Danske SS-mænd var også deres mordere

Dette billede, og andre fotografier af forarmede jøder i denne artikel, viser fanger som i slutningen af maj 1942 blev deporteret til en koncentrationslejr i Hvide-rusland, hvor danske Waffen-SS mænd fra Frikorps Danmark gjorde tjeneste i 1942-43. Danske SS-frivillige var også deres mordere.

For nylig udkom bogen En skole i vold af to fredelige historikere, Dennis Larsen og Therkel Stræde. Det er en yderst vigtig bog om danske Waffen-SS frivilliges medvirken til forbrydelser i Hviderusland i 1942-1943. Bogens fokuserer først og fremmest på SS-folkenes ugerninger, men billederne af fangerne fra Warszawa som danske SS-soldater muligvis har været med til at slå ihjel var ikke kendte af forfatterne.

I 1998 udkom en anden vigtig bog om danske Waffen-SS frivillige som bar titlen Under Dannebrog og Hagekors. Den havde derimod en væsentlig mangel. Bogens tre forfattere, der havde skrevet deres bog som speciale i historie på RUC under vejleding af professor Claus Bryld, værgede sig ved at behandle spørgsmålet om danske Waffen SS-soldaters deltagelse i krigsforbrydelser. De forsikrede sine læsere om, at de danske Waffen-SS soldater var "almindelige mænd" og "gode soldater".

Da deres bog udkom i 1998, skrev jeg til dem og spurgte, hvorfor de ikke berørte de krigsforbrydelser som vi trods alt kendte til at danske Waffen-SS mænd deltog i. Jeg fik ikke noget svar, men da jeg forsøgte at ringe til en af forfatterne blev jeg nærmes overfuset af en arrogant holdning til hvad jeg som udlænding blandede mig i dansk historieskrivning. Senere skrev forfatterne en artikel i bogen Denmark and the Holocaust, hvor de ganske overfladisk behandlede danske SS-mænds krigsforbrydelser (se her).

Turde, hvor andre tav

Dennis Larsen og Therkel Stræde har nu turdet hvor andre tav. De modtog ironisk nok kritik af deres nye værk af en i forfatterteamet bag den mangelfulde mursten Under Dannebrog og Hagekors. I Weekendavisen påstod en af forfatterne, at man allerede kendte til alt det som Larsen og Stræde fremsatte i sin bog, og at der intet nyt var at læse i den. De gamle nyhederne var i hvert fald ikke at finde i deres bog om danske Waffen-SS frivillige fra 1998.

Antageligt inspireret af bogen Under Dennebrog og Hagekors ytrede Uffe Ellemann Jensen Dan- marks forhenværende udenrigsminister sin respekt for danske frivillige SS-mænd i et dansk tv-program om Baltikum. Han betegnede dem som gode soldater.

 

 

 

SS-manden på Hollændervej

Larsen og Stræde fortæller i deres nye bog bl.a. historien om medlemmer af Frikorps Danmark som blev udstationeret i uddannelseslejren Waldlager udenfor byen Bobruisk i Hviderusland fra 1942 til 1943. Tilknyttet denne lejr var også en "Jødelejr". Ud fra det foreliggende kildemateriale er der desværre ingen håndfaste beviser for enkelte danskeres direkte deltagelse i myrderier på jøderne. Det er dog hævet over al tvivl, at danske Frikorps Danmark mænd deltog i tjenesten i "Jødelejren", som inkluderede myrderier af jøder.

To af de danske Frikorps-Danmark mænd som befandt sig i Waldlager ved Bobruisk er stadig i live. En af dem bor på Hollændervej på Frederiksberg. Manden på Hollændervej som hed Helmuth Leif Rasmussen (hans rigtige navn er mig bekendt) har ikke fortalt noget som forbinder ham direkte med nakkeskud af jøder eller andre ugerninger i "Jødelejren". Han så blot til, efter eget udsagn, mens andre myrdede. Og lad os nu huske, han er uskyldig indtil andet er bevist.

På et lille billede som blev taget af manden på Hollændervej på Frederiksberg, den gang han som ung dansker gjorde tjeneste for Hitler-Tyskland, bærer han en sort knippel. Knippelen er det værktøj som vagtmænd brugte i nazisternes i KZ-lejre, hvis de da ikke myrdede jøder med nakkeskud eller andre metoder. Men ifølge BT går manden på Hollændervej efter eget udsagn meget i kirke, så han har næppe brugt dette redskab da han gik vagt med knippelen udenfor "Jødelejren", hvor han befandt sig mens andre SS-folk begik forbrydelserne. Foto BT.

Her kan i man se nogle de jøder som blandt andre deporteredes den 28. eller 29. maj 1942 fra fængslet i Gesia gade (Gåsegade) i Warszawa i 1942. Billederne stammer fra en film som tyskerne lod lave i Warszawa ghettoen i begyndelsen af maj 1942. De forarmede jøder som kan ses på billederne fra arresten i ghettoen i Warszawa, (se her, samt her, her og her ; Flere oplysninger om filmen, den såkaldte "Ufuldendte Film" se her og her) var danskere i Frikorps Danmark meget sandsynligt med til at dræbe i 1942-43, for disse fanger blev bragt til "Jødelejren" i Bobruisk. Når de ikke længere kunne anvendes til slavearbejdet, bl.a. grøftegravning og vejarbejde, eller blev for syge og udhungrede, blev de beordret til at ligge på maven i store grav ved SS-lejren, hvor SS-folkene myrdede dem med et nakkeskud.

Nogle af de unge drenge blandt fangerne i "jødelejren" ved Bobruisk i Hviderusland fik "særlig behandling" hos den homoseksuelle, tyske SS-Blokfører Adold Riemer (billedet til venstre). Han udvalgte unge fanger til sit seksuelle misbrug i lejren. Han blev aldrig straffet for sine forbrydelser. Riemer sparkede, slog og piskede fangerne, hængte flere og begik et ukendt antal drab. (Denne forfatter kan ikke få sig til at beskrive den sadisme som Riemer udøvede (læs i stedet bogen En skole i Vold s. 272-275). Foto fra bogen En skole i vold.

Danske myndigheder har systematisk siden 1996 forsinket eller forhindret forskere i at få adgang til oplysninger om f.eks. danske udvisninger af statsløse jøder eller oplysninger om Waffen-SS folk som begik forbrydelser. Oplysninger om statsløse jøders udvisninger kendte man naturligvis til i ministerierne, men på et eller andet tidspunkt har man for Danmarks ve og vel besluttet at den del af Danmarks- historien skulle skjules. Min Kamp med ministerierne og til dels Rigsarkivet beskrives i et epilog i min bog Medaljens Bagside (2005), som handler om danske myndigheders udvisning af jøder og andre i perioden 1940-1943. Fra centralt sted havde man besluttet at den historie ikke skulle ud.

Simon Wiesenthal Center har anmodet om en undersøgelse af Helmuth Leif Rasmussens virke i Hviderusland

Det ville ikke undre mig, at nu når dr. Efraim Zuroff ved Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem har anmodet de danske myndigheder om at undersøge den tidligere SS-mand H.R. på Frederiksberg (se her), at de danske myndigheder gentager en af deres gamle forhalingstaktikker overfor dem som ønsker at klarlægge forbrydelser mod jøder og andre begået af danskere, være det sig den danske statsmagt eller Waffen-SS soldater.

Justitsminister Mette Frederiksen har, efter sigende, ikke tid på grund af embedsmæssig travlhed. Hun har, uden at svare Dr. Efraim Zuroff sendt Simon Wiesenthal Centers anmodning videre til socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen, som oplyser at det er den relevante politimyndighed, hvor manden på Frederiksberg bor, der skal kontaktes hvis nogen ønsker at en hans færden i Hviderusland skal undersøges. I retssager over manden på Hollændervej viste myndighederne i 1945 og 1947 ikke særlig interesse i hans færden i Bobruisk. Han blev i 1947 dømt for at have såret en person med skud på Frederiksberg, da han skød mod en folkemængde som han følte sig truet af. Han havde gået i biografen sin SS-uniform. Den slags arrogance lagde almindelige danskere trods alt mærke til i 1944.

Sådan som de danske myndigheder agerede i sagen om Søren Kam, hvor Simon Wiesenthal Center blev spist af med en 3 siders rapport, henkogt af statsadvokaten for København fra en langt større og vigtigere rapport som en dansk kriminalbetjent havde udarbejdet, ville det ikke undre, at manden på Hollændervej på Frederiksberg møder sin skaber før han nogen sinde bliver afhørt om sit kendskab til Frikorps Danmarks aktiviteter i Hviderusland.

Den største bøddel holdt Danmark hemmelig

Det var svært i 2004 for de danske myndigheder åbent at erkende, at en dansker havde fungeret som en af naziterrorens bødler i 1945-47. I 2004, da jeg med stort besvær forsøgte at få adgang til Justitsministeriets akter om den største danske krigsforbryder, Gustav Alfred Jepsen, opstod der også vanskeligheder, inden der blev givet aktindsigt i Jepsens sag (Læs mere om sagen her). Justitsministeriet påstod, at sagen ikke fandtes i deres arkiv. Ministeriet skrev: »For så vidt angår Deres anmodning om oplysninger vedrørende en dansker ved navn Jeppsen/Jepsen eller Jeppesen skal Justitsministeriet meddele, at ministeriet efter at have foretaget en gennemgang af sagskartoteket ikke ses at være i besiddelse af akter vedrørende ovennævnte person.« Grunden til, at man i 2001 påstod,

Danske myndigheder forhindrede offentlighedens kendskab til Gustav Alfred Jepsens forbrydelser helt frem til 2005, da Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson fortalte hans historie i Weekendavisen. Fotos PRO, Kew.

at sagen ikke længere fandtes i ministeriets sagskartotek over ømtålelige sager fra Anden Verdenskrig er lidt af et mysterium, og ministeriet har heller ikke valgt at kommentere det yderligere trods en henvendelse derom. Men mens ministeriet benægtede og "intet kendte", vidste jeg at embedsmændene sagde usandt. Jeg kendte allerede til Jepsens sag fra Public Record Office i Kew (Det engelske Rigsarkiv) og vidste at der fandtes mere udførligt materiale om ham i Rigsarkivet og at Justitsministeriet havde holdt et kartotek over sager om bl.a. Waffen-SS mænd. Man var endnu ikke klar til at danskeres krigsforbrydelser skulle belyses ordentligt. Man er endnu ikke klar nu når spørgsmål bliver rette om manden på Frederiksberg. Sagen om Jepsen viste også meget tydeligt, hvorledes de danske myndigheder forsøgte at skjule disse forbrydelser for offentligheden.

Da Jepsen skulle hænges i 1947 bad man hans kone og søn ikke at være til stede i Minden i Tyskland, hvor henrettelsen fandt sted, for ikke at lede den danske presses opmærksomhed mod manden og hans krigsforbrydersag. Det var derfor først i 2005 at den almindelige dansker fik oplysninger om den største krigsforbryder fra Danmark under 2. verdenskrig. Det ophidsede ikke så få, som mente at Jepsen slet ikke skulle tælle i statistikken over danske krigsforbrydelser, eftersom han tilhørte det tyske mindretal i Sønderjylland, som efter sigende var mere tilbøjeligt til vold en danskerne, i hvert fald ifølge nogle af de mest nationalistiske læserbrevskriverne i Weekendavisen.

Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson 26/11 2014