlige hukommelse

Den 21. juli 2015 afleverede Dr. Efraim Zuroff direktør for Simon Wiesenthal Centers (SWC) afdeling i Jerusalem en anmodning til dansk Politi om en undersøgelse af Helmuth Leif Rasmussens aktiviteter i Hviderusland. Under 2. verdenskrig gjorde Rasmussen, som en meget ung mand i Waffen-SS, blandt andet tjeneste i en lejr nær Bobruisk, hvor hundreder af jøder blev mishandlet og myrdet (se mere om sagen her).

Nu går Rasmussen under navnet Helmuth Rasbøl og bor på Frederiksberg i bedste velgående og ved fantastisk helbred for en 90-årig. Han påstår dog i et interview med Berlingske Tidende i juli 2015, at han ikke længere kan skelne dagene fra hinanden. Det kan han dog godt når han hver onsdag går lange ture i Frederiksbergs have og Søndermarken med andre ældre borgere. Til trods for at være gåholdets nestor med sin 90 år, er Rasbøl atleten i gruppen.

Lejrvagten fra Bobruisk i 2015. Foto Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson.

Efraim Zuroff ved Station 1 på Halmtorvet. Foto Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson 2015.

Det er på grundlag af oplysninger i bogen En skole i Vold af Dennis Larsen og Terkel Stræde, at SWC har afleveret sin anmodning om en undersøgelse af Rasmussens aktiviteter i lejren ved Bobruisk til de danske politimyndigheder. Dr. Efraim Zuroffs besøg i Danmark vakte naturligvis stor opmærksomhed i Danmark såvel som internationalt. Omverdenen er naturligvis forundret. De kender stadig kun til redningen af jøderne i 1943, som er nu senest er blevet romantiseret ud over aller grænser af Bo Lidegaard (se her).

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet er tilsyneladende allerede begyndt at undersøge sagen, og det til trods for at lilleput-partiet Venstre, som leder den mindretalsregering som nu er ved magten i Danmark, har meldt ud at den mangler viljen og tilsyneladende også menneskelig og intelligent integritet til at bidrage til at undersøgelsen skal gennemføres på en ordentlig og ansvarlig måde.

Claus Bundgård Christensen påstår danske myndigheder levede i total uvidenhed.

Dr. Efram Zuroff blev inviteret til at gøre rede for sin mission i Danmark i programmet Deadline, (se her). Deadlines ansvarlige havde også inviteret en dansk lektor for at kommentere. Claus Bundgård Christensen fremsatte blandt andet denne "forklaring":

"... De danske myndigheder på det her tidspunkt, altså politiet, de har slet ikke ressourcerne til at efterforske det her. Man anede det faktisk heller faktisk ikke - man, man, man kender knapt nok til holocaust på det her tidspunkt. Man vidste godt, at jøder var blevet behandlet dårligt. Men, at der var foregået et systematisk, instrualiseret [sic] massemord på de europæiske jøder. Det var man faktisk ikke helt klar over. Altså så, så, så omfanget - det, det havde man simpelthen ikke indblik i - og Europa var faktisk et stort kaos i, i den tidlige efterkrigstiden, så det var faktisk umuligt at efterforske."

Dette svar, foruden at være det rene vrøvl, er efter min mening intet mindre end en falliterklæring fra en af de tre historikere som i 1997 udgav bogen Under Dannebrog og Hagekors. I den bog, som blev præsenteret som en tømmende behandling af de danske mænd som meldte sig ind i Waffen-SS, gav de tre unge kandidater meget få og uklare oplysninger om danske SS-soldaters deltagelse i krigsforbryder. Det var dem mere magtpåliggende at beskrive dem som ofre for arbejdsløsheden i Danmark og for tidsånden i Europa, eller som ganske "almindelige mænd". Men ganske almindelige mænd kan begå massedrab og krigsforbrydelser - også danske mænd.

En huskeliste for Bundgård Christensen

Naturligvis vidste de danske myndigheder ret hurtigt efter krigen meget godt hvad der var sket under nazisternes terrorstyre. Her er en lille huskeliste.

1) Man modtog bl.a. spørgsmål om, hvad der var hændt for de jøder som danske myndigheder udviste 1940-1943. Myndighederne kendte i de fleste tilfælde godt til svaret, som man dog systematisk lod være med at oplyse forespørgerne om. Oplysningerne kom gradvist, og i 1947 stod det politiet helt klart, hvad der var sket, samt hvad Nazis-Tyskland som Danmark så flot samarbejdede med, havde begået af forbrydelser. Men de danske myndigheder forsøgt systematisk at skjule dette samarbejdes værste udfald. Udvisningen af jøder 1940-43 og danske storkrigforbrydelser forsøgte man på alle mulige måder at holde hemmeligt.

2) De allierede styrker i Europa kontaktede i 1945-49 konstant danske myndigheder med henblik på retsforfølgelse af danske krigsforbrydere, samt andre ikke danske forbrydere. Dansk politi, udenrigsministeriet og justitsministeriet modtog hele tiden eftersøgninger efter krigsforbrydere. Dansk politi tog sig med andre myndigheder af flere krigsforbrydere som sad i danske lejre. Man hjalp dem da også til friheden i stedet for at sørge for at få dem retsforfulgt. Man hjalp mordere fra KZ- og udryddelseslejre som var interneret på Mosede fortet til friheden, mens man også i Mosede indespærrede en jøde, Kurt Bolz, så han ikke kunne røbe detaljer om hans umenneskelige udvisning fra Danmark i 1942 - som politimyndighederne deltog i.

3) Dansk presse bragte i efterkrigstiden måske ikke så mange oplysninger fra KZ-lejre og udryddelseslejre som mange andre lande, men mere end nok til at oplysninger om hvad der skete der har trængt ind, endda hos de mest tykskallede politifolk i Danmark.

Da en dansk-jødisk familie efter krigen forhørte sig om Szymon Zajtmans skæbne, så løj de danske politimyndigheder om hans skæbne overfor den jødiske familie. Han blev myrdet i Tyskland efter en udvisning fra Danmark i 1941 foranlediget af danske myndigheder.

Jøden Kurt Bolz blev fængslet sammen med tyske krigsforbrydere på Mosede-fortet syd for København, for man frygtede at han ville gå til pressen med historien om hans udvisning i 1943. Han flygtede fra et tog på vej til Auschwitz i 1943 efter at han var blevet udvist fra Danmark af danske myndigheder. Senere flygtede han også fra Mosede - til Sverige.

Ernst Platzkos (billede) søn, Karel Platzko, blev i 1945 inviteret i audiens hos kronprins Frederik, men myndighederne fortalte aldrig sønnen, om deres brutale udvisning af hans far Danmark. En udvisning som Danmark men ikke Nazi-Tyskland foranledigede. Det var en udvisning som endte med at han blev myrdet. Disse og andre skæbner som det officielle Danmark ignorerede efter at Danmark udviste dem til Nazi-tyskland kan man læse om i bogen Medaljens Bagside (2005).

Gustav Alfred Jepsen fange hos de allierede.

Da denne danske krigsforbryder, Gustav Alfred Jepsen, blev hængt i Tyskland i 1947, bad myndighederne som holdt begivenheden væk fra medierne med alle mulige midler, hans kone og søn om at lade være med at rejse til Tyskland for at være tilstede ved henrettelsen, for derved at forhindre at skabe opmærksomhed om sagen. Det lykkedes de danske myndigheder at holde Jepsens forbrydelser hemmelige indtil 2005. Men man kendte da udmærket alt til dem. Englænderne sendte alle detaljer og undrede sig over Danmarks manglende vilje til at tage på sagen.

