Jelling calling - endnu en gang

En Anmeldelse af DR-dokumentaren Gåden om Odin.

Af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Jeg har altid været vældig interesseret i og knyttet til Jelling. Min hustru er født og opvokset lige udenfor Jelling. Min svigerfar Kurt, selv en fritids-vikingehøvding i Jelling Vikingelav (se her) i sin pensionisttilværelse, blev lagt til hvile i 2021 lige ved foden af Jelling sydhøj - kun få meter fra Jellingstenene.

Derfor er jeg naturligvis ikke ikke ligeglad med stedet eller dets forhistorie. Ovenikøbet fører min salige islandske morfars slægtstavle, som en overtoldmester og fritidsslægtsforsker i  Reykjavík, nedskrev i et kladdehæfte for min morfar, en fjerdedel af min arvemasse direkte tilbage til førkristne danske konger som Harald Blåtand delvist nedstammede fra - efter sigende. Urgammel adel forpligter også.

Jeg er næsten bedrøvet efter at have set samtlige episoder af DRs nye dokumentar Gåden om Odin, hvori Jellingestenen får en tur i fantasitumbleren. Stenen er skrumpet ind i den medfart. Udsendelserne var blandt det værste spind jeg nogen sinde har oplevet i en "historisk" serie i komakassen. 

TV-historiker Cecilie Nielsen tager seerne på en fantasitur - fra Jelling-stenen for at ovrebevise sig selv og andre om at det ikke er Jesus som er afbilledet på Jellingstenen, men derimod Odin (Óðinn). Nielsen tager op til Island, efter at have været forbi slemt smuldrende tekstiler i Oslo. Derefter frem i tid til Heinrich Himmler, Danmarks tidligere allierede; For så at ende i Romerriget og Tacitus´ Germania og til ret uforklaret benævnelse af gudinden Nerthus, kun nævnt hos Tacitus, som nogle har ønsket at kæde sammen med den nordiske mytologis han-gud Njörður eller tidligere som en romantisk prinsesse Herta - men uden større held. For til sidste at forsøge at kæde Odin sammen med hunnernes høvding, Attila (Atli). Meget i udsendelsen var usædvanligt søgt efter min aldrende mening.

Nogle af de kloge, der optrådte i udsendelserne, så efter mit skøn ud til at mene at de just havde opfundet den dybe tallerken, og endnu andre forekom mig at være med i et livligt rollespil ude i en skov.

Cecilie Nielsen, med alle de sædvanlige arm-gestikulationer som hendes slags åbenbart lærer på et dyrt kursus, førud for jobbet som en TV-historiker, overbeviste bestemt ikke mig med sin tidsrejse. Mest af alt forekom den mig at være en rapport fra hendes vilde søgning på alle de forkerte steder på www.

Som ganske traditionel og surrøvet middelalderarkæolog fra Island (den samme ø, som alle sagaerne, Eddaerne de andre håndskrifte, som jeg er så heldig at kunne læse på originalsproget), fik jeg det næsten dårligt, når en forhistorisk arkæolog blandt de intervievede eksperter påstår at man ikke kan se sår eller nagler på Jesus hænder og fødder (stigmata) på Jesus-fremstillingen på Jellingstenen. Det viser mig kun én ting. Den arkæolog kender intet til middelalderlig kirkelig ikonografi og de ændringer der sker i fremstillingen af Jesus på korset gennem tiden. I sådanne tilfælde kan man kun anbefale en snarlig genskoling.

De forskere i seriens episoder, som ikke fabulerede, eller viste lodret uvidenhed, var først og fremmest min gamle professor Else Roesdahl samt dr. Peter Pentz ved Nationalmuseet, som ikke gjorde sig kloge på noget andet end fakta. Men havde man klippet i deres udsagn? Det forekommer mig at være tilfældet.

Blandt de medvirkende i Nielsens færd i tidsmaskinen, var en religionshistoriker, der var nogenlunde fornuftig. Men jeg ved ikke hvad andre fagkyndige synes. Jeg fik den fornemmelse, at der måtte være blevet kippet voldsomt i det som eksperterne sagde. Det er et kendt fænomen, som forskere bør gøre sig klar, at kan hænde, hvis de indleder et forhold til medierne.

Jeg studsede også over fraværet af Jeannette Varberg, som ellers er meget fremme i vores tid når det drejer sig om formidling og tolkningen af Vikingetidens/Jernalderens mange og indviklede aspekter. Varberg skrev for nogle år siden en udmærket artikel i Kristelig Dagblad som hun kaldte Den krigeriske Odin og den milde Jesus spredte sig samtidig i Europa. I den henviste hun også til Lotte Hedeagers arbejde og hendes (og andres) opfattelse af sagnet om Asernes vandring, i virkeligheden er en reference til folkevandringstidens sceneri. Kristus-fremstilling i Jelling med evt. brudstykker fra en ældre religionstradition er derfor ikke helt så underlig. Mig forekom det også, at Hedeager var blevet brugt lidt selektivt i udsendelsen.

Jelling-Jesus´ lillebror i Durham

Men hvor finder vi så en fremstilling af Jesus (undskyld jeg sidder fast i "dogmer") der mest ligner Jesus på Jellingestenen. Sådan en må der vel findes i en eller anden form? Den finder i det kristne England, nbt i bispebyen Durham i Northumberland, ikke så langt syd for Newcastle. Jeg var et af min år i mit ph.d. studium på den arkæologiske afdeling i Durham.

Billeder og tekster. Billedet allerøverst i denne essay, er taget af forfatteren i 2022. De to fotos herover stammer fra Rosemary Cramp´s (et al.) megaværk Corpus of Anglo-Saxon Stone Sculpture i tretten bind (1984-2018), som ikke en gang findes i sin helhed i Danmark; Det må vist skyldes spareknivene.

Korset i Durham, som blev fundet i 1891 årene da kapitelhuset i Domkorskangen ved den nu UNESCO-Verdensarv beskyttede Durham-domkirkekompleks blev undersøgt ved renovationer som dengang fandt sted, er den tætteste beslægtede fremstilling med den Jesus-figur sem vi ser på Jellingstenen har TV-historikeren Cecilie Nielsen ikke kendt til, for historikere er jo som bekendt mest til skriftlige kilder, selvom nogle mener at have forstand på andre såkaldte "hjælpefag", såsom arkæologien nogle gange bliver defineret af historikere.

Korset i Durham viser Jesus på forsiden og guds lam på bagsiden. En majestætisk Jesus i slyngornamentik med lige udstrakte arme, langt ansigt uden stigmata, er hugget ca 50 år efter at Jellingstenen blev hugget.

Men hov, ved den korsfæstedes hoved på Durham-korseet er der placeret to fugle, som med deres kropsform danner Jesus mandorla (glorie). Nu vil nogen straks påpege, at vi her Odin hængende på asken Yggdrasill, med sine spionravne Huginn og Muninn. Men før man får sig en tur på fantasi-rutchebanen, bør man læse de det Ny Testamente lidt bedre, f.x. Matthæusevangeliet, kapitel 8, v. 18-22.  Henvisning til Jesus som dyrenes beskytter og Herre over alle dyrene (kan også høres i en tekster af Bob Dylan da han en overgang blev kristen) og ved nærmere eftertanke, så tror jeg (som en from ikke kristen) at Matthæus, kapitel 10, v. 16, bedst forklarer Jesusfremstillingen på Jellingstenen og især Jesus-fremstillingen på korset i Durham; Jesus sagde til sine disciple: 

Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.

Den gang var livet jo en tegneserie, mens den i dag er en TV-serie. Folk må stadig skefodres med budskaber og propaganda.

Jellingstenene er naturligvis en enestående kilde, jfr. danskerne, og som pryder indersiden af smudsbindet på deres EU-pas.

Men den store Jellingsten viser ikke "en Odin" som en krigergud med en Sutton-Hoo hjelm magiske kræfter (som blot var et billigt synsbedrag) interesserer mere.

Weekeend-påklædningslege er en gammel middelklasse-hobby i England. Den engelsk historiske transvestisme overbeviser mig ikke om at hjælmen fra Sutton Hoo eller lignende hjælme fra Sverige, har været et "outfit" til Odin-forestilling i langhuset kl. fem PM. Jellingestenen viser heller ikke en mand som har hængt sig selv. Den som mener at kunne se det, må søge efter et godt tilbud i en brillebutik eller få en hastig operation for svær nethindeløsning. En anden løsning vill være at finde sig i, at ordet hypotese faktisk findes i det danske sprog, og at en hypotese som regel er til diskussion før de  bliver gjort til den endegyldige sandhed af en ungprofessor i Århus.

For, ifølge mine næsten alt-vidende islandske forfædre, som har fortalt os det mest af det som vi i grunden ved om Óðinn, så viste Óðinn sig på jorden som en gammel, enøjet vandremand, iført en kappe og en meget bredskygget hat eller en hætte (den magiske Hulinshattur som kunne gøre Óðinn usynlig som nutidens superhelte). Han gik ikke rundt med en hjelm blandt menneskene. Han kunne have hamskifte (ændre ham/åsyn) når det passede ham og endda optræde som forskellig dyr, alt afhængig af lejligheden og problemet der skulle ledes af den oldnordisk gude-chef.

På Mesinge på Fyn blev der i 2016 fundet en lille figur, som menes at være en fremstilling af Odin, med sine ravne. Jeg skrev en kommentar, hvor jeg argumenterede for, at hvis det i det hele taget skulle vise Odin, så var det i hvert fald Odin med sin store hat (se her).

Misforstå mig ikke, jeg går 110% ind for bred- og tværfaglighed, men man skal i det mindste kende det man arbejder med og kunne læse kilderne på originalsproget og lade være med at udtale sig om kristen ikonografi, når man intet aner om den.

Hvis man mener man har bevist at et brudstykke af en metalskinne fundet på ringborgen Borgring stammer fra en omvandrendes vølves svenske dåsespænde som er fundet i hendes grav på Fyrkat, betyder det ikke at man kan se helt bort fra en kemisk analyse af metallet eller sporene efter værktøj.  Eftersom den slags analyser ikke blev nævnt i serien, er jeg overbevidst om at de analyser ikke har fundet sted. Lignende beslag er fundet andre steder i Danmark.

Professor Søren Sindbæk (Aarhus Universitet) har ikke fået foretaget en kemisk analyse (røntgen fluorescens analyse) af beslagene på dåsespændet fra Fyrkat for at sammenligne den med samme slags analyse af beslaget fra Borgring. Alligevel påstår han frejdigt i den bedste sendetid på DR, at en slags omrejsende "militærvölva" som stillede træskoene og blev begravet på Fyrkat har mistet et beslag fra sit spænde på Borgring. Siden hvornår er ønsketænkning blevet arkæologi? Er arkæologien blevet Circus Barnums?

Måske var den svenske dåse, som vølven (Völvan) på Fyrkat (Virkið) ejede, noget værre bras fra datidens Ikea? Deduktionen foretaget af professor S. Sindbæk (Århus Universitet), som blev hentet i en sølvgrå bil fra Jylland til Brede, var derimod intet mindre end et fagligt overkill eller showmanship, som det vistnok kaldes på engelsk.

Før Sindbæk, som ikke er den der oprindeligt opdagede Borgring, selvom han gerne påstår det, får lavet de analyser som jeg foreslår, er hans postulat om vølven med det skrøbelige dåsespænde indholdsløst og ret selvhøjtideligt gætteri, som desværre giver et meget forkert billede af den måde en rigtig arkæolog burde arbejde. Det er fint at tænke vidt og bredt og lave vilde Gedankenexperimenten, men tanken bør kunne verificeret - ellers bliver det kun ved tanken, selvom den måske synes god. Verifikation og forståelse er det som det meste af videnskab går ud på. Hvis man ikke synes det, arbejder man med fiktion.

I seriens 5 og 6 episoder jagter man brakteater, en mulig hunner forbindelse, hvor det endda bliver fantaseret med at Atli (Atilla) hunnernes konge er identisk med Óðin. Den fantasi kommer Cecilie Nielsen ingen vegne med, hvorefter hun kaster sig over fundet af guldbrakteater fra 500-tallet fra Vindelev tæt på Jelling.

Brakteaternes nedgravning kædes sammen med en række katastrofeår vedr. klima i 530erne som skyldtes vulkansk aktivitet på den nordiske halvkugle. De næsten vedvarende vintre som udbruddene skabte  vintre kendte man til fra målinger af iskerner fra Grønland samt ved hjælp af dendrokronologiske undersøgelser, bl.a. i Danmark. Den begivenhed forsøger historikeren Cecilie Nielsen også at kæde med Óðins opståen og fænomenet Fimbulvetur (den mægtige vinter efter Ragnarök), som beskrives i den islandske middelalderlitteratur.

Det senest nævnte argument er jeg meget åben overfor; Men at nedgravninger af guldsmykker i 530erne fandt sted for at "frede guderne" i kulden og elendigheden køber jeg ikke.

Den brakteat fra Vindelev som forskere mente at bar runeindskriften "den Høje" (et af Odins navne) viser sig ved Nationalmusets runolog og en ung norsk sprogforskers nærmere granskning at være en uheldig fejltolkning. Derimod fremhæver de en indskrift på en anden brakteat fra Vindelev som de med etymologiske argumenter daterer til 400-årene. Det er den indskrift som Nationalmuseets runemestre lancerede på museets hjemmeside og FB i sidste uge. Blandt mange kommentarer på Nationalmuseets FB kan finde mit bidrag (se her). Jeg køber ikke tolkningen af runerne.

Hvad ville man egentlig gøre, hvis man ikke havde de islandske Eddaer og Snorri Sturlusons beskrivelse af verdensbilledet flere århundrede før han levede? Snorri er stadig den, der er referencerammen. Nordmændene kan ikke læse sine ældste runer mens danskerne overtolker deres - Det eneste der kan læses på en pålidelig måde er Snorri.

Jeg konstaterer, desværre, at der igen er løbet en led neo-nationalisme i historieforskningen. Danmarks riges dannelse skal føres tilbage til Arrilds tid, koste vad det koste vil. Sidste gang man var i de tanker fik vi kort tid efter en Verdenskrig. Den er der tilsyneladende også mange der vil ha i dag! Velbekomme.

Rejsen fra den store Jellingsten, tilbage til en ordentlig fimbulvetur i 500-tallet og den yngre Edda, samt lysten til at gøre Óðinn til en fællesnævner for det danske riges opståen - længe før andre riger opstod - er lige lovligt for spekulativ for min smag. Og endnu mere spekulativ, end når visse andre historikere forsøger at gøre både Thor (Þór) og Óðinn til homoseksuelle eller transgender skikkelser. Begge to ville (efter min mening) nok have vist sine længste ansigter hvis de blev mødt med den påstand. Thor havde muligvis grebet til hammeren, rødmet og brølet: Hvað, má maður ekkert, haaa? Men Snorri... Snorri han ejede en jacuzzi.

Den søgen som DR har brugt seks episoder på, fordi nogen fandt Jellingstenen for gådefuld, er mere præget af samtidens modediller og vildfarelse på WWW end faglig kvalitet - og dét er synd.

18. marts 2023, Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson