I Danmark er FOLKEDRAB et besværligt ord

   Den 12. maj 2013, kun få dage efter at Danmark fejrede 70-året for befrielsen i 1945, nægtede et flertal af partier i Folketinget at tage stilling til og fordømme folkemordet på armenierne i 1915-1918.

Enhedslisten har stillet et meget naturligt forslag: ”I anledning af 100 året for det armenske folkedrab opfordrer Folketinget Tyrkiet til at sikre respekt for landets etniske, religiøse og nationale mindretal."

Men nej, opbakningen udeblev i debatten, bortset fra en klar støtte fra Liberal Alliance. Nogle af de politikere som var tilstede i Folketingsalen, værgede sig derimod under debatten d. 12. maj 2015 ved at bruge ordet folkedrab. Andre mener ikke at et parlament er et "passende sted" at komme med erklæringer om "vanskelige fænomener" som folkedrab.

Store dele af det politiske Danmark stikker hovedet i sandet som en forvirret struds, når diskussionen går på folkemord. Det ser ud til at den danske kræmmermentalitet endnu en gang vejer tungest. Man vil ikke følge en række nordiske landes eksempel og kritisere Tyrkiet for benægtelse af det armenske folkedrab. Til trods for at Paven i Rom samt en række EU-stater har fordømt folkemordet på armenierne, står Danmark stejlt og forsvarer igen sin egen lille samarbejdspolitik - i dette tilfælde med tyrkerne.

Danske lig i lasten

Mens det armenske folkedrab og andre folkedrab forvolder Danmark en hovedpine, har det officielle Danmark i årtier i sine ambassader udleveret skrøner og hvidvaskninger af nyere dansk historie. Danmark, danske politikere og dansk diplomati høster anerkendelse for redningen af jøderne i Danmark til Sverige. Den Danmarkshistorie som det officielle, politiske Danmark støtter og udleverer til godtroende udlændinge er dog langt fra at være sand. Den er kun et alternativ til andre opfattelser og nyere forskning som har vist helt nye sandheder. Det officielle Danmark vil derimod ikke udbrede oplysninger om, hvorledes danske samarbejdspolitikere var med til at udvise jødiske flygtninge fra Danmark i perioden 1940 til 1943. Den danske ambassade i Washington har bl.a. afslået at formidle denne artikel.

Det var ikke samarbejdspolitikken og danske politikere som reddede jøder i Danmark til Sverige i 1943. Tværtimod, så var kollaborationen med til at statsløse jøder blev udvist fra Danmark i årene 1940-43. Udvisningerne skete med opbakning fra politikere i Socialdemokratiet, det Radikale Venstre og flere partier. Drevet af kræmmermentalitet og handelsinteresserne bistod disse partier de danske justits- og politimyndigheder der tilbød jøder og andre til udvisning fra Danmark. Endda Martin Lidegaards ministerkollegaer, under besættelsen, gjorde det muligt at holocaust blev "beriget" med 21 uskyldige mennesker som Danmark udviste til den visse død. I blandt ofrene var børn. Udvisningerne var et drabeligt produkt af samarbejdspolitikken, hvor mange danske politikere agerede som tjenestevillige hunde. Samarbejdspolitikken var et morderisk redskab som bidrog til Holocaust -  til folkedrab. I 2015 bifalder store dele af det officielle Danmark samarbejdspolitikken, men vælger at tie om folkemordet på armenierne.

Udenrigsminister Martin Lidegaard vil ikke røre ved det armenske folkemord med en ildtang. Samtidig deltager det danske udenrigsministerium såmænd i lanceringen af et bogprojekt, med en reklame for lancering af ministerens brors bog (se her og her). Bo Lidegaard har skrevet flere bøger om velsignelsen ved at Danmark samarbejdede med det Tredje rige. Den agitation er ved at ligne en besættelse. Berømmelsen af dansk-tysk nazisamarbejde finder man også i bogen Landsmænd (2013), som er udkommet oversat til snart 10 sprog. Bogen handler om de danske jøders flugt til Sverige i 1943. Udenrigsministerens bror hvidvasker historien og påstår, at redningen af de danske jøder skyldes samarbejdet med besættelsesmagten.

Med rig assistance fra det politiske Danmark og en annonce for hans boglancering i USA på udenrigstjenstens hjemmeside, får omverdenen den opfattelse, at danskerne bifalder samarbejdet med nazister, samt at danske politikere sammen med en gemen, lille, tysk nazist reddede de danske jøder til Sverige. I Bo Lidegaard bog om jødernes redning er der ikke overraskende ingen henvisning til den forskning som beviser at samarbejdspolitikken var skyld i danske myndigheders udvisninger af jøder i perioden 1940-43. De udvisninger kan man læse om i denne bog. Det ubehagelige faktum, at Danmark deltog i Holocaust er blevet forsøgt vasket rent fra historien af Bo Liedegaard og hans disciple (se kritik her).

Udenrigsministeriet påtager sig åbenlyst bogreklamer for alternative hypoteser, som hævder a samarbejde med nazisternes var den bedste løsning for Danmark under besættelsen, og at jøder blev reddet af politikere - politikere som dog beviseligt var antisemitter.

I en lille pjece om besættelsestiden i Danmark, som er udkommet på flere sprog i adskillige genudgivelser og revisioner, og som besøgende har kunnet få udleveret i Danmarks repræsentationer, nævnes heller intet om de jøder som bl.a. Udenrigsministeriet bidrog til at myrde i årene 1940-43, den gang Udenrigsministeriet deltog i folkedrab. I pjecen påstås der, at det var en tysk diplomat, Georg Ferdinand Duckwitz, sammen med kollaborations-politikere som reddede de danske jøder til Sverige i 1943. Men der er ikke plads til oplysning om at inden den tyske besættelse i 1940 så gjorde de samme politikere det til en forbrydelse at skjule en jødisk flygtning. Udenrigsministeriets pjece nævner heller ikke, at den nærmeste ven til Duckwitz i Danmark var Horst Pflugk-Harttung, som i 1938 blev iømt fængselsstraf i Danmark for spionage. Duckwitz var således tidligere medarbejder af Alfred Rosenberg, nazisternes førende jødeideolog og senere i spionen Horst Pflugk-Harttungz omgangskreds. Under et forhør i Arizona i 1945 kunne Horst Pflugk-Harttung stolt oplyste, at det var ham personligt som i 1919 skød den tyske socialistleder Karl Liebknecht.

Er der noget om dette fornemme bekendtskab i den officielle historie som Danmark serverer i sine ambassader? Nej, for nogle af de historikere som politikerne påstår at har til opgave at "dømme" og formidle viden om f.eks. folkedrabet på armenierne har selv ikke formået at fortælle hele sandheden om folkedrabslige aspekter af Danmarkshistorien.

Duckwitz´ lommekalendere, en kilde som Hans Kirchhoff ikke brugte for at skrive en biografi over Duckwitz´ liv og levned. Foto Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson 2006.

I en nylig biografi om Danmarks store ven, Duckwitz, den påståede redningsmand af de danske jøder, udelader forfatteren, Hans Kirchhoff, et væld af grundkilder. Kirchhoff affejer uden argumenter al tidligere kritik af Duckwitz (se f.eks. her). Han glorificer kollaborationen og påstår, at han har brugt alle tilgængelige kilder om helten Duckwitz. Det har han ikke. Ikke et eneste citat bruger Kirchhoff fra Duckwitz' lommekalendere.

I 1960erne fandtes 11 af disse lommekalendere. I dag er kun 4 af dem bevaret i Udenrigsministeriets politiske arkiv i Berlin. Historikere på Rigsarkivet afhændede disse vigtige lommekalendere til Duckwitz i 1960erne. I de lommekalendere som Duckwitz ikke stak under stolen, kan man læse, hvorledes de danske jøders redningsmand årligt sendte fødselsdagshilsner til Alfred Rosenberg, og hvorledes Duckwitz omgikkes morderen Pflugk-Harttung i Danmark, samt en række andre højtstående nazister.

Den amerikanske flådes forhørsrapport fra 1945, hvori Pflugk-Harttung indrømmer mordet på Karl Liebknecht. Morderen og spionen Pflugk-Hartung var en af Duckwitz´ bedste venner.

Det officielle og politiske Danmark spreder således uden tøven usandheder og friseret sandhed om dansk besættelsestidshistorie, mens det officielle og politiske Danmark  åbenbart ikke kan tage på sandheder om folkedrabet på armenierne.

En politiker (Lars Barfoed) fra et dansk politisk parti (Konservative), som under besættelsen fraterniserede med besættelsesmagten og som i 1940 anbefalede indførslen af høje straffe til dem som skjulte jødiske flygtninge, omtaler folkedrabet på armenierne som "mange tusind mennesker som mistede livet". Martin Lidegaard, der repræsenterer de Radikale, partiet som efter sigende var hjernen bag den vellykkede samarbejde med nazisterne ifølge hans bror, Bo Lidegaard, anerkender ikke engang det armenske folkedrab som værende et folkedrab.

Det er måske forståeligt, at danske historikere på en hvidvaskningsmission for et politisk parti med en meget blakket fortid ser igennem fingre med de relativt få jøder som blev udvist af det politisk korrekte Danmark i 1940-43. Men hvordan kan det dog være, at man ikke vil tage stilling til drabet på en halvanden million armeniere? Er det kræmmermentaliteten, den dårlige samvittighed, eller måske en lille, uappetitlig blanding af begge dele, med et stænk af trusler fra Tyrkiet?

Det officielle Danmark lancerer gennem en af sine repræsentationer en meget omdiskuteret bog, hvor kollaboration med nazismen bliver forherliget og hvidvasket, mens Danmark ikke ønsker at røre ved et veldokumenteret folkedrab, som danskere som Karen Jeppe, Marie Jacobsen og Carl Ellis Wandel så følgerne af (se her). Man ser følgerne den dag i dag, og den disrespekt som Tyrkiet viser Tyrkiets etniske, religiøse og nationale mindretal.

Den danske dobbeltmoral sender ganske vist også nogle underlige signaler til omverdenen. Sådan som nogle danske historikere selektivt vælger de kilder der passer dem og ikke rører andre, vælger Tyrkiet selektivt de kilder der passer deres benægtelse. Hvis det ikke batter, truer man og myrder dem som ytrer sig om det armenske folkedrab. De som ytrer sig om danske udvisninger af jøder bliver heldigvis "kun" censureret.

Alle lande har lig i lasten. Tyrkiet og Danmark foretager hvidvaskning af historien, hvert land på sin egen sære måde.

Lignende artikler:

9 April: It´s Danish Butter Cookie Day

Danish Holocaust Distortion

 

Anbefalet læsning: