Fornleifur og falkóner á kaffihúsi

Í febrúarmánuði 2019 var ekkert kóv og engin hætta á því að Svíar myndu deyja út, líkt og þeir gerðu síðar. Ritstjóri Fornleifs brá sér grímulaus í bæinn. Borgarferðin, sem hér er til umræðu, var farin til að taka myndir af húsum á Christianshavn. Þreyttur ritstjórinn brá ser á kaffi og kökuhús og hann hefur vart verið sestur með bollu sína og þrefaldan espresso og vatnsglas, þegar inn kemur annar Íslendingur með miklu fjaðrafoki.

Reyndar var fjaðrafokið bara píkuskrækir í konum á öllum aldri sem sáu fálka í fyrsta sinn. Inn á kaffihúsið var kominn Stefán Blöndal, falkoner og listamaður (f.1964), sem var að ná í kökur fyrir sig og rússneska píanósnillinginn sinn. Ekki held ég að fálkar borði kökur. Stefán var með fálka upp á arminn og á öxlinni.  Fálkinn var sallarólegur, þótt að örn sæti á priki við gluggann að virða fyrir sér fugla og annað fiðurfé sem var úti að viðra sig í grámyglunni í Kóngsins Kaupmannahöfn. Fálki Blöndals var með huliðshúfu og sá því ekki nema í gegnum rassgatið, líkt og sumir fjölmiðlamenn og illfygli gera.

Fornleifur sem ávallt gengur með púka á einni öxlinni og engil á hinni, hlustaði í þetta sinn mest á engilinn, enda engillinn með tvo púka á öxlunum og þar að auki mikill áhugamaður um rennilega fálka.

Sá gamli stóðst ekki mátið og smellti nokkrum myndum með lélegan síma sinn af fálkameistaranum Blöndal, sem hjólaði á brott frá kaffihúsinu með fálkann og kökurnar handa rússneskættuðu konunni sinni, píanósnillingnum Ninu Kavtaradze (f. 1946 (þið lesið rétt)), heima á Prinssessugötu á Kristjánshöfn.

Ef maður þekkir grúsískar konur rétt, sem eru eins og Stalín heima hjá sér án skeggs, hefur Nína  verið með heitt te á samóvarnum, þegar Stebbi og fálkinn komu heim, og kannski var dauður músarrindil úr dós handa fálkanum - eða "Sabana-kaka" eins og þær sem lesblindur bakari seldi í Reykjavík um tíma.

Ætli sé búið að gefa Stefáni Blöndal fálkabling? Guðni forseti situr eins og krummi á klettasyllu með fullar birgðir af fálkabíslagi sem hann nælir í mann og annan.

 

Efter nordboerne og før kolonien

Anmeldelse af:

Janus Møller Jensen: Korstoget til Grønland: Danmark, korstogene og de store opdagelser i Renæssancen 1440-1523. Turbine (2022).

Bogen får 6 gravskeer her på bloggen Fornleifur.

Janus Møller Jensen, som til daglig er leder af Dansk Jødisk Museum i København, har for godt en måned siden udgivet værket Korstoget til Grønland ved forlaget Turbine.

Værket er et af de vigtigste der i nyere tid er skrevet om Grønland i den periode, hvor nordboerne af en eller anden grund var forvundet, og indtil Grønland atter blev opdaget af europæere.  Grønland blev heller aldrig helt glemt, som det meget tydeligt fremgår af den nye bog.

Det er befriende, når der i Danmark endelig udkommer et historisk værk, om og med relation til Grønland, hvori forfatteren ikke er låst inde i gamle dogmer. Her taler forfatteren. hverken om sine ”forfædre” (nordboerne) i Grønland, eller benægter at det danskstyrede Grønland har været en koloni i den ene eller anden betydning af ordet.

Fra min studietid i Århus ved Afdeling for Middelalder-arkæologi husker jeg da arkitekt /arkæolog Knud Krogh (f. 1932) kom fra København og holdt et foredrag om sine spændende undersøgelser i Brattahlíð i Grønland. Det forekom mig underligt at den dygtige arkæolog, gang på gang under foredraget, talte om "vores og sine forfædre i Grønland".

Oplevelsen gjorde det for første gang klart for mig, at nordbo-forskningen samt megen anden forskning af Grønland i Danmark var stærkt præget af dansk chauvinisme. Måske var den mere åbenlys for mig som udlænding end for mine danske studiekammerater. Chauvinismen ser man også i en stor del af forskningen af besættelsestiden; Herunder i Bo Lidegaards mange værker om den periode. Lidegaard er i øvrigt også blandt de danske historikere, som ikke anerkender at Grønland var en koloni.

I sin nye bog dækker Janus Møller-Jensen den forsømte tid i Grønlands-forskningen, fra nordbo-bebyggelsernes noget uklare ophør frem til det 16. århundrede.  Perioden derefter, er en ny generation af historikere nu også i færd med at gøre op med. Det er blevet belyst, hvordan nationaløkonomiske kolonitanker om nutidens grønlændere, førte til at man mente at deres formering måtte kontrolleres og begrænses for at bibeholde en sund økonomi i Grønlands så grønlænderne ikke lå Danmark til last. Det var det sammen argument som man i 1930-erne anvendte i modstanden mod flygtninge i Danmark, og senere da man udviste dem i perioden 1940-43.

Janus Møller Jensen udfylder dermed et dybt hul, som længe har hersket i forskningen af den europæiske, og herunder de danske, interesser i Grønland, efter at nordboerne forsvandt fra scenen.

Det er en nydelse at læse Janus Møller Jensens gennemgang af Grønland plads i den europæiske bevidsthed frem til de danske ekspeditioner til Grønland. Tidligere ekspeditioner foretaget af hollændere, amerikanere, englændere/skotter, franskmænd, tyskere, nordmænd og svenskere havde haft økonomisk gevinst som sit hovedmål. Den danske interesse, drejede sig, udover dette, om at plante det danske flag på de nordligste strækninger af Grønland og dermed gøre de danske ejendomskrav på hele landet gældende, sådan som Jensen så korrekt påpeger.

Jensens ekspertise er først og fremmest indenfor de skriftlige kilder. Fraværet af en komplet gennemgang af de arkæologiske vidnesbyrd er derfor forståeligt. Forfatteren henholder sig fortrinsvis til den hjemlige arkæologiske forskning af nordbo-arkæologien.  

I modsætning hertil er mange nordbo-arkæologer meget ofte præget af manglende kendskab til de skriftlige kilder.  Nogle af de amerikanske arkæologer, som har beskæftiget sig med zoo-arkæologiske undersøgelser i Grønland samt i Island i de seneste årtier, bl.a for at forsøge at forklare den nordiske bosættelses ophør i Grønland, er desværre meget uvidende når det drejer sig om islandsk såvel som grønlandsk kulturhistorie. De fleste af disse arkæologer, hverken læser eller forstår de sprog, som er relevante for de kulturer som forskningen drejer sig om. De skriftlige kilder, man har fra den samme tid som de fysiske kilder de analyserer, magter de alt for specialiserede arkæologer ikke at inddrage i et helhedsbillede. Men sættes alle kilderne ikke ind i den sammenhæng, når man ikke frem til holdbare konklusioner.

I dette essay af en anmeldelse giver jeg i de følgende eksempler på forskellige nye eller alternative kilder samt eksempler på manglende kildekritik og kildekendskab, som er  relevante for Nordbo-forskningen og som sætter Jensens periode i perspektiv.

Jensen kommer naturligvis ind på Kristoffer Columbus´ (Christobal Colon) kontakt med Bristol-købmænd og deres viden om sejladser vestpå og nordover.  Kort han, at Columbus´s søn, Hernando Colon, skriver om den kontakt. Jensen skriver desværre ikke noget om, hvordan Hernando eller for den sags skyld biskop Bartolomeo de las Casas refererer til Columbus´ egen beretning i hans logbog fra den første sejlads til Amerika samt optakten til den. I Hernandos biografi over sin far (4. kapitel), afskriver han et brev som Columbus sendte til det spanske kongepar Ferdinand (Hernando) og Isabella:

La Espanola, januar 1495: ... Jeg sejlede i februarmåned 1477 et hundrede leguas  [100 leguas nautical, som  svarer til 593 km)  forbi Tile-ø [Thule], men dens sydlige del ligger 73 grader fra meridianen, men ikke 63 sådan som nogle siger, og øen ligger ikke inden for den grænse som Vesten dækker jfr. Ptolemeios, men meget mere mod vest. Til denne ø, som er lige så stor som England, sejler englændere med handelsvarer, i særdeleshed Bristol-boerne. Og på den tid jeg rejste til øen var havet ikke frossent, og der var forskel på flod og ebbe så enorm nogle steder, at nogle steder forhøjedes vandstanden omkring femogtyve favn to gange om dagen.

Vel at mærke står der ikke i Hernandos bog, sådan som Islands førende kartografiekspert i det 20. århundrede, Haraldur Sigurðsson påstod i sit hovedværk Kortasaga Íslands I, at Columbus har sejlet 100 leguas "nord for" Island. Dette er en fejl baseret på manglende sprogkundskab, som mange, som har uddybet emnet, har kopieret. Således opstår fejl, hvis folk ikke kan læse de sprog som er relevante for den forskning de foretager.

Desværre oplyser Janus Møller Jensen ikke at beskrivelsen kun kan referere til det vestlige Island.

På et kort over den gamle verden fra ca. 1490, som opbevares i Bibliothèque nationale de France, og som med nogen usikkerhed menes at have tilhørt Columbus og hans yngre bror Bartolomeo (se fotoet herover), fremgår der tydeligt af teksten at Columbus i brevet til det spanske kongepar fra 1495 kun kan have refereret til Island.

Herunder er den norsk-amerikanske Kirsten A. Seaver oversættelse af teksten på kortet. Men oversættelsen er langt fra at være korrekt. Man kan tvivle, om Kirsten Seaver overhovedet forstår latin eller andre relevante sprog fra den tid hun forskede.

Denne ø som er fuld af bjerge, sten og is, med et endnu hårdere klima, kaldet Island på det lokale sprog og Tile på latin. Der, i en stor afstand fra de Britiske øer, grundet kulden, er ingen anden føde at få end frossen fisk. Øboerne, veksler dem, i mangel of penge, for korn og mel samt andre nødvendigheder som Englænderne fører dem årlig. Det er en robust og vild befolkning jfr. Englænderne, som lever i underjordiske boliger i de seks måneder havet er frossent.

En detalje fra det såkaldte Columbus-kort

Det er ikke uventet, at Columbus måske kendte til Island/Tile fra sit ophold i Bristol, samt fra kort han måske har ejet. At han rejste derhen, må derimod anses for at være mindre sandsynligt.  Men sikkert er det, at han sejlede næsten 600 km forbi Island/Tile, og antageligt til Grønland, således som det tydelig fremgår af hans brev til det spanske kongepar.

Historikeren Kisten A. Seaver, som har arbejdet meget med problematikken, har heller ikke forstået teksten i Columbus´ brev til det spanske kongepar. Hun har også, uden de nødvendige sprogkundskaber og kun med en unøjagtig henvisning til en anden forfatters tolkning, efterladt forskningen af emnet og eftertiden med en uholdbar og forkert oversættelse af den latinske tekst på Christobal og Bartolomeo Colons kort af den gamle verden. 

Janus Møller Jensen giver heller ikke høj karakter til Kirsten Seavers forskning og forfatterskab, som han opfatter som værende præget af ”norsk nationalisme”, som måske ikke så forskellig fra den danske. Han rammer meget præcist.

I 1973 udkom hovedværket England and the Discovery of America 1481-1620 af David Beer Quinn. Bogen må Jensen formodes ikke at være bekendt med, selvom han henviser til to vigtige artikler af samme forfatter. Bogen omhandlede bl.a. de islændinge der var bosat i Bristol, mens Columbus var der.

David Beer Quinn oplyser i sin mesterlige bog, at der i 1484 var bosat 48 eller 49 islandske mænd og drenge. I byens arkiver beskrives arbejdere og tjenestemænd hos borgerne i Bristol. To islændinge bliver nævnt ved navn, fordi de var selv blevet købmænd. Vilhjálmur og Jón (William Yslond and John Yslond). Ti andre bliver defineret som islandske drenge, der var i tjeneste hos bedre borgere og købmænd i Bristol: puerum sibi servientem de Islond. Deres herrer var købmænd som sejlede på Frankrig, Spanien, Portugal og herunder de Kanariske øer og Madeira. Man ved at Vilhjálmur Yslond, som arbejdede hos købmanden Thomas Devynshire, i 1492 selv var blevet borger i Bristol og købmand, der sejlede med varer fra Frankrig og Lissabon.

Den 11. december 1479 landede skibet Christopher i Bristol en fuld last af frugt fra Algarve, som blev lastet i havnebyen Faro. Blandt skippere på Christopher i 1479 var William Spence og John Pynke, som begge havde unge Islændinge i deres tjeneste. 

John Pynke tog styringen efter at skibet var kommet til Bristol med de sydlige tørfrugt, og sejlede videre til Snæfellsnes i Island, antageligt for at hente fisk. Samtidige kilder fra Bristol nævner også skibet Michael, styret af kaptajn Roger Tege. Tege og besætning sejlede den 8. maj 1493 af sted til Island med hvede, malt og klæder - til trods for den Danske konges forbud mod Islandshandel for andre end Bergen-købmændene. Flere skippere bliver nævnt i forbindelse mellem den transatlantiske sejlads og de havde Islændinge i deres tjeneste, mænd som unge var stukket af med dem til England. Visse mener endda at det af og til skete ufrivilligt, at drengene blev kidnappet. Islændingene steg dog ofte i graderne og blev som voksne selv købmænd og sejlede på ruten Madeira, Portugal, Bristol, Nordatlanten.

Vi bør erindre os, at Columbus i disse år var gift ind i en rig købmandsfamilie på de Kanariske øer, som handlede med sukker og trælle. Det kunne derfor tænkes at hans interesse, da han rejste til Bristol, var arbejdskraft til svigerfamiliens sukkerplantager på de Kanariske øer og Madeira. Om han har hørt om Grønland fra islændingene kan vi ikke sige noget om. Det er muligt, at islændingene i Bristol har fortalt Columbus om Grønland ud fra deres "Saga-viden", men det er svært usandsynligt at Columbus har været med til en eller anden saga-læsning i Island for at finde oplysninger om vejen til Amerika eller Asien. Det forudsætter kendskab til islandsk, lidt latin og nogle landkort fra den periode det hele sker.

I sin bog beskriver Janus Møller Jensen kort de fleste hypoteser som i tidens løb er blevet fremført om ophøret af den norrøne/oprindelig islandske bosættelse i Grønland. Den gennemgang er måske lidt overfladisk, men en grundig gennemgang af det er egentlig heller ikke bogens opgave. Der bliver henvist til den nyeste litteratur.

Når det kommer til det arkæologiske bidrag til nordboforskningen, har man været vidne til en meget snæver tolkning af resultater samt rigid og dogmatisk tiltro til tidligere autoriteter inden for Nordboforskningen ved Nationalmuseet i København samt i senere tid testresultater fra zooarkæologer som kun forstår de fysiske kilde som knogler.

I 1980 publicerede man i tidsskriftet Hikuin, bind 6,  resultater fra de arkæologiske udgravninger som kort tid inden var blevet foretaget af de ruiner i Vesterbygden som kaldes V 54 i Niapaitsoq. Arkæolog Claus Andreasen affejede ganske gode C-14 dateringer foretaget af Henrik Tauber på Nationalmuseet i København, blot fordi "de ikke passede med den konventionelle datering af afslutningen af den norrøne bosættelse i Vesterbygden".

Hvis man kalibrerer disse dateringer, så står det klart, at bosættelsen ikke ophørte ved midten af 1300-tallet, sådan som tidligere arkæologer sluttede. Vi må snarere tænke på den mulighed at nordboerne i Vesterbygden var i Grønland frem til midten af 1400-årene.  Nogle fragmenter af kamme fra Niapaitsoq samt Niaqussat (V48) samt fragmenter af en kirkeklokker, fra to forskellige lokaliteter i Vesterbygden, har en form som peger mod 1400-årenes begyndelse.

Et lille våbenskjold af sølv med rester af forgyldning er også fundet ved undersøgelserne af Niapaitsok.

Det lille sølvkjold (1,7 cm højt og  1,4 mm bredt) fra Nipaitsok blev af Claus Andreasen fejlagtigt bestemt til at være den gamle skotske adelsslægt Campbells våbenskjold. Andreasen kunne kun finde ét familievåben i Europa, som han kunne relatere til skjoldet som blev fundet i Nipaitsoq. Han overså, at girondere i familievåbenskjolde ikke var ualmindelige i Europa. At de forekommer over alt i det vestlige Europa er gået danske nordboforskere forbi, og desuden at byen Lissabon, i 1382, fik en bannerfane som har det samme heraldiske girondermønstrede våben [mønstret får navne efter byen Gironde i SV-Frankrig] som på skjoldet der er fundet i Grønland (se en udførlig liste over girondervåben i europæisk middelalder her).  Byen Lissabon bruger stadig dette gamle tegn i byens flag.

Kunne det tænkes, at portugisere, som vi med sikkerhed ved var interesserede i vejen til Asien, og herunder at få fat i trælle til deres sukkerplantager, har været i Grønland, hvor de har tabt et lille skjold fra sin dragt eller harnisk i gulvet på en lavrejst gård i den norrøne Vesterbygd?

Lissabons flag, først kendt i 1382.

Det er ikke sandsynligt at en skotsk adelsfamilie skulle have haft interesse i Grønland. Vi har ingen skriftlige kilder som beretter om denne slægts aktiviteter i Nordatlanten, men vi ved derimod at portugiserne interesserede sig for Grønland og ville derop.

I Vesterbygden var kirkeklokkerne fra 1400-årene ituslagne efter lang brug, sæderne var i opløsning og leveforholdene var måske blevet så usle, at ethvert tilbud om hvilken som helst sejlads væk fra Niaqussat og andre steder i forfald i Vesterbygden blev hilst velkomment af beboerne.

Tog nordboerne væk med portugiserne?

Måske endte nordboerne fra Grønland frivilligt som landarbejdere i sukkerrørplantagerne på Madeira og de Kanariske øer, sådan som en svensk kunstmaler, Per A. Lillieström (1932-2018) foreslog.

Bosat på de Kanariske øer fra og med 1956, fremsatte Lillieström sin hypotese om de grønlandske nordboere på Madeira og De Kanariske Øer for ca. 30 år siden. I 2000 forenede Lillieström kræfter med den norske opdager Thor Heyerdahl i deres bog Ingen Grenser. Bogen modtog en usædvanlig usaglig og faktisk ret usmagelig kritik af en norsk arkæolog, Kristian Keller, som på et tidspunkt var begyndt at beskæftige sig med Nordboforskning.

Længe inden de værker, som nævnes i den norske debat om bogen af Lillieström og Heyerdahl (se her) blev publiceret, udgav forfatteren til denne anmeldelse to artikler i weekend-tillægget til det islandske dagblad Morgunblaðið (se her og her) hvori jeg bl.a. kom ind på Lillieströms bemærkelsesværdige hypotese.

Man bør være forsigtig med at udelukke en ide på forhånd. En undersøgelse af gamle knogler fra gamle kirkegårde på øen, samt en omhyggelig DNA-sekventering af dem, og ikke blot den moderne befolknings DNA vil muligvis kunne give svaret. Det er mest sandsynligt, at den moderne befolkning på Madeira og de Kanariske Øer er for blandet til at deres DNA kan afsløre, om der rinder nordbo-grønlandsk blod i deres årer.

Helt frem til bilens entre på Madeira foretrak man slæder trukket af okser eller skubbet af mennesker. Skinnerne blev olieret og olie var der nok af på Madeira. Men hvad tvang øboerne til at holde i denne skik, når øens bestyrere, portugiserne, for længst havde opdaget hjulet?

Islandsk husmus. Foto Erling Ólafsson.

Musen på Madeira og dennes DNA

For kun to år siden afslørede genetikeren Jeremy Searle fra Cornell University og hans team, at musen på Madeira er nært beslægtet med husmus (Mus musculus) i Grønland og Island. Musene på Madeira er derimod ikke i familie med mus i Portugal. I stedet for at overveje muligheden for at mus, såvel som mænd, er kommet til øerne fra Grønland i 1400-årene, begyndte DNA-verdenen godt hjulpet af ivrige videnskabsjournalister - at spekulere over om vikingerne havde været på øerne og havde bragt "norrøne" mus med sig, længe før portugiserne gjorde sig til herrer på Madeira. Det er faktisk mere muligt at musene på Madeira er kommet dertil i 1400-tallet med arbejdskraft man hentede i Grønland.

Svenskeren Per A. Lillieström (se foto herover), som var den første der fremførte fornuftige tankenr om at de nordiske grønlændere var blevet sejlet væk fra Grønland. Han mente, blandt andet at slæder som indbyggerne i byen Funchal på Madeira brugte, og stadig for turisternes skyld, samt nogle af landhusene på Madeira kunne give hint om et materielt idé-ophav under nordligere himmelstrøg.

Desuden påpegede Lillieström retteligt i et brev til denne forfatter, at brydningen på de Kanariske Øer, som kaldes Lucha Canaria, muligvis stammede fra det høje Nord. Den sammenkædning havde han lavet efter at have mødt en islandsk turist, som undrede sig over ligheden mellem de to brydningstyper.

Lucha Canarias nærmeste slægtning er uden tvivl den islandske glíma [udtales glima med samme tryk som udtalelsen af bynavnet Lima på spansk;].

 

 

De to øverste billeder viser Lucha Canaria brydere i første halvdel af det 20. århundrede. Sporten lever i bedste velgående på de Kanariske øer.  

Det nederste billede viser udøvelsen af den urgamle, islandske brydning, Glíma, i dag med seler om hoften - som var en senere innovation, da denne gamle og ædle sport som nævnes i sagaerne, vistes frem på Olympiaden i London i 1908 (se her). Et Laterna Magica lysbillede i anmelders privatsamling.

  Herunder en bogudgivelse om Lucha Canaria, hvor grebet på de gamle billeder viser hvordan man også gjorde i Island før mand fik det praktiske seletøj.

Islændinge viser glíma på olympiaden i Stockholm i 1912

Lad os slutte med en sidste arkæologisk indikator for nordbo-bosættelsens ophør og bosætternes skæbne.

Janus Møller Jensen kommer lidt ind på nordboernes hovedbeklædning. Det er en nordbohue, som tidligere Grønlandsarkæologer definerede som Borgunderhuen. Man mente den var den nyeste mode af en herrehat fra 1400-tallets anden halvdel. Huen blev fundet i Ikigaat (Herjólfsnes).

I 1980-erne, gjorde jeg en af mine arkæologi-lektorer i Århus opmærksom på, at hatten måtte være en kvindehue, samt at den også var en langlivet del af den islandske kvindemode. Senere skrev jeg om den slags hovedbeklædninger i Island (se her).

I mellemtiden er diverse dele af huen, som er lappet sammen af genbrugte materialer, blevet C14-dateret på to laboratorier, i henholdsvis USA og Danmark, ved hjælp af AMS-teknikken. De ældste dele af den antageligt gennemlappede hue er jfr. AMS-dateringerne fra ca. 1060 mens huens yngste dele dateres op til ca. år 1400, hvis den sikreste statistiske værdier ved to standard-deviationer bliver brugt. Det må siges at var et usædvanlig langvarigt genbrug. Huen kan også være lavet af vadmels-rester og fungeret som en slag ligbeklædning eller ligsvøb. Huen blev jo fundet på kirkegården på Herjólfsnes.

Det bør erindres, at ønsker man at belyse den materielle kultur blandt nordboerne, er det mest nærliggende at skue til Island for sammenligningsmateriale, snarere end til Danmark. En slægtning til "Borgunderhuen i Island lever op til i 1600-årene, og endda længere op i tiden i variationer. Den bliver afbilledet i et islandsk håndskrift, Heynesbók, som er fra 1400-tallets anden halvdel. Den kilde har tidligere generationer af Grønlands-arkæologer, som ikke læser islandsk fra perioden, ikke været opmærksomme på. Mere vigtigt for dem er AMS-dateringer fra to laboratorier, som desværre har en lang historie af resultater som modstrider sikre arkæologiske dateringer. Det bør ikke udelukkes, at AMS-dateringerne kan være fejlagtige.

Den blinde tro på de "ufejlbare maskiner" har for tiden vundet over de traditionelle dateringsmetoder i arkæologien. Metode i arkæologien handler desværre ikke længere om samspil, og alt er efterhånde blevet absolut. Man bør i hvert fald erindre sig C-14 metodens mange problemer og laboratoriernes mange uheld, herunder laboratoriet i Århus, før man kaster sig over resultater som om de var den endegyldige sandhed. Hvis resultater af DNA sekventering af gammelt DNA får frit spil, uden noget input fra arkæologen.

Den anmeldte bog er ikke blevet ringere af Janus Møller Jensens betragtninger vedrørende Borgunderhuen, som er svar på Kirsten A. Seavers forestillinger (s. 245-47). De er lidt forældede i forhold til huens mange dele og deres meget forskellige AMS-dateringer - men tolkningen af den nye dateringer står nu bestemt til diskussion.

Det er naturligvis spændende, når forskere i naturvidenskaberne alvorligt hævder at de gamle grønlændere har gået med 2-300 gamle huer på hovedet. Vi lader det ligge og håber diskussionen fortsætter i stedet for at gå i stå, og desto mindre forvente at Eske Willerslev har alle de rigtige konklusioner. Det er nemlig altid de naturvidenskabelige metoder som har 2-300 år fejlmargin i deres ungdomsår, som desværre er fulde af problemer, problemer som alt for sjældent erindres.

Anmelder: Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, ph.d., middelalderarkæolog.

Fra manuskriptet Heynesbók (AM 147 4to) som nu opbevares i Stofnun Árna Magnússonar i Reykjavík.

Skyggnumyndasýning Marks Watsons - nú í boði Fornleifs

Nýjasti safnauki Fornleifasafns er lítill en all verklegur kassi. 

Kassi þessi er svo rammgerður, að erfitt er að granda honum nema með einbeittum vilja. Loki kassans er lokað með tveimur spöngum og einnig þykkri leðuról. 

Ég keypti kassann á eBay, en ekki vegna þess að ég safna litlum kössum og öllum eins, eins og segir í kvæðinu. Innihald kassans vakti þegar forvitni mína og ég keypti hann nánast án upplýsinga um innihaldið. Þó upplýsti seljandinn á Englandi, að um væri að ræða heila röð mynda og tilheyrandi minnispunkta yfir skyggnuljósmyndir, 8x8 cm. að stærð. Röðin ber heitið A Journey to Iceland.

Í kassanum ramma eru 35 skyggnumyndir, svokallaðar laterna magica myndir, frá 4. áratug síðustu aldar, þegar slíkar myndir voru reyndar að syngja sitt síðasta vers.

Ég var sem betur fór einn um hituna á netuppboðinu. Ásættanlegt verðið rauk því aldrei upp. Svo kom kassinn seint og síðar með sænska póstfyrirtækinu (sem blóðsýgur Dani) og rannsóknir hófust á innihaldinu við fyrsta tækifæri sem gafst:

Tvær eða þrjár myndanna eru eldri en hinar, og eru teknar úr eldri Íslandsmyndaröð. Þær myndir voru framleiddar af fyrirtækinu Newton & Co á 37 King Street í Covent Garden. En meginþorri myndanna eru merktar framleiðandanum Church Army á 14 Edgeware Road W.2 í London, sem voru góðgerðar- og trúboðsamtök (sem enn eru til) sem útveguðu fátæklingum Lundúnaborgar alls kyns vinnu, m.a. við að útbúa glerskyggnur fyrir ríka viðskiptavini, sem margir hverjir studdu starfsemi samtakanna mjög ríkulega fyrir skattaívilnanir. Þorri myndanna í kassanum er tekinn á síðari hluta 4. áratugarins af breskum ferðalangi sem hafði verið á Íslandi að sumarlagi.

Eigandinn

Kassanum fylgdu minnispunktar fyrir fyrirlesarann sem notaði þessar myndir í fyrirlestrarhaldi á Heimssýningunni í New York (sjá hér).

Fljótlega kom í ljós við lesturinn á minnispuntunum, að höfundur þeirra var mikill dýravinur og sömuleiðis mikill Íslandsvinur.

Á meðal nýrri myndanna í kassanum voru margar dýramyndir og einnig mynd af húsakynnum Dýraverndunarfélagsins í Reykjavík. Mig grunaði að sá sem tekið hefði myndirnar væri enginn annar en endurreisnarmaður og verndari íslenska hundsins, hinn eini og sanni Mark Watson. Í íslenskum dagblöðum var greint frá því að Watson hefði verið á Íslandi sumrin 1937 og 1938.

Einhverjar pöddur hafa farið á beit í minnispunktum Watsons og þegar skjalið komst í hendur þess er þetta ritar var það sett í poka og beint í frystinn í nokkra daga og síðan var allt lauslegt hrist á svarta plötu til að athuga hvort einhverjar dýraleifar væru enn á kreiki eða á lífi. Svo var ekki, en kannski er ég komin góð sýnishorn af flösu úr höfði Watsons. Beðið er frekari rannsókna á því. 

Ég greindi sérlegum agent Fornleifs á Íslandi frá grun mínum um að myndirnar hefðu tilheyrt Mark Watson. Hann sendi mér nokkrum mínútum síðar grein Önnu heitinnar Snorradóttur (1920-2009), sem birtist í Lesbók Morgunblaðsins árið 1988(sjá hér). Grein Önnu skýrði mörg vafamál og lausa enda í rannsókn minni. Anna hafði sem ung stúlka ásamt bróður sínum, Hauki Snorrasyni (1916-1058), síðar ritstjóra Dags og enn síðar Tímans, verið Mark Watson innan handar á ferðalögum hans um landið árin 1937 og 1938. Lesið vinsamlegast grein Önnu til að fá sem mest út úr myndunum. 

Þess ber þó að geta, að greint var frá því í Morgunblaðinu 31. mars 1939, að til væri kvikmynd í lit sem Watson á að hafa tekið á Íslandi. Val stóð á milli fjögurra Íslandskvikmynda, en eina átti að sýna í New York. Litmynd Watsons var að lokum ekki ekki sýnd í New York, heldur hélt hann þar í húsi Íslands fyrirlestra með skyggnumyndum sínum sem teknar voru á Íslandi 1937-38.  Honum innan handar við þær sýningar var einnig Haukur Snorrason, sem var Watson mikill harmdauði er Haukur dó um aldur fram árið 1958.

Watson hélt einnig sýningu á ljósmyndum sínum í Lundúnum (Wertheim Gallery), síðla hausts 1937. Sýninguna heimsótti Krónprins Friðrik og Ingrid spúsa hans. Færði Watson þeim tvær ljósmyndir að gjöf líkt og Alþýðublaðið greindi frá þann 1. desember 1937.

Fólk í fréttum: Ekkert launungarmál er það lengur á okkar upplýstu tímum, að Watson þótti, fyrir utan Ísland og smalahundinn okkar, einnig vænt um unga hali, þó svo að hann hafi mest hrifist af hinum íslenska seppa. Þess má einnig geta að amma David Camerons fyrrum forsætisráðherra Breta var systir Marks Watsons. Þá vituð þér það.

Ekki ætla ég heldur að útiloka að kvikmynd Watsons sé týnd og tröllum gefin. Ef einhver veit meira um hana eða hvar hún gæti verið niður komin, þætti mér fengur í að fá vitneskju um hana. Þangað til annað kemur í ljós, geng ég út frá því að myndirnar í kassanum góða séu þær sem Watson sýndi á heimssýningunni New York árið 1939 - þar sem einnig var til sýnis mynd af Fyrstu hvítu móðurinni í Ameríku eftir Ásmund Sveinsson (sjá skýrslu Fornleifs um styttuna hér).

Fjölskylda Watsons var forrík. Langafi hans, Joseph Watson, hafði auðgast á ýmis konar efnaframleiðslu og sápugerð í Leeds og Yorkshire og afi hans, George, byggði þann iðnað frekar upp. Faðir hans, Joseph, sem síðar þekktur sem the First Baron Manton, græddi á tá og fingri og framleiddi einnig sprengiefnið Amatol fyrir breska herinn. Sjálfur átti Mark Watson hús í London, íbúð í Boston og aðgang að ættarsetri í Austurríki.

  Þar sem Watson bjó í Nicasio i Kaliforníu, ca. 30 km. norður af San Francisco, og stundaði þar hreinræktun á íslenska hundinum, var aðeins lítillátur bústaður hans sem hann dvaldi í er hann hafði tíma til að sinna hundarækt sinni í sveitasælunni. Þar hélt hann einnig margfrægar "sígaunaveislur" fyrir sérstakt og listrænt fólk frá Castro-hverfinu í San Francisco.

Vegna alls ættarauðsins, þurfti Watson svo sem ekkert að vinna sér til framfærslu, en hann lærði fornleifafræði, var í breska hernum, og var síðar diplómat í Washington (1930-32) og einnig forngripasali í New York svo eitthvað sé nefnt. Ræktin á íslenska hundinum lá nærri hjarta hans. En alltaf gat hann borgað aðstoðarfólki vel, svo lífsstíllinn væri á pari við það sem jafnan gerðist á meðal lágaðalsins á Bretlandseyjum. Watson var þó fyrst og fremst gullaldarrómantíker, sem hafði minni áhuga á verslun, iðnaði og auði en menningu og listum. Sumir safna og aðrir eyða.

Íbúðarhús eða búgarður í augum Íslendinga, en réttara sagt sumarbústaður Watsons í Nicasio í Kaliforníu. Jörð hans þar getur ekki flokkast undir "búgarð" líkt og sumir Íslendingar töldu að býli hans þar væri.

Ég átti þeirrar ánægju að njóta, að vera kynntur fyrir Watson á barnsaldri. Hann kom eitt sinn heim með föður mínum og keypti af föður mínum gamalt landakort af Íslandi. Watson var boðið í kaffi og kökur. Hann var meðal hærri manna og var með sýnu hærra höfuð en faðir minn, og eftir slíkum hausum þurfti oft að leita lengi á Íslandi.

Sjón er sögu ríkari

En höfum ekki fleiri orð um þetta. Blogglesendur eru latir og Lesendur Fornleifs geta nú litið í kassann og horft á skyggnumyndasýningu Watsons með því að klikka á skyggnumyndasýninguna efst, sem Fornleifur hefur sett á YouTube-síðu sína, eða klikkað hér.

Mynd Watsons af einum af samferðarmönnum Watsons með hund.

Mynd 33 í myndaröð Watsons frá Íslandi. Watson kallaði myndina Going Aboard og það sem hann ritaði í sýningartextann sýnir mikinn kærleika til dýra:

LAST ONE GOING ABOARD

94 ON SHIP

ROUGH PASSAGE BACK; but they had 4 legs

I WENT INTO THE HOLD EVERY DAY

DRY, COZY, HAY, PUZZLED

WOULD SEE SEAMEN TAKE THEIR OWN BREAD

AND BUTTER DOWN TO THEM

Misjafnt er mat manna. Íslenskum hrossapröngurum hefði ugglaust þótt það heldur betur út í hött að gefa hrossum smjér. En blessaðir Íslendingarnir komust fyrst á mann- og dýragæskustig Viktoríutímans eftir aldamótin 2000, þá er menn fóru fyrst að elska hundinn sinn meira en mannskepnuna og eta hráan bauta úr plastumbúðum úti í móa. Þær hefðu nú hlegið að því í þvottalaugunum þær Guðný og Jónína sem sjörmuðu Tjallan með uppistandi sínu. Watson ályktaði: WOMEN WORK HARDER (one of these not keen on me). Hann Mark þekkti greinilega lítið á konur.

Með Rembrandt á háaloftinu

Þá sjaldan að ritstjóri Fornleifs tekur til i öllu sínu lífsrusli, finnur hann alltaf einhverjar fornleifar og listaverk.

16 vetra sá hann mynd í íslenskri bók frá 5. áratug síðustu aldar um Rembrandt. Það var bók sem afi hans á Hringbrautinni átti. Unglingurinn tók sig til og gerði þegar fölsun á Rembrandtinum með hvít- og grákrít á svartan pappír. Myndin er 15x18 sm. að stærð.

Rembrandt hefði örugglega tekið Fornleifsómyndina í læri, hefðu þeir þekkst, en Remmubrandur var svo svakalega á undan minni tíð, svo ekki varð úr að hann tæki sneið á lærum mínum. Seinna sá ég sömu mynd í lit og læt ég hana flakka. Minn Rembrandt er vissulega í allt öðrum verðflokki, en slagar upp í hinn ekta Rembrandt, þó hann sé bara í svarthvítu.