Efter nordboerne og før kolonien

Anmeldelse af:

Janus Møller Jensen: Korstoget til Grønland: Danmark, korstogene og de store opdagelser i Renæssancen 1440-1523. Turbine (2022).

Bogen får 6 gravskeer her på bloggen Fornleifur.

Janus Møller Jensen, som til daglig er leder af Dansk Jødisk Museum i København, har for godt en måned siden udgivet værket Korstoget til Grønland ved forlaget Turbine.

Værket er et af de vigtigste der i nyere tid er skrevet om Grønland i den periode, hvor nordboerne af en eller anden grund var forvundet, og indtil Grønland atter blev opdaget af europæere.  Grønland blev heller aldrig helt glemt, som det meget tydeligt fremgår af den nye bog.

Det er befriende, når der i Danmark endelig udkommer et historisk værk, om og med relation til Grønland, hvori forfatteren ikke er låst inde i gamle dogmer. Her taler forfatteren. hverken om sine ”forfædre” (nordboerne) i Grønland, eller benægter at det danskstyrede Grønland har været en koloni i den ene eller anden betydning af ordet.

Fra min studietid i Århus ved Afdeling for Middelalder-arkæologi husker jeg da arkitekt /arkæolog Knud Krogh (f. 1932) kom fra København og holdt et foredrag om sine spændende undersøgelser i Brattahlíð i Grønland. Det forekom mig underligt at den dygtige arkæolog, gang på gang under foredraget, talte om "vores og sine forfædre i Grønland".

Oplevelsen gjorde det for første gang klart for mig, at nordbo-forskningen samt megen anden forskning af Grønland i Danmark var stærkt præget af dansk chauvinisme. Måske var den mere åbenlys for mig som udlænding end for mine danske studiekammerater. Chauvinismen ser man også i en stor del af forskningen af besættelsestiden; Herunder i Bo Lidegaards mange værker om den periode. Lidegaard er i øvrigt også blandt de danske historikere, som ikke anerkender at Grønland var en koloni.

I sin nye bog dækker Janus Møller-Jensen den forsømte tid i Grønlands-forskningen, fra nordbo-bebyggelsernes noget uklare ophør frem til det 16. århundrede.  Perioden derefter, er en ny generation af historikere nu også i færd med at gøre op med. Det er blevet belyst, hvordan nationaløkonomiske kolonitanker om nutidens grønlændere, førte til at man mente at deres formering måtte kontrolleres og begrænses for at bibeholde en sund økonomi i Grønlands så grønlænderne ikke lå Danmark til last. Det var det sammen argument som man i 1930-erne anvendte i modstanden mod flygtninge i Danmark, og senere da man udviste dem i perioden 1940-43.

Janus Møller Jensen udfylder dermed et dybt hul, som længe har hersket i forskningen af den europæiske, og herunder de danske, interesser i Grønland, efter at nordboerne forsvandt fra scenen.

Det er en nydelse at læse Janus Møller Jensens gennemgang af Grønland plads i den europæiske bevidsthed frem til de danske ekspeditioner til Grønland. Tidligere ekspeditioner foretaget af hollændere, amerikanere, englændere/skotter, franskmænd, tyskere, nordmænd og svenskere havde haft økonomisk gevinst som sit hovedmål. Den danske interesse, drejede sig, udover dette, om at plante det danske flag på de nordligste strækninger af Grønland og dermed gøre de danske ejendomskrav på hele landet gældende, sådan som Jensen så korrekt påpeger.

Jensens ekspertise er først og fremmest indenfor de skriftlige kilder. Fraværet af en komplet gennemgang af de arkæologiske vidnesbyrd er derfor forståeligt. Forfatteren henholder sig fortrinsvis til den hjemlige arkæologiske forskning af nordbo-arkæologien.  

I modsætning hertil er mange nordbo-arkæologer meget ofte præget af manglende kendskab til de skriftlige kilder.  Nogle af de amerikanske arkæologer, som har beskæftiget sig med zoo-arkæologiske undersøgelser i Grønland samt i Island i de seneste årtier, bl.a for at forsøge at forklare den nordiske bosættelses ophør i Grønland, er desværre meget uvidende når det drejer sig om islandsk såvel som grønlandsk kulturhistorie. De fleste af disse arkæologer, hverken læser eller forstår de sprog, som er relevante for de kulturer som forskningen drejer sig om. De skriftlige kilder, man har fra den samme tid som de fysiske kilder de analyserer, magter de alt for specialiserede arkæologer ikke at inddrage i et helhedsbillede. Men sættes alle kilderne ikke ind i den sammenhæng, når man ikke frem til holdbare konklusioner.

I dette essay af en anmeldelse giver jeg i de følgende eksempler på forskellige nye eller alternative kilder samt eksempler på manglende kildekritik og kildekendskab, som er  relevante for Nordbo-forskningen og som sætter Jensens periode i perspektiv.

Jensen kommer naturligvis ind på Kristoffer Columbus´ (Christobal Colon) kontakt med Bristol-købmænd og deres viden om sejladser vestpå og nordover.  Kort han, at Columbus´s søn, Hernando Colon, skriver om den kontakt. Jensen skriver desværre ikke noget om, hvordan Hernando eller for den sags skyld biskop Bartolomeo de las Casas refererer til Columbus´ egen beretning i hans logbog fra den første sejlads til Amerika samt optakten til den. I Hernandos biografi over sin far (4. kapitel), afskriver han et brev som Columbus sendte til det spanske kongepar Ferdinand (Hernando) og Isabella:

La Espanola, januar 1495: ... Jeg sejlede i februarmåned 1477 et hundrede leguas  [100 leguas nautical, som  svarer til 593 km)  forbi Tile-ø [Thule], men dens sydlige del ligger 73 grader fra meridianen, men ikke 63 sådan som nogle siger, og øen ligger ikke inden for den grænse som Vesten dækker jfr. Ptolemeios, men meget mere mod vest. Til denne ø, som er lige så stor som England, sejler englændere med handelsvarer, i særdeleshed Bristol-boerne. Og på den tid jeg rejste til øen var havet ikke frossent, og der var forskel på flod og ebbe så enorm nogle steder, at nogle steder forhøjedes vandstanden omkring femogtyve favn to gange om dagen.

Vel at mærke står der ikke i Hernandos bog, sådan som Islands førende kartografiekspert i det 20. århundrede, Haraldur Sigurðsson påstod i sit hovedværk Kortasaga Íslands I, at Columbus har sejlet 100 leguas "nord for" Island. Dette er en fejl baseret på manglende sprogkundskab, som mange, som har uddybet emnet, har kopieret. Således opstår fejl, hvis folk ikke kan læse de sprog som er relevante for den forskning de foretager.

Desværre oplyser Janus Møller Jensen ikke at beskrivelsen kun kan referere til det vestlige Island.

På et kort over den gamle verden fra ca. 1490, som opbevares i Bibliothèque nationale de France, og som med nogen usikkerhed menes at have tilhørt Columbus og hans yngre bror Bartolomeo (se fotoet herover), fremgår der tydeligt af teksten at Columbus i brevet til det spanske kongepar fra 1495 kun kan have refereret til Island.

Herunder er den norsk-amerikanske Kirsten A. Seaver oversættelse af teksten på kortet. Men oversættelsen er langt fra at være korrekt. Man kan tvivle, om Kirsten Seaver overhovedet forstår latin eller andre relevante sprog fra den tid hun forskede.

Denne ø som er fuld af bjerge, sten og is, med et endnu hårdere klima, kaldet Island på det lokale sprog og Tile på latin. Der, i en stor afstand fra de Britiske øer, grundet kulden, er ingen anden føde at få end frossen fisk. Øboerne, veksler dem, i mangel of penge, for korn og mel samt andre nødvendigheder som Englænderne fører dem årlig. Det er en robust og vild befolkning jfr. Englænderne, som lever i underjordiske boliger i de seks måneder havet er frossent.

