Nordens ældste Pepsi-flaske

Jeg er en af de mange stakler som bæller X dl. brunt sodavand om dagen. Det brune sukkervand pepper nemli´ mine hjerneceller op. Faktisk er alle mine indvolde også lysebrune på grund af mit ekstremt loyale forhold til det brune vand. Jeg kan, uden at reklamere for noget, afsløre at det brune vand jeg helst drikker hedder Zero. Jeg har været afhængig af den farligere version af drikken fra begyndelsen af 1960erne, eller siden mine forældre syntes det var sikkert nok til mig, sådan ca. ved 3-års alderen. Ved en helseindsats i 1990erne begyndte jeg at drikke Zero efter flere års afholdenhed fra Coca-Cola.

Jeg har aldrig været stor tilhænger af konkurrenten til Coca-Cola eller Coke Zero. Pepsi, som blev solgt i Island, længe, længe før drikken kom til Danmark i 1973, havde altid en afsmag, som gjorde at jeg ikke kunne drikke flasken op, eller jeg følte kvalme ved at drikke den. Det blev ikke bedre med Pepsi Max, som kom til Danmark i 1994. Jeg rører sandt at sige ikke Pepsi, med mindre Coca Cola Zero er udsolgt. Pepsi køber jeg kun i krisesituationer. Jeg ville ikke engang bruge drikken for at slukke en tilfældig brand i mit hår.

Selvom jeg ikke drikker Pepsi ejer jeg derimod den ældste Pepsi-flaske i Kongeriget Danmark. Den er fra 1943. Hvordan kan det stemme, spørg nogle af Coca-Cola vragene, hvis Pepsi først kom til Danmark i 1973 (og 1967 i Sverige, jaja jååå), da alle sagde Jolly til sin Cola??

Jo, det skal jeg fortælle jer. Da Island stadig var en del af det danske rigsfællesskab, fik islændingene Pepsi Cola udenom moderriget. Coca-Cola havde Saga-øen allerede fået inden da, og endda Skyr. Danmark var besat af Tysken, mens vi i Island var så heldige at blive "besatte" af briterne. Da amerikanerne afløste briterne i 1941-42 begyndte amerikanske kulturprodukter så stille og roligt at flyde ind i landet. Alle lyksalighederne som Danmark i den tyske kultur-sfære fik langt senere, kom i 1940erne til den frie ø mod nord.

Hot-dogen, helt uden den senere danske afarts tunge overbygning, kom til Island og blev skyllet ned med "Kók" (Coke) og Pepsi. Islandske kommunister var også helt med på noderene. Pendanten til Land og Folk, Þjóðviljinn (Folkets Vilje) skrev en review af drikken, da man opdagede at der var kommet en kæmpe reklame for den på en af Reykjavíks torve - og det lige under republik-festen i Island i juni 1944. 

28. juni 1944, Þjóðviljinn

Pepsi-Cola

Byens beboere har lagt mærke til et moderne fænomen på Lækjartorg.  I klokketårnet er der kommet en kolonormt stort  billede af en flaske, så stor at en mand med et rimeligt syn kan se den hele vejen fra Arnarhóll (en høj 200 m fra torvet). Dette er en reklame for Pepsi-Cola, som er en udmærket læskedrik, amerikansk, ikke så forskellig fra Coca-Cola... men kan dog ikke påstå at denne store reklame er nogen forskønnelse af byen - og desuden unational, til trods for at den blev hængt op på republikkens fest (Island blev erklæret republik 17. juni 1944.

Ó.Þ.

Reklame for helsedrikken Pepsi i Morgunblaðið 1944

Det kan oplyses at rygtet hævder at det var gennem nærlæsning af Þjóðviljinn, at Kreml første gang hørte om Pepsis lyksaligheder. Drikken blev derfor efter Josef Stalins ønske serveret på Jalta-konferencen i februar 1945.

Da det første halve ton af Pepsi-masse kom til Island havde man et problem. Man havde hverken Pepsi-flasker eller en flaskefabrik for at producere dem. Det første halvandet år med Pepsi måtte man nøjes med genbrug af brune, grønne og blågrøn ølflasker fra Danmark.

Tak: Vladimir P., Moskva, får de varmeste tak for detaljerede oplysninger om Pepsi i Jalta 1945, samt senere.

Kommunismens begyndende fald i Soviet, men i 1942, da Coca-Cola kom til Island, havde drikken en indflydelse på hvorledes mænd mødes.

Fjallagrasakókó og aðrar kerlingabækur

Um miðbik 19. aldar var kynnt til sögunnar "algjör nýjung" í sölu kókós á Bretlandseyjum. Þá hóf Cadbury fyrirtækið í Birmingham að selja drykkjarkókó sem bætt hafði verið með fjallagrösum, það er Iceland Moss (Cetraria islandica) (sjá hér). Önnur fyrirtæki, eins og Fry's og Dunn og Hewett's fetuðu fljótt í fótspor Cadbury's.

Eins og stendur á Wikipediu, sem stundum er notuð sem auglýsingarfyrirtæki: "Rannsóknir á fjallagrösum (in vitro) benda til að virku efnin, fjölsykrur og fléttusýrur mýki slímhúð í hálsi og maga og auki líkamlegan styrk, andlegan og líkamlegan kraft og almenna vellíðan."  Já, einmitt það! Það eru álíka áhrif og af Maltöli sem er mestmegnis sykurdrulla og litarefni.

Sölumennska er það líka þegar menn upplýsa um vöru sína að : "FJALLAGRASA ICELANDIC SCHNAPPS is a true Viking drink." Ekki tek ég nú undir það. Ekki kunnu víkingar að brenna vín og búa til 38% vínanda sem mun vera uppistaða þessa snaps. En hvað vita Kanar og aðrir einfeldningar sem kaupa þessa dýru dropa? Víst tel ég einnig að fjölsykrurnar og fléttusýrurnar í fjallagrösunum séu brotnar í spað af vínandanum og slímhúðin í hálsi og maga hafi ekki gott af honum heldur. Of mikið af snapsi getur einnig valdið vanlíðan eins og lengi hefur verið kunnugt.

Ætli fjallagrösin í kókói hafi verið nokkuð annað en sölutrikk á 19. öld? Það eru líklega miklu heilsusamari efni í kókóinu en í fjallagrösum.

Ég keypti mér rándýrar hálspastillur með fjallagrösum, síðast þegar ég fór um Leifsstöð. Þær virkuðu alveg eins .... og aðrar hálstöflur. Mentholið og sykurinn mýkir alltaf hálsinn.

En ef enginn er að búa til kókó eða súkkulaði með fjallagrösum í einhverri heildsölu út í bæ, þá er svo sannarlega kominn tími til að hefjast handa. Slímhúðir auðtrúa og kaupóðrar þjóðarinnar bíða spenntar eftir mýkingu - súkkulaðisins. Elexírframleiðendur  nútímans er nefnilega bissnessnenn á stórum jeppum, en ekki einhverjar Grasa-Guddur.

Fornleifur hefur meiri trú á virkni hollra efna í kókói en í fjallagrösum, en þó ekki eins mikla og framleiðandi einn í Suður-Hollandi sem taldi inntöku súkkulaðistykkja sinna bestu leiðina til að stefna til friðar í fyrri Heimsstyrjöld.