Norske sensationer på stribe

Hvorfor mon ikke?

"VERDENS ÆLDSTE RUNESTEN" er i hvert fald hvad en sandstenshelle, som måler ca. 31 x 32 cm , bliver kaldt i Norge. 

I Danmark er man naturligvis grøn af misundelse. I de rigtige runestens land har man også tidligere været god til at kritisere norske hypotetikere indenfor runologen. Jeg mindes stadig Erik Moltkes gennemgang af Ottar Grønviks disputats tilbage i 1981/82 (se Tidsskriftet KUML 1981). 

Stenen som nu menes at bære "Verdens ældste" runer blev fundet i 2021 ved en udgravning af et gravfelt i Svingerud ved Tyrifjorden, som er en indsø i Norge. Allerede ser man dog i engelsksprogede fremstillinger af stenen, at den er fundet ved en norsk fjord.

En specialudstilling som præsenterer dette sensationelle fund åbner allerede d. 21 januar 2023 på det Historiske Museum i Oslo, dog før helt centrale spørgsmål vedr. stenen synes tilfedsstillende besvaret. 

Den seneste i en række af "Verdens ældste runesten" i Norge er efter sigende endnu ældre en den 1600 år gamle runesten som blev opdaget på Rakkestad (Rakkastöðum) i Østfold for ca. et årti siden. Den sten har fået navnet Øverby-stenen. Den store stenhelle i Øverby bærer en indridsning som tolkes således : Lu irilaR raskaR runoR sem oversættes «Hug runer, dygtige runemester!» - som utvivlsomt er en forkert tolkning efter Fornleifurs mening.

Øverby stenen

Den seneste ældste runesten i rækken af norske sensationer (når hele museer samlinger ikke bliver tømt af kriminelle) er dog ikke noget andet end nogle skriblerier på en lille helle (flise) af sandsten, som er fundet i en grav som lader sig datere til de første to hundrede år af vores tidsregning. Det fremgår dog ikke af Det Historiske museums hjemmeside, om man har lavet en AMS-datering af biologisk materiale eller om man kun daterer ud fra gravformen eller rundetypen på den firekantede stenhelle.

Indskriften på Svingerud-stenen er ikke den store litteratur.  Det ser ud til at nogen har været i gang med at øve sig på det ældre runealfabet. Det som ristet står, er ikke nogen master-class. Historisk Museum i Oslo forklarer det således:

Steinen har flere slags innrissinger. Noen streker danner et rutemønster, det finnes små sikksakk-figurer og annet interessant. Det er ikke alle innrissingene som gir språklig mening, og man kan få inntrykk av at noen har etterlignet, utforsket eller lekt med skrift. Kanskje var «forfatteren» i ferd med å lære å risse runer.

Nordmændene har måske altid haft svært ved at ytre sig skriftligt før islændingene gjorde det for dem og nordmændene sagde tak og pyntede sig straks som "sagaforfattere" og tilranede sig som tyve i natten selveste Snorri Sturluson - som var 100 % islandsk i hud og røv og levede i det 13 århundrede.  Mange Vikinge-entusiaster og herunder stor del af almindelige Nordmænd, tror stadig den dag i dag, at sagaerne er så at sige ur-norske. I en nylig britisk/skotsk krimiserie, om den halvnorske kriminalbetjent Annika, tales der meget om Norwegian eller Nordic Sagas (men ikke Norse Sagas). En vidende firestjernet oversætter hos DR (Danmarks Radio) har heldigvis prompte ændret det til "de islandske Sagaer".  Man ser af og til, at uddannelse har efterladt sig gavnlige spor.

 
En sensationel runesten ved Tyrifjorden - eller blot et dyslektisk forsøg på at skrive den første norske saga?

Den eneste af skriblerierne på runestenen fra Svingerud, som giver nogen betydning, er et omvendt Fuþark, og så indskriften IÐIBERUG eller lignende. Man mener det kan dreje sig om kvindenavnet IDIBJÖRG som ikke er kendt fra noget etymologisk materiale; I dativ i meningen [RISTI RUNIR ÞESSAR] IÐIBERUG. Men der står blot IÐIBERUG, så det er kun et vildt gætteri.

I går udkom der heldigvis en debatartikel af professor i nordisk sprogvidenskab i Stavanger, Klaus Johan Myrvoll, som uden alt moderne fantasteri nøgternt forklarer, hvorfor der ikke kan være tale om et personnavn. Endnu andre foreslår at der et tale om et "slægtsnavn", som for en til at spørge om undervisningen i Norge i Norrøne sprog er helt tilfredsstillende i vores tid.

Nu forholder det sig sig således, at der kendes et IÐUBERG(UG) i nordisk kultur, som er navnet man har givet den kendte Lorelei-klippe ved Rinen, - bjerget som afgiver et glimrende ekko. Lorelei er en central lokalitet i Niebelungen-fortællinger om helten Sigurd (Siegfried) og Atli (Atle, Hunerkongen Atilla). Den fortælling er dog næppe fra de første 3 århundreder e.Kr. Men måske var Niflungernes historie meget ældre end vi troede.

Uanset hvad den graffiti man har fundet ved indlands"fjorden" Tyrilfjord i Norge skal tydes, så er der ikke tale om en regulær runesten og ejheller en sensation. Vi burde måske snarere kalde det et yderst primitivt udkast til en runesten. Eller, for at være lidt grov på de yderst højstemte nordmænds bekostning: En tidlig norsk dyslektikers forsøg på at nedfælde en norsk Saga. Det blev heller ikke til så meget, men den er helt sikker norsk denne kortfattede "saga", som man glæder sig til at se faglige ordkløverier af i årene fremover...

Det ville også have være på sin plads med en petrologisk analyse af sandstenen, hvorpå runerne er ristet.

Ydermere ville det være interessant at få en kilde som bekræfter, hvilken dateringsmetode man har anvendt for at give runerne i Tyrilfjorden sin datering. Det oplyser udstillingen i Oslo forhåbentlig, men hjemmesiden for Historisk Museum gør det ikke; Man skriver blot: 

I en av gravene oppdaget de en stein med flere runeinnskrifter. Brente bein og trekull fra graven avslører at runene ble risset inn mellom år 1 og 250 e.Kr. Dette er dermed den eldste runesteinen som vi kjenner. 

Den ovenstående dateringsoplysning er simpelthen ikke fyldestgørende nok for at "runestenen" kan betragtes som en vaskeægte verdenssensation, og det til trods at den nu er fundet en særudstilling værdig i Oslo. 

Og så til SPØRGSMÅLET: Hvad er arkæologi og oldtidsstudier egentlig ved at blive til? Sensationsmageri og medieliderlighed devaluerer faget mere og mere i de senere år. Nu sørger jeg for at alle min gule huskesedler bliver destrueret, så de ikke kommer på en sensationsudstilling om 1000 år. Mine strøtanker skal ikke blive kløvet af fremtidens runologer og dem man på Island kalder orðhenglar.