Tror Claus Bundgård Christensen, at det danske politi slet ikke så kvinderne fra Ravensbrück som blev kørt gennem Danmark til Sverige i de Hvide Busser i foråret 1945? Her ses de kaste sig over mad i Padborg. Politiet i København var til stede ved den Svenske kirke i København, da busserne gjorde et kort stop der. Formålet med politiets tilstedeværelse var at forhindre at nogen slap væk. Det gjorde Kurt Bolz, som var med i en af busserne. Han blev fanget da han gik til myndighederne for at oplyse at han havde overlevet udvisningen, men blev omgående fængslet i Mosede sammen med tyske krigsforbrydere. Tror Claus Bundgård Christensen, at danske politimænd som sad i Neuengamme og andre KZ-lejre ikke vidste hvad der foregik i nazismens helvede? Hvem har egentlig været Claus Bundgård Christensen professor på universitetet?

Bundgård Christensen og kollegaer ignorerede oplysninger  i 1997.
Jeg tog allerede d. 1. august 1997, skriftligt kontakt (se mine breve her) med en af forfatterne til Under Hagekors og Dannebrog, inden bogen udkom i 1997, hvor jeg bl.a. gjorde venligst opmærksom på krigsforbrydelser begået af danske SS-soldater. Dem kan  høre om i "live" optagelser sendt til Danmark af den islandske SS-reporter, Björn Sv. Björnsson. De findes i DRs arkiv. Jeg sendte forfatterne eksempler på kilder som de kunne have brugt, men når bogen udkom i 1998 glimrede den ved en fuldstændig mangel af gennemgang af danske krigsforbrydelser begået af danske Waffen-SS medlemmer. Niels Bo Poulsen umagede sig ikke ved at svare på mine oplysninger.

I 2003 udkom der i publikationen Denmark and the Holocaust, som jeg også bidrog til (se her) en artikel af de tre forfattere (se her), hvori de gjorde sig mere umage ved at gennemgå krigsforbrydelser begået af danskere i SS-uniform. Men det var blot en overfladeafskrabning.

Bundgård Christensens vattede forklaring

Claus Bundgård Christensen præsentere Danmarks befolkning med en usandhed i Deadline. Danmark fik nemlig lige som andre vestlige lande efterhånden meget detaljerede oplysninger og viden om den nazistiske mordmaskine, som de danske myndigheders samarbejdseksport var med til at smøre. 

Udover det ahistoriske svar som Bundgaård Christensen gav i Deadline d. 21. 7. 2015, er det yderst grinagtigt at være vidne til, at da den udmærkede bog af Dennis Larsen og Terkel Stræde, En skole i Vold udkom i 2014, så for han som en af forfatterne til bogen Under Dannebrog og Hagekors op som anmelder i Weekendavisen og kritiserede Larsen og Stræde for at publicere oplysninger som han påstod allerede var blevet publiceret. I så fald var det ikke i nogen af hans egne værker om danske Waffen-SS medlemmer.

Nogle danskere har det ganske svært ved at indrømme det faktum, at danskere deltog i krigsforbrydelser. Da jeg i 2005 som den første skrev om den mest blodige danske krigsforbryder Alfred Jepsen i Weekendavisen, kom der læserbreve hvori afsenderne proklamerede, at Jepsen som medlem af det tyske "mindretal" ikke var nogen rigtig dansker, selvom han rejste rundt på dansk pas og anså sig selv som dansk borger, og andre hævdede, at danskere ikke havde det engagement og den sammensætning for at blive krigsforbryders sådan som rigtige tyskere og mindretalsdanskere blev det! Står vi overfor en kollektiv dansk eskapisme?

Mange danskere kan stadig ikke se i øjnene, at de udvisninger af jøder og andre som danske politikere og myndigheder foranledigede 1940-43, som jeg beskrev som den første i bog Medaljens Bagside (2005) var statslige mord. Det gjorde Anders Fogh Rasmussen dog, efter at have læst min bog som han havde bad særskilt om inden den formelt udkom. I Mindelunden gav han d. 4. maj 2005 en undskyldning til det jødiske folk. Det var noget andet end de vattede udmeldinger som hans partifæller i Danmarks mindste mindretalsregering nu ytrer i forbindelse med undersøgelse af Waffen-SS mænds forbrydelser. Venstres retspolitiske ordfører har udmeldt, at der i sagen om Helmut Leif Rasmussen/Rasbøl ingen hjælp er at vente fra fra regeringen.

Det er så spørgsmålet, om Venstres nye holdning kommer til at præge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitets arbejde med sagen. Venstre er, som sagt, til trods for Anders Fogh Rasmussens udmeldinger i 2005, ikke villigt til at belyse de forbrydelser som samarbejdspolitikken med nazisterne medførte. Venstre går tilsyneladende endnu en gang besættelsesmagtens ærinde og beskytter danske krigsforbrydere. Socialdemokratiet og de Radikale følger tilsyneladende med i den dans. De var jo også besættelsesmagtens samarbejdspartier for 70 år siden. Historikere med Radikal tilhørsforhold har nu i snart 15 år forsøgt at fortælle os i en agitationsagtig kampagne, at samarbejdspolitikken som de Radikale bidrog aktivt til, og som danske bødler var en del af, var en velsignelse og redning for danske jøder. Så absurd har historiefremstillingen udviklet sig i dagens Danmark, mens historikere som skriver om ofrene for den politik og kritiserer den bliver udråbt som "moralister".

Da Helmuth Leif Rasmussen stod anklaget for at skyde en dansker på Frederiksberg og endda figurerede som vidne mod andre danskere som arbejdede sammen med ham i mordlejren ved Bobruisk, blev der givet oplysninger om systematisk mord af jøder. Problemet var, at de danske myndigheder ikke var interesseret i oplysninger om dræbte jøder, og mindst af alt danske mord og mordere af jøder. Højtstående danske embedsmænd vidste, at de selv havde bidraget til drab på jøder ved udvisning af 23 af dem i perioden 1940-43. Det var de ikke interesseret i at offentliggøre. Derfor var danske SS-mænds forbrydelser ikke den første prioritet for de danske justitsmyndigheder. De danske myndigheder, samarbejdsregeringens medlemmer, havde jo opfordret til deres deltagelse i Waffen-SS, ved at anbefale unge mænd at melde sig under fanerne.

Kampen for Danmarks image

Der er ingen konspirationsteori i gang, sådan som lektor Claus Bundgård Christensen lod forstå i interviewet i Deadline. Danske embedsmænd tyssede forbrydelserne systematisk ned, både sine egne og andres. Kampen for Danmarks image forårsagede tavshed om jøders lidelser. I stedet nåede lovsangen om redningen af jøder i 1943 et religiøst niveau med tilhørende myter og skrøner.

Men ret skal være ret. Claus Bundgaard sagde faktisk også i interviewet på Deadline, at han havde sympati for de ønsker som er kommet om at man retsforfølger danske krigsforbrydere. Han siger, at de sagtens kan være flere en 20 af dem i live. Han vil dog ikke og har aldrig hjulpet til for at det kunne ske. Det er nemlig sådan, at hvis man har nogle tendenser i den retning, så bliver man anklaget for moralisme og det der er værre. Tak for støtten, Claus Bundgaard Christensen!

Benægtelsen

Så sent som i 2006, da jeg publiceret oplysningerne om krigsforbryderen Jepsen (se her), tog jeg en af justitsministeriets jurister i at lyve om ministeriets kendskab til kilderne om danske krigsforbrydere. Ministeriet skal give samtykke for adgang til disse kilder som opbevares i Rigsarkivet, og har derfor et fuldstændigt overblik over dem med assistance fra Rigsarkivets førende eksperter. Kilderne til Jepsens forbrydelse og rettergang havde jeg allerede fået kendskab og adgang til i britiske og amerikanske arkiver. De danske jurister meddelte derimod mod bedre vidende, eller vildledt af Rigsarkivets arkivarer, at de intet kendte til sagen om Jepsen eller hans navn. Så enkelt er det. Man fortiede sagen helt indtil man ikke længere kunne holde facaden og blev angste for en pinlig presseomtale. Først da jeg afslørede min viden overfor justitsministeriet og påpegede at det ikke gav korrekte oplysninger, var ministeriet villigt til at give mig adgang til sagsakterne, som de tidligere påstod de ikke havde kendt til. 

Men når det ikke kun er embedsmænd i ansvarlige danske ministerier som har forsøgt at holde danske krigsforbrydelser skjulte, men også historikere som vægter historien således at forbrydelserne mod den mest udsatte gruppe i Europa under Hitler-styrets vanvid ikke for prioritet i deres værker, så har vi et problem i Danmark. Romantiseringen af samarbejdspolitikken som man har set hos en gruppe danske historikere er et politisk maskespil, først og fremmest egnet til at hvidvaske politiske partier som i samarbejdet med nazismen deltog i 2. verdenskrigs forbrydelser.

Den plet på Danmarkshistorien kan dog ikke vaskes hvid. Nu indhenter historien en af biprodukterne til den "smukke" danske samarbejde under besættelsen, nemlig lejrvagten i jødelejren, Helmut Leif Rasmussen, også kendt som hr. Rasbøl fra det pæne Frederiksberg. Endda dagbladet Politiken, som styres af hvidvaskningsguruen Bo Lidegaard, bliver nødt til at behandle sagen, selvom avisen har glimret ved sit fravær her i juli 2015, da avisen slet ikke rapporterede fra Dr. Efraim Zuroffs besøg i København.

I Danmark er FOLKEDRAB et besværligt ord

   Den 12. maj 2013, kun få dage efter at Danmark fejrede 70-året for befrielsen i 1945, nægtede et flertal af partier i Folketinget at tage stilling til og fordømme folkemordet på armenierne i 1915-1918.

Enhedslisten har stillet et meget naturligt forslag: ”I anledning af 100 året for det armenske folkedrab opfordrer Folketinget Tyrkiet til at sikre respekt for landets etniske, religiøse og nationale mindretal."

Men nej, opbakningen udeblev i debatten, bortset fra en klar støtte fra Liberal Alliance. Nogle af de politikere som var tilstede i Folketingsalen, værgede sig derimod under debatten d. 12. maj 2015 ved at bruge ordet folkedrab. Andre mener ikke at et parlament er et "passende sted" at komme med erklæringer om "vanskelige fænomener" som folkedrab.

Store dele af det politiske Danmark stikker hovedet i sandet som en forvirret struds, når diskussionen går på folkemord. Det ser ud til at den danske kræmmermentalitet endnu en gang vejer tungest. Man vil ikke følge en række nordiske landes eksempel og kritisere Tyrkiet for benægtelse af det armenske folkedrab. Til trods for at Paven i Rom samt en række EU-stater har fordømt folkemordet på armenierne, står Danmark stejlt og forsvarer igen sin egen lille samarbejdspolitik - i dette tilfælde med tyrkerne.

Danske lig i lasten

Mens det armenske folkedrab og andre folkedrab forvolder Danmark en hovedpine, har det officielle Danmark i årtier i sine ambassader udleveret skrøner og hvidvaskninger af nyere dansk historie. Danmark, danske politikere og dansk diplomati høster anerkendelse for redningen af jøderne i Danmark til Sverige. Den Danmarkshistorie som det officielle, politiske Danmark støtter og udleverer til godtroende udlændinge er dog langt fra at være sand. Den er kun et alternativ til andre opfattelser og nyere forskning som har vist helt nye sandheder. Det officielle Danmark vil derimod ikke udbrede oplysninger om, hvorledes danske samarbejdspolitikere var med til at udvise jødiske flygtninge fra Danmark i perioden 1940 til 1943. Den danske ambassade i Washington har bl.a. afslået at formidle denne artikel.

Det var ikke samarbejdspolitikken og danske politikere som reddede jøder i Danmark til Sverige i 1943. Tværtimod, så var kollaborationen med til at statsløse jøder blev udvist fra Danmark i årene 1940-43. Udvisningerne skete med opbakning fra politikere i Socialdemokratiet, det Radikale Venstre og flere partier. Drevet af kræmmermentalitet og handelsinteresserne bistod disse partier de danske justits- og politimyndigheder der tilbød jøder og andre til udvisning fra Danmark. Endda Martin Lidegaards ministerkollegaer, under besættelsen, gjorde det muligt at holocaust blev "beriget" med 21 uskyldige mennesker som Danmark udviste til den visse død. I blandt ofrene var børn. Udvisningerne var et drabeligt produkt af samarbejdspolitikken, hvor mange danske politikere agerede som tjenestevillige hunde. Samarbejdspolitikken var et morderisk redskab som bidrog til Holocaust -  til folkedrab. I 2015 bifalder store dele af det officielle Danmark samarbejdspolitikken, men vælger at tie om folkemordet på armenierne.

Udenrigsminister Martin Lidegaard vil ikke røre ved det armenske folkemord med en ildtang. Samtidig deltager det danske udenrigsministerium såmænd i lanceringen af et bogprojekt, med en reklame for lancering af ministerens brors bog (se her og her). Bo Lidegaard har skrevet flere bøger om velsignelsen ved at Danmark samarbejdede med det Tredje rige. Den agitation er ved at ligne en besættelse. Berømmelsen af dansk-tysk nazisamarbejde finder man også i bogen Landsmænd (2013), som er udkommet oversat til snart 10 sprog. Bogen handler om de danske jøders flugt til Sverige i 1943. Udenrigsministerens bror hvidvasker historien og påstår, at redningen af de danske jøder skyldes samarbejdet med besættelsesmagten.

Med rig assistance fra det politiske Danmark og en annonce for hans boglancering i USA på udenrigstjenstens hjemmeside, får omverdenen den opfattelse, at danskerne bifalder samarbejdet med nazister, samt at danske politikere sammen med en gemen, lille, tysk nazist reddede de danske jøder til Sverige. I Bo Lidegaard bog om jødernes redning er der ikke overraskende ingen henvisning til den forskning som beviser at samarbejdspolitikken var skyld i danske myndigheders udvisninger af jøder i perioden 1940-43. De udvisninger kan man læse om i denne bog. Det ubehagelige faktum, at Danmark deltog i Holocaust er blevet forsøgt vasket rent fra historien af Bo Liedegaard og hans disciple (se kritik her).

Udenrigsministeriet påtager sig åbenlyst bogreklamer for alternative hypoteser, som hævder a samarbejde med nazisternes var den bedste løsning for Danmark under besættelsen, og at jøder blev reddet af politikere - politikere som dog beviseligt var antisemitter.

I en lille pjece om besættelsestiden i Danmark, som er udkommet på flere sprog i adskillige genudgivelser og revisioner, og som besøgende har kunnet få udleveret i Danmarks repræsentationer, nævnes heller intet om de jøder som bl.a. Udenrigsministeriet bidrog til at myrde i årene 1940-43, den gang Udenrigsministeriet deltog i folkedrab. I pjecen påstås der, at det var en tysk diplomat, Georg Ferdinand Duckwitz, sammen med kollaborations-politikere som reddede de danske jøder til Sverige i 1943. Men der er ikke plads til oplysning om at inden den tyske besættelse i 1940 så gjorde de samme politikere det til en forbrydelse at skjule en jødisk flygtning. Udenrigsministeriets pjece nævner heller ikke, at den nærmeste ven til Duckwitz i Danmark var Horst Pflugk-Harttung, som i 1938 blev iømt fængselsstraf i Danmark for spionage. Duckwitz var således tidligere medarbejder af Alfred Rosenberg, nazisternes førende jødeideolog og senere i spionen Horst Pflugk-Harttungz omgangskreds. Under et forhør i Arizona i 1945 kunne Horst Pflugk-Harttung stolt oplyste, at det var ham personligt som i 1919 skød den tyske socialistleder Karl Liebknecht.

Er der noget om dette fornemme bekendtskab i den officielle historie som Danmark serverer i sine ambassader? Nej, for nogle af de historikere som politikerne påstår at har til opgave at "dømme" og formidle viden om f.eks. folkedrabet på armenierne har selv ikke formået at fortælle hele sandheden om folkedrabslige aspekter af Danmarkshistorien.

