Danmark, en del af Stortyskland

   

I en et år gammel bog som jeg fornylig købte i Friedrichsstraße i Berlin, stødte jeg ind i en fejl som jeg er sikker på at de fleste danskere med historisk bevidsthed har svært ved at sluge. Den ellers udmærkede bog omhandler et fænomen, som tyskerne en overgang blev kendt for: Zwangsarbeit. Bogen giver en god oversigt over de rædsler som mennesker der blev underkastet forskellige tvangs- og slavearbejder måtte tåle og dø af under nazisternes regime.

I bogen findes der et kort som skal vise magtfordelingen i Europa under anden verdenskrig. På kortet har man gjort Danmark til en del af Stortyskland (Großdeutschland). Dette må simpelt hen være end sjuskefejl i produktionen. Men måske alligevel ikke. For en ny generation af danske historikere med Bo Lidegaard i spidsen, mener at kollaborationspolitikken som Danmark førte (og som så flot og harmløst også kaldes Samarbejdspolitik), var en stor velsignelse for danskerne. Danskerne var så at sige adopterede i Großdeutschland på grund af deres gode "samarbejdsvilje".

I maj 2013 blev der i en artikel i Politiken annonceret, at Bo Lidegaards bog om redningen af de danske jøder til Sverige i 1943 var på beddingen. Lidegaard, Politikens chefredaktør, mener og har tidligere ytret sig ved at udelukke henvisning til litteratur om alternative tolkninger, at de danske myndigheders kollaboration var med til at redde jøderne fra Danmark til Sverige i 1943. Dette er naturligvis den rene galimatias, for det var samarbejdspolitikken som tvært imod i perioden 1940-43 var med til at de danske myndigheder kunne udvise og udsende jøder til Tyskland, til den visse død i nazisternes koncentrations- og udryddelseslejre. De fleste af de jøder som således blev udvist af de danske myndigheder, uden besynderlig vilje fra okkupationsledelsen, blev myrdet, heriblandt tre børn. Denne anden historie, som viser den sande konsekvens af samarbejdspolitikken, kan man læse om i min bog Medaljens Bagside. (Se også her).

En talskvinde for forlaget Knopf, som i USA skal udgive Bo Lidegaards bog om samarbejdspolitikkens redning af de danske jøder, er i Politiken blevet citeret for følgende makabre holdning: Hun mener, at hvis man i Frankrig og Holland havde manøvreret sig halvt så godt igennem krigen som i Danmark, var Anden Verdenskrig ikke blevet helt så dyster. Javel, jeg håber hun snarest ytrer denne mening i Holland og Frankrig, og ser hvad der sker.

Carol Janeway, som ikke er direktør for forlaget Knopf, sådan som Politiken så pompøst proklamere i reklamen for sin ansvarshavende redaktørs kommende bog, oversatte en gang en schweizers barndomsmemoirer. Schweizeren skrev om sine oplevelser i ghettoen i Vilna (Vilnius) i Litauen samt i Auschwitz, og påstod at han havde oprindeligt heddet Binjamin Wilkomirski. Men denne Schweizer, som hedder Bruno Grosjean, viste sig at være direkte efterkommer af bjergbønder i Schweiz så langt tilbage i tiden som historiske kilder ydede informationer. Han var og er svindler og mytoman og dagbogen placeres nu side om side med svindelnumre som Hitlers dagbøger. 

Det er dog måske på sin plads og meget passende, at Carol Janeway, der oversatte og lancerede den schweiziske skrøne, også tager og sælger den danske historiefrisering i USA. Vi taler vist om den samme genre: Fup og fiktion.