En detalje fra det såkaldte Columbus-kort

Det er ikke uventet, at Columbus måske kendte til Island/Tile fra sit ophold i Bristol, samt fra kort han måske har ejet. At han rejste derhen, må derimod anses for at være mindre sandsynligt.  Men sikkert er det, at han sejlede næsten 600 km forbi Island/Tile, og antageligt til Grønland, således som det tydelig fremgår af hans brev til det spanske kongepar.

Historikeren Kisten A. Seaver, som har arbejdet meget med problematikken, har heller ikke forstået teksten i Columbus´ brev til det spanske kongepar. Hun har også, uden de nødvendige sprogkundskaber og kun med en unøjagtig henvisning til en anden forfatters tolkning, efterladt forskningen af emnet og eftertiden med en uholdbar og forkert oversættelse af den latinske tekst på Christobal og Bartolomeo Colons kort af den gamle verden. 

Janus Møller Jensen giver heller ikke høj karakter til Kirsten Seavers forskning og forfatterskab, som han opfatter som værende præget af ”norsk nationalisme”, som måske ikke så forskellig fra den danske. Han rammer meget præcist.

I 1973 udkom hovedværket England and the Discovery of America 1481-1620 af David Beer Quinn. Bogen må Jensen formodes ikke at være bekendt med, selvom han henviser til to vigtige artikler af samme forfatter. Bogen omhandlede bl.a. de islændinge der var bosat i Bristol, mens Columbus var der.

David Beer Quinn oplyser i sin mesterlige bog, at der i 1484 var bosat 48 eller 49 islandske mænd og drenge. I byens arkiver beskrives arbejdere og tjenestemænd hos borgerne i Bristol. To islændinge bliver nævnt ved navn, fordi de var selv blevet købmænd. Vilhjálmur og Jón (William Yslond and John Yslond). Ti andre bliver defineret som islandske drenge, der var i tjeneste hos bedre borgere og købmænd i Bristol: puerum sibi servientem de Islond. Deres herrer var købmænd som sejlede på Frankrig, Spanien, Portugal og herunder de Kanariske øer og Madeira. Man ved at Vilhjálmur Yslond, som arbejdede hos købmanden Thomas Devynshire, i 1492 selv var blevet borger i Bristol og købmand, der sejlede med varer fra Frankrig og Lissabon.

Den 11. december 1479 landede skibet Christopher i Bristol en fuld last af frugt fra Algarve, som blev lastet i havnebyen Faro. Blandt skippere på Christopher i 1479 var William Spence og John Pynke, som begge havde unge Islændinge i deres tjeneste. 

John Pynke tog styringen efter at skibet var kommet til Bristol med de sydlige tørfrugt, og sejlede videre til Snæfellsnes i Island, antageligt for at hente fisk. Samtidige kilder fra Bristol nævner også skibet Michael, styret af kaptajn Roger Tege. Tege og besætning sejlede den 8. maj 1493 af sted til Island med hvede, malt og klæder - til trods for den Danske konges forbud mod Islandshandel for andre end Bergen-købmændene. Flere skippere bliver nævnt i forbindelse mellem den transatlantiske sejlads og de havde Islændinge i deres tjeneste, mænd som unge var stukket af med dem til England. Visse mener endda at det af og til skete ufrivilligt, at drengene blev kidnappet. Islændingene steg dog ofte i graderne og blev som voksne selv købmænd og sejlede på ruten Madeira, Portugal, Bristol, Nordatlanten.

Vi bør erindre os, at Columbus i disse år var gift ind i en rig købmandsfamilie på de Kanariske øer, som handlede med sukker og trælle. Det kunne derfor tænkes at hans interesse, da han rejste til Bristol, var arbejdskraft til svigerfamiliens sukkerplantager på de Kanariske øer og Madeira. Om han har hørt om Grønland fra islændingene kan vi ikke sige noget om. Det er muligt, at islændingene i Bristol har fortalt Columbus om Grønland ud fra deres "Saga-viden", men det er svært usandsynligt at Columbus har været med til en eller anden saga-læsning i Island for at finde oplysninger om vejen til Amerika eller Asien. Det forudsætter kendskab til islandsk, lidt latin og nogle landkort fra den periode det hele sker.

I sin bog beskriver Janus Møller Jensen kort de fleste hypoteser som i tidens løb er blevet fremført om ophøret af den norrøne/oprindelig islandske bosættelse i Grønland. Den gennemgang er måske lidt overfladisk, men en grundig gennemgang af det er egentlig heller ikke bogens opgave. Der bliver henvist til den nyeste litteratur.

Når det kommer til det arkæologiske bidrag til nordboforskningen, har man været vidne til en meget snæver tolkning af resultater samt rigid og dogmatisk tiltro til tidligere autoriteter inden for Nordboforskningen ved Nationalmuseet i København samt i senere tid testresultater fra zooarkæologer som kun forstår de fysiske kilde som knogler.

I 1980 publicerede man i tidsskriftet Hikuin, bind 6,  resultater fra de arkæologiske udgravninger som kort tid inden var blevet foretaget af de ruiner i Vesterbygden som kaldes V 54 i Niapaitsoq. Arkæolog Claus Andreasen affejede ganske gode C-14 dateringer foretaget af Henrik Tauber på Nationalmuseet i København, blot fordi "de ikke passede med den konventionelle datering af afslutningen af den norrøne bosættelse i Vesterbygden".

Hvis man kalibrerer disse dateringer, så står det klart, at bosættelsen ikke ophørte ved midten af 1300-tallet, sådan som tidligere arkæologer sluttede. Vi må snarere tænke på den mulighed at nordboerne i Vesterbygden var i Grønland frem til midten af 1400-årene.  Nogle fragmenter af kamme fra Niapaitsoq samt Niaqussat (V48) samt fragmenter af en kirkeklokker, fra to forskellige lokaliteter i Vesterbygden, har en form som peger mod 1400-årenes begyndelse.

Et lille våbenskjold af sølv med rester af forgyldning er også fundet ved undersøgelserne af Niapaitsok.

Det lille sølvkjold (1,7 cm højt og  1,4 mm bredt) fra Nipaitsok blev af Claus Andreasen fejlagtigt bestemt til at være den gamle skotske adelsslægt Campbells våbenskjold. Andreasen kunne kun finde ét familievåben i Europa, som han kunne relatere til skjoldet som blev fundet i Nipaitsoq. Han overså, at girondere i familievåbenskjolde ikke var ualmindelige i Europa. At de forekommer over alt i det vestlige Europa er gået danske nordboforskere forbi, og desuden at byen Lissabon, i 1382, fik en bannerfane som har det samme heraldiske girondermønstrede våben [mønstret får navne efter byen Gironde i SV-Frankrig] som på skjoldet der er fundet i Grønland (se en udførlig liste over girondervåben i europæisk middelalder her).  Byen Lissabon bruger stadig dette gamle tegn i byens flag.

Kunne det tænkes, at portugisere, som vi med sikkerhed ved var interesserede i vejen til Asien, og herunder at få fat i trælle til deres sukkerplantager, har været i Grønland, hvor de har tabt et lille skjold fra sin dragt eller harnisk i gulvet på en lavrejst gård i den norrøne Vesterbygd?

Lissabons flag, først kendt i 1382.

Det er ikke sandsynligt at en skotsk adelsfamilie skulle have haft interesse i Grønland. Vi har ingen skriftlige kilder som beretter om denne slægts aktiviteter i Nordatlanten, men vi ved derimod at portugiserne interesserede sig for Grønland og ville derop.

I Vesterbygden var kirkeklokkerne fra 1400-årene ituslagne efter lang brug, sæderne var i opløsning og leveforholdene var måske blevet så usle, at ethvert tilbud om hvilken som helst sejlads væk fra Niaqussat og andre steder i forfald i Vesterbygden blev hilst velkomment af beboerne.

Tog nordboerne væk med portugiserne?

Måske endte nordboerne fra Grønland frivilligt som landarbejdere i sukkerrørplantagerne på Madeira og de Kanariske øer, sådan som en svensk kunstmaler, Per A. Lillieström (1932-2018) foreslog.

Bosat på de Kanariske øer fra og med 1956, fremsatte Lillieström sin hypotese om de grønlandske nordboere på Madeira og De Kanariske Øer for ca. 30 år siden. I 2000 forenede Lillieström kræfter med den norske opdager Thor Heyerdahl i deres bog Ingen Grenser. Bogen modtog en usædvanlig usaglig og faktisk ret usmagelig kritik af en norsk arkæolog, Kristian Keller, som på et tidspunkt var begyndt at beskæftige sig med Nordboforskning.

Længe inden de værker, som nævnes i den norske debat om bogen af Lillieström og Heyerdahl (se her) blev publiceret, udgav forfatteren til denne anmeldelse to artikler i weekend-tillægget til det islandske dagblad Morgunblaðið (se her og her) hvori jeg bl.a. kom ind på Lillieströms bemærkelsesværdige hypotese.

Man bør være forsigtig med at udelukke en ide på forhånd. En undersøgelse af gamle knogler fra gamle kirkegårde på øen, samt en omhyggelig DNA-sekventering af dem, og ikke blot den moderne befolknings DNA vil muligvis kunne give svaret. Det er mest sandsynligt, at den moderne befolkning på Madeira og de Kanariske Øer er for blandet til at deres DNA kan afsløre, om der rinder nordbo-grønlandsk blod i deres årer.

Helt frem til bilens entre på Madeira foretrak man slæder trukket af okser eller skubbet af mennesker. Skinnerne blev olieret og olie var der nok af på Madeira. Men hvad tvang øboerne til at holde i denne skik, når øens bestyrere, portugiserne, for længst havde opdaget hjulet?

Islandsk husmus. Foto Erling Ólafsson.

Musen på Madeira og dennes DNA

For kun to år siden afslørede genetikeren Jeremy Searle fra Cornell University og hans team, at musen på Madeira er nært beslægtet med husmus (Mus musculus) i Grønland og Island. Musene på Madeira er derimod ikke i familie med mus i Portugal. I stedet for at overveje muligheden for at mus, såvel som mænd, er kommet til øerne fra Grønland i 1400-årene, begyndte DNA-verdenen godt hjulpet af ivrige videnskabsjournalister - at spekulere over om vikingerne havde været på øerne og havde bragt "norrøne" mus med sig, længe før portugiserne gjorde sig til herrer på Madeira. Det er faktisk mere muligt at musene på Madeira er kommet dertil i 1400-tallet med arbejdskraft man hentede i Grønland.

Svenskeren Per A. Lillieström (se foto herover), som var den første der fremførte fornuftige tankenr om at de nordiske grønlændere var blevet sejlet væk fra Grønland. Han mente, blandt andet at slæder som indbyggerne i byen Funchal på Madeira brugte, og stadig for turisternes skyld, samt nogle af landhusene på Madeira kunne give hint om et materielt idé-ophav under nordligere himmelstrøg.

Desuden påpegede Lillieström retteligt i et brev til denne forfatter, at brydningen på de Kanariske Øer, som kaldes Lucha Canaria, muligvis stammede fra det høje Nord. Den sammenkædning havde han lavet efter at have mødt en islandsk turist, som undrede sig over ligheden mellem de to brydningstyper.

Lucha Canarias nærmeste slægtning er uden tvivl den islandske glíma [udtales glima med samme tryk som udtalelsen af bynavnet Lima på spansk;].

 

 

De to øverste billeder viser Lucha Canaria brydere i første halvdel af det 20. århundrede. Sporten lever i bedste velgående på de Kanariske øer.  

Det nederste billede viser udøvelsen af den urgamle, islandske brydning, Glíma, i dag med seler om hoften - som var en senere innovation, da denne gamle og ædle sport som nævnes i sagaerne, vistes frem på Olympiaden i London i 1908 (se her). Et Laterna Magica lysbillede i anmelders privatsamling.

  Herunder en bogudgivelse om Lucha Canaria, hvor grebet på de gamle billeder viser hvordan man også gjorde i Island før mand fik det praktiske seletøj.

Islændinge viser glíma på olympiaden i Stockholm i 1912

Lad os slutte med en sidste arkæologisk indikator for nordbo-bosættelsens ophør og bosætternes skæbne.

Janus Møller Jensen kommer lidt ind på nordboernes hovedbeklædning. Det er en nordbohue, som tidligere Grønlandsarkæologer definerede som Borgunderhuen. Man mente den var den nyeste mode af en herrehat fra 1400-tallets anden halvdel. Huen blev fundet i Ikigaat (Herjólfsnes).

I 1980-erne, gjorde jeg en af mine arkæologi-lektorer i Århus opmærksom på, at hatten måtte være en kvindehue, samt at den også var en langlivet del af den islandske kvindemode. Senere skrev jeg om den slags hovedbeklædninger i Island (se her).

I mellemtiden er diverse dele af huen, som er lappet sammen af genbrugte materialer, blevet C14-dateret på to laboratorier, i henholdsvis USA og Danmark, ved hjælp af AMS-teknikken. De ældste dele af den antageligt gennemlappede hue er jfr. AMS-dateringerne fra ca. 1060 mens huens yngste dele dateres op til ca. år 1400, hvis den sikreste statistiske værdier ved to standard-deviationer bliver brugt. Det må siges at var et usædvanlig langvarigt genbrug. Huen kan også være lavet af vadmels-rester og fungeret som en slag ligbeklædning eller ligsvøb. Huen blev jo fundet på kirkegården på Herjólfsnes.

Det bør erindres, at ønsker man at belyse den materielle kultur blandt nordboerne, er det mest nærliggende at skue til Island for sammenligningsmateriale, snarere end til Danmark. En slægtning til "Borgunderhuen i Island lever op til i 1600-årene, og endda længere op i tiden i variationer. Den bliver afbilledet i et islandsk håndskrift, Heynesbók, som er fra 1400-tallets anden halvdel. Den kilde har tidligere generationer af Grønlands-arkæologer, som ikke læser islandsk fra perioden, ikke været opmærksomme på. Mere vigtigt for dem er AMS-dateringer fra to laboratorier, som desværre har en lang historie af resultater som modstrider sikre arkæologiske dateringer. Det bør ikke udelukkes, at AMS-dateringerne kan være fejlagtige.

Den blinde tro på de "ufejlbare maskiner" har for tiden vundet over de traditionelle dateringsmetoder i arkæologien. Metode i arkæologien handler desværre ikke længere om samspil, og alt er efterhånde blevet absolut. Man bør i hvert fald erindre sig C-14 metodens mange problemer og laboratoriernes mange uheld, herunder laboratoriet i Århus, før man kaster sig over resultater som om de var den endegyldige sandhed. Hvis resultater af DNA sekventering af gammelt DNA får frit spil, uden noget input fra arkæologen.

Den anmeldte bog er ikke blevet ringere af Janus Møller Jensens betragtninger vedrørende Borgunderhuen, som er svar på Kirsten A. Seavers forestillinger (s. 245-47). De er lidt forældede i forhold til huens mange dele og deres meget forskellige AMS-dateringer - men tolkningen af den nye dateringer står nu bestemt til diskussion.

Det er naturligvis spændende, når forskere i naturvidenskaberne alvorligt hævder at de gamle grønlændere har gået med 2-300 gamle huer på hovedet. Vi lader det ligge og håber diskussionen fortsætter i stedet for at gå i stå, og desto mindre forvente at Eske Willerslev har alle de rigtige konklusioner. Det er nemlig altid de naturvidenskabelige metoder som har 2-300 år fejlmargin i deres ungdomsår, som desværre er fulde af problemer, problemer som alt for sjældent erindres.

Anmelder: Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, ph.d., middelalderarkæolog.

Fra manuskriptet Heynesbók (AM 147 4to) som nu opbevares i Stofnun Árna Magnússonar i Reykjavík.