Duckwitz´ lommekalendere, en kilde som Hans Kirchhoff ikke brugte for at skrive en biografi over Duckwitz´ liv og levned. Foto Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson 2006.

I en nylig biografi om Danmarks store ven, Duckwitz, den påståede redningsmand af de danske jøder, udelader forfatteren, Hans Kirchhoff, et væld af grundkilder. Kirchhoff affejer uden argumenter al tidligere kritik af Duckwitz (se f.eks. her). Han glorificer kollaborationen og påstår, at han har brugt alle tilgængelige kilder om helten Duckwitz. Det har han ikke. Ikke et eneste citat bruger Kirchhoff fra Duckwitz' lommekalendere.

I 1960erne fandtes 11 af disse lommekalendere. I dag er kun 4 af dem bevaret i Udenrigsministeriets politiske arkiv i Berlin. Historikere på Rigsarkivet afhændede disse vigtige lommekalendere til Duckwitz i 1960erne. I de lommekalendere som Duckwitz ikke stak under stolen, kan man læse, hvorledes de danske jøders redningsmand årligt sendte fødselsdagshilsner til Alfred Rosenberg, og hvorledes Duckwitz omgikkes morderen Pflugk-Harttung i Danmark, samt en række andre højtstående nazister.

Den amerikanske flådes forhørsrapport fra 1945, hvori Pflugk-Harttung indrømmer mordet på Karl Liebknecht. Morderen og spionen Pflugk-Hartung var en af Duckwitz´ bedste venner.

Det officielle og politiske Danmark spreder således uden tøven usandheder og friseret sandhed om dansk besættelsestidshistorie, mens det officielle og politiske Danmark  åbenbart ikke kan tage på sandheder om folkedrabet på armenierne.

En politiker (Lars Barfoed) fra et dansk politisk parti (Konservative), som under besættelsen fraterniserede med besættelsesmagten og som i 1940 anbefalede indførslen af høje straffe til dem som skjulte jødiske flygtninge, omtaler folkedrabet på armenierne som "mange tusind mennesker som mistede livet". Martin Lidegaard, der repræsenterer de Radikale, partiet som efter sigende var hjernen bag den vellykkede samarbejde med nazisterne ifølge hans bror, Bo Lidegaard, anerkender ikke engang det armenske folkedrab som værende et folkedrab.

Det er måske forståeligt, at danske historikere på en hvidvaskningsmission for et politisk parti med en meget blakket fortid ser igennem fingre med de relativt få jøder som blev udvist af det politisk korrekte Danmark i 1940-43. Men hvordan kan det dog være, at man ikke vil tage stilling til drabet på en halvanden million armeniere? Er det kræmmermentaliteten, den dårlige samvittighed, eller måske en lille, uappetitlig blanding af begge dele, med et stænk af trusler fra Tyrkiet?

Det officielle Danmark lancerer gennem en af sine repræsentationer en meget omdiskuteret bog, hvor kollaboration med nazismen bliver forherliget og hvidvasket, mens Danmark ikke ønsker at røre ved et veldokumenteret folkedrab, som danskere som Karen Jeppe, Marie Jacobsen og Carl Ellis Wandel så følgerne af (se her). Man ser følgerne den dag i dag, og den disrespekt som Tyrkiet viser Tyrkiets etniske, religiøse og nationale mindretal.

Den danske dobbeltmoral sender ganske vist også nogle underlige signaler til omverdenen. Sådan som nogle danske historikere selektivt vælger de kilder der passer dem og ikke rører andre, vælger Tyrkiet selektivt de kilder der passer deres benægtelse. Hvis det ikke batter, truer man og myrder dem som ytrer sig om det armenske folkedrab. De som ytrer sig om danske udvisninger af jøder bliver heldigvis "kun" censureret.

Alle lande har lig i lasten. Tyrkiet og Danmark foretager hvidvaskning af historien, hvert land på sin egen sære måde.

Lignende artikler:

9 April: It´s Danish Butter Cookie Day

Danish Holocaust Distortion

 

Anbefalet læsning: